At falde i en drøm

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2012
  • Opdateret: 21 apr. 2013
  • Status: Igang
Den 10årige Evy kan ikke placeres i samfundet. Hun er hverken klog eller stærk, og har absolut ingen koncentrationsevne. Hun kan intet, bortset fra at drømme. Dette opdager børnepsykologen Ambrosius Fernan, da han bliver trukket ind i den besynderlige og indelukkede piges drømmeverdener der når ud over alle grænser.

Historien foregår i et univers der både minder om vores, og samtidigt har helt andre værdier. Effektivitet er over alt andet, og barndommens glæder er meget få.

God læselyst ^^

30Likes
141Kommentarer
4461Visninger
AA

26. Forbipasserende tog

Evy stod på den mørke mennesketomme perron, og kiggede op på den lille lysende skærm der blinkende viste ordene: Forbipasserende tog.Hun ventede, lyttede til noget der kunne afbryde stilheden, mens hun stirrede op på den stjerneløse himmel. Nu hørte hun en svag rumlen, og kiggede langs skinnerne. Dér så hun et rødt lys komme nærmere med stor fart. Hun trådte et enkelt skridt frem, så hun stod med tæerne en centimeter fra perronkanten. Det kom nærmere. Hun lukkede øjnene, og mærkede snart efter det kraftige vindpust, fra togets front.

Det fortsatte forbi hende, mens farten ruskede i hendes tøj. Hun kunne knap trække vejret, da togets side syntes at stjæle alt luften, og føre det væk fra hende. Larmen fra de skramlende vogne, steg gradvist, til de overdøvede hendes tanker. Hun mærkede vinduerne suse forbi kun to centimeter fra hendes næsetip. Toget føj forbi sammen med tiden. Med et var det væk. Hun holdt øjnene lukkede, lyttede til den pludselige stilhed, og sit hjertes banken. Mens hun prøvede at bevare fornemmelsen, bare et sekund længere.

Så trådte hun et skridt tilbage, vendte rundt og gik ned af trapperne ned til gaden. Hun gik ned af en bred gade, som kun var oplyst af spredte gadelygter, dukkede sig for en forbipasserende kvindes blik, og styrede uden om en lille gruppe af yngre mænd, der stod på et gadehjørne, og grinede højt af et eller andet. Hun kunne snart se den store hvide hospitalsbygning. Hun kom nærmere, og så på det store blå kryds der hang over bygningen, og lyste op i natten. Hun gik hen forbi glasdøren, og fortsatte om til en lille gyde, hvor et vindue stod på klem. Hun åbnede det helt, stillede sig op på en gammel papkasse, og svang sig ind i et lille lokale med hvide fliser, en håndvask, og et toilet.

Hun låste døren op indefra, og gik ud på en mørk dunkel gang. Langsomt og stille gik hun, opmærksom på den mindste lyd. Pludseligt stoppede hun op og drejede til venstre, ned af en ny smallere gang. Hun gik hurtigt op ad trapperne, og synes pludseligt at høre fodtrin bag sig. Hun vendte sig ikke om, men gik hurtigere og hurtigere, op ad de sidste trappetrin, ind på endnu en lang, dunkel gang. Til sidst begyndte hun at løbe, hun spænede ned ad gangen, stoppede pludseligt op, åbnede en dør, og forsvandt ind i værelset bag den.

Hun stillede sig med ryggen mod den lukkede dør og lyttede efter fodtrinene, men kunne intet høre. Så hun åbnede forsigtigt døren, og kiggede op og ned ad gangen. Intet. Hun lukkede døren i igen, og lagde sig på sengen. Der lå hun så, og stirrede op  loftet. Hun havde set ham tale med Steffan. Hun havde ikke hørt hvad det drejede sig om, men vidste godt hvad det var. Hun vendte sig om på maven, og trykkede puden mod sine ører. Hørte hvordan hendes hjerte bankede, vildt og hurtigt. Den dunkende lyd fik hende til at falde lidt ned, og lyden fulgte hende, langsommere og langsommere. Ind i et fredeligt mørke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...