At falde i en drøm

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2012
  • Opdateret: 21 apr. 2013
  • Status: Igang
Den 10årige Evy kan ikke placeres i samfundet. Hun er hverken klog eller stærk, og har absolut ingen koncentrationsevne. Hun kan intet, bortset fra at drømme. Dette opdager børnepsykologen Ambrosius Fernan, da han bliver trukket ind i den besynderlige og indelukkede piges drømmeverdener der når ud over alle grænser.

Historien foregår i et univers der både minder om vores, og samtidigt har helt andre værdier. Effektivitet er over alt andet, og barndommens glæder er meget få.

God læselyst ^^

30Likes
141Kommentarer
4454Visninger
AA

34. En fremstrakt hånd

Evy lå på sengen i dybe tanker. Hun knyttede sig fast til hvert ord, Ambrosius havde fortalt om hendes mor. Lå og prøvede at samle et ordentligt billede af hende inde i hovedet. Hun lukkede øjnene, og befandt sig på det bølgende gyldne hav, med højen og det gamle egetræ. En smuk kvinde, med lang hvid kjole og krøllet sort hår, kom næsten svævende imod hende. Hun rakte en hvid hånd, kærligt ud mod Evy, som bare stod og betragtede hende, men en blanding af en trang til at løbe hen og omfavne kvinden, og en trang til at råbe mange års ophobet vrede ud.  Hun stod helt stille. Så bemærkede hun den højere, og mørkere skikkelse, der stod skjult i skyggen af træet. Hun synes at se et venligt smil på hans læber, og smilede skævt tilbage før hun igen rettede blikket mod kvinden, hun havde vendt ryggen mod Evy og var på vej væk. Evy prøvede at råbe til hende, men ordene ville ikke komme over hendes læber.

En sky gik for solen, og indhyllede marken i uvenlige skygger. Evy løb frem mod moren, men den våde jord under hendes bare fødder, klæbede og holdt hende fast. Hun mærkede hvordan hun langsomt sank dybere og dybere ned. Hun rakte armene frem mod sin mor, som vendte hovedet og så på hende med sorg i blikket, så rystede hun let på hovedet, og vendte blikket bort, og gik videre. Den høje skikkelse, var pludseligt over hende, og rakte en hånd ud mod hende. Hun tøvede, ville ikke tage den, hun var sunket i til over brystet. Hun tog en beslutning, og rakte hånden ud mod ham, men kunne ikke nå hans. Han stod bare der, med hånden ned mod hende, lige uden for hendes rækkevidde. Han smilede venligt mens hun sank længere og længere ned. Næsen blev begravet, hun holdt vejret, og så til mens mudderet langsomt dækkede hendes øjne. Mørkt.

Hun åbnede øjnene, og stirrede op i det hvide loft, som natten havde malet gråt. Hun trak vejret hurtigt i små stød, og mærkede hjertet banke. Så rejste hun sig op, gik hen til vinduet og åbnede det. Hun indåndede lettet den friske luft. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...