Tokyo, min Tokyo

Amaya og hendes forældre vinder to millioner kroner og flytter derfor fra lille Danmark til Tokyo i Japan, så Amaya nu kan komme på den fineste og dyreste skole i hele Tokyo, Miyami Academy.
Men Amayas familie er ikke velhavende, kun heldige, så hvordan skal en almindelig pige klare sig blandt alle millionærernes døtre og sønner, som alle er snobbede og forkælede.
Meget hurtigt får Amaya både skabt sig venner og fjender. Måske er nogen mere end venner?
Men ikke nok med at hun skal tænke på skolen, skal hun også sørge for sin mor, som er alvorligt syg...

9Likes
25Kommentarer
2548Visninger
AA

15. Ingen bekymringer

 

”Su geee!” udbryder Ryo. ”Er din søster model?”

”Ja,” svarer jeg.

”Fedt!” siger Taro. ”Vilde øjne hun har.”

”Amaya-kun har da også blå øjne,” siger Seiji. Det kilder i maven, da det nærmest lyder som om han forsvarer mig.

”Har hun?” spørger Taro.

”Det har jeg slet ikke lagt mærke til,” kommer det fra Ryo og begge bevæger sig hen til mig og vil have mig til at vende blikket mod lyset fra de store vinduer. Jeg gør som de siger.

”Su geee!” udbryder Taro denne gang.

”De er mørkeblå som havet!” fastslår Ryo poetisk. De stiller sig begge helt tæt på mig. Nærheden gør mig pinligt berørt og jeg kan ikke lade være med skeptisk at løfte det ene øjenbryn. Jeg ser over på Jun, som begynder at grine. Idiot. Ingen hjælp at hente fra ham, tænker jeg opgivende.

Det er min søster, der elsker opmærksomhed – ikke mig. Jeg vil faktisk helst undgå den.

”Hey! Taro! Ryo!” siger Seiji irriteret. ”Lad hende være.”

”Du er bare jaloux!” joker Ryo. Af en eller anden grund bliver Seiji stille. Da jeg undrende ser over på ham, har han fornærmet vendt blikket væk, som om det overhovedet ikke interesserer ham.

”Det er alt sammen meget fint,” starter jeg. ”Men skal vi ikke se at komme i gang med at lave de lektier?” nævner jeg, for at skifte emne.

”Jo, skulle vi ikke lave lektier?” understøtter Seiji med en streng tone henvendt til Taro og Ryo, hvorefter Kiyoshi rank kommer og hiver dem væk fra mig og hen på deres pladser.

”Hvis I to vil have en chance for at bestå matematik, skal I se at komme i gang med at læse!” Siger Kiyoshi, som en streng far til sine dovne teenagesønner. Jeg himler med øjnene og griner. De er alle sammen som børn. Helt anderledes end på skolen. Mere frie og er mere sig selv.

”Ja, det er rigtigt! Lektier!” vågner Jun op fra sofastolen og finder en guitar frem fra et fint træskab omme bag ved. Jeg griner igen. Det er typisk Jun at lave overspringshandlinger for at snige sig udenom matematikken. Han blinker til mig.

”Nej, Jun-kun! Først matematik. Derefter kan I hygge jer med at spille musik!” siger Kiyoshi til Jun.

”Bare et lille musikstykke?” plager han og viser hundeøjne sammen med sit uskyldige englesmil. Både Kiyoshi og jeg sukker og ryster opgivende på hovedet. ”Wup wup! Seiji-san, er du klar på en lille akustisk duet?” henvender han sig opstemt til Seiji. Før nogen kan stoppe ham har han også hentet en guitar i skabet og de begge sider og stemmer deres guitar. Den klare lyd af strengende der røres giver mig kuldegysninger. Ethvert instruments renhed gør mig sagelig. Da de begynder at spille og synge begge to, klinger deres stemmer fantastisk sammen. De er virkelig dygtige! Jeg forholder mig stille og nyder bare musikken, som får alle mine bekymringer til at forsvinde.

 

Efter en god kamp matematiklektier giver jeg mig den frihed at tage en rundtur i Hara-huset efter at Kiyoshi har forsikret mig om, at der ikke er nogen hjemme og at jeg derfor ikke vil forstyrre nogen.

Det er svært at få Seiji ud af hovedet. Hans klare maskuline stemme, blandet med Juns hæse rockede stemme, var fantastisk og fingerspillet på guitaren var et fascinerende syn. Jeg var fuldstendig blæst væk af deres talent.

Jeg går tilbage til den store hall, hvor vi kom ind. Huset er enormt og virkelig smukt. Enkelt designet og indrettet, hvilket giver det en dejlig ro. En butler kommer og spørger om, der er noget jeg har brug for. Jeg takker venligt nej. Rindende vand klukker i baggrunden fra et sted inde ved siden af og jeg følger lyden. Det kommer fra et stort bibliotek, hvor der i midten er anrettet et lille vandfald med blomster og åkander i det lille bassin. Men det der imponerer mig mest, er rummet, hvor de store hylder når helt til det høje loft, med bøger i tusindvis. Hvor er der mange bøger, tænker jeg helt paralyseret.

Jeg sætter mig på en bænk pyntet med fine silkepuder med japansk mønster og nyder den stille lyd af det rindende vand.  Jeg smiler stille for mig selv. Lige hér, i denne parallelverden, er der ingen bekymringer. Ingen Shina, der terroriserer min hverdag, ingen savnede venner i Danmark, ingen høje forventninger fra far og ingen mor med kræft. Hér er jeg, som taget ud fra fortiden af en gammel Jane Austen bog, hvor jeg er Elizabeth, som er lykkeligt gift med sin Mr. Darcy, siddende i sit elskede bibliotek på Pemberley.

”Hvad laver du?” hører jeg en stemme bag mig sige. Jeg vender mig forskrækket om og ser det er Seiji. Jeg smiler.

”Ingenting. Dagdrømmer,” fortæller jeg.

”Må jeg forstyrre dine drømme og sætte mig?” spørger han spøgefuldt med et skævt smil. Han sætter sig ved siden af mig. Det er ligesom for to dage siden i gårdhaven, tænker jeg.

”Det lød virkelig godt – det før. Altså -- dig og Jun-san,” siger jeg kejtet.

”Tak.” For en stund sidder vi bare og ser på vores fødder eller rundt på de mange bøger. ”Vi har en masse til fældes, du og jeg,” udbryder han efter noget tid.

”Har vi?” Spørger jeg overrasket.

”Vi har begge søskende, som lever af opmærksomhed og popularitet.”

Jeg krymper mig. ”Jeg hader den opmærksomhed jeg får, på grund af min onee,” siger jeg.

”Det samme gør jeg med min onii. Jeg ser virkelig op til Toshi og værdsætter at have en så talentfuld storebror. Der er bare de her forventninger om, at jeg skal blive en ligeså stor musisk kunstner og stjerne som min storebror. Men jeg er ikke engang sikker på, at jeg har lyst til at gøre musikken til mit arbejde.”

”Presset er uudholdeligt,” giver jeg ham ret. ”Vi har begge personer omkring os, der har store forventninger om at vi skal følge en bestemt vej uden at vi selv får noget at sige. Jeg vil meget hellere være kunstneren.”

”Og jeg vil hellere være doktoren,” smiler han.

Jeg er overrasket over hans ærlighed. Jeg føler, at jeg oplever den rigtige Seiji. Ikke den lukkede hårde Seiji i kantinen. Men en dyb, drømmende og venlig Seiji. ”Hvorfor er verden så uransagelig?” spørger jeg bekymret.

”Jeg vil tro, at det er for vi hele tiden kan drømme om, at det hele kommer til at give mere mening en dag.”

”Hvor usympatisk!” siger jeg sarkastisk.

Han griner sit melodiske grin og jeg smiler. Det føles så rart, da hans fingre pludselig rører min kind og jeg kan mærke en varme sprede sig fra hans fingerspidser og rundt i hele kroppen.

”Ved du hvorfor jeg kan lide dig?” Spørger han imens hans fingre forsigtigt fortsætter op til min hårkant og mine øjenbryn.

Jeg har ingen idé. Jeg har tit spurgt mig selv, hvorfor det lige er mig. Hvorfor ligger han mærke til mig, som slet ikke er noget særligt?

”Fordi jeg kan se du ser mig som mig. Du ser mig ikke som Ito Toshis lillebror eller kan lide mig, fordi min storebror er kendt. Du ser mig, som den jeg er. Jeg kan være mig selv i nærheden af dig. Og det værdsætter jeg virkelig.” Jeg smelter indeni ved hans ord og mit hjerte banker så voldsomt, at jeg næsten vil tro, han kan høre det slå. Jeg kan ikke holde mit smil tilbage, da jeg ser ind i hans skæve brune øjne. Han kan virkelig lide mig! Og da hans bløde fyldige læber rører mine føles det hele helt perfekt. For i vores lille verden, er der kun os to. Ingen Shina og ingen sociale klasser, der adskiller os. For en stund er der kun ham og mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...