Tokyo, min Tokyo

Amaya og hendes forældre vinder to millioner kroner og flytter derfor fra lille Danmark til Tokyo i Japan, så Amaya nu kan komme på den fineste og dyreste skole i hele Tokyo, Miyami Academy.
Men Amayas familie er ikke velhavende, kun heldige, så hvordan skal en almindelig pige klare sig blandt alle millionærernes døtre og sønner, som alle er snobbede og forkælede.
Meget hurtigt får Amaya både skabt sig venner og fjender. Måske er nogen mere end venner?
Men ikke nok med at hun skal tænke på skolen, skal hun også sørge for sin mor, som er alvorligt syg...

9Likes
25Kommentarer
2547Visninger
AA

13. Forelsket?

 

Takahashi-senseis timer er meningsløse. Fysik er meningsløst. Det hele er meningsløst.

I går fik jeg beskeden. Mors sygdom er blevet værre og de vil have hende indlagt på mandag til kemoterapi. Jeg er virkelig bekymret. Heldigvis er Yoshiko, sygeplejersken, hjemme og tager sig af hende. Men jeg vil hellere være hjemme sammen med hende end være til Takahashi-senseis kedelige fysiktimer! Det var ikke meget tid jeg fik sammen med hende i går, da jeg skulle til japansk om aftenen. Og jeg får nok heller ikke meget tid til at være sammen med hende i dag. For jeg skal jo til lektiehjælp hos Kiyoshi i dag efter skole. Jeg overvejer at sige til Jun, at jeg ikke kan komme.

Min mobil vibrerer i lommen. Denne gang har jeg husket at sætte den på lydløs. Jeg tager den frem under bordet. Det er Jun, der skriver.

Noget galt?

Jeg tror ikke jeg kan komme med hen til Kiyoshi-san efter skole… svarer jeg.

Hvorfor ikke? Shina vil ikke komme til at vide noget om det, svarer Jun efter få sekunder.

Det er ikke på grund af Shina. Jeg skal ordne nogle ting derhjemme.

Der opstår en pause i sms-strømningen. Men efter et halvt minut, kommer der igen et svar fra Jun.

Vi kan da bare flytte det hjem til dig!

Helt overrasket har jeg bare lyst til at skrige ”NEJ!” ud i klassen. Men jeg holder mig fra det.

Nej, det kan vi ikke! Skriver jeg til ham og håber han ikke fanger den desperate tone mellem linjerne.

Da timen er slut kommer Jun smilende hen til mig. Hans lyse hår sidder igen ud til alle sider. Han ligner en rockstjerne i skoleuniform. Pigerne sukker også efter ham, som var han en rockstjerne.

”Hvorfor, Amaya-kun?” spørger han og griner.

”Fordi vi ikke er flyttet ordentligt ind endnu. Vores hus er et stort rod,” svarer jeg, hvilket er nogenlunde sandt. Men tanken om at de skal se mit lille middelklasses-hus i middelklassekvarteret gør mig skide nervøs. De vil helt sikkert støde mig væk, hvis de ser det!

 

Næste time er billedkunst, så Jun måtte forlade mig for at gå til musik. Heldigvis. Så blev jeg ikke udspurgt yderligere eller overtalt til at tage med alligevel. I denne situation vil jeg nemlig være meget nem at overtale. Men jeg bliver nødt til at komme hjem til mor i dag.

Da det kun er teoritime, er Saki og Naomi ikke i klassen. Det er kun dem fra min egen årgang, der er til teori og jeg føler mig pludselig meget alene. Jeg har ingenting til fælles med nogle af de andre og jeg kan se, at jeg ikke er velkommen hos nogen af dem. Nogen sætter næsen i sky, hvis jeg ser på dem. Drengene i klassen opfører sig, som om jeg ikke eksisterer. Jeg sætter mig derfor ved en bænk helt tilbage i et hjørne for mig selv.

Timen bliver dog reddet, da Gina træder ind. Alle rejser sig, ”Sensei, konnichiwa!” siger alle i kor.

Til min store fordel og mit eget held, fortæller Gina at vi skal i gang med et forløb om portrætter. Jeg kan ikke lade være med at lyse lidt op, da hun giver beskeden. Hun ser endda hen på mig og smiler. Gina er helt klart min yndlingslærer!

Jeg følger interesseret med gennem hele timen og da timen alt for hurtigt er slut, har jeg helt lyst til at læse videre i kapitlet om portrætter gennem tiden i kunstbogen. Som lektie til på mandag til praktisk billedkunst, fortæller Gina, at vi skal have øvet os på at lave portrætter ud fra nogle af de teknikker vi har fået i dag. Med ét ved jeg, hvad jeg vil tegne.

Som den sidste forlader jeg lokalet. Men på vej ud fra klasseværelset opdager jeg, at Jun har skrevet til mig.

Kom ind i kantinen, læser jeg.

Med blikket mod mobilen ser jeg slet ikke personen foran mig og jeg går direkte ind i personens ryg. ”Hov, undskyld!” udbryder jeg forskrækket.

Mine kinder bliver ildrøde, da det er Seiji, der vender sig om. Hvad laver han her? Tænker jeg forbløffet. Der er ingen andre i gangene, da de alle sammen er gået til frokost i kantinen.

”Konnichiwa, Amaya-kun!” smiler han overrasket. Jeg bliver helt mundlam. Han må tænke at jeg er en komplet idiot, der oven i købet ikke kan se, da det nu er anden gang jeg støder ind i ham. Da jeg ikke siger noget fortsætter han – genert? ”Eh… Skal du med hen til Kiyoshi-san efter skole?”

Jeg finder endelig min taleevne frem igen, ”Jeg skulle lige til at skrive til Jun-san, at jeg gerne ville med alligevel,” svarer jeg, også en smule genert.

”Fantastisk,” smiler han selvsikkert denne gang. Jeg prøver at lade være med bare at stirre på hans velformede mund, hvide tænder og charmerende spidse hjørnetænder. ”Vi kan samle dig op efter skole.” Jeg bliver pludselig bange ved tanken om at sidde sammen med dem i deres dyre biler.

”Jeg kan dog ikke blive så længe,” tilføjer jeg. ”Jeg skal hjem så tidligt som muligt.” 

”I orden,” smiler han. ”Kommer du med?” spørger han og laver en håndbevægelse mod kantinen.

”Nej,” svarer jeg kort. Nok tager jeg med dem til lektiehjælp ved Kiyoshi. Men jeg sidder ikke ved dem i kantinen. Nej, jeg er nødt til at finde Saki og Naomi. Der er en masse jeg skal have fortalt dem. Jeg følger alligevel med ham noget af vejen. Men ingen af os ved, hvad vi skal sige til hinanden og der opstår en akavet stilhed. Inde i mit hoved prøver jeg bare at tage mig sammen til, at spørge ham om én simpel ting.

”Kan jeg få dit nummer?” spørger jeg hastigt, som bare for at få det ud inden jeg kan nå at ombestemme mig. ”Altså, bare så jeg kan komme i kontakt med dig efter skole, hvis noget skulle gå galt,” tilføjer jeg, som en slags undskyldning. Mit hjerte banker nervøst.

”Selvfølgelig,” smiler han. Jeg kan godt se han stirrer lidt undrende på min mobil, da han citerer sit nummer imens jeg skriver dem ind på mobilen. Jeg håber ikke, at han er ved at vække mistanke om noget, nu når han både har set min grimme madkasse og nu også min gamle ridsede klaptelefon.

”Arigatou,” siger jeg.

”Du behøver ikke give mig dit nummer, jeg har det allerede,” siger han, da jeg nervøst spørger om han ikke for en sikkerheds skyld også vil have mit. ”Jun-kun gav mig det,” siger han og smiler skævt, en smule pinligt berørt. Han ser jo næsten helt nuttet ud. Det troede jeg ikke var muligt, med hans ellers meget markerede ansigtstræk.

Jeg bliver helt paf og ved ikke helt om jeg skal grine eller græde. Men mit ansigt vælger så at smile genert og blusse op til en tomat. Hvad er det jeg laver? Spiller forelsket lille tøsepige? Idiot! Du ved godt, at det ikke er nogen god idé at forelske sig i Seiji!

”Nå, men – Mat ane,” siger han, da vi når skillevejen. Jeg kan igen ikke rigtigt læse hans ansigtsudtryk. Det er som om han bare lukker af.

”Mat ane,” svarer jeg stille, hvorefter han vender om og går det sidste stykke mod kantinen.

Tilbage står jeg bare med en mærkelig irriterende hjertebanken.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...