Øen og Kontinentet

Efter den anden guldalder og de store vandringer er verden forandret. I citadellet Bomtal, lever de koneksede majstroer. Tæt forbundet i en fælles bevidsthed. Udenfor citadellets mure og nede ved havet ligger Firkanten. Her lever gamerne. Dem som majstroerne fra Bomtal bruger i det eneste spil, der kan få de koneksede til at føle sig som et mennesker igen.

1Likes
1Kommentarer
977Visninger
AA

4. Martin

 

Langs med kajen er de små fiskebåde i fuld gang med at losse nattens fangst. Fiskere i orange smækbukser og fiskerblingbling langer blå kasser med fisk og is over rælingen, og tanken om dampende smørstegt rødspætte får maven til at rumle. Grød fra proteinposer giver næring men ingen mæthed. Når der er demonstrationer længere inde i Firkanten råber de altid, at mennesker har brug for mere end grød alene, og jeg giver dem helt ret.

Længere ude i horisonten blinker lysene på de høje firkantede bølgemøller. På den anden side af havet ligger Øen. Engang, efter den store guldalder, begyndte mennesker og maskiner at vandre. Nogle endte på Kontinentet og andre på Øen. Jeg ved ikke så meget om Øen. Ikke andet, end at vi er meget rige i forhold til dem. Selv os i Firkanten.

Jeg går over mod kontoret der holder øje med møllerne, men allerede da jeg træder ind på det nedslidte kontor kan jeg se svaret på bestyreren. Poserne under hans øjne hænger under de store og firkantede briller der skjuler øjnene, og mundvigene peger nedad. Gamerbrillerne er næsten ældre end han selv er, og jeg tvivler på, at de overhovedet kan konnekses.

”Hej Martin,” siger han og løfter hænderne, og vi støder vores knytnæver sammen.

”Der er heller ikke noget i dag. Jeg er ked af det. Selvom der er mindst tre pumper der godt kunne skiftes, har jeg fået ordre på at lade dem sidde.”

”Det er okay.”

”De er nogle nærige svin. En dykker som dig skulle have noget at lave.”

Jeg siger ham ikke i mod.

”Hvordan har Bea det?”

”Okay. Alt taget i betragtning.”

”Liza siger, du køber flere og flere ampuller.”

Jeg ser væk, og mærker hvordan det stikker indeni. Nogle gange har jeg lyst til at forsvinde. Ligesom mor og far. Men hvad så med Bea?

”Kan hun stadig bruge dukken?”

”Den slipper hun aldrig.”

”Det var faktisk din fars forslag.”

Jeg nikker og smiler. Han fortæller et par historier fra gamle dage. Dengang han og far gik på Togens og byttede plads i en træningsturnering. Om den sidste turnering før forbuddet.

”Din far reddede dem alle sammen den dag,” siger han med eftertryk og retter sin brille. Det var også fars sidste turnering. Jeg bryder op og går ud på havnepladsen igen. Vinden bider mig i kinderne, og luften er fyldt med fugt, koldt skumsprøjt og mågeskrig. Bret går imod mig med hængende skuldre. Ved allerede hvad han vil sige.

”Der var ikke noget hos SeaRex.”

”Heller ikke noget på møllerne,” siger jeg.

Camina har heller ikke fundet noget, og vi sætter os på en bænk og stirrer ud på havet. I lang tid er der ingen der siger noget. Kun lyden af måger, og bølger der slår ind mod betonmolen og ruller tilbage igen.

”Jeg skylder penge,” siger Bret pludselig.

Mågerne hyler, og jeg får øje på en spidsnæbbet høg der svæver langt over mågerne.

”Hvem skylder du?” spørger Camina. Stemmen er rolig, men jeg har kun hørt den være så kold en gang før. Bret kører hånden gennem det plyssede hår. Igen og igen. Så rejser Camina sig, tager hans hånd og holder den fast.

”Undskyld. Jeg faldt i. Kunne ikke … du ved ikke hvordan det er, når først man har været der,” hvisker han.

”Kældrene. Hvor meget? Og hvem?”

Jeg er kold indeni. Har det som om, jeg svæver væk, og ønsker virkelig jeg var på vej.

”Jeg kan ikke betale. Det er slut … det er Gaminoen.”

Camina råber og slår Bret med flad hånd i ansigtet. Det hårde klask får mig til at fare sammen, men det værste er ikke lyden. Heller ikke det flammende, røde mærke på Brets kind. Det værste er, at han slet ikke reagerer. Hun slår igen. Og igen. Og han bliver siddende og tager imod, mens slagene hagler ned over ham. Camina skriger og slår så hårdt, at hans elskede gamerbriller falder af, og blotter hans øjne. Jeg griber Caminas hånd og prøver at holde den tilbage, men hun er stærk og placerer endnu en flad højre på Brets kind med et klask. Så står hun stille. Ser på Bret. Helt hvid i ansigtet. Kroppen dirrer. Læberne bæver.

”At du kunne gøre det,” hvisker hun. Så vender hun sig og løber væk.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...