In Love With The Idea Of Love {One Direction & Justin Bieber}

Justin Bieber og Marlena Andersson har været bedste venner, siden de begge gik med ble. Marlena flyttede til London som 7-årig. Justin blev boende i Canada, men flyttede sidenhen til Atlanta. Da Marlena bliver 18, vælger hun at invitere Justin til London, for at se skal ses igen efter 10 år. Marlena har startet et nyt liv i London. Hende og hendes bedste veninde Alice bor i en lejlighed inde i midten af London sammen. Justin ved intet om, at i al den tid han har været på tour og kørt en karriere som sanger, har Marlena fundet sammen med en anden sanger, sangeren Harry Styles fra det britiske-irske boyband One Direction. Da Justin kommer til London, finder han gemte følelser frem, som hverken han eller Marlena vidste han havde. Marlena må tage et valg, da Justin ikke kan acceptere hende og Harry's forhold.

83Likes
128Kommentarer
12940Visninger
AA

17. Sandheden, Harry

 

(Harry's synsvinkel)

Jeg forlod Marlena i køkkenet. Hun havde tårer i øjnene, og jeg havde aller mest lyst til at kysse hende og undskylde. Men jeg havde noget, jeg skulle have styr på først. Justin. Jeg måtte høre det fra hans synsvinkel.

Jeg gik ud til poolen igen, hvor han spillede bold i poolen sammen med Alice, Zayn og Niall. Louis og Liam sad på kanten og heppede. Jeg stod og så på dem med armene over kors.

"Kom med i, Harry!" kaldte Niall med et stort smil og vinkede mig hen.

"Hvor har du gjort af Marlena?" spurgte Zayn og fik et smørret smil. "Kunne hun ikke tage den?" Liam, Louis og Niall flækkede af grin, Alice vendte øjne og slog Zayn koldt på skulderen og Justin gjorde store øjne. Hvad havde han forestillet sig? Lena og jeg havde været kærester i næsten et år, og vi 'måtte' åbenbart ikke have et intimt forhold? Åh gud...

"Der er hun!" udbrød Niall endnu gladere end før og pegede hen mod døren.

"Hun kunne godt tage den" drillede Zayn og klaskede hånden mod Liam's. Jeg grinede af dem og så på Justin.

"Kan vi snakke?" spurgte jeg og prøvede at lyde ligegyldig. Jeg ville ikke have, at de andre drenge troede, at vi var uvenner. Var vi egentlig det?

"Selvfølgelig" smilede Justin falskt, men noget i hans stemme røbede ham. Idet han steg op af poolen, sendte Louis mig et spørgende blik, hvorefter han og Liam udvekslede interne blikke. Justin rystede håret på samme måde som jeg plejede, og gik hen til mig.

"Indenfor" sagde jeg sammenbidt, og vi gik ind i en af stuerne.

 

"Jeg ved ikke, hvad du laver med min kæreste, eller hvad i har lavet sammen, men du skal ikke gøre hende så ked af det igen" advarede jeg ham, efter at havde taget en dyb indånding. Jeg kunne mærke min puls stige, og huskede Marlena's beroligende hånd på min arm. Jeg trak langsomt vejret og slog blikket op. Hun var ikke blevet så ked af det, som jeg gav udtryk for, men jeg ville have Justin til at få skyldfølelse. Jeg hadede ham ikke, men jeg brød mig ikke synderligt om ham. 

"Gør jeg hende ked af det?" spurgte Justin flabet og virkede overrasket. Jeg så bare overbærende på ham med armene over kors. "Hvorfor siger du det ikke bare, som det er Styles?"

"Hvad mener du, Bieber?" snerrede jeg igen. Han kaldte mig for Styles...

"Ja, at du godt ved, at det ikke er jer to for evigt" sagde han og fik det til at lyde åbenlyst. "Hun tror på, at i skal være sammen til jeres dages ende. Det er kun i eventyr, det sker"

"Det kan godt være, at du ikke er sammen med dine kærester i mere end et år, men jeg elsker min kæreste, og jeg ønsker virkelig at være sammen med hende for evigt"

"Burn!" udbrød Justin og hævede et øjenbryn. Vi sad bare og så irriteret på hinanden i flere minutter. "Indrøm det dog. Du føler dig truet af mig" Justin lænede sig tilbage og lagde overbærende armene over kors, ligesom jeg havde gjort det. Et lille grin undslap mine læber.

"Truet?" spurgte jeg skeptisk og grinede kort af ham. "Så vidt jeg ved, så elsker hun mig. Hun er sur på dig, ked af det. Du sårede hende, og det kan hun ikke tilgive" Jeg løj. Hun havde tilgivet ham allerede. Jeg forstod hende ikke, hvordan kunne hun så hurtigt? Der var noget med det bånd, de havde...

"Hun er ikke såret. Hun kender mig. Jeg siger sandheden, når andre ikke kan. Nu, hvor du ikke kan" Med de ord rejste han sig og gik udenfor igen. Jeg så opgivende efter ham. Havde han ret? Kunne jeg ikke sige sandheden? Hvilken sandhed? Den sandhed, jeg havde holdt hemmeligt for hende... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...