Photoshoot.

Den nittenårige, aleneboende fotograf og college-studerende Darren er vant til at leve som en rod og leger med piger som det passer ham bedst, og han er bestemt ikke vellidt. I hans klasse går fyren Liam, som alle kan lide, og de to bryder sig ikke just om hinanden. Liam har en lillesøster, som han bor sammen med, ved navn Maemi på sytten år, som er noget drenget og ikke ligner en pige med meget andet end ansigtstræk. Da Darren en dag søger efter en mandlig model med feminine træk, beslutter Maemi og veninderne, at det kunne være en sjov joke, men da han vælger hende, tør hun ikke fortælle ham om sit virkelige køn, hvilket resulterer i, hun forelsker sig i den unge fotograf, som - noget undrende over en ny opdagelse i sin seksualitet - gengælder dette. Problemerne hober sig efterhånden op, fordi ingen af dem er gode til at skjule det, men det hele eksploderer, da Liam får tilbud om at uddanne sig udenlands og beder Darren lade Maemi bo hos sig.

30Likes
91Kommentarer
7395Visninger
AA

16. 30. april

 

Darren har betroet sine hemmeligheder til dig, og det uden tøven. Hvordan kan du ikke finde på at gøre det samme overfor ham? Hvorfor kan du ikke bare sætte dig ned og tale med ham på samme stille måde, han gør med dig, når han vil fortælle dig noget? Hvorfor skal du absolut være en luset lille løgner, der foregiver at være hans fortrolige?

Maemi skældte sig selv ud om og om igen i de følgende dage op mod den sidste gang, hun skulle møde op i studiet og få taget billeder. Og hun ville gerne have fortalt Darren, hvordan tingene egentlig hang sammen, fra ende til ende. Men hun kunne ikke få sig selv til det. En del af hende håbede dog, han ville være mere sympatisk og forstående og ligeglad, nu hvor han rent faktisk stolede på hende, ligefrem holdt af hende, både som den ene og den anden.

Den anden del af hende var af en anden mening. Hvis hun fortalte Darren om sin sande identitet, ville han sikkert reagere som alle andre havde gjort om onsdagen, da hun mødte på skolen i godt humør. Hun havde af Chastine fået smækket en kopi af et af de billeder, Darren havde givet hende fra studiet, op i ansigtet, hendes eget var der lavet en cirkel omkring med rød tusch. Alle havde hadet hende. Alle havde kaldt hende en løgnagtig luder, som ville gøre hvad som helst i sin desperation efter at blive bemærket, hvad der jo ikke var sandt.

Hun havde forsøgt at lade det prelle af sig, men kunne godt mærke, at hver eneste gang hun tænkte på Darren og den afsløring, hun planlagde at foretage, så trak minderne om skolen i hende. Og hun blev kastet ud i en følelsesmæssig rutsjebane, styret af alle andre end sig selv. Hjemme hos Darren var hun i godt humør, smittet af hans egen glæde og åbenlyse lyst til at være sammen med hende. I skolen var hun ensom. Det var det eneste ord, der var beskrivende nok. Hvor alle billederne kom fra anede hun ikke - hun var den eneste, der havde dem i printet format ud over Darren, og han vidste tydeligvis ikke noget - men alle kendte pludselig til hendes hemmelighed på skolen. Og hun var ikke engang i gang med sit sidste år, så hun kunne ikke trøste sig med en fremtid langt væk fra stedet lige foreløbigt.

Så da hun om fredagen sad alene på et toilet på skolen og skjulte sin skam og ydmygelse, forventede hun ikke at få selskab. Alligevel var den lette banken mod toilettets bås ikke til at tage fejl af: nogen ville ind til hende.

,,Maemi,” sagde Amanda i en neutral tone.

,,Ja?”

,,Du er ikke rigtigt på toilettet, er du vel?”

,,Nej,” indrømmede hun tamt.

,,Må jeg ikke komme ind?”

Med et suk rejste Maemi sig og lukkede den rødhårede pige ind. Amanda havde hun ikke hørt meget fra de sidste dage, fordi hun havde haft travlt med at gemme sig. Mest skuffet var hun nok over, at hun heller ikke havde bemærket noget forsøg fra Amandas side på at skabe kontakt - før nu, hvor de stod overfor hinanden i en trang bås med et toilet i den ene ende af det rektangulære rum.

,,Du ser forfærdelig ud,” erklærede Amanda strengt.

,,Gør jeg virkelig?”

Tavshed fyldte båsen, og Maemi benyttede den til at sætte sig ned på toilettet med fødderne trukket op under sig og armene slået omkring sine knæ. Amanda så vurderende på hende et øjeblik.

,,Jeg fatter ikke, du er så egoistisk, at du rent faktisk vil have Darren for dig selv,” sagde hun så i et modbydeligt, nedladende tonefald.

,,Hvad mener du?”

Amanda hævede et øjenbryn, mens hun så ned på den lille form krummet sammen på toilettet. Det var patetisk og bestemt foragteligt, og hun var glad for hvad hun havde gjort. Det havde ikke engang været svært, og hun fortrød intet, selv om Maemis brune øjne kortvarigt gav hende et stik af dårlig samvittighed.

,,Hvad tror du, jeg mener? Ikke nok med at du arbejder for ham, tæt på ham. Nej, du skulle absolut også bo hos ham. Og så afbryde ham, når han havde kvindeligt besøg. Når du tænker på, hvor mange fans han har, er det så ikke en sand egoists værk?” udpenslede hun ubarmhjertigt. ,,Alle har altid troet, du ikke kunne gøre en flue fortræd, at du var lige så lidt egoistisk som din bror. Men se bare når sandheden kommer frem.”

,,Men du… Amanda, du hjalp mig jo,” påpegede Maemi hjælpeløst og skuttede sig mod en pludselig kulde, der krøb rundt i hendes arterier og vener.

,,Indtil du besluttede dig for, jeg ikke måtte hjælpe dig mere. Da jeg forsøgte at score Darren var det delvist for din skyld. Du skulle ikke trækkes ud i hans overfladiske verden. Men jeg kan altså også godt lide ham som person, og jeg er skuffet over, du ikke kunne lade mig have denne ene glade stund sammen med ham.”

,,Hvad…?”

,,Den aften, da du stoppede ham i gangen, ville have været den bedste i mit liv.”

,,Men jeg stoppede ham ikke. Jeg ville ikke…”

,,Du forsøgte sandelig heller ikke at få ham til at følge efter mig. Og alligevel er du fræk nok til at være den triste af os to mandag morgen. Allerede dagen efter kommer du så og er lutter solskin og sommer fugle, forelsket op over begge ører.”

,,Jeg -”

,,Når du så lige har skaffet mig den ene lille glæde, det er at se ham arbejde, skal du gudhjælpemig også spolere det ved at smide mig ud, mens du selv bliver inde sammen med ham.”

,,Amanda, det var ikke… Han bad mig om det.”

,,Han sagde da ikke noget.”

,,Men hans blik -”

,,Der kan du se. Du tror da vel ikke for alvor på, du kan læse signaler hos ham, alle andre ikke kan? At du er bedre end os andre? At han stoler på dig, bare fordi I bor under samme tag? Specielt ikke når du lyver for ham konstant. Det er så luset gjort af dig. Du fortjener at blive hadet.”

,,Men han… Jeg… vi -”

,,Vi?!” hvæsede Amanda spottende og lo så råt og koldt. ,,Forstår du det ikke, Maemi? I dit liv har det altid været ”vi”. Hele vejen igennem. Fordi du havde Liam til at passe på dig. Alle respekterer ham. Men ingen respekterer i virkeligheden dig. Og uden ham er du ingenting. Kan du ikke se det? Siden Liam rejste er tingene begyndt at gå ned ad bakke for dig. Med ham ville du måske have haft fornuften og samvittigheden til at stoppe i tide, men når han ikke er her til at stoppe dig, ødelægger du hæmningsløst og viser dit sande jeg.”

,,Liam?!”

,,Ja! Liam!”

,,Men det var jo Liams idé, jeg skulle bo hos Darren. Ikke min.”

,,Liam ville have hadet dig for at gøre det, du gør. At arbejde for Darren. Og bestemt at forelske dig i ham. Og han ville foragte dig, hvis han vidste hvor egoistisk du egentlig er.”

,,Men det var ikke meningen, du -”

,,Det er ikke kun om mig! Hvis det kun gik ud over mig, tror du så, alle ville være så vrede på dig, som de er nu?” spurgte Amanda, men besvarede sit eget retoriske spørgsmål inden Maemi kunne nå at åbne munden igen: ,,Selvfølgelig ikke. Det er ikke kun mig, du har taget noget fra. Det er alle Darrens håbefulde fans. Det er endda Darren selv, og det kan de ikke tilgive.”

,,Jeg har ikke taget -”

,,Ikke taget noget?” gættede Amanda køligt og afbrød hende dermed. ,,Selvfølgelig har du det. Håbet fra alle hans fans, der ville give alt for at tilbringe bare én nat i hans seng. Og Darrens tillid og dyrebare tid. Du har snydt ham.”

Maemi stirrede på den pige, der engang havde været hendes bedste veninde, med nye øjne, der ikke var slørede af venskabelige følelser. Det, Amanda stod og sagde, ledte kun til én ting, selv om det var gemt bag en heroisk tilsløring. Amanda var dødhamrende jaloux og ville have hævn, fordi hun ikke kunne få Darren. Han var uden tvivl den eneste, der nogensinde havde afvist hende så koldt og betænkningsløst.

,,Det er dig, der har spredt rygtet.”

,,Glimrende spørgsmål. Og du har ret.”

,,Det var ikke et spørgsmål. Det var en konstatering,” informerede Maemi i en tone, hun aldrig havde troet, hun skulle høre fra sig selv.

Liam brugte det tonefald til at irettesætte folk fra tid til anden, havde hun hørt, men hun havde aldrig selv følt trang til at bruge det overfor nogen. Ikke før nu, hvor Amanda var helt urimelig og praktisk talt havde ødelagt hendes liv.

Det var ikke svært at gætte sig til hvordan det var gået for sig, nu hvor hun havde regnet den ud. Maemi huskede tydeligt at have efterladt Amanda på sit værelse om tirsdagen, mens hun skiftede til sit andet jeg. Da hun kom tilbage til sit værelse sad Amanda med sin taske, hvad hun ellers aldrig gjorde, og påstod, hun lavede fysiklektier.

Det burde have fået Maemis alarmklokker til at ringe, men hun ville aldrig have troet den slags om den person, der udgav sig for at være hendes bedste veninde. Amanda måtte have fundet ud af det med billederne fra Darren, have taget et af dem fra hendes rygsæk og proppet i sin egen. Så havde hun vel kopieret det på skolen og var mødt tidligt for at dele kopierne ud. Når folk så stoppede op og spurgte, hvad det skulle gøre godt for, ville hun fortælle dem, at den blonde af de to på billedet i virkeligheden var Maemi. Det virkede alt sammen gennemtænkt og lusket, men meget simpelt.

Og ekstremt hævngerrigt. Hun vidste, at folk gjorde onde ting af jalousi og misundelse, men ligefrem at ødelægge sine venners liv over en fyr, mens de stadig gik i high school. Det havde hun dog aldrig troet, og da slet ikke om Amanda, den ukronede dronning over alle hankønsvæsner, der øjeblikkelig faldt for hendes naturlige skønhed, charme og selvtillid.

,,Hvad med Darren? Har du givet ham besked?” spurgte hun nervøst.

Amanda grinede hult.

,,Nej, vær nu ikke dum! Den fordel vil jeg ikke give dig. Jeg ved, du ikke kan lade være med at fortælle ham om hvor miserabelt dit liv er, og så bliver du nødt til at forklare dig. Og så vil han finde ud af det og høre ordene fra din egen mund. Derfor har jeg heller ikke fortalt nogen, du bor hos ham. Det ville ødelægge det hele, hvis Chastine og de andre pludselig viste sig der og fortalte ham det hele.”

Men hvad nu hvis… blev Maemis hoved ved, mens hun forestillede sig den bedst mulige situation sammen med Darren, når han fandt ud af sandheden. Måske ville han tage det pænt og endda forstå hendes motiv.

Amandas plan virkede bare så gennemført, at den næsten var alt for simpel. Noget i den måtte gå galt et eller andet sted. Det skulle der. Ellers var Maemis liv officielt slut, og hun kunne vinke farvel til al fremtid i glæde og lykke, sådan som hun ellers havde levet. Hvis bare hun kunne holde sin mund overfor Darren, så var der måske en chance for, alting ikke gik helt galt? Og hvis bare hun kunne forklare Liam det hele, inden han vendte tilbage til kaos og fik det at vide af andre, så kunne hun måske redde noget af det.

En hård fleksende lyd fik Maemi til at se op fra sine knæ og finde Amanda stående med billedet, hun havde taget, i hænderne. Hun vendte og drejede det og viftede så selvtilfreds med det, inden hun forlod boksen, sparkede døren i efter sig og gik ud på gangen, hvor hendes fodtrin mod gulvet forsvandt, da de blandede sig med de andres.

Maemi sad længe på toilettet og ventede fortvivlet. Efter hvad der syntes at være en evighed ringede det til time, og alle fødder forsvandt fra gangen i løbet af to minutter. Da hun var helt sikker på, der var fri bane, skyndte hun sig ud, fandt sin cykel punkteret og gik ud til vejen, hvor hun fangede en bus. Under hele turen blev hun nidstirret fra alle sider af nysgerrige mennesker, som om de aldrig havde set en forvirret, trist teenager før. Nok nærmere var det manglen på tårer i det triste ansigt, de bemærkede, mindede Maemi sig selv om, da en ældre herre nød og måtte tørre sine løbende øjne med en snip af sit lommetørklæde.

Området omkring FGCU var så godt som øde, og hun havde ingen problemer med at passere ubemærket gennem de mange bygninger hen til den, hvor Darrens lejlighed befandt sig. Hun låste sig ind og efterlod døren ulåst, eftersom hun jo var derinde og kunne høre, hvis der kom uindbudte gæster. Derpå smed hun sig på sin seng, greb ud efter sin skoletaske og trak et af billederne op fra det delvist skjulte rum, hvis lynlås stod åben efter Amandas uvelkomne fingres hærgen.

At studere billederne bragte hende en vis ro i sindet. Det gav hende ro til at tænke. Efter et par timers tid stod hun op, spiste en skive toast og gik derefter hen for at klæde om til at tage ned i studiet. Det sidste af slagsen. Derefter ville Darren ikke skulle bekymre sig om at vælge mellem at dele sin tillid med hende eller ”Alex”. Der var kun den ene mulighed. Den tanke bragte hende endnu mere trøst, og hun følte sig efterhånden helt glad. Så glad at hun trak en lille ghettoblaster med ud på badeværelset og satte sin yndlingsmusik på, mens hun gjorde sig klar.

Hun havde ikke travlt, for hun skulle først være der et par timer senere. Men hun kunne lige så godt give sig til et eller andet og så gøre en smule mere ud af sig selv end hun plejede. Hun dansede lidt rundt iført undertøj, inden hun trak sports-bh’en ned over sit bryst og trak sin egen ud under armhulen. Hun lod den hænge over armen, mens hun trak sine extentions ud af håret og lagde dem ved siden af vasken, lettet over den manglende ekstra vægt.

Samtidig gik Darren rundt og så på de velkendte omgivelser uden nogen særlig grund. Han havde egentlig småtravlt, men noget fik ham til at tage det stille og roligt, mens han gik forbi døren, der gabede bredt, men ikke helt op. Musik lød fra den anden side af døren, og han drejede nysgerrigt hovedet for at se, om Maemi måske havde glemt at fjerne ghettoblasteren fra badeværelset den morgen, hvis hun nu havde haft travlt.

Hvad han så var stik imod al forventning.

 

,,Maemi!”

Hun drejede sig forskrækket og holdt automatisk armene op foran sit bryst, der dog var dækket af den stramtsiddende, fladtrykkende brysteholder. Hendes navn blev udtalt med så megen bebrejdelse og forvirring, at hun ikke med det samme genkendte stemmen. Men hun blev med det samme iskold over det hele, da hun fik øje på Darren, stående i døråbningen ind mod stuen med åben mund og vantro malet i hele ansigtet.

,,Darren, jeg…”

Ved lyden af sit navn syntes han at vågne op fra sin stirrende position. Han rankede ryggen og så væk, mens et mystisk rødt skær bredte sig over hans kinder. Hvis ikke situationen havde været mere alvorlig end det, ville hun næsten have troet, han blev forlegen over at se hende stå der i undertøj, på trods af de mange helt nøgne kvinder, han havde set de sidste par år. Nu regnede hun med, det var flovhed over ikke at have opdaget noget, eller måske endda vrede.

Men i stedet for at bekræfte eller afkræfte enten den ene eller den anden teori vendte han bare rundt på hælen og marcherede ind på sit soveværelse, hvor han smækkede døren efter sig med et brag. Hans fodtrin lød højt mod trægulvet, mens han rumsterede rundt derinde. Så åbnedes døren, og han kom til syne et kort øjeblik i åbningen mellem døren og væggen, der adskilte badeværelset fra hans soveværelse. I det korte sekund så hun hans dræberblik på sig, og så var han ude af synsvidde, inden hun havde haft en chance for at stamme en dødssyg undskyldning.

,,Darren, vent, jeg kan -”

,,Forklare?” afbrød han hende syrligt.

,,Ja!” sagde hun desperat, og det kom ud næsten som et råb.

,,Det er der ingen grund til,” affærdigede han hende, med samme elegante ro som en tryllekunstner, der trækker et tidligere ødelagt værdifuldt smykke op af et lommetørklæde, uskadt.

,,Selvfølgelig er der grund til det,” insisterede hun og fulgte efter ham, ligeglad med ydmygelsen; den havde hun ligesom haft den værste del af den dag.

,,Hvorfor? Jeg er ikke sikker på, jeg har lyst til at vide, hvorfor du syntes, du skulle ødelægge mit liv.”

,,Ødelægge dit -”

,,Maemi,” sagde han og lød helt øm et øjeblik, så blev hans grå øjne hårde, idet de stod ansigt til ansigt i køkkenet. ,,Jeg stolede på dig. Jeg åbnede mig for dig og fortalte dig ting, ingen andre ved om mig. Den ene del af dig. Den anden del tjener jeg til føden på. Og der holdt du mig for nar, grinede ad mig under din udklædning. Og jeg… jeg fortalte dig, hvem jeg…” Han tav og virkede helt forfærdet ved opremsningen af de ting, hun havde gjort mod ham.

Hun stod tilbage med en følelse af at blive efterladt alene i mørke, med en lyst til at græde så overvældende at hun næsten gav den frit løb. Så fik hun hold på sig selv og blev mindet om hvor egoistisk det ville være. Mere end hun allerede havde været i forvejen. Amanda havde ret hele tiden, indså hun bittert og ærgerligt.

Med den næsten sikre apokalypse svævende over hovedet så hun ind i Darrens grå øjne og fandt dem ikke som hun havde forventet. Hun havde forventet at se en eller anden form for vrede eller bebrejdelse. I stedet så hun præcis, hvad han ville have hende til at se: ingenting. Hans ansigt var tomt for følelse og ligeså var hans øjne. Ikke engang hans kropssprog fortalte hende, hvordan han havde det, selv om det selvfølgelig ikke var svært at gætte. Han måtte være rasende, have en dragende trang til at korsfæste hende og gennempierce hver eneste del af hendes krop med giftige søm.

,,Jeg går ikke ud fra, du vil se mig senere,” sagde hun og blev forbavset over hvor stift det lød.

,,Nej,” sagde han, rystede så på hovedet og ombestemte sig. ,,Jo.”

,,Nej? Jo?”

,,Jo,” besluttede han endelig.

Det var en større anstrengelse end det nogensinde før havde været at holde sit udtryk neutralt. Han havde aldrig oplevet at være ved at bukke under for de tumlende følelser i sig på den måde, og det var både skræmmende og livsbekræftende. Den indre smerte var så intens at han svor, han aldrig havde oplevet noget lignende.

Ikke alene havde hun løjet for ham hele vejen igennem, hun havde også fået ham til at indrømme sine følelser overfor hende, overfor begge hendes personligheder. Ydmygelsen rev i hans stolthed, men det gjorde ikke nær så ondt som den viden, at hun nok i virkeligheden bare havde leget med ham, som om han var et stykke legetøj. Og at hun garanteret var fløjtende ligeglad med, han havde stolet blindt på hende og fortalt hende alle de ting. Og at hun nok slet ikke var interesseret i at blive mindet om, han rent faktisk havde holdt af hende.

Men selv om synet af hende fik hans øjne til at svide voldsomt og hans hænder til at ryste, så ville han stadig se hende senere, til det sidste shoot. Hvorfor? Ganske simpelt. Det var det sidste. Hvis han besluttede sig for at lave det hele om nu, var han ikke sikker på, han nogensinde kom i gang. Det virkede udelukket at udføre de samme billeder med en anden end Alex… Maemi, rettede han sig selv, og desuden ville han skulle skynde sig voldsomt - og var dermed i overhængende fare for at sjuske - for at nå den deadline, bladtrykkeriet havde stillet, som han selv havde været med til at lave.

Og desuden var det helt og holdent Alex’… Maemis shoot. Alting ville miste meningen uden hende, og det ville være spild af tid og ressourcer at smide alting ud ad vinduet så tæt på slutningen. Han havde gemt det bedste til sidst, og det fortrød han bitterligt nu. Der var ingen vej tilbage. Det var hans job, og selv om han var både såret og vred, så var han professionel nok til at kunne skille arbejde og privatliv ad. Næsten. For trods det havde han jo udviklet stærkere følelser for hende, optrædende som to forskellige, men stadig kun for hende.

,,Vi ses om halvanden time. Klokken seks, sharp,” sagde han og vendte sig for at gå med det kamera, han var kommet hjem glad for at hente.

 

Hendes mobil ringede så snart hun have fået krænget den løse drenge-T-shirt over hovedet.

,,Hallo?” spurgte hun og håbede, hendes stemme lød normal.

,,Hvad fanden er der sket?”

Det var Connor, og han lød både fortvivlet og forvirret.

,,Hvad mener du?” spurgte hun, nu også forvirret.

,,Darren… Han har fundet ud af det,” sagde han nervøst, som om han forventede, hun ville begynde at råbe ad ham at det var hans skyld det hele.

,,Jeg ved det,” mumlede hun og kunne ikke forhindre sin stemme i at knække.

,,Åh… Maemi,” brummede Connor og lød helt medlidende. ,,Hvordan…?”

,,Han kom hjem, mens jeg var ved at klæde om.”

Connor svarede ikke med det samme og tænkte sig om.

,,Ja, han gik jo godt der… Hvorfor var du i lejligheden på det tidspunkt?”

Hun sukkede.

,,Det er en lang historie, som jeg ikke er i humør til at fortælle lige nu.”

,,Stakkels dig.”

,,Stakkels mig?”

,,Ja? Det lader til, du har haft en hård dag.”

,,Garanteret ikke hårdere end den, Darren har.”

,,Jeg ved ikke…” Connor syntes at trække på det, som om han så sig over skulderen, før han sagde: ,,Måske har du ret.”

Bekymring fik det til at væske i hendes mund, og hun mærkede sine hænder dirre svagt, mens hun tog et dybt, hikstende åndedrag.

,,Du kommer herned ikke? Om en halv time.”

,,Jeg ved ikke, Connor… Måske skulle jeg bare blive her og pakke mine ting, mens -”

,,Du kan ikke bare blive væk! Det kan godt være, alting ikke er i orden mellem jer, men Darren er stadig professionel og afhængig af det her for at kunne leve. Hvis du ikke kommer, er hans projekt ødelagt, og så har du ødelagt ham endnu mere.”

Ordene var strenge, men hun vidste med det samme, de var nødvendige. Ellers havde han sikkert ikke fået overtalt hende til at komme ned til studiet. Hun ville meget hellere blive væk, og med udsigten til at skulle finde et andet sted at bo i en fart, kunne hun ikke få nok af tag over hovedet. Selv om den ekstra tid under det ville blive brugt til at pakke, før Darren smed det hele ud for hende.

,,Jeg skal nok komme.”

,,Tak, Maemi,” hviskede Connor. ,,Med hensyn til at pakke, synes jeg du skal vente og se tiden an. Han er vred og såret og skuffet lige nu, uden tvivl. Men måske bliver det ikke nødvendigt af dig at flytte. Måske tilgiver han dig hurtigt.”

Hun skar en grimasse, som blev tydelig i ordene, der fulgte.

,,Han vil ikke engang lade mig forklare det hele.”

Igen var han længe om at svare.

,,Ved du hvad, jeg kan ikke sige, jeg ikke forstår ham. Jeg ville også have brug for at tænke alt igennem først.”

Det rørte ved noget dybt inde i hende, og hun sukkede.

,,Du har nok ret. Vi ses klokken seks.”

,,Vent lige,” bad Connor og drejede hovedet for at se på Darren, da han trådte ind bag det sorte forhæng, der holdt alle kontrolpaneler til lys skjult ude fra studiet. ,,Hæng lige på.”

Darren stoppede midt i et skridt, og selv for det utrænede øje så han usikker ud, sådan som hans blik flakkede mellem vennens ansigt og telefonen i den løftede hånd.

,,Maemi?” gættede han tonløst, som om han ikke rigtig kunne forbinde personen med navnet.

Connor nikkede og havde alvorligt bange anelser. Men forventningen om at se Darren blive vred og fortælle ham, han ikke skulle tale i telefon i arbejdstiden, blev ikke til noget. I stedet så han, hvordan en maske af kølig tolerance og professionalitet gled over ansigtet på den et par år yngre chef. Det knuste, forvirrede ansigtsudtryk, Darren kortvarigt havde ladet komme over sig i et øjebliks uopmærksomhed på omgivelserne, smuldrede og forsvandt helt.

,,Jeg skal nok blive færdig nu,” lovede Connor underdanigt.

Darren holdt en hånd op.

,,Bed hende komme, så hurtigt hun kan. Så vi kan blive færdige.”

Igen blev masken forstyrret af det pinefulde, tvivlende udtryk, inden den faldt tilbage på, som en blank vandoverflade kortvarigt forstyrret af en dråbe, der bredte ringe omkring sig, inden vandet blev stille igen.

,,Darren, er du sikker?”

,,Fuldstændig.”

,,Du vil ikke have tiden til lige at tænke…?”

,,Over hvad dog?”

,,Tingene, Darren! Maemi - hvad det her betyder for dig.”

Darrens ansigt blev koldt, ikke bare lukket, men iskoldt, og hans øjne uudgrundelige.

,,Det skal du ikke blande dig i,” sagde han bare og vendte ryggen til.

,,Darren! Jeg gør det ikke for at sætte mig op imod dig!” sagde Connor og vidste, at hvad han gjorde meget vel kunne koste ham det velbetalte job. ,,Jeg siger det, fordi jeg bekymrer mig om dig. At du måske gør noget, du vil fortryde.”

Derefter stod de begge i tavshed. Darren med armene nede langs siderne og hænderne hængende i knyttede næver med hvide knoer. Hans hoved var bøjet mod gulvet, og selv hvis han havde haft front mod Connor, ville de ikke have kunnet se hinanden i øjnene på grund af de tjavsede spidser sort hår, der faldt ind i ansigtet på ham. Connor lænede sig tilbage med telefonen i den ene hånd og den anden fingererende nervøst ved en næsten ligegyldig knap på kontrolpanelet.

Det eneste, han kunne gøre, var at afvente en eller anden reaktion fra Darren, og tanken var af en eller anden grund ikke så skræmmende, som han havde troet. Han vidste, at hvis Darren var dødsens alvorlig omkring det faktum, at han ikke skulle blande sig, så kunne han risikere en fyreseddel med store, røde bogstaver, skrevet koldt og kynisk, i professionalismens navn. Men på den anden side var Darren jo trods alt også hans ven, ligeså var Maemi, og han ønskede ikke at se dem knust hver for sig, trods dårligt opretholdte facader.

Så risikoen for en fyring var det hele værd, hvis han i det mindste kunne gøre noget godt. Selv om Darren havde ret. Han burde ikke blande sig i deres sager. Det vedkom ikke ham, og han anede ikke, hvad der var sket. Men han vidste nok om deres underlige forhold til at vide, de ikke kunne fortsætte på den måde, det lige nu lagde op til.

,,Bare bed hende skynde sig,” erklærede Darren i samme intetsigende kølige tonefald som tidligere, men drejede så hovedet og så over sin skulder på Connor. ,,Med hensyn til din bekymring, er jeg lidt skuffet over, du ikke stoler på min dømmekraft. Men tak.”

Og så gik han.

Langsomt løftede Connor telefonen til øret igen og frygtede, Maemi måske havde lagt på. Men han kunne høre, at hun stadig var der, og det var lidt af en lettelse.

,,Mae?”

,,Ja.”

,,Darren bad mig bede dig skynde dig lidt.”

,,Gjorde han?” spurgte hun og hadede sig selv for den håbefulde tone, ordene kom ud med.

,,Ja,” sagde han dystert. ,,Han vil gerne være færdig med shootet.”

Skuffelsen føltes som et spark i mellemgulvet, og hun måtte tage sig sammen for ikke at lade sig glide ned på gulvet og sidde og holde omkring sig selv. I stedet knejsede hun med nakken og forhindrede dermed de nyligt dannede tårer langs hendes nederste øjenlåg i at falde ud over kanten og ned over sine kinder.

,,Okay. Jeg kommer nu. Giv mig ti minutter.”

,,Vi ses, Mae.”

,,Ja.”

Hun duppede sine øjne med en serviet, inden hun forlod lejligheden med billederne fra Darren i den ene hånd og cykelnøglerne i den anden. Udenfor føltes alting mere rent og klart, og hun kunne tænke rationelt igen. Intet falsk håb boede længere i hende, da hun gik hen over stien fra bygningen til sin cykel ved cykelstativet. Men heller ingen ulogiske tanker om hvor meget han bare måtte have lyst til at dræbe hende - så slemt kunne det heller ikke være. Tæt på, men ikke så slemt.

En smule lettet og afklaret kastede hun sig op på sadlen og skyndte sig ned til byen så hurtigt, hun kunne, uden at komme til at svede som en gris. Da hun endelig nåede gaden, hvor studiet lå, sprang hun af cyklen, småløb for at få den til at dale i hastighed og låste den op ad muren lige inden de store glasvinduer med de mange billeder af smilende mennesker. Så tog hun en dyb indånding og gik indenfor, hvor en klokke over døren med en afslappende hjemlig lyd erklærede, at der var nyankomne i indgangspartiet.

Næsten med det samme kom Darren til syne fra mødelokalet. Hans ansigtsudtryk var formentlig ment som en tom maske, men alene det fik hende med det samme til at indse, hvad hun havde gjort. Den måde, hans grå øjne varsomt iagttog hende gjorde det helt tydeligt, han ville holde øje med hende og sørge for, hun ikke kom for tæt på. Og det mindede hende om den tillid, han engang havde haft til hende. Den syntes fordampet fra jordens overflade.

,,Jeg var ikke sikker på, du ville komme,” sagde han monotont, som da han havde talt med sin far et par dage tidligere.

,,Jeg overvejede også at lade være,” bed hun, irriteret over at få den samme behandling - at fortjene den samme behandling som et så grusomt menneske.

Han så ikke overrasket eller på anden måde bevæget ud over erklæringen og nikkede i stedet bare ordløst, idet han satte i bevægelse ned ad gangen med døre. Sigende åbnede han døren ind til omklædningsrummene og gik så selv ind i studiet, hvortil han lukkede døren efter sig med et nydeligt klik, der viste hans fulde selvkontrol.

Faktisk optrådte han så uhyggeligt kontrolleret hele vejen igennem, at Maemi nærmest blev helt skrækslagen for ham. Hans overklasseagtige manerer, da han gav hende anvisningerne til den stilling, han gerne ville have hende til at indtage, og den falske afslappethed, hvormed han indtog sin egen position ved siden af hende og bevægede sig rundt uden besvær. Hans vision stod klart for hende, og hun forsøgte at opfylde hans ønsker. Men hun kunne ikke gøre det med samme selvfølgelighed som han, og hun kunne se på Connor, der var blevet i studiet for at se på, at det ikke så alt for godt ud.

Hun var iført et par korte, sorte shorts og en bluse så kvindelig, at hun forventede at se en otteårig pige komme gående med den; den var hvid med en stor flæse hele vejen ned ad midten på fronten. På flæsen var der små lyserøde blomster. Hendes hår var let pjusket og hang løst omkring hendes ansigt, og den lyse makeup omkring hendes mørke øjne fik dem til at fremstå endnu større og mere uskyldige end nogensinde før.

Darren virkede håbløst maskulin ved siden af - de ville ikke narre nogen med de billeder. Han var iklædt et par lange læderstøvler, som han havde snøret indtil midten. Derfra hang de skødesløst omkring hans ben. Over støvlerne posede hans sorte lærredsbukser ud, og disse strammede langsomt en smule ind for at passe omkring hans liv, hvor de var fastgjort med lyst reb og sølvkæder. Derudover havde han kun en sort lædervest med massevis af nitter langs kanten og ud over skulderpartiet. Hans mørke hår var peget fremad med voks og strittede skødesløst, og hans blege øjne var fremhævet af en sort streg hele vejen rundt.

Han trykkede ofte på udløseren, men efter at have tjekket ved de første par billeder tog han bare en masse, mens han gav hende instruktioner, som om han håbede, bare ét af dem ville blive godt. Hvis hun kendte ham ret var de alle gode, men ingen lige så perfekte som fra de andre omgange. Og det plagede ham tydeligvis, selv om hans ansigt ikke viste noget. Andet end det rå udtryk, der krævedes til hans outfit. Hendes job var at se uskyldig og lykkelig ud, men det gik ikke alt for godt med nogle af delene, grundet det humør, hun var i.

,,Maemi,” sukkede Darren og skubbede sig væk fra hende med armene mod den skraldespand, der gjorde det ud for stort set den eneste rekvisit til sættet. ,,Koncentrer dig.”

,,Jeg prøver,” erklærede hun dybfølt, næsten fornærmet, og Darren blinkede et øjeblik.

Han havde ikke forventet, hun ville gengælde det bebrejdende tonefald, men da det skete, var det som at blive slået i ansigtet. Som om han pressede hende. Han ville bare have, hun gjorde sit bedste.

,,Så prøv hårdere,” var dog alt, der undslap hans læber, i et bidende affærdigende tonefald.

,,For det er jo rigtig let! Bare fordi du har levet hele dit liv med skuespil, der ikke afslørede dine følelser!”

,,Connor,” sagde Darren spidst og drejede hovedet skarpt. ,,Giv os to minutter.”

Connor kneb øjnene mistroisk sammen, kunne Maemi se hen over Darrens skulder, da han bøjede sig forover. Så nikkede han og gik hen til døren, som gled op med et velfungerende klik.

,,To, Darren. Og du dræber hende ikke i mellemtiden, vel?”

Darren smilede sarkastisk med hovedet vendt mod døren.

,,Sig det til hende,” sagde han med bitter smag i munden.

Connor sendte et blik hen over skulderen på ham, men før han kunne nå at dreje sig for at se det, kom han i tanke om, Maemi var den eneste anden tilstedeværende, og tanken om hende sendte et skarpt stød hele vejen gennem ham. Han skar ansigt og tog sig til brystet i ren reaktion. Så forlod Connor lokalet og lukkede døren efter sig, og Maemi trådte med det samme et skridt baglæns, som om hun rent faktisk frygtede ham.

,,Hør lige,” begyndte han forretningsagtigt, som talte han til en samarbejdspartner med kun pengene som interesse, overfladisk. ,,Jeg vil bare have det overstået så jeg kan komme hjem og sove. Men hvis du ikke koncentrerer dig, får jeg aldrig de få billeder, jeg skal bruge. Jeg har ikke tænkt mig at slække på kvaliteten af mit arbejde, fordi jeg har opdaget, en af de få, jeg stolede på, ikke er til at stole på. Så hvis du ikke tager dig sammen og gør det samme, bliver jeg nødt til at starte forfra, og det vil jeg ikke.”

,,Hvorfor ikke? Du kan da umuligt være stolt over alle de billeder, jeg er med på,” pointerede hun.

Han så sig om.

,,Det er jeg. Hele det her shoot var som skræddersyet til dig, dreng eller pige. Jeg har lagt mange timer i at få alting til at passe sammen, og du har også brugt meget tid på det.”

,,Du har lagt mange timer i det, ja,” medgav hun og huskede alle de gange, der var blevet fotograferet, hvor han bagefter brugte evigheder på at fikse dem med baggrunde og lys og den slags, alle de aftener, han var kommet sent hjem fra studiet efter at have arbejdet på projektet, og var faldet i søvn på sofaen.

,,Og det har du også. Så hvorfor er du opsat på at kaste skam over hele projektet - og spilde både din egen og min tid - ved ikke at gøre det helhjertet, når du alligevel er kommet?”

,,Se, derfor overvejede jeg også at blive væk. Og jeg kunne sagtens finde noget bedre at gøre med den tid, jeg tilbringer her, der ville gavne os begge.”

,,Jaså?” spurgte han og kneb øjnene sammen. ,,Tør jeg spørge, hvad det skulle være?”

Hun nikkede.

,,Jeg havde tænkt mig at pakke mine ting. Og tage ud til mine forældre, så jeg ikke var der, når du kom tilbage.”

Selv om det burde føles som en lettelse, kunne han kun mærke den hårde knude i maven strammes yderligere.

,,Tør jeg spørge hvorfor?” ville han vide, og ligegyldigt om det var forkert af ham eller ej, så forventede han et ærligt svar.

,,Det ved jeg ikke.”

Han nikkede sammenbidt og så sig omkring i studiet.

,,Er det nu, du giver mig tid til at forklare det hele?” spurgte hun og lød skræmmende rolig.

,,Nej,” sagde han langsomt. ,,Jeg giver dig ikke tid til at forklare. Men du skal ikke engang så meget som overveje at flytte ud, før din bror kommer hjem. Han ville flå os begge levende, hvis han fandt ud af hvad du har haft gang i.”

 ,,Men, Darren, jeg -”

,,Jeg er ligeglad med din grund til at synes, det her var okay at gøre. Jeg har ikke lyst til at vide, hvorfor du syntes, det kunne være sjovt at straffe mig.”

,,Sjovt!”

Han kunne høre den skingre undertone i hendes råb, og i næste øjeblik bemærkede han de våde, salte tårer, der løb ned over kinderne på hende. Ligesom i lejligheden. Hun havde grædt dengang, men der var noget helt andet over hende nu. Denne gang, sansede han, græd hun ikke for ham, men på grund af  ham. Og den viden føltes mere knusende end noget andet. Så knusende at han måtte æde lidt af sin påpasselighed for at gå hen til hende med en udstrakt hånd, der, da den ramte den bare hud på hendes arme, strøg ganske let op og ned.

,,Maemi, lad være med at græde,” sagde han stille og håbede, det lød bedre, end han selv syntes.

Det gjorde det ikke. Bønnen i ordren fik hende bare til at græde endnu mere hjerteskærende, fordi den viste, hvordan hun egentlig var i stand til at påvirke ham. Gennem de tårevædede øjne fik hun et glimt af hans skarpt fremstående ansigt, der var fortrukket i en fortvivlet, forpint grimasse, som om han blev tortureret af et usynligt væsen.

Hans berøring sendte chokbølger ud i alle nerver i kroppen på hende, og den instinktive reaktion ville have været at læne sig ind mod ham og lade hans varme krop omslutte sin så godt som muligt. Men hun kunne ikke gøre det og ville ikke gøre det. Dertil havde hun rodet for meget rundt med ham. Hans beskrivelse af det, hun havde gjort, var ødelæggelse. Hun havde ødelagt hans liv, og det skulle han aldrig tilgive hende. Det var gjort af egoistiske årsager, hvilket gav Amanda ret, og det fik bare tårerne til at flyde endnu mere jævnt fra hendes øjne.

Alting syntes at være endt. Alt godt, i hvert fald. Som en dæmning, der var brudt sammen og nu lod de tidligere opdæmmede vandmasser fosse ud over hende med så slående kraft, at hun ikke rigtig kunne beskytte sig mod dem. Det eneste, der holdt hende lidt på overfladen - nærmere som en lille, skrøbelig kvist fastgjort til flodbredden, end som en træstamme, der blokerede faldet ud over et drønende vandfald - var det faktum, at Darren havde sagt, hun ikke skulle flytte. Og så selvfølgelig Liam, selv om han som trøst sikkert ikke ville vare længe.

,,Maemi, vil du ikke godt…”

Hun virrede med hovedet og vendte ansigtet væk fra hans, samtidig med at hun trak sin arm væk fra hans blide berøring. Det gav hende plads til at ånde og finde sig selv, og det fik hende til at skamme sig over sit følelsesudbrud. Hun af alle havde intet at græde over, for hun var den, der havde skabt alle sine egne problemer med sin egoisme og naivitet. At udgive sig for at være en anden havde været hendes idé, at lade det forblive en hemmelighed havde været hendes idé, at han skulle udvikle følelser for hende havde været hendes ubevidste ønske. Så at han nu var vred, og sandsynligvis også såret, var også hendes skyld, og hendes alene.

Alligevel følte Darren et stik af skyldfølelse, da han så hendes tilbagetrækning. Han havde fortalt hende, at han havde følelser for ”Alex” for ikke så længe siden, og at de to lignede hinanden utroligt meget. Og han havde fortalt hende, at han holdt lige så meget af hende på et senere tidspunkt. Hun havde til gengæld fortalt ham, hun kunne lide ham, at hun syntes, han var et godt menneske, og hun havde grædt på hans vegne, da han fortalte, hvad der var gået for sig i hans liv. Og alligevel var hans reaktion udadtil udelukkende bestående i vrede. Det, indrømmede han, gav ingen mening.

,,Hvis jeg hører på din forklaring… holder du så op med at græde?” tiggede han og lod facaden falde.

Hun så forskrækket på ham, som havde han givet hende en lussing. Så blev hendes brune, tårefyldte øjne opfyldt at håbets skær, og han kunne ikke lade være med at smile en lille smule, selv om hendes håb ikke lindrede hans indre smerte den mindste smule. Der var en smal chance for, hendes forklaring på tingene kunne gøre dette, men det var mere sandsynligt, han blot ville skulle lægge endnu mere bånd på sig selv efterfølgende.

,,Jeg kan forsøge,” mumlede hun og tørrede sine kinder af med bagsiden af en hånd. ,,Men -”

,,Hvad nu?” afbrød han og indså med det samme, at hans tone havde været hård. ,,Undskyld,” indskød han derfor og forsøgte at kvæle sin ængstelighed mere blidt. ,,Men hvad?”

,,Men måske skulle du fortælle Connor det,” nærmest hviskede hun, men til hans overraskelse var der et smil at spore i hendes stemme, inden det igen fortrak sig i håbefuld sorg.

Han nikkede.

,,Du har ret.”

Derpå sprang han ned fra scenen, krydsede rummet til døren i to lange skridt og trak den op så han nær selv havde fået den i hovedet. Hvis Maemi var så sikker på, hun kunne forklare sig ud af det hele, så ville han vælge at stole på hende denne ene gang mere.

,,Darren,” sagde Connor, som stod lænet op ad væggen modsat døren. ,,Du ligner en, der har set et spøgelse. Er alt i orden?”

Hvert ord var ærligt. Darrens ansigt var ligblegt, hans træthed og ulykke aftegnet som mørke cirkler omkring de blege øjne, der til gengæld brændte som ild af forskellige følelser, Connor ikke kunne tyde. Hans lange, slanke krop rystede svagt, men Connor ville ikke have bemærket det, hvis ikke det havde været for den tynde dør, der bevægede sig samtidig med håndens rystelser mod håndtaget.

På trods af tegnene på, alting ikke var som det skulle være, så Darren forbløffende godt ud, og selv om han stadig bar præg af den skuffelse og smerte, han havde båret rundt på siden han vendte tilbage med sit kamera, så var det ikke længere tydeligt udtalt i hans træk. Hans skuldre var trukket tilbage og hans ryg var rank. Selv hans ansigt var mere afslappet, mindre sammenbidt. Som om de sidste minutter havde ændret noget ved ham, der var øjensynligt hen over makeuppen til sættet. Som om det var lykkedes Maemi at gøre ham gladere.

,,Jeg har det fint,” mumlede Darren, delvist lyvende, eftersom han bestemt ikke havde det fint; blandingen af skuffelse og nyt håb gav ham en kvalmende fornemmelse af kulde over det hele. ,,Du har gjort, hvad du skulle i dag. Hvis du har lyst, kan du tage hjem nu.”

At dømme ud fra lysteknikerens ansigtsudtryk kunne Darren lige så godt have sagt, resterne af hans familie sad fastklistret til forruden på en lastbil på vej gennem Death Valley. Og af en eller anden grund fandt han selv det syn utroligt komisk. Et lille smil trak i hans mundvige. Skrækken i Connors ansigt var ganske ubegrundet, og faktisk også en smule sårende. Stolede de virkelig så lidt på hinanden, at Connor ikke troede på, han ikke ville gøre Maemi noget, selv om han holdt af hende på en måde, der havde fået ham til at ramme bunden hurtigere, end det nogensinde var lykkes hans far?

,,Hvad med Maemi?” ville Connor vide.

Darren skubbede døren op på vid gab og trådte til siden, så lysmanden kunne se ind på den oplyste scene. Maemi stod der og så - bortset fra striber af mascara ned over hendes kinder - ud til at have det helt fint. Ikke helt fint som i lykkelig og udstrålende barnlig glæde, men fint som i uskadt og uden nogle brækkede knogler eller mærker efter slag, eller det der var værre. Et suk lød i luften i gangen, idet han skubbede sig op i rank stilling og nikkede til sin unge chef, inden han gik.

Hvad Darren skulle mene om nikket vidste han ikke rigtig. Der var noget alvorligt over det, som om det, Connor forsøgte at sige, var, ”hvis der sker hende noget, ved jeg du gjorde det”. Men det var selvfølgelig med god grund, og respekten for lysmanden var stadig i ham, da han vendte sig om og lod døren ind til studiet stå åben, nu hvor de alligevel var alene; sminkørerne forlod altid stedet så snart de var færdige med deres opgaver, hvilket gjorde, at han ikke altid snakkede så meget med dem som med Connor.

Maemi havde sat sig på skraldespanden, han før havde stået op ad, med benene krydset ved anklerne og blikket stift rettet ned mod underlaget. Hendes kinder var tørre nu, og der sad rester af delvist afvasket makeup under øjnene på hende. Langsomt sprang han op til hende på scenen og lod udløseren - til kameraet - han havde haft i hånden, glide ned i lommen på den vest, der dækkede det meste af hans bare overkrop.

Tavsheden var nervepirrende og frygtfremkaldende på én gang, og han stillede sig bare foran hende med en afstand på godt fire fod, for at hun ville have luft til at lave bevægelser og eventuelt flygte, hvis det var det, hun ønskede. Hvad han selvfølgelig ikke håbede. Og hun overvejede da heller ikke engang den mulighed. Faktisk var det hende, der holdt på tavsheden, mens hun samlede sig om at skulle forklare alt, hvad der var sket i de sidste måneder. Så meget af det, hun var herre over, selvfølgelig. Og på en ærlig måde, der ikke ville gøre ham vred. En måde, der ville få ham til at forstå, hvordan hun egentlig havde haft det, da hun gjorde tingene, og af hvilken grund hun gjorde dem.

Det syntes sværere nu, hvor Amandas ord også kørte rundt i hovedet på hende, og den rødhårede piges beskrivelse af tingene blandede sig med hendes egen. Omsider fik hun dog samlet sine egne minder fra situationerne og skilt alt det fra, der kom udefra, inklusiv den senere bebrejdelse. Med et lille spjæt med benene lod hun sine fødder ramme scenegulvet og trådte væk fra skraldespanden, som hun gestikulerede mod til Darren.

,,Jeg ved ikke, hvordan du vil tage det,” tilstod hun og så forsigtigt på ham. ,,Så du må hellere sætte dig ned.”

Han så uforstående på hende med store øjne, der afslørede hvor blank han var. Det gav først ingen mening, at han skulle kunne reagere værre på en forklaring, end han havde gjort på selve afsløringen. Indtil håbet forduftede og han så den rå brutalitet, der kunne ligge i det, hun ville fortælle ham. Skønnende at hun nok havde ret gjorde han, som hun havde foreslået og satte sig på kanten af den lukkede skraldespand med fødderne plantet på gulvet og hænderne støttende ud over kanterne.

Stilheden der indtraf varede så kort, at han næsten ikke bemærkede Maemis tøven, før hun trådte et lille skridt baglæns og så op i loftet for at trække vejret helt ned i lungerne. Det havde han selv lært hende, at hun skulle gøre, hvis hun var nervøs. En tam stolthed fik ham kort til at tilgive hende på stedet, inden han fik styr på sig selv og sin forvirring.

,,Alle de piger, jeg omgikkes, var fans af dig, og fra dem hørte jeg alle historierne om dig, både de gode og de dårlige. Og jeg må indrømme, at selv nogle af de gode ikke ligefrem faldt i min smag. Ligesom de bestemt ikke faldt i Liams. Han hadede dig og mindede mig altid om, hvilket forfærdeligt menneske, du var, når du på den måde kunne misbruge andre menneskers beundring til at tilfredsstille dig selv. Af en eller anden grund følte jeg mig splittet, og jeg var fast besluttet på ikke at blive som mine veninder og beundre dig så dukkeagtigt og passioneret. Men jeg ville heller ikke være som Liam og hade dig. For jeg kendte dig ikke. Og et eller andet sted vidste jeg jo godt, det var det, jeg ønskede at komme til, så jeg kunne danne mig helt min egen mening om dig.

Så jeg så det som mit livs chance, da jeg så kravene til den model, du søgte. Jeg var sammen med Amanda den dag, og hun indvilligede i at hjælpe mig med at skjule det for alle, hvad jeg havde tænkt mig at gøre. Men jeg regnede selvfølgelig ikke i virkeligheden med, du ville vælge mig, for jeg er jo en pige, og jeg troede egentlig, du kunne se det fra begyndelsen,” fortalte hun stille og roligt og mindede i den grad om sin bror, når han stod og holdt foredrag om fysikkens love.

Darren nikkede en enkelt gang. Han kunne godt huske at han syntes, hendes billeder virkede meget mere feminine end de andre, og hans første tanke da han mødte hende i virkeligheden, nemlig at det umuligt kunne være en fyr.

,,Fortsæt,” sagde han, da hun usikkert stoppede ved synet af hans nik.

,,Da jeg så fik din mail foreslog Amanda med det samme, jeg skrev, at det bare havde været en spøg  det hele. Men jeg kunne ikke få mig selv til det, fordi jeg syntes, det ville være synd, hvis du skulle til at lede igen, når du nu havde fundet den, du ville bruge. Og det ville være værre, hvis jeg ydermere fortalte dig, jeg er Liams lillesøster,” fortsatte hun flovt og forsøgte at befri sig selv for hans opspilede, forundrede ansigtsudtryk.

,,Senere overvejede jeg selvfølgelig at tilstå med det samme. Så snart jeg mødte dig. Men egentlig har jeg ikke løjet for dig. Jeg sagde aldrig ligeud, jeg er en pige, men jeg sagde heller aldrig det modsatte -”

,,Du kaldte dig selv for Alex. Er det ikke en løgn?” spurgte han og mærkede sin stemme dirre sammen med sine hænder.

Igen smilede hun, men smilet var ironisk, bittert.

,,Svaret ligger i min e-mail-adresse. maj0504. M. A. J, 05/04. Maemi Alex Jones, fjerde maj,” forklarede hun og skar en grimasse. ,,Jeg er ikke stolt af, jeg ikke bare fortalte dig det med det samme. Men det virkede ondt og koldt at ødelægge dit projekt. Jeg vidste godt, jeg på et eller andet tidspunkt blev nødt til at fortælle dig om mit sande jeg… Men så kom Liam og sagde, jeg skulle flytte ind hos dig.

Jeg foreslog ham andre alternativer, af frygt for, du skulle opdage det hele. Og jeg overvejede at afsløre mig selv overfor dig, hvis du ikke selv fandt ud af det. Men når nu jeg afhang af dig med hensyn til at bo et sted, kunne jeg ikke fortælle dig det. Og det ville igen ødelægge dit projekt. Så jeg lod være og gjorde, hvad jeg kunne, for at skjule, hvem jeg egentlig er. Derfor fik du aldrig mit telefonnummer til at starte med - ikke at du bad om det, selvfølgelig.”

Han nikkede igen. Det gav i det mindste mening, og trods alt havde hun skænket det en tanke, at det ville få indflydelse på ham også, hvis hun pludselig lod tæppet falde i den indledende fase af projektet.

Denne gang fortsatte hun af egen fri vilje:

,,I lørdags, da du sagde, jeg var elendig til at lyve, fik du mig virkelig til at føle mig skyldig. Og i løbet af de sidste par dage er det bare blevet værre. Amanda sagde i dag, at jeg skulle fortælle dig det hele. Af den grund overvejede jeg at lade være, selv om jeg vidste, jeg burde gøre det. Det vidste jeg allerede mere end klart den aften, du fortalte mig om din familie og dine… følelser for mig… begge versioner af mig. Men tingene er gået lidt… skævt i skolen i dag, og alle ved det allerede. Så nu hvor de hadede mig syntes jeg måske bare, jeg kunne lade være med at fortælle dig det, siden det alligevel er sidste gang, vi er her…”

Hun sank den klump, der havde formet sig i halsen på hende, og lukkede kort øjnene, da hun mærkede dem stinge.

,,Jeg…” begyndte han, men stoppede sig selv og fik brug for skraldespanden til at holde sig i en nogenlunde ret stilling, mens han så på hende gennem øjne, hvis udsyn til omverden var sløret. ,,Hvorfor sagde du ikke noget den aften?”

Hun bed sig i læben til det gjorde ondt, vendte så blikket mod ham og tørrede sig under øjnene.

,,Fordi jeg var glad. Jeg ville nyde glæden. Og jeg vidste, du ville blive både såret og rasende, specielt nu hvor du stolede på mig.”

,,Men hvis du havde fortalt mig det selv, ville jeg måske ikke være blevet så vred,” påpegede han i et øjebliks klartseende fornuft.

,,Det ved jeg. Og jeg var nok også endt med at afsløre det for dig i dag alligevel,” hikstede hun. ,,Men efter hvad Amanda sagde, turde jeg ikke -”

,,”Hvad Amanda sagde”?” gentog han rådvildt og fik bange anelser.

Maemi så forpint på ham og han gengældt blikket, mens han forsøgte at regne sig frem til hvad der kunne være sket. Da det ikke lykkedes at finde en rationel idé lod han det være op til hende at bestemme, om han skulle involveres.

,,Vi havde en snak i dag. Af en art. Hun sagde blandt andet, at hun ville have mig til selv at afsløre for dig, hvad jeg har gjort. Og hun mindede mig om, jeg har snydt dig og holdt dig for nar og spildt din dyrebare tid.”

,,Sød veninde du har dig der,” kommenterede han tørt.

Hans mund smagte bittert af harme over det, Amanda havde sagt til Maemi. Jo, hun havde haft ret i det, hun sagde. Lige på nær en ting, som han vist selv var kommet til at minde Maemi om i sin vrede og frustration. Han betragtede ikke arbejdet med projektet som tidsspild. Faktisk var han mere stolt over dette projekt end noget andet, han nogensinde havde foretaget sig, og det var ikke udelukkende hans egen fortjeneste. Det var lige så meget Maemis.

At hun havde snydt ham kunne ikke udelukkes. Men taget i betragtning at det gav ham årsagen til, han var faldet for to på præcis samme måde, samtidig, syntes han, det var en smule retfærdiggjort. Og selv om han gerne ville hade Maemi for det, hun havde gjort, kunne han ikke, indså han nu, hvor han fik forklaringen serveret på et sølvfad, med tilhørende rene tårer og det hele. Angeren var tydelig i hendes ansigt, og han var jo godt klar over, hun i sidste ende ikke kun havde brugt ham til fornøjelse.

I så fald ville hun ikke have reageret så medfølende på historien om hans familie, og hun ville ikke have gengældt hans erklæring lidt senere samme aften. Det lå ikke til hverken hende eller Liam at være løgnere, og han tvivlede på, hun ville have benægtet, hvis han havde spurgt hende om noget, der pegede i retning af en afsløring. Tvært imod var han sikker på, hun ville have svaret med sandheden og intet andet. At han ikke havde kunnet se ligheden mellem ”Alex” og Maemi var delvist hans egen skyld. Og desuden havde hun jo ikke været alene om at holde det hemmeligt for ham. Connor vidste det. Og Amanda.

Amanda var nok den værste medspiller, syntes han, fordi hun koldblodigt havde kendt til sin venindes fortagende og alligevel havde hængt op og ned ad ham en hel nat i håbet om at ende i hans seng. Det havde Maemi fået forpurret, og det var ikke svært for ham at gætte sig til, Amanda var blevet dødeligt jaloux over dette, muligvis også afhjulpet en god del af det faktum, at Maemi nok var glad, da hun kom i skole tirsdag. Jalousi kunne have drevet den pige til hvad som helst, så hun regnede det vel ikke for noget at ødelægge tingene for den pige, der havde stjålet hendes store chance.

I sidste ende havde hun mindet Maemi om det, hun havde gjort, og selv om det virkede retfærdigt og gjort til hans fordel, så syntes han, det var foragteligt, taget i betragtning hvordan Maemi altid virkede loyal overfor sin bedste veninde, med undtagelse af modtagelsen af hans følelser. Det vækkede til gengæld hans sympati for Maemi, som så rundt i lokalet og forsøgte at lade være med at se på ham.

,,Du må undskylde, jeg blev så vred,” sagde han langsomt.

,,Du må undskylde, jeg løj for dig. Du holdt jo af ”Alex”, og nu hvor ”han” ikke findes mere, hader du mig vel,” mumlede hun i et uudgrundeligt tonefald, som mest mindede om dyb sorg.

Han smilede og rejste sig, samtidig med at han samlede sine lange fingre om udløseren i sin lomme.

,,Vær nu ikke dum. Det var ikke et spørgsmål om ”Alex” eller ”Maemi”. Det handler om begge dele. Dig,” hviskede han, da han var så nær, at hun ville kunne høre det ømme tonefald.

Hans frie hånd fandt op til hendes kind, hvorfra han fjernede en lok blond hår. Han strøg sin tommelfinger over striben af tørrede tårer og fjernede de nye, der trillede ned over den bløde, rene hud. Langsomt nærmede han sig med øjnene stirrende ind i hendes, der var lige så brune og bundløse som altid.

,,Darren, jeg -”

,,Jeg mener det, Maemi,” sagde han alvorligt. ,,Og få mig nu ikke til at trække tilgivelsen tilbage igen. Jeg vil hellere elske dig end hade dig.”

Ordene, trods de var store, men beskrivende, at udtale, fremkaldte den forventede reaktion, når han nu betragtede hende som person. Glædestårerne trillede ud af øjenkrogene på hendes brune øjne, som hun lukkede i, mens et smil trak i de blødt formede, buttede læber og gav hendes ansigt nyt liv. Han trykkede på udløseren.

Så lod han sin hånd glide ind i det blonde hår, der var blevet længere efterhånden som månederne var gået, men ikke så langt, at det kunne sættes op. I det samme mærkede han hendes arme omkring sin hals, og han bøjede sig ned for at imødekomme hendes omfavnelse. Igen trykkede han på udløseren, mens han trak hånden op af lommen og nød varmen fra hendes krop samtidig.

Fordi det virkede rigtigt, og han følte sig helt genoplivet og frisk med glæden ovenpå den største, korteste nedtur, han nogensinde havde haft, lod han sin anden arm falde rundt om hende og rettede sig op, hvilket resulterede i at hun kom til at hænge med fødderne løftet over gulvet med armene omkring hans hals. Alligevel mærkede han ikke hendes greb strammes synderligt, hvilket var lidt af en tillidserklæring. Der var ikke langt til gulvet, men enhver ville føle sig tvunget til at holde hårdere fast om det, de kunne få fat i, hvis jorden pludselig forsvandt under deres fødder.

Han trykkede igen og igen på udløseren i sin hånd, ikke bange for, den kom til syne på billederne. Planerne var ændret en lille smule. Kun en lille smule, men nok til at det gjorde projektet helt anderledes. Maemi kunne godt høre det dæmpede klik, der kom fra kameraet, hver gang Darren trykkede på udløseren, men det generede hende egentlig ikke. I stedet for at trække sig væk i flovhed blev hun bare hængende i hans arme med sine egne omkring nakken på ham. Hans mørke hår duftede af græs og sæbe, og hans hud føltes varm mod hendes, de få steder hvor deres nøgne hud var i kontakt.

Efter et stykke tid satte Darren hende ned på gulvet igen, bøjede sig ned og gjorde noget, hun kun i sine underligste, mest håbefulde fantasier havde overvejet. Hans læber mødtes hendes, og det føltes, som om alt omkring dem eksploderede, hjulpet af den chokbølge, deres læbers sammenstød kreerede. Først virkede det ikke helt, som om han havde lyst til at gøre det, for hans læber var hårde og ublide mod hendes, som hun forestillede sig, de ville være overfor enhver anden, han mødte i byen. Men da hun kort åbnede øjnene og så ind i hans, lod det til at gå op for ham, hvad han gjorde, og kysset blev nærmest øjeblikkelig blødt og ømt. Ømmere end han nogensinde havde kysset nogen.

Hans krop føltes, som om den stod i lys lue, men det var en behagelig varme, der fik ham til bare at nyde øjeblikket, raseri og skuffelse trængt stærkt i baggrunden af øjeblikket, der ville være en del af ham for evigt. Man glemmer aldrig sit første kys, siges det, men han kunne ikke huske den første, han nogensinde havde kysset. Ej heller den anden. Alle de kys, han havde fået, var ens. Og derfor skilte dette sig så voldsomt ud ved at overgå enhver nydelse, han nogensinde havde haft. Det satte gang i en fysisk og mental kædereaktion af flere varme følelser, der blev genskabt i den ting, der holdt deres ansigter samlet. Med overraskende sikkerhed vidste han, det samme gjaldt for Maemi.

Nu kunne han godt have trukket hende med hjem i sin lejlighed og elsket med hende, som han ville have gjort havde det været enhver anden, der vækkede den ædende lyst i ham. Men han holdt sig tilbage og lod det blive ved det mættende, tilfredsstillende kys, der både skabte og dræbte behovet for mere. Maemi var ikke den slags pige, og han ville ikke gøre hende til den type. Dertil holdt han for meget af hende. Ingen skulle nogensinde udsætte hende for det, han havde udsat utallige andre piger, på hendes alder og ældre, for. En sådan handling ville få ham til at hade enhver, der gjorde det, inklusiv sig selv, hvis det nu skulle være ham, der begik den grusomme fejl.

I stedet trykkede han en enkelt gang til på udløseren, inden han trådte et lille skridt baglæns og så på hende, både desorienteret og velinformeret på én gang. Hun gengældt hans forvirrede smil, men i de brune øjne var én ting tydeligt kommet til udtryk, og han var ikke et øjeblik i tvivl om, hvordan hun havde det. På samme måde som han.

I løbet af ganske kort tid var der sket et mirakel. Et under, han aldrig havde troet, han skulle opleve med andre end sin mor og Daniella. Han elskede hende og vidste det. Den viden kom med en så voldsom kraft, at han måtte træde et skridt baglæns og støtte sig til skraldespanden, men uden at bryde øjenkontakten et eneste sekund. Vidunderligt døsig og varm rakte han en arm ud mod hende, som, da hun kom nærmere, trak hende helt ind mod hans brystkasse. At han skulle forelske sig i hende havde han aldrig set komme. Men at han var dømt til at elske hende var ud over alles forventninger, især hendes.

Som enhver anden ung pige var hun faldet pladask for Darren Smith, den utroligt talentfulde og flotte fotograf, der havde rystet først Fort Myers og siden hele Florida med sin kunst. Men i modsætning til så mange andre var det ikke kun udseendet og kendskabet til hans talent, der drog hende nærmere og nærmere. Hun havde lært, at han var mere end øjet kunne se. At han måske inderst inde ikke var så selvsikker og rolig som alt indbød til at tro. Faktisk havde han mange problemer, som pengene fra jobbet og berømmelsen ikke kunne løse. Nok var det nærmere det, der havde hevet hende i land. Hans mange lag fascinerede hende, og hun vidste allerede nu, at hun ikke var nået til bunden af alting. Og at han ville blive ved med at være spændende. Det var ikke kun hans problemer. Det var hans personlighed i  det hele taget. Han var unægtelig lidt af et røvhul overfor de fleste kvinder, men den kærlige måde, han talte til sin mor i telefonen, og den måde, han havde taget sig af hende, gav et helt andet billede af ham. Hans humør svingede ligesom vejret, og et ganske godt eksempel på hans godhed var denne situation.

Selv om hun havde såret ham, skuffet ham, leget med ham, holdt ham for nar og gjort alt, om end ubevidst, for at få ham til at hade sig, så stod han der og havde netop kysset hende så passioneret, at hun næsten følte sig som hovedrollen i en Hollywood-film. Hans kamera havde fanget det hele, og hun var sikker på, at hvis man havde lavet energimålinger af rummet, så ville der være en massiv eksplosion omkring det tidspunkt, hvor hans læber rørte hendes og de blev forbundet. Hun elskede Darren. Lige så højt som han elskede hende. Måske endda mere.

Kostede det hende så Amandas venskab måtte det bare være sådan. De fleste romaner, film og andre former for teenage-historier handler altid om, hvordan man ikke skal droppe venskaberne fordi man tilfældigvis får en fyr på krogen, men ingen af dem synes at portrættere jalousien i dens reneste, mest ondskabsfulde form; når den går ud over dem, der holder af én. Og Maemi holdt af Amanda. Engang. Venskabet syntes bare ikke at være det samme, siden Amanda første gang mødte Darren, og Maemi forstod nu hvorfor, klart og tydeligt. Ikke at hun kunne bebrejde Amanda, for enhver, der fik lov at have Darren for sig selv på den måde, hun, Maemi, havde det, var værd at være jaloux på. Alligevel var Amandas handling nær utilgivelig, og det gjorde, at Maemi værdsatte Darren endnu højere end nogensinde før.

,,Darren?” mumlede hun og brød dermed stilheden.

,,Ja?”

,,Mener du det virkelig?”

,,Mener hvad?”

,,At du hellere vil elske mig, end du vil hade mig?”

,,Selvfølgelig. Du er værd at elske.”

,,Men hvorfor?”

,,Fordi, Maemi, du er smuk.”

,,Jeg synes, du sagde, skønhed ikke talte for dig.”

,,Indre skønhed,” mindede han hende tålmodigt om med et glimt i øjet. ,,Men i dit tilfælde er begge dele til stede.”

,,Indre skønhed?”

,,Mhm.”

Hun så undersøgende på ham. Egentlig havde hun ikke endnu helt forstået, hvad han opfattede som indre skønhed. Men det begyndte så småt at gå op for hende, mens hendes øjne gled fra at hvile på hans lange, slanke hænder til hans ansigt og videre til de udtryksfulde grå øjne, der samtidig kunne være så blanke som et spejl af det, alle forventede at se fra ham.

,,Du ser ud, som om du mener det,” sagde hun langsomt.

Han rynkede panden og så på hende gennem de smalle sprækker, udtrykket gjorde hans øjne til.

,,Det er fordi jeg mener det.”

,,Men det er så kort tid siden -”

,,Glem tiden, Maemi. Tid er for dem, der ønsker, alting får en ende. Både det gode og det dårlige.”

,,Men jeg -”

,,Jeg elsker dig, Maemi, lige nu og lige her. Er det ikke godt nok?”

Der var noget tvivlrådigt og bekymret over hans ansigtsudtryk, da hun mødte hans blik for guderne måtte vide hvilken gang. Hun vidste, han ikke havde sagt den slags til nogen anden før. Det lå ikke i hans personlighed at kaste omkring sig med store ord og falske løfter, og det ville det aldrig komme til. Så når han sagde til hende, han elskede hende, mente han det dybt alvorligt. Faktisk var han sikker på, at han aldrig havde været i godt humør og stadig været så alvorlig.

Han ville ikke fortælle hende, han ville elske hende for evigt. Ikke endnu, men måske kom den dag. I så fald ville han ikke være overrasket, når han var klar til at sige ordene. Han kunne have sagt dem nu og følt sig sikker på, følelsen af at være bundet til hende af skæbne ville holde for evigt.  En af de få ting, han var sikker på i sit liv. En af de få ting, han stolede på, og som han aldrig ville have lavet om. En ting var at tilstå det, en helt anden var at bistå det. Et sted i den bagerste del af hans bevidsthed var han klar over, det ville blive svært - hårdt - og at vejen var lang. Men det ville være det hele værd.

Men hvis han elskede hende lige nu og lige der, betød det så, han ikke ville elske hende, når de vendte tilbage til hans lejlighed? Ville det, de havde sammen, forblive en del af studiets historie, en af de fortællinger, man overdrog til sine børn og børnebørn når man blev så gammel? En fortælling om et flygtigt øjebliks intens kærlighed, så stærk at den var til at tage at føle på i luften omkring dem?

Skulle det være tilfældet var Maemi stadig lige lykkelig. Denne stund med Darren var alt i hele verden værd, også selv om den muligvis var kortvarig og ikke kunne føres uden for studiet. At vide, nogen elskede hende så brændende, på en anden måde end hendes familie, at de slækkede på de ting, de havde gjort i årevis, var forsikrende på en eller anden måde. Hans følelser for hende, så lette og selvfølgelige og alligevel så fjerne og urealistiske, var alting værd.

,,Jo,” sagde hun endelig. ,,Det er godt nok.”

Den tænksomhed, ordene kom krybende med, og det lette smil i stemmen mindede ham om en prøvelse, det heldigvis ville vare længe, inden de skulle stå. Som om hun havde læst hans tanker udbrød Maemi, idet hun viklede sine arme omkring ham igen:

,,Liam slår mig ihjel.”

Han nikkede langsomt, vel vidende at hun kunne have ret - måske bare knapt så voldsomt. Liam Jones ville aldrig være i stand til at slå sin søster ihjel. Darren, derimod…

,,Hvis du tror det, er der nok ikke meget håb for mig,” erklærede han, og hun grinede.

,,I det mindste dør vi så sammen,” hviskede hun ud i luften og undrede sig kort over, hvad der havde fået hende til at tale på den måde - så filmklichéagtigt.

Af en eller anden grund virkede ordene dog slet ikke klichéagtige, men som om de var de mest naturlige at sige.

,,Ja, i det mindste dør vi sammen,” medgav han smilende og bøjede sig ned for at kysse hende blidt i håret. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...