Photoshoot.

Den nittenårige, aleneboende fotograf og college-studerende Darren er vant til at leve som en rod og leger med piger som det passer ham bedst, og han er bestemt ikke vellidt. I hans klasse går fyren Liam, som alle kan lide, og de to bryder sig ikke just om hinanden. Liam har en lillesøster, som han bor sammen med, ved navn Maemi på sytten år, som er noget drenget og ikke ligner en pige med meget andet end ansigtstræk. Da Darren en dag søger efter en mandlig model med feminine træk, beslutter Maemi og veninderne, at det kunne være en sjov joke, men da han vælger hende, tør hun ikke fortælle ham om sit virkelige køn, hvilket resulterer i, hun forelsker sig i den unge fotograf, som - noget undrende over en ny opdagelse i sin seksualitet - gengælder dette. Problemerne hober sig efterhånden op, fordi ingen af dem er gode til at skjule det, men det hele eksploderer, da Liam får tilbud om at uddanne sig udenlands og beder Darren lade Maemi bo hos sig.

30Likes
91Kommentarer
7393Visninger
AA

8. 27. marts

 

Maemi havde sovet dårligt den nat. Hvis hun da overhovedet havde sovet. Da hun stod op fredag morgen var hun i hvert fald mørbanket og uoplagt, og hun havde den slags ondt i maven, der følger med alt for lidt søvn. Liam var stået op får hende og i lejligheden bredte der sig en varm, sødlig duft, der fortalte hende, at han var i gang med at lave mad. Hun gabte og strakte sig i håbet om at slippe af med lidt af trætheden, men lige meget hjalp det.

Så tøffede hun gennem lejligheden for at finde sin bror hvor hun havde ventet det. Han stod med ryggen til, bøjet over en pande på komfuret, der sydede og boblede og bredte aromaen af nybagte pandekager. Det fik hendes humør til at stige et par grader, selv om hun ikke kunne slippe af med den underlige mavefornemmelse fra aftenen før. Hun var blevet opdaget, det var hun sikker på. Og pludselig syntes Liams madlavning at have den stik modsatte effekt af, hvad han selv havde håbet på den ville.

Hun stivnede. Hvis han ved tidligere lejligheder havde bagt pandekager, var det som regel fordi han ønskede at tale med hende, mens de spiste dem sammen. Hun ville ikke kunne slippe fra ham uden at virke utaknemmelig, og det ville såre ham hvis hun takkede nej. Så hun blev nødt til blot at undvige alle tænkelige påskud fra hans side til at komme i nærheden af emnet. Opfør dig normalt, Maemi, tænkte hun strengt og kunne ikke lade være med at mærke rødmen brede sig på kinderne, samtidig med at hendes hænder dirrede voldsomt.

,,Godmorgen,” sagde hun og håbede, det ikke lød anstrengt.

Liam vendte sig og sendte hende et stort smil.

,,Godmorgen, søs. Er du træt?”

,,Er det så tydeligt?”

Han grinede blot og besvarede ikke spørgsmålet.

,,I dag bliver en god dag,” erklærede Liam spændt med tanke på den fremlæggelse, han og Darren skulle lave - den var en sikker vinder.

,,Det tror jeg gerne,” sagde Maemi, men fortalte ikke at hun havde sine tvivl med hensyn til sin egen dag.

Hvad Liam jo ikke vidste, var, at hun skulle mødes med Darren samme eftermiddag. Eller måske vidste han det? Måske vidste Liam præcis hvad hun skulle foretage sig den eftermiddag, men han valgte at tie og blot tavst give udtryk for sin fryd ved, hun nu fik en passende straf for at have været sammen med Darren, som den ældre bror bestemt ikke brød sig om. Da dette gik op for Maemi var hun på nippet til at bryde sammen, men hun vidste i forvejen, at hun ikke kunne græde af ren og skær selvmedlidenhed. Det lå slet ikke i hendes natur at gøre den slags.

Hun ønskede ikke at Liam skulle føle trang til at hævne sig på hende, ligesom hun ikke ønskede sig Darrens vrede når hun kom for at mødes med ham senere på dagen. Det ville måske være mere end hun kunne bære hvis han begyndte at skælde hende ud. Måske ville hun ligefrem begynde at græde af afmagt på hans vegne, fordi hun vidste, at sendte han hende væk, ville han garanteret være skuffet over hendes beslutning om at holde ham for nar, og han ville føle sig utroligt dum og rasende over det. Det ønskede hun ikke. Hun kunne ikke klare når andre var nedtrykte på den måde.

Til sin egen store overraskelse kunne Liam spotte at noget var rivende galt med Maemi. Hun virkede nedtrykt og uoplagt, som om hun havde ligget og vendt og drejet sig hele natten og nu var blevet vækket alt for tidligt. Hun var ikke et morgenmenneske som sådan, men hun var aldrig morgensur, så det kunne umuligt være problemet. Det blev i hvert fald hans konklusion på det hele. Der måtte være et eller andet galt. På trods af sin beslutning om at konfrontere hende med det faktum at Darren havde set hende, havde han ombestemt sig om aftenen, og han havde ikke været vred på hende. Nu ønskede han blot at gøre hende glad igen og se hendes friske, muntre smil.

Efter at have kastet et blik på sine fremlæggelsespapirer lod han sine øjne finde uret på væggen mellem de to soveværelser, og han sukkede dybt. Han måtte hellere se at komme af sted så snart han var færdig med morgenmaden. Han færdiggjorde den sidste pandekage og lagde den over i stakken, som han efterfølgende placerede på spisebordet. Dernæst hentede han to tallerkener og glas, så juice og bestik. Imens havde Maemi placeret sig på sin sædvanlige plads ved bordet, men hun rejste sig hurtigt for at finde sirup frem fra en af køkkenskufferne.

,,Hvad er der i vejen, Mae?” spurgte han forsigtigt.

Hun så forskrækket op og vendte tilbage til sin plads, mens hun fremtvang et smil, overrasket over han havde bemærket hendes dårlige humør.

,,Ikke noget,” løj hun. ,,Jeg er bare træt.”

Det krævede al hendes viljestyrke ikke at rynke på næsen. Var der noget, hun hadede, så var det at lyve overfor sin bror. Og hun var elendig til det. Han kunne se det på hende med det samme, og hun håbede blot på, han måske ville lade det ligge, eftersom det tydeligt fremgik, hun ikke ønskede at tale om det.

Hvad ”det” så end var, tænkte Liam ved sig selv og fortærede i stedet et par pandekager i tavshed. Stemningen var trykket, men han var ikke et øjeblik i tvivl om, det ikke kun var hans skyld. Han havde intet gjort for at gøre Maemi vred eller ked af det, bortset fra at han jo selv aftenen før havde været i umådelig dårligt humør.

Glæden ved at spise pandekagerne forsvandt hurtigt, og han spiste snart kun fordi de ikke skulle gå til spilde. Også Maemi spiste godt, og hun sagde ikke noget imens, så blot åndsfraværende ud ad vinduet mod de solbeskinnede bygninger. Omsider blev han færdig og var ivrig efter at slippe væk fra lejligheden, der vist i øjeblikket ikke var det bedste sted at opholde sig, hvis han da vel at mærke gerne ville være i godt humør til fremlæggelsen.

Mens han krydsede over campus svandt hans bekymring for Maemi lidt, efterhånden som han fremstillede små teorier for sig selv. Måske var det ”den tid på måneden”. Han vidste, hun lettere blev muggen og næsvis i den periode, og det respekterede han, eftersom alt andet ville sætte ham voldsomt i unåde hos søsteren. Desuden holdt han ikke øje med hendes cyklus, måske brugte hun det af og til som undskyldning, hvis hun skammede sig over sin opførsel senere hen men var for stædig til at undskylde direkte overfor ham. Det havde han fornemmet mange gange.

En anden, langt større bekymring, fik ham imidlertid til at stoppe og tjekke sin taske en ekstra gang, i tilfælde af han havde glemt noget. Alting var klart. Han havde husket sine papirer fra køkkenet i sidste øjeblik, idet han gik ud ad døren, og nu havde han alting med, inklusiv notater på flere forskellige USB-pinde. Det var altid godt at være forsikret, hvis nu uheldet var ude. Og han agtede ikke at mangel på notater for nogen af dem skulle sætte dem i dårligt lys hos underviserne. Derfor havde han sågar kopier af Darrens ting til fremlæggelsen, hvilket havde irriteret fotografen til døde fra begyndelsen.

Når det havde irriteret den anden del af duoen så meget, kunne denne så finde på at blive væk? Sandsynligvis, for Darren havde sine måder at straffe folk på, vidste han. Alle vidste det, det var almen viden. Darren kunne også have sovet for længe eller været sen på den af anden grund. Det ville ikke være første gang, den mørkhårede unge mand kom sprintende for at nå til noget i tide, men denne gang var der ingen undskyldning for ikke at komme tidligere. Det var et krav, i tilfælde af nogen blev syge og de var ramt af aflysninger.

Idet døren til hovedbygningen kom inden for hans synsvidde åndede Liam dog lettet ud, for Darren stod der allerede med en skuldertaske skødesløst slynget over skulderen og tydeligvis ikke særligt opmærksom på, han selv lignede en supermodel og ikke en fotograf. Det var ikke just den slags, Darren tænkte på i øjeblikket, for han havde langt vigtigere bekymringer.

Alex havde ikke besvaret hans besked den forrige aften, og han var bekymret, selv om han ikke bare kunne gå ud fra, den blonde model havde været oppe på det tidspunkt. Præcis hvorfor han havde en dårlig fornemmelse for eftermiddagen anede han ikke, men han bestræbte sig på at forsøge at opføre sig normalt overfor modellen senere. Af en eller anden grund følte han trang til at tjekke op på Alex - at ringe for at høre, hvorvidt denne kom til shootet den eftermiddag eller ej. Frygten for at blive efterladt med planerne løbende ud i sandet var ganske vidst ubegrundet så vidt han havde fornemmet, for han forventede normalt aldrig svar på sine henvendelser til nogen i den henseende. Men der var noget specielt ved Alex.

Hver gang de brune øjne så på ham, følte han sig set lige igennem, som om den lille fyr kunne se hele hans sjæl og alt det, han var gjort af. Som om Alex forstod at han ikke var fuldt ud i stand til kun at nyde tilværelsen. Engang havde den blonde fyr endda overværet mens Darren havde snakket med sin mor, men efter en brat afslutning på samtalen fra Darrens side havde Alex åbenbart ikke fundet det passende at stille spørgsmål. Der var en form for stille observatør gemt i den model, Darren havde fundet sig, og det var han meget mere end blot bevidst om. Det generede ham ikke direkte, men det gav ham en følelse af at afsløre meget om sig selv uden rigtig at sige noget. Svarede han ikke på et spørgsmål gav Alex ham bare det der nå-på-den-måde-blik, hvilket han ikke altid befandt sig særligt godt tilpas med. Han havde også en fornemmelse af, Alex kendte mere til ham end der lige lå på overfladen, men han kunne ikke bevise det eller argumentere for sin fornemmelse på nogen måde, hvilket blot gjorde ham endnu mere interesseret og nysgerrig.

Der var også en anden ting ved Alex, Darren undrede sig over. Fyren virkede meget feminin til tider. Ikke på den måde, han talte, men bare de reaktioner, der fra tid til anden kom. Indtil videre havde de ikke arbejdet med projektets kerne endnu, for Darren ville gerne være sikker på, de var fortrolige nok med hinanden til at arbejde endnu tættere sammen. Men hver gang han trådte et skridt nærmere lod Alex til at skulle debattere med sig selv, som om han var usikker på, det var en god idé at være i nærheden af Darren. Det havde kostet fotografen en del søvnløse timer, men nu havde han besluttet at det ikke kunne udskydes længere, og han håbede på, Alex ville acceptere de krav, der nu blev stillet til ham.

Selvfølgelig var der andre ting end arbejdet, der generede Darren, eller nærmere foruroligede ham.

Den forestående fremlæggelse, for eksempel. Han kunne sit stof udenad, og det havde ikke været nødvendigt for Liam at sørge for backup. Selv om det havde irriteret ham til døde, at den blonde medstuderende ikke stolede det mindste på hans prioriteter, så var han alligevel glad for, Liam havde truffet visse foranstaltninger, og han måtte indrømme at den seneste tid havde skærpet hans respekt for den formidable studerende med de mange kvaliteter og evner. De blev nok aldrig bedste venner, og Darren tvivlede stadig på, han nogensinde ville komme til at stole helt på Liam - der var bare noget ved fyrens fordømmende personlighed, han ikke brød sig om - men der var i hvert fald en vis gensidig respekt mellem dem nu, hvor de havde udforsket hinandens metoder og tilgange til en større opgave. Og deres færdige produkt var blevet væsentligt bedre end nogen af dem havde forestillet sig det.

Den antagelse delte Mr. Tyson tydeligvis også efter at de havde fremlagt deres fokusområde for underviseren, der stolt talte i positive vendinger om sine bedste studerende til censoren inde i lokalet, mens der blev voteret. Det talte ikke som sådan noget med fremlæggelsen og opgaven, men alligevel havde man besluttet at bedømme produkterne af halvanden uges arbejde på formel vis. Dette havde Darren ikke noget imod, selv om han havde været bekymret. Inde til fremlæggelsen havde han vist et køligt overblik, og han og Liam havde suppleret hinanden efter bedste evne. Selv Liam havde været nødt til at indrømme, så snart de kom udenfor, at det var gået meget bedre end forventet, hvad han selvfølgelig ikke var bange for, eftersom Darren snart havde bevist sig værdig til ros uden at lade det stige sig til hovedet.

Faktisk var Liam positivt forbavset over hvor nede på jorden den mørkhårede fotograf egentlig var, alting taget i betragtning. Det var tydeligt og utvivlsomt at Darren gik op i sin skolegang og satte en ære i at levere varen. Dette gjaldt selvfølgelig ikke kun skolen, men det var her, Liams overraskelse mest lå. Præcis hvad han havde forventet, da han frygtede, Darren ikke ville møde op, anede han ikke, men han havde været klar over, Darren ville gøre sit bedste hvis han besluttede sig for at dukke op. Og det havde han så sandelig gjort. Ligesom de to vurderende instanser havde Liam været imponeret og tryllebundet af Darrens måde at fremlægge på. Fyren talte helt roligt og uden at forhaste sig. Han forklarede detaljeret uden at lyde, som om han talte til en i børnehaven, og han holdt niveauet højt.

Liam priste sig lykkelig for at have fået en så værdig partner til opgaven, og han sendte Mr. Tyson en tak i sit stille sind. Havde det ikke været for den insisterende underviser, der havde valgt efter niveau når han lavede grupperne, ville den overbeskyttende storebror, som frygtede for sin søsters velbefindende med den tiltrækkende unge fotograf i nærheden, sandsynligvis aldrig have fået nuanceret sin hypotese omhandlende dennes metoder. Og at de to havde arbejdet så godt sammen kunne kun forbedre karakteren betragteligt, for Liam havde efterstræbt at følge op på Darrens detaljerede og dragende forklaringer, og det lod til at være lykkedes, for hverken Mr. Tyson eller censoren havde haft nogle spørgsmål efterfølgende.

,,Du ved,” sagde Liam stille og brød stilheden mellem dem, mens de stod udenfor og ventede på at få karakteren, ,,jeg regnede ikke med, det ville gå som det gik.”

,,Det ved jeg,” bekræftede Darren tonløst.

,,Jeg troede ikke, du ville gøre noget ud af det,” fortsatte Liam.

,,Det ved jeg.”

,,Nå.” Det var stille lidt. ,,Men jeg vil gerne takke dig, Darren. Fremlæggelsen og opgaven blev over al forventning, og jeg er overbevist om, jeg ikke kunne have præsteret den kvalitet alene.”

Darren hævede et øjenbryn og stak hænderne i lommerne.

,,I lige måde,” sagde han så bare og lænede sig mod murværket.

Liam stirrede et øjeblik, så smilede han for sig selv. Det var ikke ofte, han hørte Darren give udtryk for noget, og han havde ikke forventet det efter den afsked, de havde taget aftenen før.

,,Det betyder dog ikke, jeg tilgiver dig for kommentaren omhandlende min søster i går aftes,” sagde han med et smil.

Darren trak på smilebåndet.

,,Nej, det havde jeg heller ikke forventet,” sagde han bare.

,,Det havde du ikke?”

,,Selvfølgelig ikke. Det ville have været dumt af dig.”

,,Hvorfor mener du det?”

Der var stille lidt, hvor Darren overvejede Liams fordomsfulde begyndelse på samarbejdet. Så vendte han øjne og skubbede sig ud fra muren for at stå ude i det fri.

,,Fordi jeg er mig.”

,,Hvad mener du med det?”

,,Jeg mener, at jeg udmærket er klar over, hvilken fangruppe jeg har.”

Liam studsede over tonen et øjeblik.

,,Du lyder ikke vanvittigt begejstret.”

,,Det gør du heller ikke.”

,,Sandt. Men det er primært fordi jeg ved, min søsters veninder ville elske at tilbringe bare en enkelt nat i din lejlighed.”

Denne gang var det Darrens tur til at studere sin samarbejdspartner i tavshed, inden han nikkede anerkendende.

,,Og som enhver anden storebror nyder du at nære den illusion, at lige netop din søster er noget helt for sig selv på det punkt.”

,,Maemi nævner dig aldrig.”

,,Hvorfor skulle hun også det? Hun kender mig ikke.”

,,Hvis hun var en af dine fans, ville hun sandsynligvis ikke kunne lade være.”

,,Jaså,” sagde Darren og trak lidt på smilebåndet igen. ,,Hun må være en ganske særlig pige.”

,,Det er hun også,” medgav Liam, men så godt det uvorne glimt i Darrens øjne og bekymredes over det.

,,I det tilfælde tror jeg, hun ville være meget interessant at tilbringe tiden med,” konkluderede Darren så endelig og trak på skuldrene.

Den blonde studerende stivnede og gloede olmt på ham længe, og tavsheden mellem dem blev en anelse mere anspændt; han havde opnået hvad han ville med sin kommentar, nemlig at drille Liam. Det forekom ham morsomt at Liam kunne reagere lige stærkt på drillerierne hver gang, og at det virkelig så ud til at tære på den unge mand, der åbenbart var så øm omkring sin lillesøster.

Inden Liam kunne nå at sige noget, hvis han da havde tænkt sig det, stak Mr. Tyson hovedet udenfor i solskinnet og så lidt fra den ene til den anden, mens hans åbenlyse glæde og stolthed blev afsløret i det smil, han forsøgte at undertrykke. Darren spottede glæden med det samme og åndede lettet ud. Smilede Mr. Tyson kunne det ikke være helt skidt, besluttede han.

,,I må gerne komme ind nu,” sagde professoren varmt og venskabeligt og holdt døren for dem, idet de to høje unge mænd gik tilbage til lokalet, hvor de havde foretaget deres fælles mundtlige fremvisning af opgavebesvarelsen.

,,D’herrer,” sagde censoren, idet de stillede sig foran ham, ,,I har gjort et fortrinligt arbejde med denne opgave, og jeg er imponeret. Det er længe siden - hvis det da nogensinde er sket - jeg har oplevet noget lignende.”

Mr. Barrel, censoren, tog indtrykket af de to forbløffede smilende ansigter til sig, inden han rystede den kortvarige stolthed af sig. Disse var ikke hans elever, men han havde kendt Sean i størstedelen af sin levetid, og de to var gode venner. Så efter vennens mange beskrivelser af sin plan overfor ham, kunne han ikke lade være med at føle sig en smule beæret og rørt. Måske endda blot på Seans vegne, men bestemt også stolt.

Begge så ud til at have lovende talenter, og de fremlagde stoffet på en håndgribelig og meget mere end blot velstruktureret måde. Den var fænomenal. Han ville sent glemme denne oplevelse, og han ville stræbe efter at få sine egne studerende på UNC Wilmington til at præstere noget lignende, selv om det aldrig ville blive gjort med samme elegance og selvfølge som denne gang. Der var noget særpræget over det umage makkerpar, der ikke lod til at have andet end et professionelt forhold til hinanden.

Barrel havde en fornemmelse af, professoren på FGUC havde et meget nært forhold til netop disse to elever - i hvert fald den af dem ved navn Liam, som han havde fortalt meget om - og derfor var det da også kun på sin plads, Sean Tyson fik lov at overrække den ikke overraskende karakter til de to blomstrende unge mænd, hvis tanker tydeligvis snurrede rundt i hovederne på dem. Én ting var dog tydelig, da Barrel studerede dem hver for sig et øjeblik; Smiths tanker omhandlede ikke så meget nutiden på dette sted som noget andet, der foregik inde i mandens hoved.

Darrens blik var fjernt og udefinerbart, som om han havde mistet jordforbindelsen for et stykke tid siden og blot afventede at et eller andet skete. Desuden fortrak hans øjenbryn sig af og til og dannede en næsten utydelig grimasse, der gjorde det klart for den observerende censor, at den unge mand forestillede sig ting, han muligvis ikke brød sig om at tænke på, og at hans tanker derfor var andetsteds. Det så dog ud til at komme og gå mellem sætninger, han - Barrel - og Sean skiftedes til at lukke ud, og der var øjeblikke, hvor de lyse øjne strålede af opmærksomhed. Og så længe Smith havde præsteret kunne det være lige meget at han efterfølgende ikke fokuserede så meget.

,,Smith?” spurgte Sean Tyson dog pludseligt, og Darren glippede forvirret med øjnene, inden han tog sig til hovedet og nikkede.

,,Undskyld, sir,” sagde han stilfærdigt, men så ikke ud til at angre specielt meget.

,,Det går,” forsikrede Mr. Tyson, hvilket fik den kortvarigt bekymrede Darren til at indtage en mere afslappet stilling og presse tankerne i baggrunden. ,,I bliver vel næppe overraskede over at høre, I har fået et stort, fedt A med så uendeligt mange plusser som der findes stjerne på himlen.”

Darren smilede for sig selv. Fysikhumor. Det havde aldrig været hans kop te, men han syntes på sin vis, det var meget hyggeligt. Og det distraherede ham fra forvirringen omkring den følgende eftermiddag. Liam, derimod, kunne ikke lade være med at grine, idet han rakte hånden frem for at hilse af med både professoren og censoren. Han var usigeligt lettet over deres præstation, og Mr. Tysons erklæring af antallet af plusser fik ham til at ønske, han kunne vælge Darren som partner i fremtidigt gruppearbejde også. Det ville dog nok ikke blive en realitet i længden, specielt ikke efter det, Darren havde sagt om Maemi. Igen.

Det var som om fotografen havde et eller andet imod at lade Liam bibeholde sit drømmebillede af sin uskyldige søster med det blonde hår og de store brune øjne, der kiggede bedende på ham. Når den mørkhårede fyr drillede med hendes som emne, kunne Liam ikke lade være med at forestille sig de to stå overfor hinanden, Darren med et slesk smil på læben og Maemi naivt og godtroende stirrende på den tiltalende unge mand foran sig. Det var for meget for ham, siden han vidste hvordan Darren behandlede hunkønsvæsener, der ikke var i hans familie.

Også Darren vidste dette, men på det seneste havde han ikke haft den store lyst til kvindeligt selskab. Han anede ikke hvorfor, men når han kom hjem fra arbejdet i studiet var han mere smadret end normalt, og blot tanken om at tilbringe natten med at spille skuespil virkede uoverskuelig i sig selv. Desuden optog Alex an usædvanligt stor del af hans tanker, fordi den lille fyr ikke lod til at forstå sig på den verden, han havde kastet sig ind i, og selv om det ikke udelukkende var det, så var Darren bekymret for sin model og ønskede ikke, der skulle gå noget galt mens projektet var i gang.

Disse tanker kørte rundt i hovedet på ham hele den eftermiddag, selv mens han stillede ting klar inde i studiet og overvejede forskellige vinkler, inden han besluttede sig for at udvælge tøj til dagens billeder. Han stod i garderoben da Alex smuttede ind ad døren. Idet Darren vendte sig rundt for at se på ham, bemærkede han at et eller andet så ud til at være galt, som om modellen virkelig havde gjort noget forkert og følte sig nødsaget til at undskylde, men ikke rigtig vidste hvordan han skulle sige det. Derfor vendte Darren ryggen til igen og gav den anden tid til at tænke.

Maemi stod ubevægelig og betragtede den kølige ignorering med hovedet på skrå og armene nede langs siderne. Hun havde hele tiden vidst, hun skyldte Darren en undskyldning, og at det var grunden til hans direkte, uuddybende svar aftenen før. Men nu hvor hun stod overfor ham, og han ikke reagerede med svulmende vrede fra begyndelsen virkede det meget sværere end først tænkt. Hele hendes dag havde været dårlig, og Amanda havde foreslået, hun blot skrev en e-mail, siden det måske ville være mere udholdeligt end at stå ansigt til ansigt med ham og undskylde. På en eller anden måde virkede det bare så forkert at gøre, og Maemi havde til sidst besluttet at dukke op klokken fem, sådan som han havde bedt hende om det.

Inderst inde var hun knust. I løbet af det stykke tid, hvor hun havde arbejdet sammen med Darren, var hun begyndt at have en følelse af, de måske kunne være gode venner, selv om han ikke kendte hendes sande jeg. Hun havde håbet, at de måske til sidst ville være så gode venner, at det ikke gjorde nogen forskel for ham, hvorvidt hun var en pige eller en dreng, og hun ville i sidste ende også fortælle ham sandheden. Men ikke så tidligt og ikke på denne måde, hvor han selv havde fundet ud af det.

,,Darren, jeg -”

,,Hvad det end er, så håber jeg det kan vente. Der var en grund til, jeg bad dig komme i dag med så kort varsel,” afbrød han og lod ikke til at have bemærket hendes tonefald.

Sandheden var, at jo, han havde bemærket det, men fordi han ikke ville have ødelagt sin idé med hensyn til billederne, ville han hellere have dem overstået først og så senere høre, hvad den blonde model havde at sige. Det virkede måske koldt af ham, men han håbede inderligt på, Alex ville forstå det.

,,Ja,” sagde hun stille, ,,det var netop det, jeg gerne ville tale om.”

,,Men du har jo slet ikke hørt, hvad jeg har i tankerne,” påpegede han og vendte sig endelig mod hende, hvilket fik hendes hjerte til at springe et slag over på uforklarlig vis.

,,Jeg, øh…”

Da hun gik i stå så hun undersøgende på hans ansigt og gloede så forundret. Han smilede! Selv om han uden tvivl havde fundet ud af, hun var en pige, smilede han mildt til hende, idet han slyngede et sæt tøj over den ene arm og greb endnu et sæt med den frie hånd.

,,Kan du huske, jeg skrev i annoncen, du ikke skulle have noget imod yaoi?” spurgte han.

Hun mærkede sit hoved begynde at snurre, da hun ikke længere fattede sammenhængen i situationen.

,,Ja, det kan jeg, men -”

,,Jeg synes, det er ved at være på tide, vi går i gang med den genre nu,” erklærede han afslappet og så direkte på hende med sine lyse øjne.

For en stund stod hun bare der og betragtede ham, mens hans øjne borede sig ind i hendes, og hun kunne se, han ikke undertrykte den mindste mistanke. Hendes følelse for menneskers psyke hjalp til med den fortolkning, hun var nået frem til, og et lettelsens suk undslap hende lydløst, da det endelig gik op for hende, han ikke havde fundet ud af noget.

Egentlig betød det vel bare, hun nu selv skulle ud med sandheden, for alt andet ville være at føre ham bag lyset, og hun havde det ikke godt med at lyve for ham. Indtil videre var det lykkedes hende at tale med ham uden direkte at lyve, blot at udelade en del af sandheden, så han ikke ville kunne få den idé at hun måske i virkeligheden var hunkøn.

Men håbet på et venskab trak mere i hende end hun kunne stå ved i første omgang, og da deres blikke mødtes vidste hun, at hun ikke ville kunne tilstå overfor ham. Ikke denne gang, i hvert fald, men måske engang i fremtiden, hvis de en dag skulle blive uvenner, eller når projektet blev gjort færdigt. Efter det ville de sandsynligvis ikke se hinanden længere, og så ville det ikke være nogen skade til at fortælle ham, hvad hun egentlig var, og hvor ked af det hun var. Men for nu ville hun nyde den tid, hun kunne tilbringe med ham.

Efter den kortvarige akavede stemning i garderoben arbejdede hun med utrolig entusiasme, der tog Darren med storm og gjorde ham meget opmærksom på, hvor tæt på hinanden de egentlig var. Den lille model med de store, uskyldige øjne vækkede et beskyttergen i ham, han ikke havde troet andre end Daniella kunne røre ved. Dette viste sig at være en fejlagtig antagelse, for da Connor kom ind ad døren til studiet og ved et uheld åbnede døren i hovedet på Alex, kunne Darren dårligt undertrykke sin frustration og vrede over, lysmanden ikke havde set sig bedre for. Det var dog ikke blevet til noget særligt med den pludselige viden at han ville beskytte Alex, men bare at have det i bagtankerne gjorde ham i tvivl. Hvad foregik der egentlig?

Billederne, på trods af Darrens forvirring omkring sin egen opmærksomhed på Alex’ nærhed, fra den dag blev fantastiske, indså han da han bladrede igennem sit kameraalbum. Da han først havde fået overbevist Alex om, han sagtens kunne tage billeder samtidig med, de poserede sammen, var det ikke noget problem, og selv om den blonde fyr med de utroligt feminine træk af og til havde rødmet ved nogle mere intime end venskabelige positurer, kunne Darren se tilbage på timerne med tilfredshed og glæde og lettelse. Det var gået over al forventning. Også for Maemi, som i fulde drag havde nydt at være så tæt på den flotte fotograf. Hun vidste, mange piger ville have kunnet dræbe hende for den mulighed, men hun værdsatte den også af andre grunde, for selv om hun ikke anede hvornår, så vidste hun, at hun var begyndt at kunne lide Darren. At holde af ham.

Dette reflekterede hun over, mens hun hjalp ham med at rydde op efter dagens arbejde, og af og til følte hun sine kinder blive røde, hvis han fangede hendes blik gennem det halvmørke rum eller sendte hende et godkendende smil. Hans gode humør og selvsikkerhed lyste rummet op, og han strålede i al sin pragt for øjnene ad hende hver gang hun så direkte på ham. Der udgik desuden en behagelig varme fra ham, i form af hans gode humør og evne til at tilføje venskabelig spøg til det ellers seriøse arbejde med et meget grænseoverskridende emne, hvis motiver kun ville blive mere og mere dristige, havde hun en fornemmelse af.

,,Hvad var det, du ville tale om tidligere?” spurgte han pludselig og brød stilheden mellem dem.

Hendes hjerte sprang et slag over, og hun kæmpede desperat for at finde på noget klogt at svare med, men det virkede ikke rigtigt, og til sidst gav hun op.

,,Det er lige meget.”

Darren vendte sig helt mod hende og hævede et øjenbryn.

,,Vil du gerne droppe projektet her?” spurgte han forvirret. ,,Er det problemet?”

Først forstod hun ikke, så rystede hun heftigt på hovedet, og hun kunne se hans lettelse.

,,Nej, selvfølgelig ikke. Jeg var bare…” hun stoppede og ledte efter de rette ord. ,,Jeg ville bare sige, at næste gang du skal bruge mig, kunne jeg godt tænke mig at få besked om det noget tidligere og dermed få en chance for at aflyse andre aftaler,” løj hun så, sikker på han ville se igennem det lige så let som ingenting.

Men på trods af hans knivskarpe intellektuelle hoved, og det faktum at han rent faktisk kunne se løgnen, løftede han blot en hånd og strøg sit hår tilbage, før det igen væltede fremover og gav hans ansigt et mystisk præg ved stedvis at bryde med øjnenes lyse farver. Han ønskede ikke at rode mere i et emne, hvis det alligevel ikke længere betød noget for Alex, for det var det vigtigste. Normalt ville han blive vred over at få stukket en løgn direkte ind i ansigtet, men fordi han kunne fornemme, den spinkle person virkelig ikke mente, det havde betydning længere, gad han ikke hænge sig i det.

Desuden kunne det jo godt være sandt. Han burde have givet besked tidligere, og det virkede på sin plads at han lovede en sådan ting i fremtiden. Han ville bestræbe sig på at tilbyde bedre forhold til sine modeller efter dette usædvanlige samarbejde, og hans hjerne vandrede allerede flere gange i retning af hvordan Alex ville tage det, hvis han pludselig tilføjede nogle komfortable møbler til studiet i ventetiden, eller hvis han nu gav en lidt højere løn. Så rystede han på hovedet. Det med møblerne ville Alex ikke tage sig af, han var jo en fyr og gik - tydeligvis, at dømme ud fra hans påklædning - ikke meget op i overfladen på ting. Men det med lønnen var måske en mulighed.

 

Den aften skiltes de forholdsvis sent efter at have bestilt noget pizza sammen med Connor. Maemi havde haft sit livs aften og havde moret sig med de to ambitiøse unge mænd med de gode personligheder. Hun havde ikke på noget tidspunkt frygtet for sin sande identitets afsløring, fordi ingen af de to lod til at ønske at se hende som andet end en fyr. De havde nærmest en lille herreklub kørende den aften, hvor de spiste og lo sammen, inden de gik hver til sig.

Hun tog hjem til lejligheden på FGCU efter at have sikret sig, Darren ikke ville følge efter lige med det samme. Så snart hun kom ind i lejligheden undgik hun Liam for at gå ind på sit værelse for at skifte tøj, og da hun kom ud igen, fandt hun ham liggende i sin seng med dynen trukket op og lyset slukket. Derfor gik hun selv i seng, med en knugende fornemmelse af, noget var galt med Liam. Hvad kunne hun dog ikke definere, men et eller andet var der, det var hun helt sikker på, og hun ville finde ud af det før eller senere.

Da hun slukkede det sidste lys i lejligheden og krøb ned under sin dyne, pressede der på hendes net hende sig et billede på af Darren Smith med det mørke hår og de blege øjne, der smilede varmt til hende gennem det halvt mørklagte lokale med de mange spots og den hvide baggrund, de havde arbejdet med den dag. Og så kom tårerne, efterhånden som hun begyndte at lytte til de mange lyde rundt omkring i den mørke lejlighed, og hun fornemmede mørket trække sig sammen over hende.

I værelset ved siden af lå også Liam vågen, mens han tænkte over den både glædelige og triste nyhed, han havde fået ved sin hjemkomst efter fremlæggelsen. På gulvet lå der inden for brevsprækken en konvolut med et officielt stempel fra Cambridge University. Han vidste allerede da at han blev nødt til at træffe et valg, hvor han måtte sætte sine egne tanker og behov frem for andres, selv om det ikke var let. I brevet stod nemlig, at han var blevet accepteret på universitetet til at studere der den sommer, og at han ikke ville have lang tid før afrejse. Han higede efter at rejse til Storbritannien og studere der, fordi han mente mulighederne var flere jo videre omkring han kom i verden. Men det efterlod ham også med et stort problem, for hvor skulle han gøre af Maemi? Hun kunne ikke bo alene i en lejlighed, der egentlig var ment for studerende på FGCU og ingen andre, men han ville af sted.

Så morgendagen bød på en masse overvejelser på det punkt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...