Photoshoot.

Den nittenårige, aleneboende fotograf og college-studerende Darren er vant til at leve som en rod og leger med piger som det passer ham bedst, og han er bestemt ikke vellidt. I hans klasse går fyren Liam, som alle kan lide, og de to bryder sig ikke just om hinanden. Liam har en lillesøster, som han bor sammen med, ved navn Maemi på sytten år, som er noget drenget og ikke ligner en pige med meget andet end ansigtstræk. Da Darren en dag søger efter en mandlig model med feminine træk, beslutter Maemi og veninderne, at det kunne være en sjov joke, men da han vælger hende, tør hun ikke fortælle ham om sit virkelige køn, hvilket resulterer i, hun forelsker sig i den unge fotograf, som - noget undrende over en ny opdagelse i sin seksualitet - gengælder dette. Problemerne hober sig efterhånden op, fordi ingen af dem er gode til at skjule det, men det hele eksploderer, da Liam får tilbud om at uddanne sig udenlands og beder Darren lade Maemi bo hos sig.

30Likes
91Kommentarer
7395Visninger
AA

25. 20. september

 

Over den næste uges tid sørgede han for at holde folk væk fra sig. Kun Dalian fik lov at komme, når han havde fri fra arbejde, og det blev korte besøg, fordi Vivianne gerne ville have ham hjemme en del af tiden. Deres mor fik ikke lov til at komme mere end en enkelt gang. Ikke fordi hun havde gjort noget galt. Ingen havde gjort noget galt, men han kunne ikke holde ud at være sammen med andre mennesker, når han hele tiden havde i tankerne, hvad der var sket den aften. Det havde været en almindelig aften som alle andre.

Noget af tiden alene brugte han på at genfinde alle sine gamle telefonnumre og kode dem ind på en telefon, Dalian havde været ude at købe for ham. En anden del af tiden brugte han på at tænke og væmmes over de venskaber, han engang havde haft, selv om han vidste, han ikke kunne gøre det om. En del tid gik også med at hade sig selv. Og den sidste del brugte han så på at spise, sove og lære at gå med krykker.

Efterhånden havde han fået talt med politiet og lægerne så mange gange, at han var klar til at tage hjem hvert øjeblik, og han var jublende lykkelig, da han endelig blev sluppet fri om søndagen. Han kunne ikke køre bil selv, så hans mor kørte ham hjem, men hun sagde overraskende lidt på turen, og han kom ikke frivilligt med mange emner, de kunne diskutere. Han kunne ikke vente med at komme hjem i sin egen seng og være i mindre sterile omgivelser. Der var forræderisk rent på hospitalet, og han hadede det. Der burde ikke være rent. Slet ikke.

Da Brianna parkerede lænede han sig over mod hende, kyssede hende på kinden og omfavnede hende, og som da han var lille nød han at mærke sin mors beroligende varme krop. Det gav ham et øjebliks fred fra alle de hadefulde tanker.

,,Vi ses, skat,” sagde hun. ,,Jeg kommer forbi i morgen med aftensmad. Tag den nu med ro og lad være med at gøre skade på dig selv.”

Han smilede.

,,Det skal jeg nok, mor. Vi ses i morgen.”

Han steg ud, blev stående med krykkerne på plads, og vinkede efter hende, da hun kørte væk. Og så var han alene i det rødlige lys fra solnedgangen. At gå med krykkerne var stadig besværligt, men det var bedre end at være fanget i en kørestol, sådan som han havde fået det tilbudt af den ene læge.

Langsomt svang han sig af sted hen mod blokken, han boede i. Omkring på campus var der liv, og folk hilste på ham med blandede udtryk. Nogle var triste, andre var overraskende glade. Han nikkede til alle, men havde ikke lyst til at tale. Så han fortsatte bare sin fremfærd, indtil han var kun en enkelt blok fra sit hjem. Det sted, han betragtede som sin sikre havn, og hvor han kunne være helt sig selv.

Kort stoppede han op og så tilbage mod de andre blokke. En af dem sprang ham i øjnene, og hans blik søgte automatisk op til vinduerne, hvor der var lys. Lys? Så var der altså nogen hjemme. Det kunne han ikke helt få til at passe sammen med sin viden, og for ikke at oversvømme sig selv med tanker vendte han ryggen til og åbnede døren ind til opgangen.

,,Darren!”

Han var lige ved at vælte, da han snurrede rundt på en fod mod lyden af den velkendte stemme. Og han så hende komme løbende. Bag sig kunne han høre klikket af døren, der faldt i igen. Maemi lignede sig selv i en verden, hvor alting havde forandret sig. Hendes lyse hår skinnede i solens sidste stråler og hendes brune øjne strålede mod ham, da hun kom så nær, at han kunne se hende ordentligt. Og hun smilede.

En blanding af forvirring og længselsfuld glæde fik ham til at glemme at stoppe hende, og i stedet greb han hende, da hun kom ham i møde med åbne arme. Han endte med at stå med ryggen presset mod døren og kun støttende på det gode ben, eftersom det andet ville udløse en eksplosion af smerte, hvis han stod på det.

,,Maemi!” udbrød han forbløffet og hæst, mens han holdt hende i sine arme.

Hun kunne mærke tårerne løbe ned over sine kinder, mens han knugede hende ind mod sig, og hjertet slog hårdt mod hendes bryst som aldrig før. Lettelsen over endelig at se ham være i nogenlunde god behold var usigelig, og stod det til hende, ville hun aldrig give slip på ham igen. Det var selvfølgelig umuligt at blive stående sådan for evigt, men hun fik en idé om, hvordan det ville være, da Darren begravede ansigtet ved hendes skulder.

Han kunne mærke sine øjne svide mærkværdigt. Sådan havde de ikke føltes i mange år, men han vidste udmærket, hvad der var ved at ske. Og han var ude af stand til at stoppe det, nu hvor han havde Maemi i sine arme efter alt hvad der var sket. I det mindste var hun sluppet fysisk uskadt og havde ikke oplevet hvad der var sket den aften. Hun var sikker og i god behold.

Cameron og Jeremy var begge blevet fanget og arresteret i løbet af natten til lørdag, inden for tolv timer fra de havde begået forbrydelsen. Med sig havde de haft et vigtigt stykke bevismateriale. Pistolen. Darren tvang sine tanker væk. Han var, nu mere end nogensinde, plaget af mareridt hver eneste gang han lukkede øjnene. Men nu var de med et uhyggeligt virkeligt præg, og hver gang han forsøgte at sove genoplevede han den aften.

,,Darren,” hviskede hun og strøg sine fingre gennem hans bløde, mørke hår. ,,Dalian fortalte mig det hele.”

Han nikkede langsomt og løftede ansigtet mod hendes. Hun kunne se de blanke striber af vand, der trak ned over hans kinder, men der var intet svagt over hans tårer. Men i stedet for at stå og stirre på ham, begravede hun sit ansigt ved hans kraveben og indåndede hans duft. Den havde ikke forandret sig.

Hans skuldre holdt langsomt op med at dirre, men han gav ikke slip på hende, bange for, at hvis han gjorde det, ville han synke sammen eller hun ville forsvinde. Det sidste var en absurd tanke, eftersom hun stod der sammen med ham i kød og blod og strøg sine fingre igennem hans hår, mens han mærkede hendes lille skikkelse mod sin egen krop. Det gjorde ikke engang noget, hun rørte ved det dårlige ben, for han ville ikke have været i stand til at føle smerte i det øjeblik, uanset hvad der skete.

De stod sådan længe. Maemi frygtede for hans velbefindende, og tænkte ikke et øjeblik på sig selv. Han så udmattet og nærmest syg ud, og så var han blevet utroligt tynd. Det eneste, der ikke var tyndt på ham, var det ene ben, og hun vidste, det måtte være der, han var blevet ramt af kuglen. Bare tanken om den aften gjorde helt ondt indeni, og hun følte sig pludselig overflødig ved mindet om hvad hun havde lavet imens. Siddet i sofaen foran fjernsynet.

Som sådan kunne hun ikke have gjort noget. Ikke noget, Darren ikke kunne gøre. Hun kunne ikke engang forestille sig, hvordan han måtte have det. Det var trods alt to mennesker, han engang havde kaldt sine venner. Så meget havde Dalian fortalt hende. Faktisk stolede hun på, hun vidste alt, hvad Dalian vidste om det hele. Darren vidste om muligt mere om et tidligere tidspunkt end der, hvor Dalians beretning var startet, men hun ville ikke spørge ham. Ikke nu. Måske aldrig. Det ville være for grumt af hende, og hun ville gerne give ham en pause. For han havde talt med mange om det, det var hun klar over.

Han havde endda været i nyhederne en enkelt gang, hvor en betjent udspurgte ham om tingenes sammenhænge. Darren havde virket uhyggeligt ligeglad med det hele, som han sad der i den hvide seng med blegt ansigt og det mørke hår faldende tilfældigt omkring hovedet. Men hans øjne havde for hende afsløret ham. Han var alt andet end ligeglad, men bare en sand mester i at skjule sine følelser. Hun havde siddet sammen med sine forældre den dag, og samtidig havde hun fortalt dem om sine fantastiske måneder med Darren.

Uden videre havde de accepteret det og sagt, at han virkede som en fornuftig ung mand. Også selv om det var almindeligt kendt, de to, der skød, var hans tidligere venner. Darren benægtede ikke sit kendskab til dem, men sagde på den anden side heller ikke, han havde stolet på dem. Ikke en eneste gang. Og grunden til det var simpelthen at han aldrig havde stolet på dem. Han havde måske undervurderet dem og haft en fornemmelse for deres personligheder, men han havde aldrig stolet på dem.

Hans ene ben begyndte at dirre en anelse mod hendes, og hun trådte forsigtigt et skridt tilbage og lod sig løsrive fra hans favn. Modvilligt. Selv om det var mod hans vilje, at han gav slip på hende, så rettede han sig taknemmeligt op og fik ordentligt fat i krykkerne. Og så var det slut med at være i fysisk kontakt med hende.

,,Du,” sagde han stille og så direkte på hende. ,,Går du med ind?”

Hun smilede.

,,Selvfølgelig.”

Mens Darren af en eller anden grund foretrak at benytte trappens gelænder frem for den ene krykke, gik hun bare ved siden af ham og ventede tålmodigt. Det gik ikke lige så hurtigt som normalt, hvor han tog den to trin ad gangen og i løb. På denne måde havde hun dog en følelse af at være behjælpelig, selv om hun i realiteten ikke rigtig gjorde andet end at gå op ad trapperne med den overflødige krykke i hånden.

Omsider nåede de trappens afsats med det kendt lejlighedsnummer, og hun gav ham krykken tilbage. I stedet tog hun så imod hans nøgler og låste op, trådte til side og lod ham komme indenfor først. Hun kunne ligefrem se, hvordan han fik det bedre af at være der. Hans skuldre slappere mere af, hans hænder løsnede grebet om krykkerne en smule og han stod bare stille og så frem for sig. Synet ville have været komisk i alle andre situationer, men lige nu fik det hende bare til at indse med skræmmende præcision, hvordan tingene havde påvirket ham den sidste uges tid.

For ikke at forstyrre ham holdt hun sig bag ham og lukkede forsigtigt og så lydløst som muligt døren i. Han kunne høre det, men det virkede underligt fjernt. Det velbehag han følte ved at være hjemme var usigeligt, og han ville ikke have kunnet forklare det til folk, hvis de havde spurgt. Ikke engang til Maemi.

Maemi. De var nødt til at tale sammen. Det vidste han godt. De kunne ikke bare forsøge at glemme, hvad der var sket, og hun stod lige nu med det, han betragtede som en svær beslutning. Hvordan han skulle tale med hende om den uden at komme ind på det absolutte tabuemne anede han ikke, og måske var det slet ikke muligt. Uanset hvad var han nødt til at have svar, men han ville også gerne nyde den tid, han rent faktisk vidste, han lige nu havde sammen med hende alene.

Lidt besværligt fik han vendt sig om mod hende, og hun mødte hans søgende blik uden besvær. I modsætning til Darren, regnede hun med, så tog hun det hele mere køligt. Måske endda for koldt, alting taget i betragtning. Hun havde bare ikke helt fattet det endnu. Selvfølgelig havde hun grædt, for det var den mest naturlige reaktion med den viden, hun havde. Men hun var ikke brudt sammen, og hun var ikke begyndt at tænke så meget over tingene, som hun vidste, Darren gjorde. Det, der betød noget for hende, uanset hans tidligere venskaber eller mangel på samme med folk, var at Darren i det mindste var i live. Og ville komme sig.

,,Darren, sæt dig ned,” beordrede hun, da hun fik øje på hans hvide knoer.

Men inden han kunne nå at reagere, var hun nået helt hen til ham og havde lagt begge hænder på hans skuldre. Hænderne drejede ham blidt rundt, og han føjede hende villigt og bevægede sig længere ind i lejligheden, forbi køkkenet og hen til stuesektionen. I stedet for at sætte sig i sofaen stoppede han bare op og så spørgende på ham, og hun pegede sigende ind på soveværelset, hvor han en del nætter efterhånden havde ligget alene - før han fandt sig selv liggende i en hospitalsseng med hvide lysstofrør i loftet og en bedragerisk ren lugt.

Ved sengen gjorde han holdt, satte sig og lagde krykkerne fra sig op ad sengekanten, men de gled hurtigt på gulvet. Turen op ad trapperne havde gjort ham mere træt, end han lige havde ventet, og det fortalte lidt om hans fysiske tilstand. Indtil nu havde han ikke skænket den mange tanker, for hans hoved havde været optaget af mange andre ting. Men nu syntes han ligesom at forstå omfanget af, hvilken betydning, det hele havde for ham selv. Det syntes bare irrelevant i forhold til alt det, der var sket, hvordan han havde det og meget mere vigtigt, hvordan Maemi tog det hele. Hun virkede så let påvirkelig at hendes reaktion var uventet for ham. Ikke desto mindre holdt den ham da i det mindste oppe.

,,Hvordan har du det?” spurgte Maemi forsigtigt og satte sig ned et lille stykke fra ham for ikke ved et uheld at komme til at gøre ham noget.

,,Jeg lever,” svarede han bare, men tonen gjorde det svært for hende at bedømme, om han mente det som noget positivt eller noget negativt.

I stedet for at bore mere i det krøb hun op i sengen bag ham og trak ham langsomt ned i liggende stilling, så hans hoved hvilede i hendes skød. Forsigtigt lod hun sine fingre glide gennem hans hår uden at se på ham, mest for at give ham et øjebliks privatliv, hvad han uden tvivl havde manglet i høj grad de sidste dage.

,,Hvordan har du det selv?” ville han vide, hans stemme var rå og dyb.

Hun bøjede nakken og så ned på ham.

,,Du lever,” svarede hun noget mere entusiastisk end ham, og for et øjeblik strålede hans grå øjne imod hende på samme måde som før.

,,Jeg forstår dig ikke,” mumlede han så og lukkede øjnene. ,,Du burde hade mig.”

,,Men det gør jeg ikke.”

,,Det burde du.”

,,Og hvorfor?”

,,Fordi, Maemi, jeg kan ikke ændre fortiden, selv om jeg meget gerne ville.”

Hun sukkede og mærkede tårerne presse sig på, da han endnu engang mindede hende om hvad der var sket.

,,Måske har de seneste dage ikke ligefrem været en drøm,” sagde hun tænksomt og fjernede sine fingre fra hans hår. ,,Men jeg vil bare glæde mig over, du slap forholdsvis billigt. Det giver mig en følelse af, verden ikke er helt uretfærdig.”

,,Det er en falsk følelse. Verden er uretfærdig,” mumlede han og var aldeles overbevist om, han havde ret.

,,Darren, hold nu op. Som du selv siger, du kan ikke ændre fortiden, ligegyldigt hvor desperat du ønsker det. Vær dog glad for, du slap levende fra det hele.”

Han smilede bittert.

,,Det er svært, når man tænker på, hvad jeg rent faktisk har gjort.”

,,Du har ikke gjort noget forkert, Darren. Det, du gjorde, er mere end nogen anden ville have gjort, og det ved du også godt.”

,,Jeg tænker ikke på noget, der skete den aften.”

Han løj ikke for hende på noget tidspunkt. Men han havde ikke fortalt hende, hvad der egentlig var grunden til den overvældende skyldfølelse, han følte. Det havde ikke været relevant før i tiden, og han ville helst have holdt hende helt udenfor, af hensyn til begges sikkerhed. Nu betød det så, han skulle til at forklare det til hende i denne situation, og han hadede sig selv for at have truffet den forkerte beslutning i fortiden.

Mindet om Connors forslåede krop og ansigt dansede på hans nethinder, og advarslen rungede som et ekko af undergang i hans hoved nu. Telefonopkaldene ringede for hans ører og adrenalinet pumpede rundt i kroppen på ham, mens han lå der med lukkede øjne. Han hørte for sig sine medstuderende tale om tegnene på et bandeopgør nede i byen igen, om afpresning og vold. Hans hals snørede sig voldsomt sammen, og han undertrykte trangen til at slippe en halvkvalt lyd ud. Og her sad Maemi så og påstod, han havde gjort noget godt. At han på nogen måde havde været til nytte, når det hele i virkeligheden var hans skyld.

Politiet ville aldrig give ham skylden. Ingen dommer ville kunne dømme ham for det, han havde gjort, og de fleste ville mene, han havde truffet det rette valg. Men det føltes bestemt ikke, som om han havde handlet korrekt. Ikke nu, hvor han sad med Maemi, som holdt fast i den eneste glæde, hun fandt i det hele; at netop han var i live. Han var et forfærdeligt menneske, og havde han ikke følt sig så afhængig af hende, ville han have sluttet deres forhold på stedet, blot for at undgå at såre hende.

I stedet satte han sig op, åbnede øjnene og rystede på hovedet til den fjerne kimen for ørerne forsvandt igen. Der var blevet helt stille efter hans seneste ytring, og Maemi så ikke på ham, da han drejede overkroppen en anelse og skar en grimasse. Hans muskler var stadig ømme efter de mange slag og spark, selv om det var blevet betydeligt bedre. Han tog også stadig smertestillende medicin, men den eneste effekt, den syntes at have, var at gøre ham døsig.

,,Hvis du ikke tænker på noget, der skete den aften, hvad taler du så om?” spurgte hun med lille stemme og følte sig pludseligt sårbar.

,,Jeg taler om Cameron og Jeremy. De ringede til mig for noget tid siden og bad om penge.  Jeg gav dem ikke nogen.”

Hun så uforstående på ham.

,,Det er der intet galt i. De ville bare have brugt dem på stoffer og spiritus.”

,,Ja, nemlig,” medgav han. ,,Og jeg skulle have ladet dem gøre det. Så var de måske ikke kommet så langt ud, at de gav sig til at rende rundt med skydevåben.”

Vantro lagde sig som en dyne over alle lag af hendes krop, og hun stirrede på ham med store øjne. Hvad Darren sagde lød på den ene side helt fornuftigt, mens det lød latterligt på samme tid. Uden at tænke over det krøb hun en smule nærmere og lagde sin hånd ovenpå hans.

,,Det ville ikke have gjort nogen forskel, hvis du havde givet dem penge. For det ville med garanti ikke kun være én gang, du blev nødt til at betale for dem. På et eller andet tidspunkt ville de være for afhængige af dig, og du ville ikke have været i stand til at slippe levende ud af den onde cirkel,” forklarede hun sine tanker overfor ham, blidt og roligt.

Et eller andet sted vidste han jo godt, hun havde ret, men lige nu ville han have foretrukket at havne i den onde cirkel, blive ruineret og så dræbt. Så ville han i det mindste have sørget for, det ikke gik ud over flere uskyldige. Han ville have været et godt menneske, sådan som Maemi troede, han var det, og han ville have været hende værdig til sidst. Nu havde han været præcis det modsatte. Selvhadet efterlod ingen plads til den tanke, at når han så var blevet skudt og de sidste penge brugt, ville de to finde et nyt offer og dræne for penge, eller de ville foretage sig præcis det samme som nu, bare på et senere tidspunkt.

Han kunne ikke overskue tankerne, der vrimlede rundt i hovedet på ham. Men som sædvanlig var han ikke i stand til at slippe af med dem. Kun ved at se på Maemi ville han finde lidt lindring for sit smertefuldt brændende indre, men han turde ikke se på hende. Turde ikke håbe på at finde den samme kærlighed og glæde, han ellers havde vænnet sig til hos hende. Havde det ikke været for ham ville hun ikke have en eneste grund til at skulle være stærk. Ikke endnu. Ikke ud over at finde styrken til at holde ud at være adskilt fra ham indtil det blev eftermiddag.

Men han vidste, at selv om hun ikke viste det direkte, så kunne hendes tanker og følelser beskrives som et hav. Hvor der havde været en jævn, urørt overflade med enkelte dråber i form af udfordringer, der satte vandene i bevægelse, var der nu stadig atter en rolig overflade, men til gengæld var der lige under overfladen en voldsom understrøm, der rev alting fra hinanden og satte det sammen igen på underlige måder.

Havde hun kendt til hans antagelse, ville hun ikke have benægtet det, for det var sandt. Men hun følte sig stærk nok til at kunne holde strømmen under overfladen, og desuden var det eneste, der holdt overfladen glat og pæn Darren. Han var i live, rigtig meget, og lige så varm og tiltalende som før. Også selv om han var overvældet af skyldfølelse og følgesymptomerne på chokket, han havde fået. Hun bebrejdede ham ikke et øjeblik. Selv om han ikke syntes at lide med sig selv, men tvært imod hadede sig selv inderligt, holdt hun lige så meget af ham som før. Nej, forkert. Hun holdt endnu mere af ham end før. Darren var ikke usårlig, det havde hun fundet ud af for længe siden, men hun havde aldrig troet, noget kunne få ham til at græde. Ikke længere. Og hun havde taget fejl. Men det gjorde ingenting.

Hun måtte finde en måde at få ham til at tænke på noget andet. Om hun kunne gøre det, anede hun ikke, men hun ville forsøge. Og desuden var der noget, hun gerne ville fortælle ham. Noget meget vigtigt.

,,Darren, jeg talte med Liam forrige torsdag,” sagde hun indledende.

Han skar en forpint grimasse og slog blikket ned, men trak så vejret dybt og hævede ansigtet mod hendes.

,,Det gjorde jeg også.”

,,Gjorde du?”

Han nikkede langsomt og smilede en anelse ved tanken. Det havde føltes godt.

,,Hvad talte I om?”

Hun forestillede sig dem faktisk stående overfor hinanden med et klassisk skolebord mellem sig, råbende den ene intelligente ting efter den anden, indtil de begge forlod stedet i raseri. Men at dømme ud fra den måde, Liam havde været, da han kom hjem den eftermiddag var det nok ikke tilfældet. Darren måtte have imponeret ham.

,,Jeg fortalte ham, at jeg ikke er ude på at såre dig, og at jeg ville have inviteret dig ud sidste lørdag, havde det ikke været for ham,” svarede han.

,,Hvordan tog han det?” spurgte hun og undertrykte et fnis.

,,Pænt. ”Okay” var faktisk alt, hvad han sagde,” fortalte han og smilede til hende.

,,Virkelig?”

,,Ja, virkelig.”

Hun gengældt hans smil.

,,Du må være blevet narret af hans reaktion,” sagde hun blidt.

,,Hvorfor tror du det?”

,,Fordi han kom hjem den dag og spurgte, om jeg elskede dig.”

Darren stirrede på hende med hjertet siddende oppe i halsen.

,,Og hvad sagde du?” fik han frem, men følte sig nærmest kvalt af en underlig nervøsitet.

,,Hvorfor er du interesseret i at vide det?” drillede hun og prikkede til ham.

Han veg tilbage for hendes finger, men bevægelsen gjorde overraskende nok ikk særligt ondt.

,,Fordi,” mumlede han og tog hendes ansigt mellem sine hænder, ,,jeg fortalte ham noget mere den eftermiddag.”

Hun grinede og placerede sine hænder uden på hans.

,,Og hvad var det?”

,,Det kan du nok godt regne ud.”

Han ville have bøjet sig frem mod hende, men kroppens vinkel og det dårlige ben forhindrede ham i det, så han blev siddende med hendes ansigt blidt klemt mellem sine hænder og øjnene rettet mod hendes. Hvis Maemi var ulykkelig i det øjeblik, skjulte hun det godt, tænkte han.

,,Nej,” løj hun uskyldigt og bøjede sig frem mod ham, bare for at komme ham lidt nærmere. ,,Hvad var det?”

Nu hvor hun var tættere på kunne han frit bøje sig en anelse frem. Langsomt slap han hendes ansigt med den ene hånd og kyssede hende i stedet blidt midt på munden. Det var rart endelig at kunne gøre det igen, efter at have været adskilt fra hende utroligt længe. Hendes naturlige reaktion var at lukke øjnene og læne sig endnu en smule fremover, så han ikke behøvede gøre det. Hun kunne bedre holde til det fysisk end han kunne, og desuden var det mere behageligt på den måde.

At mærke Darrens læber mod sine egne var bekræftende og opløftende. Hun måtte indrømme, at lige meget hvor upåvirket, hun havde forsøgt at virke overfor ham, så var hun ikke rigtigt glad. Ikke før dette øjeblik. Lykken over at have ham hos sig i live var én ting, men den euforiske glæde, der fyldte hende, da han kyssede hende frivilligt, oversteg alting og fik hende til et flygtigt øjeblik at glemme alt det forfærdelige, der var indtruffet i hendes liv. Det eneste, hun kunne tænke på, var at kysse ham og alle de følelser, der fulgte med det.

At hun helt glemte at trække vejret var ikke underligt, men hun indså det først, da hun måtte gispe efter luft og dermed bryde kontakten mellem dem. Darren smilede tålmodigt ad hende, ventede, til hun havde fået pusten igen og kyssede hende så endnu engang. Denne gang mere svimlende passioneret end før. Dybere, mere ømt. Han oversvømmedes af de samme følelser som så mange gange før, men de føltes mere intense nu, hvor han vidste, der havde været en chance for, han ikke kunne gøre det længere. At han var i live var én ting, men der kunne jo sagtens være sket uoprettelig skade på hans krop og hjerne som følge af de mange tæsk, han havde fået.

Da det nu ikke engang var tilfældet følte han sig endnu mere heldig. Heldig og forbandet på samme tid. Men det var, som om Maemi udstrålede en energi så ren og lys, at det var helt umuligt at tænke negative tanker i det øjeblik, uanset hvor meget han hadede sig selv på alle andre tidspunkter. På trods af, hun ikke kunne forstå, hvorfor han hadede sig selv så meget, som han syntes at gøre, så kunne hun tydeligt mærke transformationen da han pludselig gav slip.

En underligt dragende desperation fik hende til at presse sig en smule op ad ham, og han viklede sine lange arme omkring hende i samme bevægelse. Men hun sørgede for omhyggeligt at undgå at gøre noget, der kunne fremkalde den mindste smerte hos ham, og det lod til at virke, for han trak hende hele tiden en smule nærmere, indtil det var fysisk umuligt for hende at sidde tættere op ad ham.

Han kyssede hende igen og igen, men kortere og kortere hver gang, og mere og mere let. Og til sidst stoppede han og strøg med et par fingre hendes pandehår tilbage bag øret.

,,Du finder tidsnok ud af det,” sagde han ærligt og afsluttede dermed emnet, mens han endevendte sig overfyldte hoved for noget andet, der var mere vigtigt. ,,Hvad skal der ske nu? Med os? Skal vi blive ved med at ses? Eller vil du føje din bror?”

Selv om dens kunne have været det, var hans stemme blottet for bebrejdelse og vrede, og tilbage lå en øm nygerrighed og direkte smertefuld viden. Maemi havde også den viden, men der gik en rum tid, før hun fik formuleret sit svar. Så løftede hun langsomt ansigtet mod hans, kyssede ham igen og trak sine fingre gennem hans mørke hår.

,,Kommer du i morgen?” spurgte hun ligeud, og han vidste præcis, hvad hun hentydede til.

Han havde intet bedre at lave, ud over at ligge i sin seng, men det kunne han ikke blive ved med i en evighed. Det ville ikke betyde så meget, om han bevægede sig ud, eftersom han havde fået ordrer på først at komme i skole når han magtede det. Som det hele så ud lige for tiden ville der gå lang tid, før han kunne overskue at sidde i auditoriet igen og lytte, som om intet af det rent faktisk ragede ham. Alle stemmer, alle tanker ville genere ham, også selv om det måske ikke drejede sig om ham.

Alvorligt tvivlede han på, selv Mike Way havde kunnet forudse noget som dette, og han kunne ikke bebrejde ham for ikke at have gjort det. Mike hang ikke ud med Cameron og Jeremy og forsøgte ikke at læse dem, hvilket nok også var klogest. Kendende til deres intelligensniveau havde Darren sine betænkeligheder ved at lade noget intelligent menneske dele sine teorier med dem. De var grove og ubehøvlede nok til at finde på noget negativt at sige om alt, og ikke nær kloge nok til bare at ryste overbærende på hovedet og selv finde frem til det rigtige at gøre. Enten ville de gå og blive irriterede, eller også ville de stille en milliard spørgsmål. Intet af det var hensigtsmæssigt.

For at klare sine tanker rystede han en anelse på hovedet, vel vidende at han var kommet lidt ud på at sidespor med den tanke. Da han igen så på Maemi bævrede hendes underlæbe en lille smule, og hendes øjne var blanke. Hvad end han havde gjort, så havde det gjort hende ked af det, og hun rejste sig langsomt, tørrede sig under øjnene og gik hen mod døren, før han fik taget sig sammen til at spørge, hvad der var galt.

Det havde han nu heller ikke behøvet, for svaret kom til ham et sekund efter, han havde tænkt den tanke at stille spørgsmålet. Han havde rystet på hovedet.

,,Vent, Maemi,” bad han og ville være sprunget op, hvis ikke en underligt stikkende smerte i det ene ben forhindrede ham i netop dette. ,,Jeg mente ikke, at jeg ikke kommer.”

Hun vendte sig med et ryk mod ham, og han så det forvirrede udtryk i hendes ansigt.

,,Jeg havde ikke planlagt det,” tilstod han, ,,fordi jeg synes, det ville være rimelig ironisk givet det, der er sket. Det alt sammen. Ikke kun det i sidste uge.”

Hun kunne godt følge hans tankegang, men der var noget, hun vidste, han ikke kendte til.

,,Darren,” hviskede hun og gik hen mod ham.

Som han sad der på sengekanten med det ene ben mere eller mindre strakt ud fra sig og det andet bøjet for at støtte fra gulvet, lignede han utroligt meget at af de selvportrætter, han engang havde fået udgivet. Han så godt ud, selv med det skadede ben og krykkerne liggende på gulvet foran sig.

,,Det var det, vi snakkede om sidste torsdag. Mig og Liam,” svarede hun. ,,Han sagde, at hvis det gjorde mig glad at være sammen med dig, var det det, jeg skulle. Han accepterede det.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...