Photoshoot.

Den nittenårige, aleneboende fotograf og college-studerende Darren er vant til at leve som en rod og leger med piger som det passer ham bedst, og han er bestemt ikke vellidt. I hans klasse går fyren Liam, som alle kan lide, og de to bryder sig ikke just om hinanden. Liam har en lillesøster, som han bor sammen med, ved navn Maemi på sytten år, som er noget drenget og ikke ligner en pige med meget andet end ansigtstræk. Da Darren en dag søger efter en mandlig model med feminine træk, beslutter Maemi og veninderne, at det kunne være en sjov joke, men da han vælger hende, tør hun ikke fortælle ham om sit virkelige køn, hvilket resulterer i, hun forelsker sig i den unge fotograf, som - noget undrende over en ny opdagelse i sin seksualitet - gengælder dette. Problemerne hober sig efterhånden op, fordi ingen af dem er gode til at skjule det, men det hele eksploderer, da Liam får tilbud om at uddanne sig udenlands og beder Darren lade Maemi bo hos sig.

30Likes
91Kommentarer
7403Visninger
AA

6. 17. marts

 

,,Maemi, jeg smutter nu,” sagde Liam på vej ud ad døren.

,,Ja. Vi ses i aften,” svarede hun fra et sted inde i lejligheden.

Den pige, tænkte storebroren med et suk og lukkede døren efter sig for at gå ned ad trappen og ud på de solbeskinnede omgivelser. Det var en tirsdag morgen som så mange andre, men den nyligt afsluttede weekend havde været en smule underlig. Om fredagen var han - for første gang i flere år - kommet hjem før Maemi, som undskyldte sig med, hun havde været sammen med Amanda, og før han havde nået at se hende, var hun forsvundet ud på badeværelset og havde taget sig et bad. Først havde han bare tænkt, at det nok var varmen fra cykelturen, der havde gjort hende svedig, men da hun senere meget konsekvent undgik at tale om sin eftermiddag med veninden, blev han en smule mistænksom.

Dog havde hans bestræbelser på at få hende til at spytte ud været nytteløse. Han var stadig ikke blevet klogere på, hvad der var foregået den fredag eftermiddag. Men et eller andet ekstraordinært havde det været. Som tiden var gået, havde han ladet det ligge og besluttet sig for at lave lektier og sørge for at få opgaver og lignende klar, sådan så han ikke behøvede arbejde på det i allersidste øjeblik. Det kom der alligevel aldrig noget godt ud af. Og han vidste, der snart ville komme en stor opgave til at tage de andre smås pladser. Som udsigterne var nu, frydede han sig ikke ligefrem over at kunne blive sat sammen med Darren Smith til denne opgave i fysik. Men han havde ikke fundet andre alternativer.

Heller ikke Smith virkede ovenud begejstret for denne opgave. Dagen før havde han endda spurgt ind til opgaven og forhørt sig om, hvor mange muligheder han havde for at vælge en partner selv. Mr. Tyson havde ærligt og udiskret svaret, at Liam og Darren blev nødt til at udholde hinanden og se bort fra eventuelle forskelligheder denne ene gang. Det var selvfølgelig almenkendt at de to ikke ligefrem var perlevenner. Heldigvis.

Liam gjorde sig umage med ikke at fokusere på Darren Smith i hverdagen, overbevist om, den stigende popularitet ville stige hans totale modsætning til hovedet før eller senere. Pigerne var vilde med ham i forvejen, som om hans talent ikke havde noget med hans berømmelse at gøre, og den mørkhårede unge mand dyrkede dette i stor stil, mente Liam. Det var ikke sjældent, man hørte om de unge kvinder, Darren Smith havde haft gang i inde i byens natteliv. Og det var foruroligende for en omsorgsfuld storebror som Liam, hvis lillesøsters veninder var mere end blot interesserede i den unge fotograf. Heldigvis var Maemi da ikke sådan.

Og det ville hun sandsynligvis aldrig blive. Trods sin spinkle statur var hun ganske barsk af og til og græd aldrig. Sidste gang, han havde set sin søster græde, var da hun var tretten år gammel og pigerne i skolen var decideret onde ved hende. Han havde intet gjort for direkte at hjælpe, ud over at have snakket med hende om, hvad der gjorde hende ked af det. Og siden var hun blevet sit sædvanlige glade jeg. Faktisk havde de sidste par år i high school også været rigtig gode for hende. Selv om han kendte til de rygter, der havde været i omløb omhandlende hendes seksualitet, klarede hun sig fantastisk, og veninden Amanda hjalp meget til med dette. Hun havde hjulpet Maemi meget med udviklingen fra pige til ung kvinde - en udvikling, der stadig var i gang - og var der altid som støtte for hende. Derfor var Liam Amanda mere end bare taknemmelig.

,,Liam!” kaldte Jason, en af de få personer, Liam havde alle sine fag sammen med, fra højre side, hvor hans værelse befandt sig i en nærliggende blok.

,,Godmorgen,” hilste Liam afslappet og vinkede med den ene hånd.

,,Du ser irriterende frisk ud,” mumlede Jason, idet han krydsede hen over det hårde beton-underlag i et par lange spring.

Liam smilede.

,,Det er jeg ikke. Det hele er en facade,” forklarede han og afslørede demonstrativt et falsk gab.

,,Det havde jeg også sagt,” grinede Jason og hankede op i sin rygsæk, der sædvanligvis kun hang på den ene skulder.

Sammen gik de til den forelæsning i kemi, de havde den morgen. Som altid til forelæsninger fandt Liam det langt mere nyttigt at diskutere dæmpet med sine kammerater samtidig med, de fik skubbet informationer ind i hovedet og hørte om teorier, gamle som nye. Det havde aldrig generet nogen, og mange gjorde det samme, fordi de på den måde bedre ville kunne huske det, hvis de nu snakkede om det samtidig med, de skrev ned. Det var selvfølgelig uhensigtsmæssigt på længere sigt for forelæseren, men disse lagde aldrig rigtig mærke til den interesserede summen fra de studerende på rækkerne i de højloftede lokaler, der var inddelt i niveauer for at alle kunne se fra deres pladser.

Efter forelæsningen, der ikke havde været særligt interessant, gik de udenfor og satte sig i solskinnet for at spise noget mad, og flere sluttede sig til de to fyre. Liam betragtede ikke sig selv som værende i centrum, og det ønskede han heller ikke at være, og han nød derfor selskabet fra sine medstuderende, mænd såvel som kvinder. Sædvanligvis gik snakken omkring det foredrag, de netop havde overværet til kemi, og der blev udvekslet meninger på kryds og tværs. Til sidst havde det næsten udviklet sig til en debat med en manglende ordstyrer, sådan som det ofte går for sig, når folk med interesse for samme emne men med forskellige meninger mødes og taler om dette.

Bedst som folk var begyndt at falde lidt til ro med latter og jokes over deres egen højrøstede diskussion, blev Liam og Jason nødt til at gå. De havde undervisning i fysik som det næste punkt på dagsordenen, og det skulle nok gå hen og blive interessant. Det var i dag, de ville få opgaverne offentliggjort, og så gjaldt det bare om at klø på med at få dem færdig i tide til afleveringen. Til gengæld ville de så ikke have undervisning i fysik mens de skulle arbejde på opgaverne. Så der var en lille, meget gennemsigtig bonus ved det.

Der var en forfriskende, kølig luft inde i klasseværelset, hvor Liam og Jason tog plads på første række og gjorde computerne klar til at tage notater. For en god ordens skyld havde Liam også hevet en blok og blyant frem, da Mr. Tyson havde for vane at lave illustrationer til de ting, han fortalte om. Dette havde først gjort de studerende lidt irriterede, fordi det tog for lang tid at illustrere digitalt. Som tiden var gået - det første år var ved at gå på hæld - havde de dog fundet papir og blyant frem, og dette gjorde studierne betydeligt lettere.

,,Smith, havde du en god aften i fredags?” råbte Mike Way fra det bagerste hjørne af lokalet, og Liam drejede hovedet for at se hen mod døren.

Darren Smith stod afslappet med skulderen lænet mod dørkarmen og sin taske slynget hen over den ene skulder. Han så hverken træt eller frisk ud, men et forvirret smil spillede over hans læber, idet han skubbede sig væk fra dørkarmen og gik ned mod en af de få på hele stedet, han faktisk havde en form for venlig interferens med. Mike Way var udadvendt og ikke bange for at fremstille sig selv, hverken på godt eller ondt. Det var som oftest ham, der var årsag til latter i fysiktimerne, og Darren kunne godt bruge et afbræk fra de usigeligt kedelige undervisningstimer af og til.

Han overvejede kort, om det var det rette at gøre, idet han krydsede lokalet, men Mikes udråb havde tiltrukket ham så megen opmærksomhed, at han alligevel ville være genstand for mystiske blikke, hvis han ikke sagde noget i sagen.

,,Det kan jeg ikke rigtig huske,” tilstod han skævt smilende og slog sig ned på en tom plads ved siden af Mike Way, som også satte sig ned.

,,Så har den nok været mere end blot god,” drillede Mike. ,,Jeg fatter ikke, du kan holde til at gå i byen hver fredag.”

,,Det gør jeg da heller ikke.”

,,Hvornår var sidste gang, du ikke var i byen i løbet af en weekend?”

Darren tænkte sig om, og Mike blev underligt tilfredsstillet af at se de mørke øjenbryn trække sig sammen, da vennen forsøgte at erindre. Han havde altså ret i, Darren ofte var i byen, selv om han kun var nitten.

,,Okay, det gør jeg måske nok alligevel,” indrømmede Darren. ,,Men spørgsmålet er så hvorfra du ved det.”

Mike lo.

,,Og så blev jeg afsløret,” sagde han og foldede armene bag hovedet.

,,Det gjorde du.”

,,Jeg så dig i fredags. Sammen med en eller anden latinokvinde.”

,,Jaså? Hvor?”

,,Ude på en parkeringsplads.”

Darren smilede skævt.

,,Jeg lytter,” sagde han, en smule forlegen over ikke at kunne huske, hvordan det var lykkedes ham at komme tilbage til FGCU.

,,Du var rimelig beruset. Mildest talt; du slingrede og ævlede om et eller andet med solsystemet.”

Darren kvalte en latter og kunne levende se sig selv for sig i den tilstand. Det var en eller anden vane, han havde fået, da han begyndte at interessere sig for fysik og astronomi. Han snakkede ofte om det, når han var under indflydelse af alkohol, havde Cameron og Jeremy sagt. Pigerne lod dog ikke til at have noget imod dette. Nej, tvært imod kunne han svagt erindre at et par stykke havde syntes, det var sexet, han også var intellektuel. Om det, han havde sagt, var korrekt, havde han ingen idé om. Sandsynligvis ikke.

,,Ja,” sagde han og trak på skuldrene. ,,Den slags sker jo.”

,,Helt sikkert. Men kun for dig, lader det til.”

,,Må jeg være fri. Jeg har da også mødt dig i byen et par gange.”

,,Har du?”

Mike så helt forbløffet ud, men egentlig skulle det ikke undre ham om Darren virkelig talte sandt. Han kendte lidt til det miljø, Darren levede i, og de havde nogle fælles bekendte. Så måske var det i virkeligheden ikke så sært, hvis de traf hinanden. Men hvor den mørkhårede fotograf levede uforsigtigt og på kant med loven, havde Mike respekt nok for systemet til at holde sig ude af rampelyset og dermed også ude af narkomiljøet, nogle af Darrens venner holdt til i. Specielt denne Jeremy Somers, han havde mødt i sin medstuderendes kølvand, havde et kendt navn inden for stofverdenen, hvor han kunne skaffe alt.

Dette bekymrede nu ikke Mike synderligt, ligesom det ikke var så meget en del af Darrens hverdag som det kunne være. Darren havde desuden ikke gjort sig skyldig i noget. Han havde røget hash en enkelt gang, men havde derefter lovet sig selv, det aldrig skulle ske igen. Han havde aldrig solgt eller videreleveret stoffer og var ikke blandt dem, der lå inde med det på lager, selv om hans bolig måske var ideel til det. Det var hans venskaber, der var at mistænke for den slags, og han gik blot med dem, fordi det altid havde en eller anden effekt, når han - værende høj, mørkhåret og ofte sofistikeret klædt i en lang, sort frakke - troppede op i forbindelse med netop denne slags ting. Han havde dog aldrig afpresset nogen eller gjort sig skyldig i det miljø. Men indtagelse og besiddelse af alkohol var en del af hans hverdag.

Da Mr. Tyson trådte ind i lokalet, klar til at undervise med sine notater parat i en mappe under den ene arm, blev alting helt stille. Den midaldrende lærer så sig forundret omkring og modtog kun interesserede blikke fra de unge mænd og kvinder i lokalet. Det gav hans selvtillid et ryk opad, og han krydsede gulvet med en vis autoritær holdning for at stille sig foran den store, sorte tavle. Ordløst vendte han sig om for at skrive noget på den sorte baggrund, og da han vendte sig om, fik Darren et glimt af hvad.

”Opgave” stod der.

Der var noget ved de kropsholdninger, han kunne se foran sig, og læreren imellem kroppene ved tavlen, der fik Darren til at længes efter et kamera. Han ville gerne tage et billede i det øjeblik. Men det kunne ikke lade sig gøre. De fik hver især uddelt et ark med noget tekst. Det var en udførlig beskrivelse af opgaven, der omhandlede Newtons love. Blandt andet tyngdeloven, der havde fascineret Darren meget. Og han havde taget billeder af faldende ting mange gange. Måske for mange gange. Men han syntes oprigtigt, det var spændende at alting blev tiltrukket af jorden. På samme måde som han fandt det interessant, at de magnetiske poler lå forskudt fra de geografiske poler i nord og syd.

Hvorfra interesserne kom kunne han ikke sige. Så kunne han næsten bedre forklare, hvorfor han var interesseret i astronomi, den videnskabelige lære om universet. Han havde altid som yngre kunnet lide at se på stjernerne, og som tiårig kunne han finde de fleste af de stjernebilleder, han havde hørt om på nattehimlen. Med tiden havde han fået mindre tid til at studere himlen på den måde, og han havde følt sig afholdt fra det alt for længe, da han kom i high school og fik fysik. Det var første gang, han direkte var blevet undervist i det, og han elskede faget. Derfor havde han også holdt fast i det lige indtil han dimitterede og kunne gå videre til college.

Mr. Tyson begyndte at råbe grupperne op, der skulle arbejde sammen, og Darren vidste allerede, at han ville blive nævnt sidst, fordi han var blandt de bedste elever i det lokale. Ud over Liam Jones, selvfølgelig. I sit inderste håbede Darren virkelig, han tog fejl med hensyn til sin lærer, men på den anden side ville det så være første gang, og det troede han dog ikke om sig selv. Folk forlod lokalet efterhånden som deres navne blev nævnt, og til sidst var der kun Darren, Mr. Tyson og Liam tilbage. Læreren satte hænderne i siderne og så skarpt på begge de unge mænd.

,,Trods jeres forskelligheder synes jeg, I skal gøre et forsøg. Hvis I arbejder sammen, er jeg sikker på, I kan udrette noget formidabelt. Så skuf mig ikke,” sagde han og blev pludselig så personlig at Darren måtte kvæle en forbavset latter.

Liam sukkede blot dybt og bøjede hovedet i et enkelt nik. Han gad ikke arbejde sammen med Darren Smith. Kunne ikke arbejde sammen med ham. De to gik ganske ikke som gruppe. Men det kunne de blive nødt til nu, for han nægtede at få en dårlig karakter og lavere udsigter til et A i fysik, blot fordi han havde haft en dårlig samarbejdspartner. I reglen nærmere end i undtagelsen var de to uenige i alting: metode, fremgangsmåde, besvarelse af spørgsmål og fremlæggelse.

Men der var i det øjeblik én ting, de ikke var uenige i. Nemlig at de ikke orkede den anden del af duoen. Og det blev ligeså begge nødt til at indordne sig under de omstændigheder, læreren nu havde stillet dem for. Nu var det selvfølgelig ikke kun de ringe venskabelige følelser for den anden, der gjorde Darren skeptisk overfor opgavens kvalitet i sidste ende. For selvfølgelig ville det begrænse udkommet af deres samarbejde at de ikke brød sig om hinanden. Det var dømt til fiasko. Men tiden var en helt anden faktor, han ikke hidtil havde tænkt på.

Normalt lavede han sine opgaver om natten når han kom hjem fra arbejde, eller i weekenderne. Men eftersom han havde travlt med projektet i weekenderne, hvor han var til møder med nysgerrige journalister og de lokale nyheder, og Liam garanteret ikke gik med på at arbejde om natten, var det næsten en umulighed for dem at finde tiden. Selvfølgelig kunne han da lukke studiet ned, nu hvor han kun arbejdede på projektet et par gange om ugen ud over weekenden, men det var ikke hensigtsmæssigt i øjeblikket økonomisk set.

Han var god for en mindre personlig formue i forhold til sine jævnaldrende og medstuderende. Men han brugte også penge på at vedligeholde studiet inde i byen og sende bilen til mekaniker af og til. Så de penge, han brugte, svarede måske ikke direkte til hans udgifter - de rakte lidt over - men han havde ikke lyst til at ødsle dem væk eller tjene mindre nu, hvis han pludselig kom ind i en hård periode senere hen. Praktisk havde han vel lov at være.

,,Nå, Smith. Vi kan vist ikke rigtig komme udenom det,” sagde Liam som den første og rejste sig fra sin plads. ,,Skal vi gå ud og få det stykket sammen?”

,,Ja,” brummede han uoptimistisk og samlede sine ting for så at følge efter.

Mr. Tyson blev stående i døren til lokalet efter, at de havde forladt ham alene, og Darren forstod ikke rigtig hvorfor. Men læreren var ganske enkelt meget glad for sit fysikhold og følte, han kendte nogle af de studerende mere personligt, end han egentlig gjorde. Den viden, han havde, kom fra egne meninger og erfaringer med de rygter, han hørte om sine elever. For eksempel det med Darrens tendens til at tage hunkønsvæsener med ind på værelset. Han havde af og til set ham komme anstigende med en eller anden ukendt person som selskab. Men Sean Tyson havde en forståelse for den unge mands trang til det modsatte køn. Og han vidste fra forskellige kilder, at Darren Smith ikke havde haft nogen let opvækst i hjemmet. Derfor havde han i al hemmelighed gjort sig selv til den succesfulde unge mands opsynsmand på skolen. Dette var ikke i strid med reglementet, og Darren lod ikke til at finde det mistænkeligt eller generende, at de af og til traf hinanden rundt omkring. Det var dog ikke spionage. Men var Darren i nærheden, var læreren opmærksom på det.

Og så var der Liam Jones. Mønstereleven med de perfekte karakterer fra high school. Han havde ikke på nogen måde overrasket. Heller ikke med det faktum, at hans søster boede på værelset sammen med ham. Sean var kommet hos forældrene en årrække mens begge børn var forholdsvis små, og de havde altid været et tæt sammenknyttet søskendepar. Så selvfølgelig blev der ikke sagt noget til, en udefrakommende opholdt sig på et af værelserne. Det styrede de unge mennesker vel fuldstændig selv.

Nu skulle disse to bemærkelsesværdige unge mænd skabe noget sammen, og blot tanken om dette gav den ellers erfarne og sjældent imponerede lærer gåsehud. Tog de sig sammen, kunne det blive noget revolutionerende stort. Og efter fremlæggelsen ventede der desuden Liam Jones en overraskelse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...