Jeg må ikke elske dig

Base 12 har opsporet en organisation der har hovedkvarter i Danmark. Organisationen vil sandsynligvis prøve at starte en tredje verdenskrig, og det er op til en bestemt gruppe agenter at stoppe dem.
Der er nogle klarer regler når man er på en mission:
Man må ikke fortælle nogen hvem man er, hvad man laver, vise hvad man kan, invitere nogen indenfor og vigtigst af alt. Man må ikke få et forhold til nogen. Hverken venner eller kærester.
Men kan man bestemme over kærligheden?

Den her historie er med i konkurencen "Forbudt kærlighed". Hvis i kan lide den, må i meget gerne like, putte på favoritliste eller kommentere :) Det vil jeg blive glad for :)

7Likes
11Kommentarer
1552Visninger
AA

4. Kapitel 3.

”Hvordan var din første skoledag, Oscar?”

John var trådt ud på terrassen og satte sig ned ved siden Anthony.

”Fint,” svarede monotont han. ”Der skete ikke det helt store.”

Det var ikke helt sandt, men han kunne ikke fortælle John hvad der var sket. John ville bare sladre til Base 12s bestyrelse, Anthony ville blive trukket tilbage fra missionen og sikkert aldrig komme tilbage til Danmark igen. Han sukkede lydløst, og klemte sine øjne hårdt i. Men han kunne stadig se de to havblå øjne for sig. De var der hele tiden, som var de svitset ind i hans syn. Det distraherede ham, gjorde ham svag. Han hadede det, og ønskede hele tiden at de forsvandt, men på samme tid, ville han ikke miste dem. Det gjorde ham forvirret.

”Er der noget galt?” spurgte John, og rev ham ud af sin tankestrøm. John så undersøgende på ham med mistænksomme øjne.

”Næh,” svarede han hurtig mens han stirrede stift ligeud. ”Jeg er helt okay. Jeg er bare ret træt.”

Anthony kastede hurtigt et blik på John, og konkluderede at han havde købt den.

”Ja, ingen af os fik sovet særlig meget sidste nat,” sagde John roligt, lagde sig ned på ryggen og lukkede sine øjne. Anthony lænede sig bagud, og støttede med sine hænder mod terrassens trægulv. Over ham var solen ved at gå ned bag nogle få skyer, og et par stjerner var så småt begyndt at lyse op. Normalt ville synet ikke interessere ham, men nu kunne han ikke lade være med at sammenligne den smukke aftenhimmel hende. Solen og himlen og skyerne omkring den, havde fået en glødende dyb rødlig farve, som var præcis den samme farve som hendes hår. Stjernerne blinkede stille, ligesom hendes øjne. Hele billedet tilsammen, var ligeså smukt som hendes smil. Magien fra da han så hende første gang, vendte varmt tilbage, og han hilste den glad velkommen. Men efter få sekunder, forsvandt den igen. Anthony var blevet revet ud af sine tanker, da John udstødte et højt snork. Anthony rullede med øjnene, og gabte højt. Han besluttede sig for at vække John, og derefter gå i seng. Langsomt rejste han sig op.

 

Foran ham sad hun. Pigen han var løbet ind i på skolen. Hun sad med ansigtet vendt væk fra ham, men han kunne til hver en tid genkende hendes røde hår og tøjet var det hun havde på den dag han stødte ind i hende. De var ved en smuk, næsten eventyrlig sø. Det var aften, og solen var næsten gået ned. De sidste solstråler spejlede sig i den stille sø. Ved siden af pigen var et stort piletræ, og mange af grenene var få centimeter fra hendes hoved. De svajede blødt i takt med hendes hår, i den varme sommerbrise. Græsset omkring hende og træet var sommergrøn og højt, men duftede stadig af nyslået græs.

Han vidste ikke hvad han skulle gøre. For måske første gang, følte han sig usikker, så han blev stående i timevis, og bare kiggede på hende. Ind i mellem hoppede der sølvskinnende fisk op af søen, og når de ramte vandet igen, kom der krusninger på det stille vand. Pigen havde, ligesom ham selv, ikke bevæget sig. Men efter krusningerne fra en stor ørred var forsvundet, strakte hun sig. Anthony så opmærksomt på hende, mens hun samlede en lille flad sten op. Hun så på den i nogle lange sekunder, og kastede den derefter så hårdt hun kunne. Den lille sten slog smut fire gange, og sank. Hun gjorde det samme to gange bagefter. Men efter tredje gang, vendte hun sig om og så Anthony direkte ind i øjnene. Han fik et chok, men kunne ikke gøre andet end at stirre tilbage. Han rystede stille, selvom det ikke var koldt. Der var tværtimod varmt som en julidag, og han kunne mærke hans T-shirt klæbe sig til hans ryg og bryst. Hun smilede glad til ham, og varmen steg et par grader mere. Hans mund var knastør, og han begyndte at tænke over hvornår han sidst havde fået noget at drikke. Men de tanker forsvandt, da hun stadig smilende mimede ”kom”.

Han kunne ikke kontrollere sig selv. Intet i hans krop virkede som det skulle. Hans hjerne var slået fra tænkte kun på hende. Hans hjerte spurtede af sted og det slog så hårdt, at det gjorde ondt. Hans ben ville ikke gå normalt, men snublede over mod hende. Hans arme ville ikke bevæge sig, men hang stift ned. Hans mund kunne ikke sige noget, den var for tør. Hans øjne gjorde ondt og manglede væde, men de ville ikke blinke, kun stirre på hende. Han kunne ikke længere dufte nyslået græs, kun hendes friske, naturlige solskins duft. Han kunne ikke høre andet end hans eget åndedræt. Han standsede en meter fra hende, og stirrede usikkert på hende. Hun lo blidt og rejste sig op.

Nu stod de over for hinanden og så ind i hinandens øjne. Han usikkert, hun lattermildt. Hun trådte langsom et skridt frem mod ham, og stod nu med sit ansigt få centimeter fra hans, stadig smilende. Men langsomt forvandledes det søde smil. Først forsvandt smilehullerne, så det glade i smilet, og til sidst var der kun en sindssyg grimasse. Han så skræmt ind i hendes øjne, idet de mandelformede øjne blev kuglerunde og det blå hav, der før havde fyldt øjnene, blev sorte som olie. Han skyndte sig at se væk. Hele landskabet var også forandret. Nu stod de i en gade, der kun var oplyst af en gadelampe lige over dem. Temperaturen var faldet med adskillelige grader, og Anthony var begyndt at ryste, denne gang af kulde. Han så tilbage på skabningen, der kun var få centimeter fra hans ansigt, og trådte hurtigt et skridt tilbage. Personen foran ham var grufuld, som den smilede til ham med en grimasse der ikke nåede helt op til de sorte kolde øjne, som hele tiden var på nippet til at suge ham ind i dem. Det skønne røde hår var blevet kruset og sort med nogle få grå hår. Men det var helt sikkert, at personen var en kvinde.

Anthony havde ikke opdaget at hun havde strakt sin arm frem, og lagde først mærke til det, da en knoglet men stærk hånd tog fast om hans krave. Kvinden trak ham over til hendes ansigt, så deres næser næsten rørte hinanden. Hun åbnede sin mund, og han kunne se en række gule tænder. Hendes ånde lugtede af rådne æg og kloak.

”Farvel Anthony”, hvislede hun. Gadelampen over dem blinkede og gik ud.  Men før det skete, havde Anthony set lyset reflektere i et stykke aflangt sølv. Men nu var alt mørkt, og det eneste han kunne sanse, var kloakånden og det hvislende åndedræt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...