Jeg må ikke elske dig

Base 12 har opsporet en organisation der har hovedkvarter i Danmark. Organisationen vil sandsynligvis prøve at starte en tredje verdenskrig, og det er op til en bestemt gruppe agenter at stoppe dem.
Der er nogle klarer regler når man er på en mission:
Man må ikke fortælle nogen hvem man er, hvad man laver, vise hvad man kan, invitere nogen indenfor og vigtigst af alt. Man må ikke få et forhold til nogen. Hverken venner eller kærester.
Men kan man bestemme over kærligheden?

Den her historie er med i konkurencen "Forbudt kærlighed". Hvis i kan lide den, må i meget gerne like, putte på favoritliste eller kommentere :) Det vil jeg blive glad for :)

7Likes
11Kommentarer
1561Visninger
AA

3. Kapitel 2.

Anthony vågnede brat ved lyden af en motorcykel der kørte rundt ude på gaden. Han satte sig langsomt op i skrædderstilling, strakte sig og smilede, da han kom i tanke om, at han ikke længere var på Base 12. Han var ude på en mission i Danmark, og han skulle være med til at stoppe en organisation kaldt Vencedores fra at starte en verdenskrig. Han kastede stolt et blik rundt i rummet der skulle være hans værelse det næste stykke tid.

Det var et meget beskedent værelse. Rummet var kvadratisk med hvide vægge, gulve og døre af egetræ, og to vinduer der vendte ud mod skoven. Der var ikke mange ting i rummet, kun det mest nødvendige. En seng med hvidt dyne- og pude betræk og et matchende natbord. Op af væggen overfor stod der et simpelt hvidt skivebord med en bærbar computer på. Ved siden af det, stod der et anonymt tøjskab af træ. Og endelig faldt hans blik på en papirkurven i et hjørne der stod helt for sig selv. Han svang sig ud af sengen, og gik lydløst over til den. Selvom de ikke engang havde været der i et døgn, var den allerede fyldt til randen med papirstrimler. Han så op på væguret, der hang mellem de to vinduer. Klokken var kun 3:00 om morgenen! Langsomt slæbte han sig tilbage til sengen, og kastede sig ned på den.

 

”Godmorgen Oscar,” sagde Henriette da han gik ud i køkkenet. Hun stod og lænede sig op af køleskabet og læste avis. Anthony svarede ikke, men satte sig tungt ned ved køkkenbordet. Henriette lagde avisen fra sig, og så smilende på ham.

”Skal du ikke hilse?”

Han vendte sig mod hende, brugte sin hånd som pude og stirrede på hende. Hun kunne godt mærke at han ikke var helt vågen. De havde kun sovet få timer den nat, og alle var dødtrætte.

”Nåh, glæder du dig til din første skoledag på din nye skole.”

John var lige trådt ind i køkkenet, og satte dig ned på den anden side af bordet over for Anthony der havde lukket sine øjne, og så ud til at sove.

”Hvad mener du?” spurgte han, stadig med lukkede øjne.

”Dig og Sofie skal starte på jeres skoler i dag. Det har du da ikke glemt, vel?”

”Ne-e-ej…” gabte Anthony. ”Men sig mig lige, hvorfor er det lige vi skal gå i skole? Vil vi ikke få mere ud af at lokalisere Vencedores, end at gå i skole?”

Han gabte igen. Denne gang så længe og højt, at han ikke hørte Johns svar, og blev nødt til at spørge igen.

”Som jeg lige sagde. Base 12 tror, at Vencedores vil kunne finde på at slå til på skoler. Der er ikke noget der giver omtale, som et angreb på en skole med uskyldige elever. Og omtale er præcis det Vencedores vil have. Så er der flere der kommer til at kende dem, og de kan få flere medlemmer. Det vil sige, flere folk til at hjælpe med at starte den tredje verdenskrig. Derfor skal du og Sofie på to af de skoler som Base 12 mener er de største, de mest indflydelses rige og de nærmeste til Vencedores hovedkvarter og derfor de mest udsatte. I skal passe på eleverne. Mens I er på skolerne, kan det være i kan opsnappe noget om Vencedores. Mange teenagere kan godt lide at snakke. Sladre er vel et andet ord for det. Det kan være de har hørt noget om Vencedores.”

Anthony sad længe og så på John.

”Så jeg skal være bodyguards for en masse små unger.”

”Bare til din orientering, så er mange af dem på alder med dig,” kom det Henriette. Hun havde igen stået og læst avisen, men nu kom hun over og satte sig ved siden af Anthony. Han så irriteret på hende. Selvom han havde samme alder som dem og måske også lignede dem uden på, var han ikke som dem. Han kunne løbe fra enhver person der gik på den skole, han var bedre end alle eleverne på skolen i alt. Kampsport, atletik, matematik, dansk, alt!

”Jeg er ikke ligesom dem!” Henriette lod sig ikke gå på af hans pludselige råb. Hun så blot roligt på ham.

”Nej, selvfølgelig er du ikke ligesom dem. Du er en agent fra Base 12. Du kan en masse de ikke kan, og derfor skal du passe på dem. Så der er ingen grund til at blive irriteret, selvom det gjorde dig vågen. Skynd dig nu at spise. Du skal være i skole klokken otte.”

John så på sit armbåndsur.

”Hvis du skal nå i skole til tiden, skal du af sted nu. Jeg skal nok køre dig derhen, for det vil tage for lang tid at gå og du ikke har et busklippekort endnu. Jeg sikker på, at du allerede ved det, men for en sikkerhed skyld opfrisker vi det lige.” Han så alvorligt Anthony ind i øjnene. ”Du skal ikke fortælle nogen hvem du er, og lad være med at vise hvad du kan, lige meget hvor irriteret du bliver. Og vigtigst af alt. Du skal ikke få et forhold til nogen som helst.”

 

Anthony styrtede gennem de mange gange over mod hans nye klasseværelse. Selvom John havde kørt ham, var han alligevel ved at komme for sent. Han skulle først op på kontoret og hente et skema. Der fik han også vejen til hans klasselokale at vide. Men skolen var stor, og det tog lang tid at komme fra den ene ende af den til den anden. Mens han løb, så han ned på sit armbåndsur. Pokkers! Han havde kun 2 minutter til at finde hans klasselokale. Hurtigt rundede han et hjørne.

”Hey!” Han var stødt ind i en pige med armene fulde af danskhæfter. Nu lå hun på gulvet og alle hæfterne lå spredt i en cirkel rundt om hende. Hun så irriteret på ham.

”Ved du ikke, at man ikke må løbe på gangene?” Anthony var allerede i gang med at samle hæfterne op.

”Nej, jeg er ny her. Faktisk har jeg lidt travlt. Jeg skal være i mit klasselokale om cirka…” Han kiggede hurtigt på sit ur. ”… 1 minut.”

”Hvilken klasse skal du gå i?” spurgte pigen, mens han samlede de sidste hæfter op, og rettede sig op. Pigen havde rejst sig, og stod nu og børstede støv af sig.

”8…” I det sekund så han hende i øjnene, og tiden stod stille. Hun havde de klareste blå øjne. Som klar blå krystal eller havet ved en trope ø. Hendes øjne var mandel formede og omkring dem var der små, fine smilerynker. Han kunne stå og se ind i de øjne, de smukkeste øjne han nogen sinde havde set, hele dagen.

”Hvilken 8. klasse?” Han blinkede febrilsk og det magiske øjeblik forsvandt. Pigen så afventende på ham.

”Øh… 8. F, tror jeg nok.” mumlede han. Hun smilede til ham, og han lagde mærke til at hun havde små smilehuller på hver side af det sødeste smil han havde set. Han havde godt nok ikke set særlig mange smil, da han til dagligt boede på en streng militærskole, men hendes smil var noget særligt. Det gjorde ham varm indeni. Som en dejlig sommerbrise.

”Så har du travlt. Du skal hen i den anden ende af skolen. Jeg skal også af sted. De her hæfter skal afleveres inden min første time begynder. Vi ses”. Og så var hun og alt den varme hun havde bragt ham væk.

”6. regel: I må ikke få et forhold til nogen. INGEN venner eller veninder, INGEN kammerater og vigtigst af alt, INGEN kærester.” hørte han svagt træneren sige. Men det var for lavt og for langt væk, til at han reagerede.

Anthony stod stadig og kiggede den vej hun var forsvundet, da klokken ringede.

”I må ikke få et forhold til nogen.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...