Jeg må ikke elske dig

Base 12 har opsporet en organisation der har hovedkvarter i Danmark. Organisationen vil sandsynligvis prøve at starte en tredje verdenskrig, og det er op til en bestemt gruppe agenter at stoppe dem.
Der er nogle klarer regler når man er på en mission:
Man må ikke fortælle nogen hvem man er, hvad man laver, vise hvad man kan, invitere nogen indenfor og vigtigst af alt. Man må ikke få et forhold til nogen. Hverken venner eller kærester.
Men kan man bestemme over kærligheden?

Den her historie er med i konkurencen "Forbudt kærlighed". Hvis i kan lide den, må i meget gerne like, putte på favoritliste eller kommentere :) Det vil jeg blive glad for :)

7Likes
11Kommentarer
1556Visninger
AA

2. Kapitel 1.

”Jeg hader rutefly” muggede en sorthåret dreng på bagsædet af en sort BMW. Udenfor de tonede ruder kunne man ikke se andet end de røde og hvide lygter fra biler der susede forbi, og bagved dem kunne man skimte nogle mørke træer suse forbi. På nattehimlen var nogle få lysende stjerner og en tynd halvmåne som hele tiden blev dækket af nogle skyer. Almindelige danskere ville have nydt synet. Det var ikke hver dag i Danmark man fik lov til at nyde så flot en natur som denne. Især ikke i september måned. Men bilens pasagere var måske så langt fra almindelige som et menneske kan komme.

De var, ligesom alle andre af deres slags, blevet taget bort fra deres forældre i otte års alderen, og derefter kommet ud på en specialmilitærskole kaldet Base 12. Det var ikke alle børn der kunne blive uddannet på Base 12. Det var kun børn der var klogere end gennemsnittet, stærkere end gennemsnittet, og de skulle have en særlig evne. Ikke en overnaturlig evne, men en evne, som at sprinte utroligt hurtigt, have en fotografisk hukommelse eller være mester i at klatre. Alle skulle træne deres særlige evne op, så den kunne bruges på missioner og i kamp. Udover det havde de nok fået den hårdeste træning noget barn kunne få. Hver dag blev der trænet minimum 8 timer, og når man fyldte 13 år, skulle man op til en test. Testen var en slags prøvemission. Det kunne være man blev sat ud i en ørken og skulle overleve i en uge uden nogen hjælpemidler. Nogen blev også sat ud i en jungle eller et vinterlandskab. Og det var ikke alle der overlevede de tests. Men dem der gjorde, kunne stolte kalde sig selv Base 12 Agenter.

Men det var ikke et helt ufarligt job at være agent. Man skulle altid være klar til at miste livet for en mission.

Når man havde været agent i et par år, og kun havde haft vellykkede missioner, kunne man vælge at blive træner eller sergent. Men de fleste valgte for det meste at blive i felten. Der var bare noget med suset af adrenalin man fik når man var i et farligt øjeblik, der gjorde at man ikke kunne stoppe.

”Hvorfor tog vi ikke et privatfly?” Den sorthåret dreng så til siden over på en pige der sad med næsen begravet i en brun, neutral mappe med et bundt papirer i. Da hun hørte hans spørgsmål sukkede hun, og gengældte irriteret hans blik.

”Tror du ikke at vi ville tiltrække en hel del opmærksomhed hvis vi dukkede op i et privatfly, Anthony?” Hun vendte tilbage til sine papirer.

”Jeg hedder ikke Anthony” kom det et stykke tid efter fra drengen. Pigen så hurtigt på ham med en sur mine, men han lod sig ikke mærke af det. Han skimmede hurtigt sine papirer.

”Ifølge de her papirer hedder jeg Oscar Mikkelsen, jeg er 14 år, har fødselsdag den 1. maj og før vi kom her, gik jeg på en kostskole i England. Men maden på rutefly stinker! Du skulle have set de kyllingevinger jeg fik. Jeg tror de var rå indeni.”

Anthony så på pigen med et skævt smil. Det at hun vrængede af ham, fik ham bare til at le. Hvilket gjorde at han fik smidt en kuglepen mod sig. Den ville have ramt ham i øjet hvis ikke han havde haft hurtige reflekser. Han greb den i luften få centimeter fra hans ansigt. I et splitsekund kunne man se et lille glimt i hans øjne. Hvis man ikke kendte ham, ville man tro at det bare var lyset der reflekterede i hans brune øjne. Men de få der kendte ham, ville straks vide at han var ude på noget, og skynde sig at finde et skjul. Sidste gang han havde det glimt i øjet var han på mission i Australien, og var midt i en nævekamp med Joshua Lichany, en stor våbensmugler, og lige før han satte det afgørende stød ind, glimtede hans øjne.

På forsædet lyttede en voksen kvinde stille til alt hvad der blev sagt. Hun fornemmede hvad der skulle til at ske, og skyndte sig at sætte ind.

”Okay, så er det godt! I skal huske at vi alle sammen skal leve sammen det næste stykke tid, og det bliver ikke til at holde ud, hvis I hele tiden slås!”

Hun vendte sig om, og så surt på dem begge to.

”Det er da ikke vores fejl, at vi lever os godt ind i rollen som søskende. Men vi skal da nok lade være, hvis det generer dig. Ikke, søs?”

Anthony smilede charmerende, først til kvinden og bagefter til pigen ved hans side, som himlede med øjnene til svar.

”Okay, vi er der lige om lidt. Har alle lært deres mapper udenad?”

Det var første gang manden ved vinduet længst fra Anthony snakkede. Hans stemme var stærk, dyb og myndig. Han fik straks fået alles opmærksomhed., og alle mumlende ja. Nerverne var langsomt begyndt at tage til. Selvom man er agent og er vant til at være på farlige missioner, så er der altid nerver på, når man skal ud et nyt sted.

”Det er nu vi ikke må fejle. Denne mission gælder hele verdenens sikkerhed. Først må vi hellere koordinere vores information. Altså, jeg er John Mikkelsen. Jeg arbejder som advokat, og jeg er 39 år.”

Kvinden på forsædet så opmærksomt rundt på dem alle sammen, og fortalte så om hendes karakter. Hun hed Henriette Mikkelsen, var diplomat og også 39 år gammel. Pigen til Anthonys side hed Sofie Mikkelsen, gik i Risskov gymnasium og var 18 år gammel. Til sidst kiggede alle på Anthony, der rømmede sig teatralsk. Efter et lille suk fra ”Henriette”, begyndte han.

”Tja, jeg hedder Oscar, og jeg er 14 år. Og det er Risskov folkeskole der får den glæde af at have mig på deres skole.”

”Okay, nu ved vi hvem vi er. Lige den sidste info før vi ankommer. Denne her familie består af en kone og en mand. Det er Henriette og mig. Vi har to børn. Det er jer, Sofie og Oscar. Er det forstået?”

”John” så alvorligt på dem alle sammen, mens de nikkede. Bilen kørte langsomt hen til villaen. Da den parkerede, sprang alle hurtigt ud. De tog alle sammen deres kufferter fra bagagerummet, og da alt var taget ud, kørte bilen hurtigt væk fra husets grund. Anthony kiggede efter den, indtil den rundede et hjørne og var væk.

Nu var resten op til dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...