Da de bestemte, hvem jeg skulle elske

De bestemte over min krop. Hvordan jeg skulle gå, hvad min mund skulle sige og hvornår.
Jeg var prinsesse, og hvem jeg var, var allerede skræddersyet før min fødsel.
De strammede mit korset ind, så der kun var plads til, hvad de ønskede.
Jeg kunne ikke trække vejret.
Når jeg lo eller græd, slog de mig, for det var ikke noget, de havde planlagt, jeg skulle gøre.
Men så mødte jeg Kiks. Han gav mig lov til at græde og le. Han passede på mig.
For de kan ikke bestemme over mit hjerte!
Eller?
Skrevet til konkurrencen: Forbudt kærlighed

103Likes
150Kommentarer
6009Visninger
AA

8. Hold om mig, Kiks

 

Hendes far stod ved hendes side. En hvid blondekjole faldt ned over hendes krop. Sløret sad fast i det sirligt opsatte, lyse hår. Ansigtet var i dagens anledning ekstra hvidt. Øjnene stirrede ud i luften. De afslørede ingenting.

Indeni bragede en tung, hvid lavine ned over hende. Den ødelagde alt på sin vej. Hun væltede. Hun kunne mærke den tunge sne over sin krop. Et hvidt mørke omsluttede hende. Hun søgte efter en udvej. Men det eneste hun så var prins Edwards forfærdelige smil. 

Dørene blev slåede op. Hun stirrede ind i kirken. Hvide blomster hang ved hver bænkerække. Lysene var tændt. Hun kunne se prins Edward stå ved alteret.

Pludselig kunne hun mærke, at hun fik det dårligt. 

Panikken spredte sig hurtigt. Den flød som gift i hendes årer. 

Hun havde ikke lavet andet end at forberede sig mentalt til dette frygtelige tidspunkt hele ugen. Alligevel blev hun så overvældet af frygt for det, der skulle til at ske. Hun ville ikke giftes med prins Edward. Hun ville ikke. 

Hun hyperventilerede. Lukkede øjnene og sank dybt. Men så kun det ansigt, hendes hjerte så hårdt forsøgte at fortrængte. 

Kiks’ hår. Hans øjne. Hans mund. Hans stærke arme. Hun ville ikke giftes! Hun forsøgte febrilsk at tænke på noget andet end Kiks. Men når hun gjorde det, dansede prins Edwards forfærdelige smil bare for hendes øjne.

Sorte prikker hoppede op foran hende. Hun så hvordan gæsterne og blomsterne flimrende forsvandt.

Hun landende i et sort hulrum. Den eneste lyd var en høj lup-dup lyd, der blev mere og mere regelmæssig.   Og så så hun ham. Kiks vilde hår og øjne. Hun kunne mærke hans ene arm om hendes liv. Det føltes som om, hun fløj.

Hun kunne mærke den altopslugende lykke omfavne hende. Hun kunne knapt huske prins Edward. Eller hofdamerne eller hendes storesøster. Alt det der gjorde ondt var visnet væk i et underligt fjernt minde. Kiks var hele hendes verden.  

Hun vidste, at Kiks ville beskytte hende mod alle verdens farer. Det eneste der smertede, var tanken om at miste ham.

  Pludselig hørte hun et skrig. Et højt gennemtrængende skrig. Hun blinkede forskrækket.

Farverne begyndte at komme tilbage.  Men alligevel var det som om, hun så det hele i fugleperspektiv.

Hun så en mand i med en lang rød velourkappe og en krone på hovedet kigge på kvinden ved siden af ham. Det var kvinden, der skreg. De sad begge på den forreste bænkerække. Længst væk fra hende, men tættest på det mosaikfyldte alter og de røgfyldte lysestager.  

Kvinden skreg stadig. Alle sad som lammede.

Så brølede manden med kronen: ”SÅ GØR DOG NOGET!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...