Secrets hurt. [1D]

Vild, ung, glad, skør, underlig – ja det er Daisy Tomlinson. Daisy er en pige på 18 år som bor hos sine ’forældre’ Jenny og Simon i London. Hvad Daisy ikke ved er, at hun er blevet adopteret væk fra sin bror da hun var 1 år gammel. Hun lever sit liv perfekt, indtil en hvis person kommer ind i billedet.


Louis Tomlinson er 20 år gammel og lever sit liv som kendt. Han har de fire bedstevenner i hele verden + en kæreste som han holder meget af. Louis har hele sit liv vidst, at han har en søster ved navn Daisy ude i verden, og da Daisy endelig bliver 18 år tager han kontakt til hende, hvilket ændrer deres begge liv fuldstændig.

1447Likes
1388Kommentarer
226117Visninger
AA

10. Stay out of this

Jeg vågnede med et sæt og satte mig op i sengen. I kender det måske? Der hvor man lige er ved at sove, og så spjætter man – ja det var det. Jeg skubbede dynen af mig, da jeg havde det virkelig dårligt. Det hele snurrede rundt i mit hoved. Jeg lukkede kort øjnene, og tog mig til maven. Jeg gispede og tændte min natlampe. Jeg plejede aldrig at have ondt i min mave – aldrig. Hvorfor fik jeg pludselig det? Jeg tog en dyb indånding. Det var nok bare alt det der skete for tiden. Jeg kunne ikke følge med. Jeg skulle til at lægge mig ned i sengen, da det føltes som om noget i min mave sprang. Jeg satte mig op og klemte et skrig inde. Jeg havde aldrig ondt i maven, og jeg kunne ikke klare smerten! Jeg rejste mig langsomt op. Jeg måtte hente nogle piller til natten. Smerten var forfærdelig.

Jeg gik forsigtig ned af gangen for ikke at vække Louis eller Harry. De andre drenge var taget hjem til dem selv. Det var onsdag i dag, så de skulle vidst arbejde. Klokken var kun lidt over tolv, og det kunne nemt mærkes. Jeg var virkelig træt, og jeg havde en underlig tom fornemmelse.

Jeg kom ud på badeværelset, som lå lige op af Harrys værelse. Jeg åbnede forsigtigt skabet og studerede de forskellige pilleglas. Havde de ikke helt almindelig smertestillende? Jeg tog et af glassene ud, og da en ny smerte gik igennem min krop krøb jeg sammen og tabte pilleglasset på gulvet. Jeg satte mig ned og lod nogle tåre trille ud. Pillerne lå spredt over det hele, og nu skulle jeg ligge på alle fire for at samle dem op. Jeg kneb hårdt øjnene sammen og greb ud efter toilettet. Jeg lænede mig ind over, og kunne mærke hvordan min mave trak sig i kramper, og langsomt kom maden op… eller vent. Det var ikke mad. Det var mavesyre. Jeg hostede en smule og tørrede mine øjne, hvorefter jeg satte mig op af væggen – helt udmattet.

”Daisy?” en træt hæs stemme lød ude fra døren. Det gav et sæt i mig, og før jeg kunne nå noget som helst, kom det hele op igen. Jeg fik voldsomme kramper i maven, og så kom der mere gult stas op. ”Daisy?” Harry åbnede døren, og før jeg fik set mig om stod han henne ved mig. ”Er du okay?” han tog hurtigt mit pandehår væk, mens min mave endnu engang trak sig i krampe. Jeg tog mig til maven og gled om på siden. Et hulk undslap mine læber. ”Jeg ved ikke hvad der sker” fik jeg frem. Harry kiggede forvirret rundt. ”Har du taget dem her?!” han kiggede bebrejdende ned på mig. Mit blik var helt sløret, og da jeg rystede på hovedet blev jeg helt svimmel. ”Jeg ledte efter smertestillende” hviskede jeg. ”Og jeg tabte dem” min stemme var en svag hvisken. Havde troede vel ikke jeg ville tage en overdosis af piller?

 Harry tog fat i nogle piller, tog det glas jeg havde taget med, fyldte det op og satte sig på hug foran mig. ”Her” sagde han og fjernede en tot hår fra mit ansigt. Jeg rakte rystende ud efter det. Min krop var slap, og en bølge af koldhed skyllede ind over mig. ”Har du det..” mit skrig overdøvede Harrys stemme. ”Det gør ondt” hviskede jeg og rakte ud efter Harry, som hurtigt tog mig i hånden.

”Harry?” Louis stemme kom fra døren af. ”Hvad fanden laver I?” han lød træt, og en smule sur. Jeg lukkede øjnene sammen og strammede mit greb om Harry, da han skulle til at trække sig væk. ”Find varmdunken frem” sagde Harry og ignorerede hans spørgsmål. Louis kiggede skiftevis på Harry og jeg, og da han indså, at det nok var ret vigtig gik han. Harry rejste sig op, og på en underlig måde fik han mig op og stå.

”Er du okay?” hans stemme lød blid. Jeg snøftede og rystede på hovedet. Jeg havde aldrig ondt nogen steder. Det skete virkelig sjældent. ”Du skal ind i seng” sagde han og tog forsigtig fat i mig. ”Du er helt kold Daisy” sagde han og bevægede sine hænder op og ned af mine arme, for at varme mig. Jeg rystede over det hele. Det føltes så ubehageligt.

 Jeg tog en dyb indånding og skulle til at gå hen imod døren, da det føltes som om jeg fik en mavepumper. Jeg gispede, snurrede rundt og var ved at falde, da et par arme lagde sig om mit liv, og slog benene væk under mig. Jeg kiggede op og så Harry, som havde et forvirret ansigtsudtryk. Jeg kunne mærke hans hjerte banke imod min skulder, og hans arme der pressede mig ind imod sig. Jeg lukkede langsomt øjnene i. Måske ville det hjælpe at sove. Måske ville det tage smerten.

”Er du okay?” Louis stemme lød straks da vi trådte ind på mit værelse. ”Er hun okay?” spurgte han Harry om, da han indså, at jeg ikke kunne eller ville svare. ”Det tror jeg” sagde han, og lidt efter mærkede jeg det dejlige lan under mig. ”Her” sagde Louis og lagde forsigtig varmepuden ved siden af mig. Jeg åbnede mine øjne og kiggede træt på ham. Han sendte mig et skævt smil og kærtegnede blidt min kind, som var helt våd af tåre. Hvis det ikke var fordi jeg var så forvirret over hvad det var, og hvis det ikke var fordi jeg var så træt og smadret, så havde det været ret akavet. Selvfølgelig havde jeg tilgivet Louis, men det var nu vi skulle til at bygge et bånd op.

*

”Jeg har det altså meget bedre” sagde jeg og trak dynen over mig, da det trak fra døren. ”Du ser ikke sådan ud” sagde Niall og satte sig med et bump på sengen. Jeg kiggede over på ham og skar en grimasse. ”Hvis du havde kastet op på tom mave, så ville din krop nok også være træt” sagde jeg og stoppede hurtigt mig selv. ”Vent, du har jo aldrig tom mave” sagde jeg hurtigt, hvilket fik Liam til at give et grin fra sig. ”Hun virker til at have det fint” sagde han og sendte mig et tandpastasmil. Tak Liam! Jeg lagde mig tungt ned igen. De stod alle fem og kiggede på mig. Okay måske var jeg bleg, men jeg havde kastet ret meget op! Jeg havde bare brug for at hvile mig. ”Jeg kan godt passe mig selv” sagde jeg og kiggede over på Louis, som stod og tænkte på et eller andet. Han rystede på hovedet. ”Ikke tale om.” Jeg gav et højt suk fra mig. ”Jeg har det fint Louis. Tag nu bare på arbejde. Jeg har bare brug for at sove” sagde jeg og prøvede at smile så overbevisende som muligt.

”Du har kun været her i nogle dage Daisy, hvis du bliver alvorlig syg, så er det mit ansvar” sagde han og kiggede over på Harry, som kiggede skiftevis på drengene. ”Jeg havde nok bare spist noget jeg ikke kunne tåle. Værre er det ikke!” sagde jeg og slog ud med armene. ”Hey” mumlede Niall da jeg kom til at slå til hans arm. ”Hvad fik du at spise?” Harry havde for første gang åbnet munden i denne samtale. ”Jeg har f….” jeg stoppede mig selv. Hvad havde jeg egentlig fået at spise? Hvorfor kunne jeg ikke huske sådan en lille detalje? Jeg kiggede over på Louis, som så halv forvirret ud. ”En bolle” sagde jeg og trak på skulderne. ”EN BOLLE?!” Niall satte sig hurtigt op og kiggede på mig. ”ÈN bolle?” spurgte han igen, hvilket fik mig til at grine. ”Så kan jeg pludselig forstå du ligner et skelet” sagde han drillende, hvilket alligevel fik mit smil til at stivne. Et skelet? Det måtte være hans spøg. ”Måske derfor du havde det så dårligt” sagde Zayn og lænede sig op af mit skab. ”Ja, se nu bare at komme af sted!” sagde jeg og pegede hen imod døren. Jeg mødte Louis’ blik, og lidt efter sendte han mig et smil. ”Du skriver bare hvis der er det mindste, ikke?” han fik skubbet de andre hen imod døren. ”Og hey” sagde han inden han gik ud. ”Spis nu noget, ikke?” Jeg nikkede hurtigt for at få ham ud af døren. De skulle nødig komme for sent pga. mig.

Jeg sukkede lettet da jeg hørte de forlod huset. Jeg havde løjet en smule for dem. Jeg havde stadig kvalme, men det kunne ikke betale sig at sige. Det ville være dumt + Louis var alt for overbeskyttende. Selvom jeg kun lige havde mødt ham, så var det noget jeg allerede med sikkerhed kunne sige.

Jeg havde lige lagt mig til rette, da Niall’s ord lød i mit hoved. ”Så kan jeg pludselig forstå du ligner et skelet” havde han sagt. Jeg rejste mig langsomt op og gik hen til spejlet, der hang på mit spejlet. Jeg trak op i min trøje. Hvad mente han? Havde han nogensinde set et skelet? Jeg vendte mig med siden til spejlet, og trak hurtigt trøjen ned igen. Synet der havde mødt mig i spejlet havde ikke været pænt. Jeg kiggede mig selv i øjnene, og før jeg vidste af det, så var min hjerne proppet med en helt masse forfærdelige tanker. Jeg var Louis Tomlinson’s søster. Jeg vidste vi ikke kunne holde det hemmeligt for altid, og jeg vidste jeg ville komme i medierne – selvom jeg virkelig var imod det. Jeg vidste de ville tro Louis så var Eleanor utro, og så vidste jeg sandheden ville komme frem – og til den tid ville jeg ikke skuffe folk. Danielle og Eleanor lignede begge nogle flotte tynde piger – lidt dem man så på forsiderne af bladene. Jeg derimod havde lidt for meget fedt på maven. Jeg havde længe synes jeg var ret tyk, men jeg havde ikke gjort noget ved det, da Holly altid havde fortalt mig, at jeg skulle være glad for min krop. Men hun var her ikke, og jeg havde taget på. En del faktisk.

Jeg trak min mave ind, løftede trøjen og kiggede i spejlet. Måske bare et par kilo på maven. Jeg rystede på hovedet og lukkede mine øjne. For tre uger siden måtte jeg gemme min krop væk fra Holly, fordi jeg havde tabt mig så meget. Nu lignede min mave bare en stor fedtklump. Hvis Niall kunne fyre en så stor løgn af, at jeg lignede et skelet, hvad kunne de andre drenge så ikke finde på at sige? Hvad kunne verden så ikke finde på at sige? Jeg kunne mærke kvalmen stige, og før jeg vidste af det, lå jeg foran toilettet igen. 

*

Jeg havde lige været i bad, og stod nu med nogle joggingbukser på, og en ret stor bluse. Jeg kunne ikke tabe mig så hurtigt, men jeg kunne i det mindste gemme min krop en smule – hvilket virkede dengang med Holly. Min slankekur skulle ikke stige mig til hovedet på noget tidspunkt – det var bare en ting jeg havde lagt ud i siden af min hjerne. Drengene kom forresten hjem om lidt. Jeg havde sovet en del, og havde det pludselig meget bedre. Om det var fordi jeg havde taget piller mod kvalmen, det var ikke til at svare på.

”Daisy?” råbte Louis igennem huset. Jeg havde slet ikke hørt de var kommet ind! ”Kommer du lige ud?” jeg kunne høre han var gladere end normalt, hvilket vel måtte betyde, at han enten havde set Eleanor, eller var sammen med hende lige nu. Jeg sukkede irriteret. Prøvede han nu igen, at føre os sammen som veninder? Jeg kiggede mig selv i spejlet igen, rystede på hovedet og åbnede døren ud til gangen. Jeg kunne høre høje glade høje drenge stemmer, hvilket måtte betyde, at det havde været en god dag i dag – og det fik mig til at smile. Jeg satte tempoet op for at høre hvad de havde at fortælle. Deres dage var som regel meget sjovere end mine.

På vej ned mod stuen kunne jeg høre en pigelatter. Jeg stoppede op midt på gangen og kunne mærke hvordan mit hjerte sprang et slag over. Latteren lød bekendt – alt for bekendt. Jeg rystede på hovedet og sukkede. Det måtte være noget jeg bildte mig ind. Holly kunne ikke være her. Det var fordi jeg savnede hende. Det var sikkert bare Eleanor, som havde grint over et eller andet mega latterligt Louis havde sagt. Jeg sukkede igen og gik frem ad. Hvis Eleanor var der, så gik jeg ind på mit værelse igen. Jeg orkede hende ikke lige nu.

Latteren lød igen, og denne gang var jeg sikker på det ikke var noget jeg bildte mig ind. Jeg nærmest løb rundt om hjørnet, og stødte direkte ind i en person, som hurtigt ’greb’ mig. ”Jamen hej Daisy!” stemmen tilhørte Harry, det var tydeligt at høre. ”Hvorfor synes jeg altid vi mødes sådan her?” sagde han og fik mig op og stå. Jeg svarede ham ikke. Jeg havde for travlt med at kigge rundt i stuen. Mit blik gik fra det ene hjørne til det andet, og der stod hun. Hende lange lyse hår var ikke til at tage fejl af, og hendes smil sad hvor det altid gjorde. Mit hjerte sprang et slag over, da hendes latter fyldte rummet. ”Hej Daisy” sagde hun og gik væk fra Louis. Jeg lukkede øjnene og åbnede dem lige så hurtigt igen, hvorefter de langsomt blev fyldt med vand. Jeg havde ikke set hende i næsten en uge, og der stod hun. I helt egen person. Jeg skulle slet ikke have set hende endnu – først om en uge eller mere.

Da hendes arme lagde sig om mig, så røg tårerne ud. ”Holly” sagde jeg og snøftede. Et kæmpe smil bredte sig på mine læber. Hun var her – hos mig nu! Jeg slog mine arme om hende. ”Gud hvor har jeg dog savnet dig!” lød det fra Holly, som strammede sit greb om mig. Jeg kunne slet ikke svare. Tårerne stod ud af mit ansigt. Det var helt utroligt. Jeg havde så meget at fortælle! Der var så meget hun skulle vide. Før Jenny og Simons hemmelighed kom ud, så havde jeg aldrig reageret sådan her ved at være væk fra hende i en uge, men jeg havde haft brug for hende! Jeg havde brug for hende hos mig.

”Og jeg er ret sikker på, at hun også har savnet dig” sagde Zayn og svarede på mine vegne. Holly trak sig væk og kiggede mig i øjnene. Hun begyndte at grine og fik selv tåre i øjnene. Jeg kiggede hen på Zayn, og så hvordan han lavede en grimasse til Louis. Havde han planlagt det her? Jeg skubbede blidt Holly væk fra mig, og fløj over i hans favn. Han røg en smule tilbage, kiggede overrasket på mig, men lagde så sine arme om mig. ”Tusind tusind tusind tak Louis!” hviskede jeg, og følte det for første gang ikke underligt, at han rørte ved mig. ”Hey” sagde han og aede min ryg. ”Det var så lidt” sagde han, og hvis jeg ikke tog fejl, så vidste han godt, at han helt klart var tilgivet.

”Jeg var med til planlægningen” sagde Niall og lød skuffet over, at jeg ikke krammede ham. Jeg grinede på samme tid som Holly, trak mig væk fra Louis og fløj over i favnen på Niall. ”Tak Niall” sagde jeg og kyssede ham på kinden, hvilket fik Holly til at grine endnu mere, da Niall vidst så helt chokeret ud. Jeg vendte mig mod Zayn og gav ham et kram. Han duftede perfekt som altid, hvilket bare fik mig til at smile større. ”Hvad skulle det til for?” spurgte han forvirret om. ”Jeg er sikker på Louis ikke havde gjort det, hvis det ikke var okay med jer” sagde jeg og gav Harry et kram, og derefter Liam. ”Det er lige før du kender os for godt” sagde Niall og smed sig i sofaen, hvilket førte til et Deja vu. Jeg kiggede over på Holly, som sendte mig et stort smil. Det var helt ubeskriveligt. Jeg kunne ikke forholde mig til hun var her. Jeg ville ikke starte et nyt ’liv’ uden hende. Jeg ville vente på hende, men nu stod hun her. Lige nu var jeg den lykkeligste pige i verden.

*

”Så, dig og Danielle brugte hele dagen sammen?” hun lavede store øjne. Jeg kunne ikke lade være med at grine. ”Du skal virkelig møde hende” sagde jeg og smed mig om i sengen. Jeg havde fortalt ALT jeg havde lavet imens hun var væk – undtagen det med jeg var syg. Jeg plejede aldrig at være syg, og hun ville sikkert blive alt for urolig, hvis hun fik det at vide. ”Har du så været i medierne?” spurgte hun nysgerrigt om. Jeg rystede hurtigt på hovedet. ”Og jeg vil heller ikke” sagde jeg og sendte hende et smil, og det så ud til hun straks forstod. ”Men hey” sagde hun lige efter. ”Er det ok imellem dig og Louis igen så?” Jeg nikkede og lukkede øjnene.

Pludselig skreg Holly op: ”OMG! JEG ER I HUS MED ONE DIERCTION” Jeg satte mig op med et sæt og kiggede forskrækket over på hende. ”Undskyld!” sagde hun hurtigt og slog sig på lårene. ”Men jeg har virkelig VIRKELIG haft brug for det udbrud!” sagde hun og rejste sig op. ”Og eftersom jeg holdt igen til din fest, så har jeg meget at skulle indhente, uden de hører det!” sagde hun og tændte min computer. Jeg kunne ikke lade være med at grine, og skulle til at lægge mig ned på sengen igen, da hun igen gav et skrig fra sig. ”DET ER SÅ SYGT. Sig jeg ikke drømmer!” hun vendte sig mod mig og kiggede med store øjne på mig. ”Du drømmer ikke” sagde jeg og fniste, hvilke fik hende til at hyle op igen. Jeg flækkede af grin og tog mig til maven. Jeg kunne godt forstå hende. Den måde jeg havde reageret på da jeg så Danielle var slem, men hun var en, og her var der altså fem.

Pludselig blev døren smækket op, og Harry kom ind. ”Hørte jeg lige en fan?” han kiggede rundt, og da han så Holly begyndte han at grine. Holly kiggede hen på mig med store øjne. Hun var helt rød i hovedet. ”Em” sagde jeg hurtigt. ”Det var…. Bare mig” sagde jeg for at hjælpe Holly. Jeg vidste, at hun aldrig ville kunne se på dem igen, hvis jeg fortalte det var hende.

 Harry løftede det ene øjenbryn. ”Du er ikke fan?” sagde han og sendte mig et mystisk smil. Jeg bed mig nervøst i læben, og vidste godt vi var busted. ”Daisy!” sagde Holly forskrækket. ”Har du bildt dem ind, at du ikke er fan?” hun tog hænderne op foran munden og lignede en, der virkelig var overrasket. Liam kom gående ind bag ham. ”Hvad sker der?” spurgte han undrende om. Jeg kiggede over på Holly og sendte hende et strengt blik, hvilket fik hende til at smile. ”I skulle se hendes værelse to uger før den fest” sagde Holly og kiggede på dem. ”Er Daisy fan?” spurgte Liam om og pegede på mig, med et æble, som havde lige havde taget en bid af. ”Ja åbenbart” sagde Harry og fastholdt mit blik. Jeg rystede ivrigt på hovedet, og skulle til at sige noget, men Holly brød ind. ”Det var helt klart hende der skreg lige før.” Hendes måde at sige det på, fik mig til at smile. Selv jeg kunne høre hvor dumt det lød. Hun havde lige busted sig selv.

”Måske skulle vi give hende en ordentlig velkomst så?” sagde Harry og vekslede blik med Liam. ”Ja, lad os!” sagde han og satte æblet på bordet. Holly fulgte dem nøje da de gik hen imod mig. Jeg rykkede mig ind mod sengen. Hvad havde de i tankerne? Harry tog en tusch fra mit bord, og gik hen imod mig. ”Vi er altid rare imod vores fans” sagde Liam og satte sig ned ved siden af mig – eller næsten ovenpå. ”Ja, altid. Hvis vi har tid” sagde Harry og satte sig på min anden side. Jeg kiggede med store øjne hen på Holly, som gjorde alt for ikke at grine. ”Og når vi har givet dem en autograf, så plejer de aldrig at vaske den af igen” hviskede Harry i mit øre, hvilket fik mig til at trække mig hen til Liam, da det kildede. ”Jeg tror hun har fundet sin yndlings” sagde Liam og lagde armene om mig, og pressede mig ind mod sig, mens han holdt mine arme nede. Det gik langsomt op for mig hvad de ville, hvilket fik mig til at spjætte. ”Drenge, stop!” sagde jeg højt, men Harry var allerede i gang med at tegne på min arm. ”Harry!” sagde jeg højt og ville trække mig væk, men Liam var meget stærkere end mig. ”Harry er den lækreste af alle” stod der hen over min arm. ”HOLLY” skreg jeg, da han begyndte at tegne mig i hovedet. ”Hey! Nyd det” sagde hun og grinte. ”Det er dine største idoler” sagde hun og lød virkelig ironisk. Jeg kiggede ondt på hende. ”Jeg tager min hævn!” vrissede jeg af hende, men stoppede hurtigt, da Harry skrev på min hals, hvilket fik mig til at hyle af grin.

”Wow” sagde en stemme og overdøvede mit grin. ”Hvad sker der her?” Louis stod op af døren, med en grydeske i hånden. Harry stoppede med at tegne på mig, og kiggede over på Louis. ”Din søster er stor fan” sagde Liam og klemte mig hårdere end før. ”Liam! Luft!” sagde jeg og prøvede at vride mig. Louis løftede det ene øjenbryn. ”Så deeet?” han kiggede skiftevis på Holly og mig, og smilede stort. ”Jeg vidste hun ikke kunne stå for vores charme” sagde han og blinkede til mig. Jeg rullede automatisk med øjnene og hørte Holly grine. ”Liams charme er også svær at modstå” sagde jeg for sjov, hvilket fik Harry og Louis til at kigge ’skuffet’ på mig. ”Jeg ved det” sagde Liam selvsikkert. ”Jeg kan ikke gøre for det” sagde han og klemte endnu engang luften ud af mig.

”Kommer I eller hvad?” råbte Niall. Louis og Harry vekslede blikke, og flækkede så af grin. Jeg kiggede på Holly som rullede med øjnene. Hvor var de perverse! Jeg trak mig fra Liam og gik hen imod døren. ”Hvor er de umodne” mumlede jeg til Holly og gik ned imod køkkenet. ”Det hørte vi godt!” råbte Louis og indhentede os hurtigt. ”De er bare drenge” sagde Holly og grinte. ”Se hende kan jeg lide!” sagde Louis og lagde en arm om min skulder. Jeg skubbede hans arm væk, og gik ind i køkkenet, hvor Zayn og Niall stod. De spærrede begge øjnene op, og hurtigt gik det op for mig, at jeg var helt tegnet i hovedet. ”Jeg ser vi har en fangirl i blandt os” sagde Zayn og satte sig ned. ”Harry” sagde jeg hurtigt, hvilket fik Niall til at grine højt. ”Ah” sagde Zayn og hældt noget vand op. ”Det tror jeg ikke” sagde han og blinkede til mig. Jeg sukkede irriteret, selvom jeg selvfølgelig godt vidste, at de vidste jeg ikke var nogen ’fangirl’.

”HARRY!” Niall råbte efter ham idet han kom grinende ind sammen med Holly, efterfulgt af Liam og Louis. ”Jeg er hendes bror, så derfor er jeg hendes yndlings” sagde Louis og skubbede blidt til Liam, som begyndte at grine. Jeg fik øjenkontakt med Zayn, og slog mig selv i panden med en flad hånd. Selvom alle i dette hus var ældre end mig, så følte jeg virkelig, at jeg var omringet af et par idioter på 16 år. Pisse perverse, og ret barnligt, men det fik mig til at smile, og føle mig en smule hjemme. Jeg fik øjenkontakt med Holly, som lidt efter kiggede skiftevis på Niall og Harry. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Hun var her – for real!

”Hey Holly!” sagde Niall med munden fuld af mad. Hun stoppede sin samtale med Zayn og kiggede over på Niall. ”Skal du med til vores koncert?” spurgte han om, og proppede mere ind i sin mund. Jeg kiggede lidt forvirret hen på Niall, og så hen på Louis, som sad og ventede på Hollys svar. ”Hvornår?” spurgte hun og gav Niall sin fulde opmærksomhed. ”I morgen aften! Daisy skal også med” sagde Louis og brød ind. ”Skal jeg det?” spurgte jeg dumt om. Det havde jeg da ikke hørt noget om? Zayn begyndte at grine, og sagde noget til Harry, som han grinte af. ”Ja da” sagde Louis og lænede sig tilbage i sædet.

 Jeg kiggede ned i min mad og prikkede lidt til det. En kvalmende fornemmelse overtog min krop, da jeg kom til at tænke på alle de paparazzier der var, og hvordan medierne ville flippe ud. ”Daisy?” Det var jeg ikke klar til. Ikke allerede. ”Daisy?” Faktisk havde jeg slet ikke bedt om det. Jeg ville ikke være kendt eller noget som helst. ”Daisy!” Det gav et sæt i min krop, da flere stemmer sagde mit navn. Jeg slap min gaffel, så den landede på min tallerken med en høj lyd. ”Hvad?” sagde jeg forvirret og kiggede rundt. ”Velkommen til virkeligheden” sagde Zayn spydigt, og sendte mig et smil. ”Skal du ikke have noget?” jeg kiggede over på Harry, og det gik hurtigt op for mig, at det vidst ikke var første gang han havde spurgt om det. Jeg kiggede hurtigt ned på min helt fulde tallerken og rystede på hovedet. ”Jeg er mæt” sagde jeg og skubbede den ind mod bordet. ”Mæt? Du har jo slet ikke spist noget!” sagde Niall med en seriøs stemme. Jeg sendte dem et skævt smil. ”Er det din mave igen?” spurgte Louis bekymrende om, hvilket fik Holly til at kigge skiftevis på ham og jeg. ”Hvad er der med din mave?” spurgte hun om, og løftede sit glas op til munden. Jeg rystede afvisende på hovedet, og skulle til at svare da Louis hurtigt overtog: ”Måske skulle vi tage til lægen?” Jeg spærrede mine øjne op. Jeg havde ikke engang sagt det var min mave! ”Jeg har det fint Louis” sagde jeg og gav ham et seriøst blik. ”Jeg er bare ikke sulten.” Jeg rejste mig op, tog min tallerken og gik hen til vasken med den.

Jeg satte min tallerken i opvaskeren og skulle lige til at gå, da Harry stoppede mig. ”Hvad har du fået i dag?” Jeg fik hurtigt øjenkontakt med ham, og blev faktisk utrolig irriteret over hans spørgsmål. Det kom da ikke ham ved! ”Mad” sagde jeg bare, og sendte ham et flabet smil. ”Daisy” Louis stoppede mig hurtigt inden jeg gik. ”Hvad har du fået i dag?” Jeg kunne mærke hvordan mit humør blev påvirket af alle deres spørgsmål. Jeg var 18 år, og det kom da overhovedet ikke dem ved, hvad jeg havde fået at spise i dag. Jeg kiggede rundt, og kunne pludselig mærke alles blik på mig. ”Rugbrød” løj jeg og gik ind på mit værelse. Hvorfor havde jeg overhovedet sagt rugbrød? Jeg kunne ikke fordrage rugbrød! Jeg smækkede døren i, og tog hænderne op til hovedet. Hvorfor påvirkede det mig, at de spurgte ind til min mad? Det er et normalt spørgsmål! Det burde være normalt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...