Secrets hurt. [1D]

Vild, ung, glad, skør, underlig – ja det er Daisy Tomlinson. Daisy er en pige på 18 år som bor hos sine ’forældre’ Jenny og Simon i London. Hvad Daisy ikke ved er, at hun er blevet adopteret væk fra sin bror da hun var 1 år gammel. Hun lever sit liv perfekt, indtil en hvis person kommer ind i billedet.


Louis Tomlinson er 20 år gammel og lever sit liv som kendt. Han har de fire bedstevenner i hele verden + en kæreste som han holder meget af. Louis har hele sit liv vidst, at han har en søster ved navn Daisy ude i verden, og da Daisy endelig bliver 18 år tager han kontakt til hende, hvilket ændrer deres begge liv fuldstændig.

1447Likes
1387Kommentarer
226378Visninger
AA

3. Painful secret

 

Adopteret? Ordet lød igen og igen. Hvordan kunne jeg være adopteret? Lavede de sjov med mig? Det var overhovedet ikke sjovt! Jeg kneb øjnene i, da de løb i vand fordi jeg glemte at blinke. ”Hv…” min stemme knækkede og langsomt åbnede jeg øjnene. Mine forældre eller…. Papforældre eller hvad man nu kalder det sad og kiggede på mig med et trist blik. Der var så mange ting jeg gerne ville spørger om, så mange ting jeg måtte have svar på! Men ingenting kom ud af min mund. Min mor og far vekslede blikke igen. Eller Simon og Jenny. Jeg havde ingenting at sige, eller jeg havde tusindting at sige, men jeg kunne ikke få det ud.  Min far eller… Simon tog papiret fra Jenny og skubbede det over til mig. Jeg løftede langsomt min rystende hånd og trak papiret helt hen til mig. Det gik hurtigt op for mig hvad det var. Det var adoptionspapirerne. Det var her mine rigtige forældres navn stod. Det var her det hele stod! Mit hjerte bankede af sted da jeg læste den første sætning. Jeg havde på en måde lyst til at læse det, og så alligevel ikke. Alt stod på det papir. Alt det jeg aldrig troede jeg skulle vide. Mine hænder rystede og tårerne pressede sig på. Mine øjne gled ned af papiret, men lige meget hvor mange gange jeg prøvede at læse det, så satte det sig ikke fast i min hjerne.

Jeg kunne mærke deres blikke på mig, men jeg var ligeglad. Jeg havde ikke lyst til at møde deres øjne lige nu. Jeg var sikker på mit blik var fuld af de følelser, som jeg ikke selv kunne sætte ord på. Jeg kneb langsomt øjnene sammen, men et bekendt navn satte sig fast og viste sig bag mine øjenlåg. Jeg åbnede øjnene alt for hurtigt og kunne mærke jeg blev svimmel. Jeg tog mine hænder op til hovedet og masserede min tænding, hvorefter jeg lod mit blik glide ned af papiret igen. Jeg kiggede rundt på papiret og så et navn jeg havde hørt lidt for mange gange. Jeg gned mig forvirret i øjet, læste bogstaverne langsomt og dannede til sidst ordet. Det kunne ikke være rigtigt. Det kunne virkelig ikke være rigtigt! ”I ligner hinanden så meget!” Hollys ord lød i mit hoved, og billedet fra før dukkede op i mit hoved. ”Holly, hvornår opgiver du teorien om, at jeg blev givet til de forkerte forældre ved fødslen? Ved du godt hvor sjældent det sker?” mine ord gav genlyd i mit hoved og tårerne pressede sig på som aldrig før. Jeg satte mig tilbage i stolen og rystede langsomt på hovedet.

Jeg rejste mig med et sæt og styrtede op på mit værelse. Jeg kunne høre Jenny råbe efter mig, men jeg var ligeglad. Det eneste jeg tænkte på lige nu var Holly. Jeg havde brug for hendes råd, hendes ord. Jeg havde brug for at blive beroliget. Jeg gik hen til vinduet og tog med besvær min mobil op af lommen. Hun stod øverst på min kontaktliste, så kort tid efter ringede den. Mit hjerte hamrede af sted. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle forholde mig til det hele – jeg var så forvirret!

”Daisy?” Hollys stemme lød i mine øre, og en lettelse gik igennem mig. ”Holly?” min stemme var så lav, at jeg var usikker på at hun hørte det. ”Daisy? Er du okay? Hvad sker der?” hendes bekymrende stemme lød højt i mit hoved. Hvordan skulle jeg fortælle hende det? Jeg kneb øjnene i og snøftede. ”Daisy!” hendes stemme lød nu pludselig bange. Jeg tog en dyb indånding. ”Holly” jeg kiggede ud af vinduet ”Kan du huske det billede du viste mig i dag?” ”Ja?” sagde hun hurtigt. ”Det af Louis Tomlinson?” sagde hun lidt efter. Navnet gik lige ind i hjertet og sendte et gys igennem mig. ”Hvad er der med det?” spurgte hun utålmodigt om. ”Du siger altid vi ligner hinanden så meget?” min stemme var pludselig høj og kold. ”Daisy” hendes stemme afbrød mig hurtigt. ”Det er bare for sjov. Det er ikke meningen det skulle såre dig..” jeg rystede på hovedet selvom hun ikke kunne se det. ”Holly” afbrød jeg da hun gik i gang med en længere undskyldning. ”Han er min bror” hviskede jeg lavt og kunne mærke alle tårerne komme ud. Ikke kun pga. ham, men pga. det hele. Hvordan kunne mine ’forældre’ holde det hemmeligt for mig? I 18 år havde jeg levet et liv i troen om de var mine forældre, og nu har jeg pludselig en bror og to andre forældre! Jeg snøftede og satte mig ned på sengen. Holly var blevet helt stille. ”Er…. Er du adopteret?” hørte jeg hende sige. Jeg kunne langsomt mærke min sorg blev til vrede. Adopteret. Jeg var FUCKING adopteret! Jeg slog min hånd ind i væggen og skulle til at give et skrig fra mig, da Hollys stemme stoppede mig. ”I 18 år” hviskede jeg stille. ”I 18 år har jeg levet i troen om de var mine forældre. Hvordan kunne de” mumlede jeg og kastede en pude hen på mit skrivebord, så en masse ting røg på gulvet. ”Daisy, rolig. Jeg kommer over nu, så snakker vi om det hele, okay?” jeg nikkede. Hun begyndte at grine ”Daisy, jeg kan ikke høre du nikker” et smil kom frem under alle mine tåre. ”Men du kender mig godt nok til at jeg gør det” sagde jeg så og lagde på.

Jeg vidste hun var her om lidt. Jeg ville ikke gå ned og åbne. Jeg ville slet ikke se Jenny og Simon. Jeg var vred på dem – virkelig virkelig vred. Jeg kiggede over på klokken og så den næsten var ni. Det var torsdag, og i morgen var det weekend. Jeg var sikker på Holly sov her i nat, hvilket også var helt i orden. Simon og Jenny holdt 2 x 40 års fødselsdag i morgen, og der kom utrolig mange gæster + Holly. Jeg rystede på hovedet og tørrede mine øjne. Jeg kunne ikke rumme alt det her. Jeg havde ikke brug for at vide jeg var adopteret. Hellere såres end sandheden end at gøres lykkelig af løgnen – sku ikke i mit tilfælde. Jeg ville ikke vide jeg havde en bror ude i verden – og oven i købet en verdensberømt bror.

Døren gik op og Holly kom ind med en is i hver hånd. ”Så er der is” sagde hun og sendte mig et omsorgsfuld smil. ”Og det her” sagde hun og holdt det papir op, som jeg næsten lige havde siddet med. Jeg kiggede forvirret på hende. ”Nu skal vi finde ud af det hele” sagde hun og satte sig overfor mig. Jeg misundede hendes måde at tage tingene så roligt på. ”Jeg tror ikke jeg har lyst til…” hun afbrød mig hurtigt. ”Pjat. Jeg kender dig godt nok til, at du brænder for at vide det hele. Og nu gør vi det på en rolig måde, så du kan få orden på dine tanker, okay?” hun kiggede mig i øjnene og trak mig så ind i et kram. ”Det hele skal nok gå Daisy” hviskede hun stille og aede mig på ryggen.

Klokken var næsten halv tolv, og som altid havde Holly fået mig i bedre humør. Jeg var stadig rasende indeni og virkelig virkelig såret, men det hjalp at få snakket om tingene med hende. Hun vidste præcis hvad hun skulle spørger om, og hun lod mig snakke selvom jeg sagde det samme om og om igen. ”Jay Tomlinson” sagde Holly og søgte efter hende på google. Jeg vidste min mor hed Jay og boede i London. Hun var blevet skilt med min rigtige far da Louis var tre. Det var hvad vi havde fundet ud af indtil videre.

 Der kom lidt efter nogle billeder frem af Louis og Jay. Det gav et stik i mit hjerte da jeg så dem sammen. En masse tanker kom frem. Hvorfor beholdt hun ham? Hvorfor adopterede hun mig væk? Gad hun ikke have mig? Jeg kiggede væk fra skærmen. Der var så mange ting der ikke hang sammen – overhovedet! ”Daisy” Holly lagde en hånd på min skulder da døren gik op. ”Hey” Jennys stemme lød fra døren, hvilket fik mig til at græde. Jeg fastholdt mit blik mod vinduet. Hun skulle ikke se jeg græd. ”Hej” sagde Holly med sit normale venlige jeg. ”Sover du her?” spurgte hun om. ”Ja, hvis det er okay” sagde hun og ventede på svar. ”Det er det” sagde jeg hurtigt og koldt. De var ikke mine forældre, så de havde ingenting at skulle sige. ”Selvfølgelig må du det Holly!” sagde Jenny som om hun ikke hørte hvad jeg lige sagde. Der var stilhed i noget tid. ”Daisy, du må gerne blive hjemme i morgen” sagde Jenny og lød alt for mor agtig. Jeg nikkede bare og tørrede mine øjne. Jeg havde ikke brug for hendes tilladelse til at blive hjemme. Hvis jeg ville blive hjemme, så blev jeg hjemme! ”Godnat” hørte jeg Jenny sige inden hun lukkede døren.

Jeg lå i sengen sammen med Holly. Jeg tænkte alt igennem. Dagen havde været så forfærdelig lang og jeg var helt skør i hovedet. Jeg vidste jeg havde en mor der hed Jay, som var ’ene’ mor over Louis, som var min bror og verdensberømt. Jeg vidste de boede i London, og jeg vidste Louis havde en kæreste der var model og hed Eleanor. Holly havde læst det og fortalte mig om det hele. Hun ville også have vist mig nogle videoer med ham, men der gik det for langt. Jeg havde ikke lyst til at kende ham på den måde. Der måtte være noget i vejen med mig, siden de ikke ville have mig. Men det var nok noget jeg aldrig ville få svar på. Jeg kiggede over på Holly som kiggede på mig. ”Det hele skal nok gå. Jeg er her for dig” sagde hun og tørrede en tåre væk. Jeg sendte hende et smil. Hun var verdens bedsteveninde, og uden hende stod jeg ikke hvor jeg gjorde i dag.

Jeg vågnede næste morgen med humøret helt i bund. Jeg orkede ikke Jenny og Simons fest i dag, og hvis det ikke var fordi Holly var med, så tog jeg heller ikke med. Jeg havde ikke lyst til at se den ’familie’ som alligevel ikke var min. Tænk hvis de alle sammen vidste det udover mig? Det hele føltes så falsk. Alle de gange jeg havde kaldt min mormor for mormor, eller nogen af de andre! Det gav bare ikke mening længere. - Men hey, jeg havde heldigvis stadig Holly som kunne få mig i bedre humør! Vi var begge blevet hjemme fra skole, og i stedet havde vi gået en tur langs standen og snakket om alt. Hun lyttede mest, men det var rart.

Lige nu havde vi gjort os helt klart til festen. Klokken var lidt i seks og de kom klokken seks. Jenny og Simon gik ud og ind af huset for at gøre det hele klar. Vi skulle sidde i et stort telt der var i baghaven. Det havde været en fantastisk dag pga. vejret og det hele, men inden i mig var alt bare gråt.

”Hvor er du flot” sagde Holly og lynede min kjole sammen. Jeg kiggede mig i spejlet. Min mørke hud stod flot til den hvide kjole. (Der er link i kommentaren)!  ”I lige måde” sagde jeg og kiggede på Holly som havde en lyserød kjole på. Jeg hørte nogen snakke udenfor og kiggede over på Holly. ”Skal vi gå derned?” spurgte hun om. Jeg rystede på hovedet ”Vi går derned når de fleste er kommet” sagde jeg og satte mig foran min computer. ”Daisy” Holly satte sig på bordet foran mig. ”Jeg ved godt du er virkelig sur på Jenny og Simon. Men kan du ikke godt prøve at skjule det i dag? Jeg ved hvor lang tid de har planlagt den her fest” sagde hun og prøvede at fange mit blik. Holly og jeg havde været med til at planlægge det meste, hvilket vi havde haft det rigtig sjovt med. Jeg lukkede mine øjne. ”Så kan du være så sure på dem som du vil efter, okay?” jeg nikkede. Hun havde ret – det havde hun altid. ”Jeg prøver” sagde jeg så og sendte hende et lille smil. ”Bare hold dig til mig, så skal alt nok gå” sagde hun og grinede, hvilket smittede af. ”Tak Holly” sagde jeg og tog hende hånd. ”Tak for det hele” sagde jeg hurtigt. Hun rejste sig op og trak mig ind i et kram. ”Jeg vil altid være her for dig Daisy!” og med de ord åbnede vi døren og gik hen mod haven.

Jeg kunne se alle menneskerne længere fremme. Jeg måtte tvinge mine ben frem. Min mave slog knuder og jeg blev pludselig nervøs. Jeg måtte gemme min vrede væk – bare lige i dag. Jeg fik sikkert god tid til at rase ud senere, nu måtte jeg bare holde det løfte jeg lovede Holly. Hun gav min arm et blidt klemt og sendte mig så et beroligende smil. ”Bare smil” sagde hun, hvilket fik mig til at smile.

”Daisy!” sagde en af mine…. Fake mostre. Jeg rakte hånden frem og lod hende trække mig ind til sig. ”Hvor er du blevet stor!” sagde hun glad og kiggede på mig. Jeg grinte falsk og gik videre til de næste. Jeg måtte jo være venlig og hilse. ”Hej Holly!” hørte jeg min 'moster' sige i baggrunden. Jeg vendte mig rundt og så på Holly som sendte mig et smil. Jeg kiggede rundt og fik øje på Jenny, som stod og kiggede over på mig. Jeg følte mig slet ikke tilpas længere.  For to dage siden så jeg virkelig frem til den her aften, og nu ville jeg gøre alt for at slippe væk. Jeg følte mig virkelig som en fremmede.

Jeg gik og kiggede ned i gulvet mens jeg hilste på folk. Tårerne pressede sig på, hvilket ville smadre alt. Jeg ville ikke skabe opmærksomhed. Det var deres fest, og selvom jeg virkelig var sure på dem, så fortjente de at få en god fest. Jeg vente mig om, da jeg ikke kunne høre Holly bag mig længere. Jeg kiggede forvirret hen på hende, og lidt efter kom hun hen til mig. ”Er der noget galt?” spurgte jeg forvirret om. Hun rystede på hovedet, men hendes øjne fortalte hun løj. Jeg stoppede op og kiggede på hende ”Hvad er der?” hun tyssede på mig. ”Det fortæller jeg senere” mumlede hun bare og skubbede mig frem ad. Jeg rystede forvirret på hovedet og rakte hånden ud til personen som stod foran mig. ”Hej” sagde jeg i det samme tonefald som jeg havde gjort ved de andre. ”Hej Daisy” en ukendt halv lys drenge stemme lød i mit øre. Jeg kiggede hurtigt på personens tøj, som bestod af nogle bukser, en stribet bluse og……. Seler. Der gik en underlig fornemmelse igennem mig, som om jeg kendte den person der stod foran mig. Jeg kiggede ned på vores hænder, som stadig holdt fast i hinanden. Jeg holdt vejret og løftede langsomt mit hoved op, og blev mødt af et par blå/grå øjne der lignede mine alt for meget. Et sus gik igennem min krop og mit hjerte sprang et slag over. Et gisp undslap mine læber, og straks slap jeg hånden. Jeg fjernede hurtigt mit blik og kiggede rundt. Der var blevet helt stille og opmærksomheden var vendt mod os. Jeg rystede langsomt på hovedet. Det kunne ikke være rigtigt. Ikke her! Ikke nu! Jeg kiggede over på Holly for at få bekræftet at det var rigtigt. Hun bed sig i læben og nikkede. Jeg kiggede forvirret rundt. Vidste de det alle sammen? Var jeg virkelig den eneste der ikke havde vidst en skid? Jeg kunne mærke vreden stige op i mig. Først fortalte de jeg var adopteret, og nu havde de endnu en ’overraskelse’? Ingen havde spurgt mig, om jeg ville det her. Jeg kneb øjnene sammen, åbnede dem igen og tog mig sammen og kiggede tilbage i de øjne der lignede mine alt for meget. Den samme underlige følelse fra før gik igennem mig. Jeg kunne stadig mærke alles blikke på mig, og hvis jeg ikke snart tog mig sammen, så ville folk undre sig lidt for meget. Jeg tog en dyb indånding og åbnede munden ”Hej Louis”

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Waow! Jeg havde ikke regnet med så mange læsere! Wow tak! Hvis I ikke har liket den, så må I meget meget gerne gøre det! :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...