Secrets hurt. [1D]

Vild, ung, glad, skør, underlig – ja det er Daisy Tomlinson. Daisy er en pige på 18 år som bor hos sine ’forældre’ Jenny og Simon i London. Hvad Daisy ikke ved er, at hun er blevet adopteret væk fra sin bror da hun var 1 år gammel. Hun lever sit liv perfekt, indtil en hvis person kommer ind i billedet.


Louis Tomlinson er 20 år gammel og lever sit liv som kendt. Han har de fire bedstevenner i hele verden + en kæreste som han holder meget af. Louis har hele sit liv vidst, at han har en søster ved navn Daisy ude i verden, og da Daisy endelig bliver 18 år tager han kontakt til hende, hvilket ændrer deres begge liv fuldstændig.

1447Likes
1388Kommentarer
226236Visninger
AA

4. A huge disappointment

 

Et smil jeg fandt irriterende bredte sig på Louis ansigt. Jeg kiggede rundt, og straks begynder folk at snakke igen, men deres blikke var stadig på os. ”Daisy” Holly kom hurtigt hen til mig og lagde en hånd på min skulder. Jeg så Louis kiggede på hende, og det undrede mig, at hun slet ikke fangirlede eller noget. Faktisk var Holly slet ikke sådan, men hun stod foran et af sine idoler, og alligevel var det mig hun havde øje for. ”Tag den senere” hviskede hun i mit øre og gav mig et lille skub i ryggen. Jeg gik hen til den næste og rakte hånden frem. Det føltes akavet efter episoden lige før, men jeg havde givet Holly et løfte.

Personen foran mig tog imod min hånd og gav den et klem. Jeg kiggede hurtigt op og så direkte ind i nogle grønne øjne. Jeg havde aldrig mødt ham før, men han virkede virkelig bekendt. Han havde brunt hår med krøller som sad flot omkring hans ansigt og så var han højere end Louis. Louis’ navn kom ind i mine tanker igen. Jeg kiggede hurtigt over på ham, som hilste på Holly, som kiggede på mig. ”Harry” sagde en ret mørk og hæs stemme. Jeg kom hurtigt til mig selv og kiggede over på ham. Jeg nikkede bare, bed mig i læben og gik videre. Jeg havde ikke lyst til at være her – overhovedet ikke. Alle mine planer gik i vasken, og jeg havde en virkelig underlig følelse inden i.

”Så tror jeg vi alle er kommet” Jennys stemme overdøvede os alle og fik os til at tie stille. ”Værsgo at sætte jer ned” sagde hun og smilede stort. Folk gik langsomt hen til den plads de havde fået. Holly tog mig i armen og trak mig hen i et hjørne. ”Er du okay?” hendes stemme lød blid. Hun fjernede mit hår fra ansigtet og kiggede mig i øjnene. Jeg trak på skulderne. ”Jeg ved ikke hvordan….” hun nikkede forstående. ”Du har din chance nu Daisy” sagde hun og smilede. ”Lær ham at kende. Han er din bror!” hun sagde det hurtigt og kiggede så omkring. ”Jeg ved ikke om jeg er klar….” min stemme var usikker. ”Jeg kan slet ikke finde rundt i tingene længere” mumlede jeg så og kiggede ud mod gæsterne der efterhånden havde fundet deres pladser. ”Jeg lover vi snakker i aften, okay? Og jeg lover du får tid til, at få alt det her på plads. Men nu er din bror her. Din overlækre bror!” sagde hun og skubbede til mig, for at få mig til at grine, hvilket virkede.

Jeg kiggede bagud og så Louis og Harry sætte sig ved siden af hinanden. Jeg anede stadig ikke hvor jeg havde set ham den anden før. ”Hvem er han?” spurgte jeg om og kiggede hurtigt væk, da Louis vendte sit blik mod os. Holly gav mig et ’omg-ved-du-ikke-det-blik’ og sendte mig så et smil.”Det er Harry Styles. Din brors bedsteven” jeg lavede store øjne. Det virkede så underligt, at Holly vidste mere om min bror end jeg gjorde. ”Det undre mig, at du ikke skriger eller fangirler” sagde jeg da vi var på vej hen til vores pladser. ”Tsh! Sådan er jeg slet ikke” sagde hun og kiggede ’surt’ på mig. ”Og desuden så har du brug for min støtte. Ikke min… fliphed” sagde hun lavt. Jeg rullede for sjov med øjnene og fniste. ”Så du havde flippet ud, hvis jeg ikke var ked af det?” Hun bed sig i læben og kiggede væk, hvilket fik mig til at grine.

”Her skal vi sidde” sagde Holly og tog om min arm, så jeg ikke gik videre. Jeg kiggede ned på bordet, men kun fordi jeg kunne mærke nogen kigge på mig – og jeg vidste udmærket hvem det var. Jeg trak stolen ud og satte mig ned, hvorefter jeg tog fat i mit bordkort og kiggede nøje på hvert eneste bogstav.

Jeg sad som forstenet til bordet og lod mine øjne bevæge sig langsomt over bordkortet. Holly sad ved siden af mig, Louis overfor mig og Harry ved siden af Louis og overfor Holly. Jeg kunne mærke hendes blik hvile bekymret på mig, mens hun af og til kiggede på drengene. Det hele føltes som flere timer, men det var vidst kun nogle minutter. Jeg løftede blikket og sendte Holly et lille smil, som hun straks gengældte. Jeg hørte en stemme tale til mig, en stemme jeg let kunne genkende efter bare et møde med personen. Eller ikke engang et møde. Holly gav mig et lille spark over benet, hvilket fik mig til at kigge op. Jeg mødte Louis’ øjne. Han smilede til mig. Ikke hans irriterende smil, men et venligt et. ”Daisy, jeg ved godt det her er underligt” han stoppede hurtigt og kiggede rundt. ”Men jeg synes også det er mærkeligt ikke at se sin biologiske søster i så mange år”…. Hollys blik gik fra Louis til mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Det var som om jeg løb tør for ord. Jeg lod mit blik hvile i hans øjne og åbnede min mund, men kun et ”hm” kom ud. Louis tog sig vidst ikke af det, hvilket undrede mig. Her sad jeg helt uden ord, mens han sad og… tog det helt roligt. Det måtte jeg give ham, det var flot. Noget fortalte mig, at han havde vidst han havde en søster i lidt længere tid end jeg.

En mørk stemme tog over, og det gav et sæt i mig. Det var som om hans stemme kunne få mig til at vågne op fra min lille drømme verden. Hans ord var bløde men også overraskende i mine øre. Jeg havde ikke regnet med, at han ville snakke til mig. ”Louis har sådan glædet sig til at møde dig” Mit blik fandt hans, og hans smil fik mit hjerte til at banke nogenlunde normalt igen. Der strømmede en masse følelser igennem min krop, og mærkeligt nok fik to ukendte personer mig til at smile. Jeg kunne ikke lade være.

Flere ord samlede sig i min mund, og de ventede alle på at komme ud. Jeg havde pludselig alt for meget at sige og spørger Louis om, men først og fremmest skulle han vide, at det var okay. Jeg havde ikke været den mest imødekommende person. Jeg rystede kort på hovedet ”Jeg er også glad for at møde dig….” jeg stoppede hurtigt mig selv, men jeg ville sige hans navn. Bare for at få følelsen af glæde – hvilket jeg fik når jeg sagde hans navn. ”Louis” sagde jeg så lidt efter. Et stort ægte smil bredte sig på Louis ansigt. Jeg kunne mærke Holly kigge stolt på mig, hvilket også gav mig en smule mere selvtillid. Harry’s øjne hvilede tankeværdigt på mig, og da jeg mødte hans øjne lyste han hurtigt op i et charmende smil. Jeg kiggede hurtigt væk, men mit smil bevægede sig automatisk, og blev større. En varme skød op i mine kinder, og jeg vidste jeg var en smule rød i hovedet nu. Jeg kiggede ned på bordkortet og bøjede kanten på det. Et ’ding’ lød igennem teltet og lidt efter lød Simons stemme ud over det hele. ”Værsgo at tage mad”

Vi sad og spiste og snakkede frem og tilbage. Eller Holly snakkede frem og tilbage. Jeg var ikke genert lige nu, men jeg havde et vigtig spørgsmål jeg skulle formulere ordentlig. Louis kiggede på mig. Jeg tror han vidste jeg tænkte på et eller andet, for han fastholdt hans blik. Jeg kiggede ham i øjnene og begyndte at snakke: ”Hvorfor har du ikke kontaktet mig før?” Holly og Harry stoppede hurtigt deres snak og kiggede på os. Jeg ville ikke fange hans øjne, men jeg ville alligevel vide sandheden. Jeg så tankeløst på ham, og kunne se han tænkte over sit svar. ”Fordi jeg har en karriere, og jeg bruger mest min tid på drengene” En kniv ramte mig i hjertet – eller det føltes sådan. ”Og jeg bruger mest min tid på drengene” lød det i mit hoved. Jeg vidste han ikke var færdig, men det kunne være ligegyldigt. Jeg havde ingenting at sige. Jeg var målløs, og det tror jeg han forstod, for hans stemme blev meget lav da han fortsatte. ”Jeg synes det var bedst nu” han var nervøs, det kunne jeg tydeligt høre i stemmen… men hvad fanden! Det havde han også en god grund til at være.

Jeg skubbede stolen bagud og rejste mig op. Jeg kiggede rundt og fik hurtigt øjenkontakt med Jenny, som langsomt rystede på hovedet og kiggede strengt på mig. Hun kunne rende mig. ”Daisy” sagde Holly og tog fat i min arm, som jeg hurtig rev til mig. Jeg kiggede ikke på Louis. Jeg vidste det ville gøre det hele værre. I stedet tog jeg min mobil og gik med faste skridt hen til udgangen. Folks øjne fulgte mig, og jeg følte mig virkelig fremmede i et telt fyldt med folk, som jeg engang kaldte min familie.

Jeg låste mig inde på mit værelse. Lige nu havde jeg ikke brug for nogen! Og heller ikke min bedsteveninde, som altid bragte smilet frem i mig i de mørke tider. Jeg satte mig tungt på min seng. Mine hænder rystede voldsomt lige nu. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tænke, jeg vidste bare, at jeg var utrolig skuffet. Jeg vidste han havde kendt til mig i flere år, og at han så direkte fortæller mig, at hans ’venner’ betyder mere end mig. Det gjorde ondt.

Lyden af nogen slog på døren fik mig til at vågne op. Jeg lyste af raseri da hans stemme lød i mine øre. Den var ikke til at tage fejl af, overhovedet. ”Daisy” Han blev ved med at banke på min dør, for hver gang blev lyden hårdere. Jeg tog mig sammen, ikke fordi jeg gad, men for at høre hvad han ville. Jeg sukkede opgivende og låste så døren op. Nærmest hoppende kom han ind. Jeg så underligt på ham. Han smilede stadig selvom han så mit udtryk, som bestemt ikke viste kærlighed. Jeg ventede på hvad han ville. Jeg vippede utålmodigt med foden. Han så på mig med et irriterende smil da han sagde mit navn igen. ”Jeg har lige mødt dig, men jeg vidst ikke at min søster var så fandens belastende” ordene fløj bare ud af hans mund, men det så ikke ud til at han fortrød det han sagde. Mine øjne blev store. Hvad f:nden bildte han sig ind? Jeg gad ikke se på ham længere. Jeg gik med hurtige skridt hen imod ham. Lige nu kunne jeg skrige alt ud. Det var ikke sådan her jeg nogensinde havde regnet med mit møde med min bror skulle være. Faktisk havde jeg slet ikke regnet med at møde min bror, da jeg ikke troede jeg havde en!

Jeg tog fat i dørhåndtaget og kiggede ondt på ham. ”Hvordan kan du komme her og sige jeg er belastende, når du SLET ikke ved hvordan jeg er?” jeg skreg ordene ud. Alt min vrede fra i går kom ud, og det gik alt sammen udover ham.. Men jeg var ligeglad. Hvad bildte han sig overhovedet ind!

Jeg hørte fodtrin og lidt efter kom Holly ind. Hun kiggede strengt på mig. ”Louis” sagde hun og kiggede undskyldende på ham. Louis fjernede ikke sit blik fra mig, og da et smil bredte sig på hans læber fik jeg lyst til at slå ham. Hvordan kunne han opfatte det her som sjovt?! Havde han overhovedet nogen ide om hvor hårdt det ramte mig, og hvor sur det gjorde mig? ”Hvad sker der?” en mørk stemme lød i mine øre, og lidt efter kom Harry ind i rummet. Jeg ville ikke kigge derover. Jeg var ikke sur på Harry, og den måde han fik mig til at føle i teltet, den havde jeg ikke brug for nu. Det var den følelse Louis også har fået frem i mig, men ikke længere. Jeg havde givet ham en chance og fortalt jeg rent faktisk var glad for at møde ham…. Men lige nu ville jeg give alt for at kunne gå i seng uden at vide han var sådan en idiot.

 ”Louis kom for at sige farvel. Han tager hjem nu” sagde jeg koldt og hårdt. Uden at kigge på Harry kunne jeg se han kiggede skiftevis på Louis og jeg. ”Hvad?” Louis kiggede uforstående på mig, men med et glimt i øjet. ”Vi skal da først have dessert” sagde han og fjernede endelig sit blik fra mig. Holly sendte mig et strengt blik, men det var jeg fuldstændig ligeglad med nu. Louis skubbede til Harry, som lidt efter begyndte at grine, og så gik de ud af døren. Holly kiggede på mig og skulle til at sige noget. ”Jeg vil gerne være alene” mumlede jeg surt. Jeg vidste min opførelse overfor hende var totalt latterlig og ond, men jeg havde brug for at være alene. Hun nikkede bare og gik ud. 

Mine følelser var virkelig ikke til at styre. Jeg smækkede døren i og satte mig ned på gulvet, hvor jeg begravede mit hoved i mine hænder. Aldrig havde mit liv været så meningsløst. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tænke, og i de sidste to dage havde jeg kun tænkt negativt. Der var et tidspunkt i dag hvor jeg troede det hele nok skulle gå. Jeg var klar til at give det hele en chance, og jeg var glad for at se min bror – men alt var anderledes nu. Hvorfor skulle jeg bruge min tid på en bror, som til hver en tid ville foretrække sine venner frem for sin søster? Han sagde selv det var underligt IKKE at kende sin biologiske søster, og så f:cker han selv det hele op! Idiot.

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg sad på gulvet, men hvert fald i alt for lang tid, for jeg kunne slet ikke mærke min numse. Jeg hørte stemmer ude for mit vindue, og noget sagde mig, at folk skulle til at hjem. Jeg rejste mig op og måtte støtte mig til væggen, for ikke at falde. Mine ben sov og jeg lignede helt klart lort. Jeg skulle til at smide mig i sengen, da døren gik op. ”Daisy, du skal ud og sige farvel” Simons stemme lød i døren, hvilket bare fik nye tåre til at trænge sig på. Det var det første han havde sagt til mig siden i går. Jeg orkede ikke at diskutere med ham, og han skulle slet ikke se mig græde. Jeg prøvede at samle min stemme, men det gik ikke. ”Nu” sagde han en smule hårdt. ”Ja!” sagde jeg højt og irriteret. ”Jeg KOMMER!” mumlede jeg surt og gik hen imod mit spejl. ”Godt så” sagde han og gik ud. Jeg kiggede mig i spejlet og fik et chok. Havde jeg taget SÅ meget mascara på? Jeg tog hurtigt noget papir og tørrede det væk. Det var umuligt at redde mine øjenvipper, som sad i store klumper pga. de var våde. Jeg sukkede og lukkede øjnene. Jeg tog dybe indåndinger og prøvede at få ro over mig selv. Hvis jeg ikke snart kom ud, så ville Simon sikkert trække mig ud.

Jeg gik ud i haven og så folk stadig holdt til i teltet. Jeg kiggede forvirret rundt. Sagde Simon ikke, at jeg skulle ud og sige farvel? ”Daisy, der var du!” Hollys stemme lød bag mig. Jeg vendte mig hurtigt rundt og så på Holly, som hurtigt så bekymret på mig. ”Daisy” sagde hun stille og trak mig ind i et kram. ”Er du okay?” jeg nikkede og sendte hende et lille smil. Jeg havde ikke lyst til at græde igen. Jeg græd nærmest aldrig, og på to dage havde jeg grædt alt for meget. Jeg måtte bare være stærk. ”De skal til at hjem nu, så vi må nok hellere skynde os” sagde hun og tog min hånd og trak mig med. ”Hvem?” spurgte jeg forvirret om. ”Louis og Harry” sagde hun hurtigt som om der ikke var sket noget. Jeg stoppede op og kiggede irriteret på hende. Havde hun ikke forstået jeg ikke gad at se ham? Det var det jeg mindst havde lyst til lige nu! ”Daisy” mumlede hun og trippede. ”De står og venter på dig og..” jeg afbrød hende ”Så sig de kan skride” ordene fløj ud af min mund før jeg kunne stoppe dem. ”Daisy!” sagde hun højt og tog fat i min hånd igen. ”Sig i det mindste farvel til dem! De kom for din skyld” sagde hun bebrejdende. Jeg trak ligegyldigt på skulderne. ”Jeg bad dem ikke om det!” sagde jeg hurtigt. Jeg vidste jeg var en bitch lige nu og Holly fortjente ikke den behandling, men jeg kunne slet ikke styre mig selv. ”Det er jeg ligeglad med. Du opfører dig virkelig latterligt lige nu!” sagde hun surt. ”Sig nu bare farvel til dem så du bliver fri for dem. Og så kan du opføre dig sådan der bagefter” sagde hun og trak mig med… og denne gang gik jeg med uden et ord.

-------------------------------------------------------------------------------------------------

Somsagt, må I meget gerne like den! :-D Hvis den får en del likes, så får i mere allerede søndag eller mandag. :-) + Skriv gerne hvad I synes om den indtil videre. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...