Same mistakes 4 - One direction

Kate har endelig vænnet sig til tanken om et barn, mens Harry stadigvæk ikke er vild med idéen. De sætter alt på spil, og glemmer helt hinanden. Og ikke nok med utroskab, skænderier og hormoner får Kate og Harry deres hidtil største chok.

Hvis du vil vide mere, må du læse dig frem til det ;) xx

165Likes
306Kommentarer
20872Visninger
AA

16. Vores seng.

Kates P.O.V

Jeg sad i min seng og kiggede op i loftet. Jeg forstod det ikke. Jeg forstod ikke Harry, hvordan kunne han gøre det. Jeg mærkede for fire tusinde gang tårende presse sig på, men jeg lod dem ikke falde. Ingen skulle se hvor dybt dette havde såret mig. Jeg ville nemlig væk herfra så hurtigt som muligt. Der var gået 2 uger siden Harry havde fortalt mig at han var utro. Han havde ikke en gang prøvet på at kontakte mig. Jeg ved godt jeg sagde at jeg aldrig ville se ham igen, men sandheden var at jeg savnede ham så utroligt meget. Det var nu bare endnu et bevis på at hver gang han havde sagt at han elskede mig, var løgn.

Det eneste gode der var sket var at jeg havde forbedret mig. Jeg kunne godt føle at jeg havde det bedre med mig selv, end da jeg kom. Alt ville være perfekt hvis det ikke var for Harry og den luder, han sikkert lige nu var igang med at kneppe. Jeg vidste at det var den eneste grund til at de beholdte mig. Måske også fordi jeg for det meste bare sad i min seng, og kiggede op i løftet.

Jeg havde mange gange prøvet at få mine tanker hen på noget andet, f.eks ved at tælle fliserne i loftet. Jeg havde fået talt dem omkring 50 gange, så jeg var sikker på at der var 124 fliser. Problembet var bare at nu var der ikke flere fliser at tælle. Det eneste jeg havde tilbage at tælle, var hvor mange forskellige senge Harry havde ligget i her på det sidste.

Mens jeg sad og gennemgik alt dette i mit hoved for fyrre-tusinde gang, slog en tanke ned i mig... Noget jeg nok skulle have tænkt på for starten. Mon han havde været mig utro, mens jeg stadig var gravid? eller måske før?. Jeg fik det helt dårligt af at tænke på det. Jeg trykkede på en lille blå knap og snart efter kom en sygeplejske ind. "Ja, Kate?" spurgte hun mig og smilede. Jeg så på hende. "Må jeg gå ud på altanen? Jeg vil gerne have noget luft..". Hun så mistænksom ud og nikkede så svagt. Troede de virkelig at jeg ville hoppe ud? Hun kom over mod mig og løsnede det bånd jeg havde om anklen og tog et par tuber ud af min arm. Jeg satte fødderne ned på det kolde gulv, og gik langsomt over mod altandøren. Jeg åbnede den og trådte ud på altanen. Den dejlige friske luft ramte mit ansigt. Det var befriende. Det var evigheder siden, jeg havde mærket luften. Jeg så nogle blitz, og kiggede ned. Uden for indgangen, stod et dusin photografer. De stod nu med kamera rettet mod mig og klikkede løs. Jeg lignede sikkert et uhyr. Som jeg stod der med mit hår hængene slapt ned langs mine skuldre, og mit make-up frie ansigt. Mit lette 'hospitals' kjole blafrede i vinden. Mine tær var frosne, men alligvel blev jeg stående. "Kate?" sagde en velkendt stemme, jeg snurrede rundt og hoppede ind i favnen på min elskede far. 

"Hvad laver du her, far?" spurgte jeg, og smilede for første gang i 2 uger. "Du er blevet udskrevet.. Jeg er her for at hente dig" han smilede, og gnubbede min ryg. Jeg skulle hjem. Jeg skulle ikke være låst inde mere, som en eller anden psykopat.

"Vi kører lige forbi .. lejligheden, og henter dit tøj". Jeg stivnede. Lejligheden? Dén lejlighed?

"Bare roligt, han er der sikkert ikke!" forsikrede han, som om han læste mine tanker. Jeg nikkede bare, og fulgte efter ham. Jeg fik ikke engang chancen for at sige farvel til.. Hvem skulle jeg sige farvel til? Sofia?

 

                                                         ¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤

 

Jeg smækkede bildøren, og nikkede til dørmanden som straks lukkede mig ind. Jeg tog elevatoren helt op, til den luksuriøse penthouse lejlighed - som jeg engang boede i. Jeg satte nøglen i, og drejede den forsigtigt indtil døren gik op med et 'klik'.

Jeg listede mig ind, selvom Harry sikkert var ude. Jeg så tøj ligge rundt omkring i stuen, og ikke kun mandetøj men også kvindetøj.. Og det var ikke mit.

Jeg tog tøvende håndtaget ned, og gik ind i soveværelset. Sterinlys var tændt, og flere tømte vinflasker lå omkring på gulvet samt tusindvis af rosenblade. Jeg tænkte ikke så meget på det, men gik bare ind i vores walk-in-closet. Jeg tog de første 3 kufferter, jeg så og lagde mit tøj der ned. Jeg havde ikke plads til det hele, men det var nok til et par uger.

Jeg fandt også mit og Harrys nødkreditkort nede i tasken, da jeg pludslig hørte en kvindestemme stønne "Åååh, Harry! Lige det! Uh! Hårdere!" Jeg listede hen til skabsdøren, og kiggede ind i værelset. Og dér i vores dobbeltseng. Lå Harry sammen med.. Var det.. Georgia May Jagger? Hvordan kunne jeg undgå at se dem?

Ét var at han gik rundt og bollede alle piger, der havde lyst. Noget andet var at han gjorde det i vores seng. Min seng.

Det var dråben! Det skulle han få' betalt!

Jeg tog en favnfuld af hans tøj, og marcherede fast besluttet ud i værelset og hen til vinduet. Jeg fik med besvær trukkket gardinet fra og fik bakset vinduet op, og kastede hans tøj ud. Jeg drejede mig rundt, og så Harry. Jeg sendte ham et koldt, og hævnrigt blik, han kom hurtigt op og stå og fik hans boxershorts på. Jeg hentede hurtigt mere tøj, og smed det ud af vinduet. Da jeg var på vej ind for at hente mere tøj, tog Harry hårdt fat i min arm. "Hvad fanden laver du her, Kate?" råbte han "Hvad fanden laver du her?" fnøs jeg, og rykkede min arm men så tog han bare hårdere fat. "Slip mig, Harry!" hvæsede jeg, og kiggede olmt på ham.

Georgia kom op på den anden side af Harry, og hviskede lidt for højt Harry i øret "Jeg kan godt forstå, hun var blevet psykisk indlagt.. Hun er jo sindsyg!" Vreden boblede inden i mig, og inden jeg vidste af det havde jeg givet Georgia en knytknæve lige i hendes grimme fjæs.

Harry gav slip på mig, og jeg hastede ind i walk-in-closet og tog mine kufferter. Jeg skulle til at styrte ud af lejligheden da Harry spurgte mig "Hvad laver du egentlig her?" spurgte han uforstående "Det ved jeg faktisk ikke.." og med de ord, forlod jeg lejligheden.

 

Mere??

Please like!!

 

Kapitlet er skrevet af mig selv og (søde og smukke og sjove) You know who!!!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...