Young and careless - 1D

Michelle Tiharen er en meget normal pige fra London. Hun har altid boet i London og altid vidst, hvad hun ville med sit liv. Her på det sidste er det dog svigtet lidt og hun tvivler på om forfatter det rigtige i hendes liv. Hun har altid været rapkæftet, led og ikke åbnet sig for folk. Hendes mor håber det ændrer sig. Måske har hendes mor ønsket rigtigt?
Michelle har aldrig hørt om gruppen, One Direction, men den dag hun bliver reddet fra at falde ud foran et tog af drengene, ændrer det sig hurtigt. Hun tror ikke, at de falder i hendes smag, men de er fantastiske. Måske mere end normalt..

22Likes
34Kommentarer
2677Visninger
AA

5. Undskyld, du glemte det her..

Jeg følte mig som et centrum. Zayn og Harry kiggede på mig, selv når jeg ikke snakkede. Det var efterhånden ubehageligt, så jeg prøvede forsigtigt at skifte emne.

"Hvornår kommer de andre?" spurgte jeg, selvom jeg ikke kendte dem. Inden i mig selv tilføjede jeg et lille: Og hvornår vil I lade mig tage hjem?

Jeg behøvede ikke få svar, for straks blev døren åbnet og tre drenge væltede ind. De smuttede ind i det, der lignede stuen, og lagde noget brød på bordet. Eller det var i hvert fald en pose fra en bager.

Hvor kendte jeg det mærke fra? Så fandt jeg ud af det. Det var bageren lige over for, hvor jeg boede. Enten var vi så langt væk at de havde taget derhen eller taget den, der lå længere væk fra hvor jeg boede. Jeg fandt den sidste mere sandsynlig.

"Oh, er vores skøn jomfru vågnet?" spurgte en dreng med en drillende tone. Jeg kunne ikke kende forskel på dem. Der var en med lysebrunt glat hår og det var ham, der havde spurgt om spørgsmålet. Så var der en med leverpostejs farvet hår og en med lyst hår. Jeg synes dog, at de alle lignede hinanden. Den eneste der skillede sig ud var Zayn.

Jeg hørte et halv hæst grin og jeg gloede bare. "Forresten, det er Louis," sagde Harry og smilede så. "Og det er Liam og Niall." Han pegede skiftevis på leverpostejs-drengen og ham med det lyse hår.

Jeg nikkede til dem og huskede at jeg ikke havde sagt mit navn. "Michelle," sagde jeg og automatisk røg den sidste kommentar ud af min mund. "men alle kalder mig Mis."

Jeg skævede mod klokken og så at den var halv et. "Undskyld mig," sagde jeg kort til Zayn og Harry og de fjernede sig fra den varme dyne, jeg havde over mig. Jeg hev den af til den ene side og rettede så ned på min kjole. Mine fødder havde ikke længere stiletter på, så jeg kiggede lidt efter dem, men de lå nede på gulvet, så jeg rejste mig op.

"Kunne I fortælle mig, hvor jeg er?" spurgte jeg så høfligt, jeg kunne. Jeg glattede lidt mere på min kjole og rodede lidt i mit hår.

"På et hotel i London," svarede Niall, ham den blonde, og vendte så hovedet mod posen med brød i. Det mindede mig om noget.

Jeg smuttede hen til vinduet og kiggede ud. Jeg blev så glad, at jeg næsten sprang op. Det var hotellet som lå, næsten, overfor min lejlighed.

"Skønt," mumlede jeg, men de spørgende stemmer bagefter mindede mig om at jeg ikke var alene. "Jeg bor lige derovre!" sagde jeg og pegede tydeligt på lejligheden overfor, så de ikke kunne være i tvivl.

"Jeg tror faktisk bare jeg går derover." besluttede jeg og tog mine stiletter på. Min mobil lå underligt nok på bordet og jeg snuppede den. "Hyggeligt, at møde jer!" sagde jeg kort og vinkede halvt.

Jeg havde forfærdeligt travlt med at komme ud. Jeg åbnede hurtigt døren, løb halvt ned af trapperne og skyndte mig ud af hotellet. Bare det at se min lejlighed, gjorde mig glad.

Jeg småløb så godt jeg kunne, trods den store hovedpine og de høje stiletter, men jeg nåede hurtigt over den bilfyldte vej og skubbede til døren til min lejlighed og gik op af trapperne.

Jeg satte mig ned på hug og løftede op under dørmåtten. Den lille nøgle lå der som altid, og jeg hev den ud og låste op. Døren lukkede bag mig af sig selv og jeg hev min kjole af.

Så rendte jeg lidt rundt i undertøj, indtil jeg gik ind på badeværelset og smed undertøjet og gik under den varme bruser, som jeg lige havde tændt.

Jeg prøvede at vaske alle gårsdagens drinks væk. Prøvede nok også at vaske den dumme hovedpine væk og den dumme lugt blandet af drengeparfume og hotellugt. Jeg lod min hånd glide langsomt hen af min hofte og lod den sidste klat balsam blive vasket ud. Jeg slukkede for vandet og tog et håndklæde om kroppen og lavede en hat ud af et andet. Jeg tog det beskidte undertøj op og smed det ned i vasketøjskurven og gik så ind på mit værelse, for at finde noget rent undertøj.

Mit skab var oprindeligt brunt, men det var malet hvidt og nu var den hvide farve så ved at falde af, så få steder kunne man endnu en gang se det brune. Jeg rev den ene låge op og tog et nyt sæt undertøj ud. En enkelt sort sæt, med få blonder.

Jeg hev mine håndklæder af og tog det hurtigt på. Jeg smed håndklæderne på gulvet og smuttede ud i køkkenet og åbnede for køleskabet. Da jeg åbnede køleskabet, faldt en lille seddel ned og jeg samlede den op. VAFLER, stod der med stort og jeg fik pludselig lyst til at være en af de der lækre piger, som rendte rundt kun i ført undertøj og et forklæde, og lavede mad indtil deres kæreste kom hjem. Jeg kunne bare gøre det uden kæresten.

Jeg lagde opskriften på køkkenbordet og rodede rundt i skufferne, køleskabet og sådanne steder for at finde de forskellige ting til vaflerne. Jeg fandt hurtigt tingene frem og fandt derefter mit hvide forklæde med røde hjerter på. Jeg havde fået det af min mor for lang tid siden, da hun mente det som en hentydning til at jeg skulle begynde at lave mad.

Som det sidste tog jeg vaffeljernet frem og begyndte at lave dejen. Det gik enkelt nok og jeg satte vaffeljernet til stikket og ventede på at den røde lampe ville lyse, for at vise, at nu var den klar til at få dej på sig.

Jeg skulle lige til at hælde det første dej i, da min telefon ringede og jeg lagde skålen ned på bordet. Min mobil lå lige ved siden af og jeg tog den hurtigt, selvom jeg vidste, at det var Megan.

"Hej, Megan!" sagde jeg og tørrede mig med armen i panden. Jeg svedte ikke, jeg gjorde det bare.

"Hej, er du hjemme?" spurgte hun og lød helt dårlig. Hun havde sikkert også tømmermænd, som jeg. Dog var hovedpinen væk og jeg smilede venligt. "Ja, men jeg har virkelig ikke tid lige nu," sagde jeg og kiggede hen mod vaffeljernet, som så ret varmt ud. "Vi ses!"

Jeg lagde på og lagde min mobil væk. Jeg gik tilbage til mine vafler og hældte forsigtigt i. Jeg fyldte den første form ud og derefter hurtigt den næste. Så lukkede jeg den i og sukkede lettet. Jeg hentede et fad og gjorde det klar. Der var til otte vafler, men jeg regnede kun med at lave halvdelen.

Fire minutter skulle de have, så åbnede jeg låget og tog dem ud med en gaffel. Jeg lagde på fadet og lod dem blive sprøde, i mens jeg endnu engang fyldte den ene form i. Jeg fyldte den anden i og ventede de fire minutter.

Jeg åbnede låget, hev den ene ud og skulle til at hive den anden ud, da det ringede på døren og jeg ikke fik ordenligt fat i vaflen. Den røg ned over mit lår og jeg hvinede højt.

"For fanden i helved, det brænder på mit lår!" udbrød jeg og hev ledningen ud til vaffeljernet. Jeg gik hen til døren, imens jeg holdt mig til mit lår. Jeg åbnede døren på klem, og kiggede ikke engang der ud.

"Jeg synes ærlig talt at det er lidt irriterende, at folk forstyrrer mit forsøg i at være en sexet ung pige, som render rundt i undertøj og forklæde, og laver mad. Det er slemt nok, at der ikke kommer en dejlig kæreste hjem og spiser den mad med mig, så.." startede jeg og snakkede bare. Det var lige meget hvem det var, om så det var min mor eller min far som - usandsynligt - kom tilbage, fordi han fortrød at han forlod mine brødre og jeg. Dog blev min sætning stoppet, da Zayn stod derude og kiggede forskrækket på mig.

Så grinede han og jeg kløede mig i panden. "Jamen, kom ind," sagde jeg og vendte mig om. Jeg huskede kort at mit forklæde ikke også dækkede min bagende, men blev så ligeglad. Det var jo ikke fordi jeg havde bar røv eller g-streng på.

Zayn nikkede kort og kom så ind og kiggede i mit køkken. "Hvad bager du?" spurgte han og kiggede på mig.

"Vafler," mumlede jeg og kiggede på vaflen på gulvet. Jeg bukkede mig ned og samlede den op. "Mislykkede vafler." sagde jeg og viftede lidt med den afkølede vaffel.

Jeg gloede lidt på Zayn. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde at han ikke var lækker og hvis jeg ikke havde tømmermænd og var så træt, havde jeg garanteret flirtet på livet løs. "Hvorfor kom du egentlig?" spurgte jeg og tænkte på om han mon havde stået dernede og kiggede ringeklokkerne igennem. Var det pedellen, der havde åbnet for ham?

Jeg gik hen til køkkenbordet og støttede mig op af det. Zayn kom hen og stillede sig ved siden af mig, og rakte mig min clutch. Jeg gloede ned på den og tog imod den, mens mine fingre forsigtigt strejfede Zayns hånd.

Zayn kiggede op på mig og jeg vendte mig mod ham. "Tak," sagde jeg og kiggede ham op i ansigtet. Zayn kiggede meget nøje på mig og skubbede så sin læbe frem med hjælp fra sine tænder. "Du er sød, når du er ædru," sagde han og smilede så kort.

Jeg kiggede på ham og rullede med øjnene. Så lagde jeg clutchen på bordet og lagde tre fingre på hans skulder. "Jeg er sød, fordi jeg har tømmermænd," sagde jeg og sagde kun sandheden. "Og måske fordi du er lækker."

Jeg fortrød lidt, at jeg havde sagt det sidste, men da Zayn bare grinede af det blev jeg fin nok med det.

"Okay, Mis," sagde han og smilede. "Vi ses." Zayn vendte sig om og først der opdagede jeg, hvor tæt vi havde stået. Han gik ud af døren og lukkede den efter sig.

Jeg åbnede min clutch og kiggede den igennem. Alt var der. Alt undtagen én ting. Den lille seddel med mit nummer på.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...