One Direction - You and I. (2) ❤

Emma og drengene, er tilbage. Denne gang uden forældre der slår, i baghovedet. De er nemlig i fængsel, (som du kunne læse, i etteren)
Denne gang er der mere sjov, udfordringer, og drama.
Zayn er vist stadig ikke over Emma, som han kyssede kyssede i etteren. Niall bliver fyldt med jalousi. Kan Emma klare presset, fra to fyre? Måske tre?
- Og hvad med den voldelige fan, der overfalder Emma.

38Likes
77Kommentarer
6901Visninger
AA

18. Kapitel atten.

Jeg vågnede næste morgen i sofaen.  Drengene var væk. Jeg rejste mig op fra sofaen, og kiggede rundt i huset. Men de var ingen steder. Jeg gik ind i køkkenet, og lagde mærke til en seddel, der lå på køkkenbordet. Jeg tog det op, og læste.

Hej Emma! Vi skulle lige til koncert her i London. Håber det er okay. Vi er hjemme klokken 17 cirka. Måske kunne du invitere Maya over? - Drengene.

Det var jo en mulighed, for at rette op, på det der skete. Ja det ville jeg gøre. Jeg fandt min mobil, og ringede hende op.

"Hej Maya," sagde jeg. "Vil du ikke kommer over? Drengene er til koncert, så kunne vi måske snakke om det.."

"Om hvad?" spurgte hun nysgerrigt, og en smule koldt. "Det finder du ud af, når du kommer," svarede jeg.

Hun sukkede, og mumlede: "okay, jeg kommer." Så lagde hun på.

Jeg tog mit tøj på, og satte mig ned ved spisebordet. For første gang i lang tid, gik jeg ind på badeværelset, fandt halskæden som Niall gav mig, da vi blev kærester, og tog den på. Jeg snøftede kort, og kiggede på billedet. Hold kæft jeg savnede ham. Selvom jeg jo var sur på ham, så var han stadig den samme. Han var stadig lille Niall, der gjorde mit humør bedre, bare ved at synge for mig. Jeg sad bare tænkte på Niall, da jeg pludselig mærkede en hånd på min skulder. Jeg vendte mig om, og så direkte på Maya. Jeg kunne ikke andet end at smile. Jeg klappede på stolen ved siden, som tegn på at hun skulle sætte sig. Hun satte sig, og kiggede forvirret på mig. Jeg kiggede stadig på halskæden.

"Er det den du fik af Niall?" spurgte hun sødt. Jeg nikkede, og snøftede en gang. Jeg tog den over hovedet, og gav den til Maya, så hun kunne forstå. Hun smilede da hun så billedet. Hun læste citatet højt.

"Forever Mine, Forever Your, Foever Ours." Jeg nikkede, og prøvede at holde de tårer inde, som truede med at komme.

"Hvorfor slog i op?" spurgte hun. Jeg bed mig i læben, og fortalte hende hele historien. Fra start til slut. Jeg følte at jeg kunne stole på Maya. Og jeg vidste ikke hvorfor, at jeg pludselig følte sådan.

"Det er jeg af.. Savner du ham?" spurgte hun. Jeg nikkede tungt, og placerede mit hovede i mine hænder.

"Det var kærlighed ved første blik næsten," sagde jeg. Maya trak på smilebåndende. "Jeg har også noget i den retning," sagde hun. Jeg nikkede. "Hvad gjorde du, for at kommer over det?" spurgte jeg hende. Jeg vidste, at mig og Niall aldrig ville komme ud af det sammen igen. Så jeg måtte komme over ham.. Men hvordan?

"Jeg kom videre.. Der findes en masse andre ting her i livet. Og hvorfor blive kærester i så en ung alder? Man ved jo at man slår op på et tidspunk, med mindre man bliver gift.." sagde hun. Hun havde ret. Der var ikke mening med at få 'kærester'.

"Undskyld at jeg ikke hjalp dig, da du blev overfaldt. Det var tarveligt... Jeg ved ikke hvad der gik af mig," sagde hun. Jeg sukkede, og kiggede op.

"Jeg overreagerede også selv.. Men.. Er vi gode igen?" spurgte jeg sødt, og tog hendes hånd. "Helt sikkert," sagde hun, og smilede sødt.

Vi snakkede bare i lang tid. Jeg lavede kakao til os, og vi hyggede os ekstremt. Hun virkede som en god veninde. Jeg huskede tydeligt før jeg løb hjemmefra. Vi var gode venner, men jeg følte det var bedre nu. Min eneste pigeveninde.. Og måske den eneste ven, jeg overhovedet havde.

Klokken blev fire, og der var en time til drengene ville komme hjem. Vi havde snakket om alt. Om Zayn der ville fri til mig, om mine forældre, om Mayas kæreste sorger. Det var virkeligt befriende at få det hele ud, og sådan troede jeg også Maya havde det.

Vi besluttede os, for at gå i centeret. - Eller Maya gjorde, og tvang mig med.. Hun hev mig ind i en armbåndsbutik. Jeg fårstod hende ikke. Hun førte mig hen til et specielt armbånd.

"Det gav jeg til min kæreste, da det ikke gik.." sagde hun. Der stod trykt: "I Miss you, when we not are together" Det lød sødt, men hvorfor havde hun tvunget mig hele vejen her over, for at se det? "Giv det til Niall. Altså uden han ved det, eller ser det. Hvis han tror det er fra dig, så..." sagde hun. "Kom nu Emma.. Det kan ikke blive værre end det er nu!" Jeg daskede hende på skuldren. "Tak for lort."

Jeg kiggede på armbåndet. Jeg kunne jo ligeså godt? Altså jeg gav ham ikke noget, da vi blev kærester, hvilket han jo gjorde. Måske..

Jeg tog armbåndet, og gik op til kassen, og betalte. Maya smilede stort, og jeg fniste.

Vi gik hjem igen, og jeg lagde armbåndet under Nialls pude. Det var spænende at se hvad der ville ske..

Klokken var snart fem, og Maya skulle hjem. "Vi ses." Hun skulle hjem til Irland i morgen, og det var dårlig timing. Jeg havde brug for hende.  "Jeg ønsker dig det bedste," sagde hun, og gav min hånd et klem.

Jeg kunne næsten græde. "I lige måde." Hun vinkede blidt, og gik ud af døren, som jeg lukkede efter hende.

Jeg gik ind i stuen, og smed mig i sofaen, og ventede på drengene.. Se, nu blev det spænende...

 

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

I må gerne like!

Jeg skriver mere, nu flere likes, og kommentarer der kommer. :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...