Forelsket I En Kriminel

Jessica er en dansk pige, hvis forældre er skilt. Hendes far bor i USA - New York, og da Jess flytter hen til ham sker der en kæmpe forandring i hendes liv. Hun kommer til at træffe store, svære, beslutninger, som for hende til at stå med en pistol i hånden overfor hendes familie. At dræbe er slemt nok, men at dræbe sin familie for ham. For den man elsker. For ens Romeo, for ens største kærlighed nogensinde! Denne her fortælling viser hvor svært det kan være at kæmpe for sin kærlighed ...

Den er med i konkurencen, så det ville betyde endnu mere hvis i føjede 'like' eller favorit en ellers :)

7Likes
15Kommentarer
1553Visninger
AA

3. Ham

Jeg nåede slet ikke at reagerer. Det var som at blive stukket hos lægen. Det gik lynhurtigt, og først mærkede man ingenting, men så kom smerten. En uventet hammer slog mit hoved fladt, et glasskår flænsede min hud på venstre arm og hældte salt i. Et lille piv kom fra mig. Et piv der kom fra en mus der var blevet fanget i en musefanger. Jeg stønnede lavmeldt. Det der var anderledes til en vaksenation, var at det gjorde ondt i længere tid, og det var sværere ikke at skrige højt og smertefuldt. Men jeg kneb munden sammen til en lige streg. Jeg kneb øjnene hårdt i. Jeg turde ikke åbne dem, bange for at se en lang flænge i min arm. Der lød tumult. Råb, og stemmer. Forvirrede stemmer. En tyk lugt af brændt metal, os fra biler samt salt og hjern - der nok kom fra min arm -.

  Jeg kunne ikke lade være. Jeg åbnede langsomt øjnene, selvom det var besværligt fik jeg dem alligevel nok op til at kunne se noget. Først så jeg ikke andet end stjerner og tyk tåge, men senere kom små, klare billeder frem. Et ansigt ... Lige udenfor mit ... En tyk røgsky, lidt ala' en atombombes tykke røg der steg op til himlen, var bag det blege ansigt. Jeg prøvede at stille skarpt på skikkelsen foran mig. Var det min far? Mine tanker sad fast som lim, umuligt at rykke i. Jeg åbnede øjnene lidt højere. Et blegt ansigt med perfekte former, ildrøde øjne og kulsort ravnehår, hvis pandelokker hang ned og spærrede for hans smukke blik. Pludselig trak tankerne sig væk fra limen. Mine tanker kørte rundt i hovedet på mig. Jeg havde set ham før ... Men hvor? Og hvad lavede han enlig her? Og hvad lavede jeg  her? Minderne blussede op i mig sammen med mine røde kinder. Jeg gøs ved tanken - og følelsen - af min venstre arm. Mit hoved dunkede smertefuldt, men jeg drejede det alligevel så godt jeg kunne. Jeg kunne se en bunke smadret metal. Det måtte engang have været en bil ... Bag den holdt tre blinkende politibiler i række. Den røde bil var smadret ind i fortorvet, samt en anden lille Volvo, - men ikke mig? Alting var mindst en halv meter væk fra mig. Jeg stønnede. Det måtte være mit hoved der gav igen. Langsomt førte jeg min højre arm op til mit hoved - den højre kunne jeg slet ikke løfte -, og mærkede mig frem til det sted hvor noget slimet sad fast til min hovedbund. Jeg trak hånden ned til mine øjne, så jeg kunne se hvad det var. Mørkerøde dråber af beskidt blod sad fast som slim til min hånd. Det svimlede for mig. Jeg havde aldrig været god til det med blod ...

  "Er hun okay?"

  "Han redede hende sgu!"

  "Hallo? Kan du høre mig?!"

  "Tilkald en ambulance!"

  De mange råbende og forvirrede stemmer, gav genlyd i mit hoved. Jeg drejede hovedet væk fra min blodige hånd og så over mod drengen igen. Hans hånd blødte kraftigt, fra et stort snitsår i håndryggen. Hans ansigt var fladt, ligegyldigt og koldt. Hans blodige hånd holdt han mod noget af det smadrede metal. En stor bule var indhugget bag hans hånd. Igen gispede jeg. Jeg kunne ærlig talt ikke få vejret. Han blinkede svagt. Først nu fandt jeg ud af at han holdt mig i sine muskuløse arme - hans t-shirt var revet godt og grundigt igennem -, og hans blik afslørede at han ikke var en af de slags der overgav sig let. Han havde redet mig ... Han havde på en eller anden underlig måde kunnet få bilen væk fra mig, og samtidig gribe mig i et fald mod brostenene?

  Baaarboooooh, baaaarboooooh ... Sirenerne lød som piskesmæld i mit stakkels hoved. Jeg lukkede automatisk øjnene. Klemte dem fast så hårdt jeg kunne.

  "Hun er i live!"

  "Er du sikker? Hun ser rimelig lemlæstet ud ..."

  Folk begyndte at diskuterer min tilstand frem og tilbage, imens jeg - med usædvanligt blide bevægelser - blev løftet op i et stærkt greb. Mine arme hang slapt ned af siden på mig, og gjorde smerten i armen større. Jeg lagde næsten ikke mærke til de mange hammere der dunkede mit hoved fladere endnu. Jeg koncentrerede mig bare om det pludselige skift af lugten. En lækker duft af noget ukendt, sneg sig op i mine næsebord. Jeg åbnede øjnene igen. Var der nogle der bagte kage imens jeg lå som en anden død hundehvalp i armene på en kæmpe? Nej. Det kunne ikke rigtig være det der skete. Pludselig genkendte jeg lugten. At stå i en elevator, på vej ned til en gåtur rundt i området. En høj skikkelse ved min side. Det var ham. Det var jeg sikker på. Jeg åbnede igen øjnene, og så direkte op i det diamant-agtige ansigt. Jeg stønnede. En eller anden havde ramt min døde arm.

  "Argh ..." mumlede jeg, og kneb øjnene sammen igen.

  "Hvad er der sket?!" en stemme brød igennem alle de andres råb, og diskussioner. Jeg genkendte den med det samme. Det var min egen lille far.

  "Far ..." jeg kendte ikke den stemme der kom ud af min egen mund. Alting var så forvirrende. Så ufatteligt ... Jeg var blevet redet af en ukendt mand der duftede af forårsblomster og nybagt kage?!

  "Jess!" jeg kunne ikke se ham. Det kønne ansigt spærrede for mine øjne. Langsomt lod min redningsmand mig komme ned mod jorden, i stedet for den baby-stilling jeg lå i, i hans arme. Jeg klamrede mig stadig fast til ham, og blev ved med at holde omkring den blege, iskolde nakke.

  "Det er okay ..." jeg fik endnu et chok. Det var ikke min far der talte, som jeg troede, for munden foran mig bevægede sig langsomt, svagt. Det lød heller ikke som min fars paniske stemme, for denne her havde en blid medlidenhed gemt et sted bag den hårde klang. Det var som begravelsesklokkerne der ringede i kirken. En blanding af alle mulige følelser på én gang ...

  Jeg slappede lidt mere af. Lod armene hænge lidt slappere om hans nakke, men jeg holdt stadig fast. Jeg ville ikke ned - og falde om igen -.

  "Stop! Holdt! Du er hermed anholdt!" en rasende, irriteret og dyb stemme svar igennem mit hoved. Var det mig han talte til?

  "Hvad ...?" mumlede jeg sammenbidt, og mærkede pludselig mine ben ramme den hårde sagsmuld der lå strøget ud på vejen.

  "Ikke til dig! Til Jake!" nærmest brølede han ind i mit stakkels hoved, der stadig dunkede som en gal. Et svagt musepiv lød igen fra mig, da de faste, rolige arme gav slip omkring min talje. Jeg havde det som om jeg faldt ned fra verdens ende. Bare faldt, og faldt, og faldt ... Sort ...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...