It Has To Be You {Super Junior}

Choonhee er en meget talentfuld 22-årig pige, som lige siden kpop-gruppen Super Junior debuterede, har været håbløst forelsket i et af medlemmerne, skønt hun aldrig har mødt ham. Kim Jongwoon, bedre kendt som Yesung, møder en dag ved et tilfælde denne 22-årige pige, som har en ualmindelig smuk sangstemme, og bliver langsomt mere og mere forelsket i hende. Problemet er bare, at han som berømthed ikke må være sammen med helt normale piger som Choonhee. Og selvom de begge ihærdigt forsøger at give slip på deres unægtelige kærlighed til hinanden, er det umuligt for dem at være adskilt. Samtidig må Choonhee beslutte om hun er villig til at gøre brug af sin fantastiske sangstemme og blive en stjerne, så hun kan være sammen med Yesung.

10Likes
5Kommentarer
1382Visninger
AA

3. Næseblod

”Choonhee! Choco! Vågn nu op, for pokker!” Heesuns stemme lød desperat og en kende irriteret. Nogen – jeg vil gætte på det var Heesun – ruskede i mig for at få mig til at vågne, men stoppede så. Så talte hun igen, lidt mere dæmpet. ”Du må altså virkelig meget undskylde... Åh gud, jeg kan næsten ikke fatte at det virkelig er dig!”

Den næste stemme jeg hørte, kunne jeg med det samme kende. Lige meget hvad, ville jeg altid kunne kende den stemme. Og den stemme kunne altid gøre mig klar i hovedet.

”Det er okay, det gør ikke noget...” sagde stemmen lavmælt. Den lød så blid og varm, at jeg troede mit hjerte skulle eksplodere. ”Jeg må åbenbart passe bedre på med bare sådan at træde uanmeldt ind i offentligheden.” Han grinede sagte. Hvor havde han en smuk latter...

Så tog jeg mig endelig sammen, og åbnede mine øjne - og gloede lige ind i Heesuns vrisne blik. Hendes læber var knebet sammen i irritation, men lige så snart hun så mig åbne øjnene, løsnede hun op og så lettet på mig.

Jeg bevægede blikket til siden... og blev mødt af et par smukke, mørkebrune øjne der så ned på mig med let bekymring i blikket. Jo, det var ham... min forelskelse, min kærlighed.

Yesung.

Et vidunderligt, lille smil opstod på hans læber og fik mig til at miste pusten. Jeg lignede højst sandsynligt en idiot, når jeg sådan lå der med let åben mund og meget store øjne, men det tænkte min hjerne ikke over i det øjeblik. Alt den registrerede, var skønheden lige foran mig.

”Y-Yesung oppa...” stammede jeg ucharmerende og kunne bare ikke fjerne mit blik fra hans øjne. Lige indtil Heesun tog et fast greb om mine skuldre og satte mig op i en siddende stilling.

”Du aner ikke hvor længe vi har ventet på at du skulle vågne op,” mumlede hun og rystede opgivende på hovedet. ”Jeg forstår godt du faldt om, jeg mener, Yesung er jo din bias, men...”

Hun nåede ikke at sige mere før jeg panisk havde lagt hånden over hendes mund og holdt hende i et stramt greb. Havde min veninde dog slet ingen taktfølelse?! En kraftig rødmen steg op i mine kinder, og jeg krummede forlegent mine tæer idet jeg vendte mig halvt om og sendte Yesung et undskyldende smil.

”D-Du må undskylde, min veninde er lidt...” Jeg nåede ikke at sige mere før Heesun fik revet min hånd væk fra hendes mund.

”Jajaja, jeg kan godt fatte et vink med en vognstang, tak," sagde hun og himlede med øjnene over min generthed. Jeg kiggede forsigtigt hen på Yesung, imens mit hjerte racede afsted... Og i samme øjeblik skete det, der bare ikke måtte ske.

For fanden! Jeg havde jo glemt alt om min underlige tendens til at få næseblod! Men nu begyndte det, og det var ikke bare en lille smule. Det løb ned over mine læber, og dryppede fra min hage ned på mit tøj.

"Shit, Choco, ikke nu!" jamrede Heesun og farede op fra gulvet for at finde noget papir. Hun havde tydeligvis også glemt alt om det, selvom hun næsten altid var klar med både vat og køkkenrulle.

Lige siden jeg blev omkring elleve år gammel, havde jeg haft det med at få næseblod når jeg var presset, eller stod i en svær situation som jeg ikke vidste hvordan jeg skulle tackle. Første gang var da min mor fortalte mig hun havde kræft. Efter en hel time med voldsom næseblod kørte min mor mig til hospitalet, hvor vi fik det stoppet. Men i mange dage efter, bare jeg tænkte på min mors sygdom, kunne jeg nemt få næseblod. Jeg havde fået tre operationer da det endelig begyndte at aftage, men det kom stadig i meget pressede situationer - som nu.

Yesung så meget chokeret ud, men rejste sig også omgående op for at finde noget at standse det med. Jeg sad bare på gulvet, næsten i chok, og følte mig hjælpeløs og ynkelig. Så kom jeg til at tænke på noget. Hvad nu hvis Yesung troede jeg havde fået næseblod af en anden grund? Åh gud! Sådan måtte han ikke tænke om mig!

Før jeg vidste af det sad Yesung igen ved siden af mig, med et hvidt håndklæde som jeg febrilsk tog imod og pressede mod min næse. Mit hjerte bankede med lynets hast idet jeg så op på Yesung med et panisk blik. Jeg følte at jeg var nødt til at fortælle ham om min underlige tendens til at få næseblod, men jeg vidste ikke hvor jeg skulle begynde.

"Er du okay?" sagde Yesung bekymret og så ud som om han ikke vidste hvor han skulle gøre af sig selv. Det så ret sødt ud, og hvis blodet ikke havde fosset ud af min næse, havde jeg nok klukket af ham. Men det eneste jeg kunne tænke på i det øjeblik, var at Yesung absolut ikke måtte tænke på mig som en eller anden pervers unge der fik næseblod bare af at kigge på ham!

"Yesung oppa, du må altså virkelig undskylde, men i mange år har jeg fået næseblod hver gang jeg har stået i en, ehm, vild situation, så det har virkelig ikke noget med dig at gøre... Eller jo, det har det jo, men ikke på den måde, du ved..." Sådan ville det have lydt hvis ikke jeg havde haft et stort håndklæde for min næse og mund. I stedet lykkedes det mig at få sagt en masse volapyk som enhver normal person ikke ville kunne fatte et kvæk af.

Yesung klukkede. "Du må vidst hellere vente til det stopper med at bløde," sagde han og så fuldstændig bedårende ud med det søde grin der nåede helt op til hans øjne. Jeg kiggede ned i gulvet med blussende kinder og nikkede tavst. Selvfølgelig. Når jeg endelig mødte den person jeg elskede allermest i hele verden, skulle jeg selvfølgelig opføre mig fuldstændigt tåbeligt...

Jeg kiggede op da jeg mærkede en hånd på min skulder. Yesung havde åbenbart set mine postkasserøde kinder, for han smilede skævt og sagde: "Choonhee-ah... Jeg er ked af at jeg fik dig til at besvime på scenen... Du sang ellers helt fantastisk. Jeg bliver desværre nødt til at gå nu..." Han tøvede pludselig, og så ud som om han havde en heftig indre konflikt med sig selv. Så kiggede han igen op, nu med et beslutsomt blik i sine øjne og fortsatte. "Men jeg håber vi ses igen en anden gang."

Med de ord rejste han sig brat op og skyndte sig ud af lokalet. Jeg så bare efter ham, ude af stand til at røre mig.

Det måtte være en drøm. Det kunne ikke passe. Men jeg kunne tydeligt mærke min skulder brænde der hvor Yesungs hånd havde været, så det kunne jo ikke være nogen drøm, vel?

Nej, det var ingen drøm. Yesung, selveste Yesung fra Super Junior, havde lige sagt at han gerne ville se mig igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...