Ikke bare en brik i deres spil

”Hvad er det du spiser?!?” spurgte han, han var helt sikkert sur. Men det var han sgu hele tiden! ”Snickers..” mumlede jeg. ”Og hvem har sagt du må spise den? Du har et møde med Hayley Thompson på torsdag! Har du glemt det?” ”Nej, det har jeg ikke glemt” sagde jeg roligt. ”Og der er ikke nogen der skal give mig lov til at spise chokolade” jeg hævede stemmen. ”Det er mit liv og jeg gør hvad jeg vil! Jeg er ikke din marionetdukke!”

Isabella Montez har været model så langt tilbage hun kan huske, og hun er en af de rigtig gode. Men hun er ved at være træt af sit liv. Hun er aldrig hjemme, ser aldrig sin familie og han kun en veninde. Men skal hun opgive sin livslang karriere for at få det tilbage?

1Likes
0Kommentarer
580Visninger

3. 3.

 

Efter ca. 10 min. kørsel  nåede vi Hayley Thompson’s bykontor. Det var en stor hvid bygnig i midten af New York. Vi gik ind af de sorte dobbeltdøre med smukke udskæringer. Vi kome ind i en kæmpe forhal med marmor væge og gulve. For enden af  rummet var der en reception. Der hang krystallysekroner i loftet og der stod nogel røde sofaer med sorte puder, som så enormt blød ud.

Og jeg havde ret. Mens Daniel snakkede med kvinden i receptionen satten jeg mig i sofaen. Jeg var ikke sikker på hvor Simone var. Hun forsvandt da vi steg ud af bilen, men jeg var sikker på at hun var okay. Hun ville ringe hvis der var noget, det var jeg sikker på. Daniel vinkede mig hen og jeg gik over til ham. Jeg skulle skrive under på at det var mig der var Isabella Montez og at jeg var mødt op. Bagefter fik vi lov til at gå ind til Hayley, men Simone var stadig ikke kommet tilbage. Det var første gang at jeg mødt Hayley Thompson personligt. Jeg har altid læst ”Fashion” og det har altid været et af mine ynglingsblade, så da Daniel fik et opkald fra hende var jeg helt op at køre, for et er bare stort for mig! Selvom jeg har været i Vogue 3 gange så betyder det her virkelig meget, også selvom det ikke er det største modeblad i verden. Hayley er 52 år, ikke så høj og gråhåret. Og alligevel så hun helt fantastisk ud! Hun holdte sig virkelig godt! Hendes kontor var indrettet i sort og hvid med små røde detaljer. Meget stilrent. Ingen billeder af hendes familie eller en hel masse nips ting.

Da jeg trådte ind i rummet startede hun med at give mig elevator blikket og smilede bagefter for sig selv. Hun gav først Daniel hånden og dernæst mig. Så satte vi os i de sorte lædermøbler overfor hendes meget specielle glasskrivebord.  ”Ja Isabella…jeg har set nogle af dine billeder og jeg synes at det var på tide at vi fik afholdt et møde” Jeg var ikke sikker på om jeg skulle svare så jeg nikkede bare. ”Jeg kunne godt tænke mig at vi havde en billedeserie og forside med dig i vores November nr.” fortalte hun. ”Det lyder rigtig godt” sagde jeg og smilede. ”Jeg tænkte at vi kunne skyde billederne om tre uger. Det vil så blive uge 28, Passer det der?” spurgte hun. Jeg tog min Iphone op at tasken og tjekkede min kalender. Ingen aftaler, kun mors fødselsdag…”Det passer fint” svarede jeg. ”Skal billederne tages her i New York?” spurgte Daniel. ”Ja, i skal nok for mere information om en uges tid. Jeg skal bare lige finde ud at et par ting.” ”Okay” sagde jeg og smilede. ”Er størelsen bare den normale?” spurgte hun mig ”Ja” svarede jeg. ”Sko?” ”38” ”Din far er amrikaner og din mor er dansk ikke?”spurgte hun. ”Jo det et rigtigt” svarede jeg. Hayley tog noter på sin computer.

”Jeg ringer bare til dig om et par dage” sagde hun henvendt til Daniel. ”Og så skal jeg bare have din underskrift” hun rakte mig et dokument. Jeg læste det igennem, gav det vidre til Daniel som godkendte og så skrev jeg under. Som bekraftelse gav vi hinanden hånden ”Jeg tror det var nok for i dag”  sagde hun og smilede. Vi sagde pænt farvel og forlod så kontoret. Da vi kom ud i forhallen gik jeg direkte i receptionen og spurgte om Simone havde været her. Det havde hun ikke. Jeg tog min Iphone og ringede til hende. Den ringede fem gange før hun tog den. ”Hey..” sagde hun. Hun lød forpustet? ”Hvor er du??” ”Jeg fik det dårligt og ville finde en kiosk, jeg købte en juice og fik det bedre da jeg havde drukket den. Men så da jeg ville tilbage kunne jeg ikke finde rundt. Jeg ville ikke ringe og forstyre så jeg har bare løbet rundt i gaderne..” ”Åhh ven..har du nogen idé om hvor du er?” ”Nej ikke ringtigt..” ”Okay jeg finder Daniel og så kører vi ud og finder dig ikk’??” ”Jo, bare skynd jer!” ”Så meget så mugligt det lover jeg! Vi ses om lidt” ”Ses.” Så lagde hun på. Daniel var gået ud til bilen så jeg skyndte mig der ud. ”Hvor er Simone?” spurgte han som om det først var gået op for ham nu at hun ikke var her. ”Jeg har lige snakket med hende, hun er i en gade i nærheden men kan ikke finde tilbage” ”Okay, så må vi jo finde hende” Vi satte os ind i bilen og kørte afsted. Der gik ikke mere end 3 min. før jeg så Simone stå på et gadehjørne og kigge rundt. Vi standsede bilen og hun hoppede ind. ”Hvis du bare var gået ned af den der gade og så bagefter ned af den til venstre så havde du været der” sagde jeg og smilede. ”Ja ja men det er altså ikke til at finde ud af! De gader ligner jo alle sammen hinanden” ”Det kan der være noget om, men du har da ikke problemer med at finde rundt på hotellet.” ”Sikkert…”  svarede hun. Der var et par minutters stilhed. ”Nå men hvordan gik det?” spurgte Simone. ”Den er i hus” sagde jeg og smilede. ”Tillykke” sagde hun og gav mig et kram der mislykkedes lidt pga. selen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...