Vildfarne Hjerter - Færdig

Året er 1752, da den unge Rosalynn skal møde sin trolovede. Manden, Linden er et par år ældre end hende, og tilsyneladende perfekt. Han er smuk, intelligent og tryg. Men samme dag, går Rosalynn med sin far på byen kro, og møder den unge, vilde, og interessante Will. Will roder sig ud i problemer konstant, og har det med at trække andre med ind i dem. Og Rose er ingen undtagelse.
Alligevel finder Rose ham fascinerende, og forelsker sig langsomt. Men hun har jo Linden, og derudover, er Will, den fattige kroejers søn, slet ikke et passende parti, for en så velstående ung kvinde som Rose.

39Likes
88Kommentarer
4900Visninger
AA

8. Mine Redningsmænd

Efter Lindens trussel trak han sig tilbage til teltet sammen med sin slægtning, og efterlod mig til de fire barbarer.

”Vi tager af sted om en halv time,” besluttede en af dem, og gik så mod et andet telt. To andre fulgte efter, og forlod mig dermed, med kun én fangevogter. Alligevel turde jeg ikke satse på et flugtforsøg, for ham jeg var efterladt med var tre gange min egen størrelse.

I det fjerne hørte jeg lyden af galopperende hove, men sandsynligheden for at rytterne ville begive sig så langt ind i skoven var så lille at jeg ikke engang turde håbe. Og om muligt faldt mit håb endnu mere, da jeg så hvor fuldstændig ubekymret min vagtmand så ud.

Dog ville jeg sværge på at de kom nærmere, på trods af den lille sandsynlighed, og lidt efter lidt så det også ud til at gå op for den enorme mand.

Til sidst var lyden af de galopperende hove så tæt på at den også vibrerede i jorden, og mandens udtryk blev mere og mere alarmeret.

”Rose!” lød en svagt velkendt stemme, der kom fra samme retning som hovslagene, men jeg kunne ikke helt placere hvem den tilhørte.

”Rose!” Råbet lød igen.

Fra en åbning i træerne dukkede træ heste frem. Manden der holdt øje med mig satte råbende i løb mod teltet, som hans frænder var forsvundet ind i.

På den forreste hest, en hest jeg genkendte, sad Will og svingede med et træs afrevne arm.

De to heste bagved denne genkendte jeg ikke, ej heller rytterne, men da de fulgte Will regnede jeg med at de ikke var noget at frygte.

Lettelsen over at se Will, min redningsmand og hans medsammensvorne, var så stor at jeg et øjeblik glemte hvem der havde efterladt mig til disse primitive mænd i første instans. Mindet vendte dog hurtigt tilbage, og med det en simrende vrede, på trods af at jeg var glad for at se ham her.

De tre andre mænd var omsider på vej ud af teltet, ledet af ham der havde holdt vagt ved mig først.

Dog nåede kun en af dem hen til mig før rytterne, og ud af det blå hang der pludselig en kniv i brystet på ham.

Forfærdet så jeg til mens han faldt, men nåede ikke at udtrykke min rædsel over scenariet, før en hånd greb fat om mit håndled, og hev mig op på ryggen af Wills hest.

I samme øjeblik som jeg slyngede mine arme omkring livet på ham, mere af instinkt end egentligt ønske, vendte hesten rundt, og satte i løb tilbage hvor de kom fra.

Med de to andre, stadigt ukendte ryttere efter os, fulgte vi en selvopfunden sti igennem skoven, og ud på den brede eng, hvorfra byporten var synlig.

Brat stoppede vi op, og de tre drenge jublede højlydt.

”Vi fik hende!” råbte en dreng på en skimlet kraftig pony, der mindede om dens rytters muskuløse krop.

”Succes!” jublede en anden, der sad placeret på en stor sort hest med en underligt truende og majestætisk aura.

Jeg kunne mærke Wills latter, der rystede hans overkrop, og smilede selv, for selvom han havde ladt mig i stikken først, var det jo ikke sådan det endte.

Så her sad jeg blandt middelklasse borgere, alle tre langt under min værdighed, og de var alligevel mine redningsmænd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...