Vildfarne Hjerter - Færdig

Året er 1752, da den unge Rosalynn skal møde sin trolovede. Manden, Linden er et par år ældre end hende, og tilsyneladende perfekt. Han er smuk, intelligent og tryg. Men samme dag, går Rosalynn med sin far på byen kro, og møder den unge, vilde, og interessante Will. Will roder sig ud i problemer konstant, og har det med at trække andre med ind i dem. Og Rose er ingen undtagelse.
Alligevel finder Rose ham fascinerende, og forelsker sig langsomt. Men hun har jo Linden, og derudover, er Will, den fattige kroejers søn, slet ikke et passende parti, for en så velstående ung kvinde som Rose.

39Likes
88Kommentarer
4911Visninger
AA

9. Komplikationer

Sent hen på eftermiddagen, da solen var begyndt at gå ned red vi endelig igennem byporten, og jeg tog mig selv i at sukke lettet.

Selvom det ikke var komplet sikkerhed, eftersom Linden både boede og var accepteret i byen, var det alligevel en form for forsikring om at intet kunne ske mig ude i det offentlige.

"Ja, så er vi tilbage. Er der noget bestemt sted du gerne vil hen?” spurgte Will, og vred nakken for at kaste et blik tilbage på mig.

Til min egen overraskelse smilede jeg og sagde: ”Jeg tager bare med dig tilbage til kroen, der er noget vi skal snakke om.”

"Det... Ja, selvfølgelig,” stammede han, af en eller anden grund pludselig anspændt.

Jeg tog mig dog ikke af det, men slappede af, og nød følelsen af hesten der roligt bevægede sig under mig, i takt med at al frygten, usikkerheden og chokket sivede ud af min krop.

Omkring os snakkede folk om deres hverdag, uden det mindste kendskab til hvad der havde foregået samme dag i skoven. Og at en af deres mest respekterede adelsmænd var en simpel landevejsrøver.

Ved tanken om Linden, bundfældede bekymringen og anspændtheden sig igen, og greb fat i hver en fiber af min krop.

Han ville ikke blive glad. Måske ville han endda annullere ægteskabet, hvilket for min egen personlige skyld ikke gjorde spor, men mine forældre ville blive meget skuffede.

Udover dette, kunne jeg ikke engang trøste dem ved at fortælle dem hvilke gerninger Linden havde begået, for hvem kunne vide hvad han så ville gøre?

Disse tanker strømmede igennem mit hoved imens vi red igennem porten ind til kroens store brolagte gårdsplads, og fortsatte da Will sprang af, og let og ubesværet løftede mig ned.

Den ene af drengene, hvis navn jeg mente var Tyson, havde forladt os lidt før, men den anden var der stadig, med den store truende hest.

"Jeg sætter ham bare...” mumlede han, og pegede mod stalden, og Will nikkede godkendende.

Selv trak han også af sted med sin hoppe mod en varm boks og velfortjent foder. Jeg fulgte selvfølgelig efter, usikker på hvad jeg skulle gøre hvis jeg blev efterladt alene på gårdspladsen.

Da den anden dreng havde sat hesten ind i boksen og taget udstyret af dem, sagde han farvel til Will, og bukkede kort for mig, før han forsvandt ud af stalddøren.

"Nu har vi stedet for os selv,” bemærkede Will, og jeg mente at kunne spore en anelse nervøsitet i hans stemme.

Jeg nikkede, og kiggede afventende på ham, eftersom der tydeligvis var noget han skulle sige.

"Jeg... Ja... Jeg... Undskyld jeg efterlod dig. Til røverne mener jeg. Det var forkert gjort, og du har min dybeste undskyldning Mylady,” stammede han, og kiggede ned i jorden. Jeg brød mig ikke om hans formelle tone. For første gang følte jeg faktisk en forbindelse til nogen, at nogen forstod mig, og jeg kunne næsten ikke bære at denne nogen, skulle forvandle sig til endnu en tyende.

Alligevel vidste jeg ikke hvad jeg skulle svare ham, for et hvert svar jeg kendte, ville være mindst ligeså formelt, og ville sandsynligvis bare grave kløften mellem os dybere.

I stedet tog jeg den anden impulsive beslutning den dag, og tog et fast greb om hans hage, for at vende hans ansigt mod mit, hans mund mod min.

Han tog invitationen uden at tøve, og slyngede armene om mig, lagde sine hænder på min lænd, og trak mig helt tæt på sig, mens hans tunge skilte mine læber.

Mit blod kogte, og blændende lysglimt dækkede mit syn. Sensationen ved hans berøring var noget jeg ikke havde oplevet før, ikke engang tidligere, i den lille lysning under piletræet.

Min bevidsthed strakte sig ud, og der kunne have gået alt mellem få sekunder til adskillige timer, før han slap mig.

Hans øjne lyste, hans kinder brændte, og hans hår var en anelse rodet. Jeg havde en stærk fornemmelse af at hans hektiske ansigtsudtryk afspejlede mit eget ganske glimrende.

"Du ved godt at jeg er nødt til at gifte mig med min forlovede Linden Churchhill, ikke?” hviskede jeg uendeligt trist, efter det pludselig gik op for mig at jeg var ligeglad med penge, at jeg ikke ønskede et liv som en rig, respekteret kvinde med en ondskabsfuld mand. Langt hellere ville jeg leve som den næste kroejers hustru, ydmygt og simpelt, med en mand jeg pludselig vidste at jeg ville elske. Måske ikke nu, men med tiden.

"Jeg giver ikke slip på dig. Ikke efter det der,” forsikrede han stålsat, og jeg fandt trøst i hans ord.

"Hvorfor?”

Nu ville jeg få det at vide. Hvad var jeg for ham. Et kønt legetøj, eller en spirende kærlighed?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...