Drengen fra fortiden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2012
  • Opdateret: 15 maj 2012
  • Status: Færdig
Året er 2163. Det er lykkedes forskerne Kathleen Winther og Mark Kristensen at bygge en fungerende tidsmaskine, og det vækker stor opsigt over hele verden.
Der er strenge regler for tidsrejser: Tal ikke med nogen. Tiltræk dig ikke opmærksomhed. Undgå at ændre på noget.
Tidsrejserne tjener et udelukkende videnskabeligt formål, og forskernes eneste opgave er at foretage historiske dataindsamlinger.
Men hvad sker der, når Kathleen møder en mørkhåret dreng i fortiden? En dreng med så klare, blå øjne, at hun ikke bare kan glemme dem igen...

59Likes
99Kommentarer
6062Visninger
AA

9. Del 8

Den lange gang var mørk, og alt var stille omkring Kathleen. Hun kunne kun høre sit eget åndedræt, som kom lidt hurtigere end normalt. Hendes skridt gav ekko, idet hun langsomt gik hen mod døren for enden af gangen. Der var ingen vinduer omkring hende – alle laboratorierne var placeret under jorden – og mørket blev kun brudt af det unaturligt hvide lys fra de store lamper i loftet. Hun var ikke bange for mørket, og hun havde gået her mange gange før – men alligevel var der noget, der fik hende til at se sig over skulderen hvert andet sekund. Følelsen af at bryde ind var stor, selvom hun mindede sig selv om, at hun rent faktisk arbejdede på stedet og havde fuld ret til at være der. Eller havde hun? Mark ville helt bestemt ikke synes om det... Skyldfølelsen boblede op til overfladen igen. Hendes hjerte hamrede af sted, da hun efter, hvad der føltes som en evighed, endelig nåede døren for enden af gangen. Den var stor og sort, og en tungt udseende lås sad på ydersiden. Sikkerheden var helt i top i laboratorierne, men for Kathleen var det intet problem at komme ind. Hun bevægede sig ind foran en lille, rød scanner i låsen, som aflæste hendes iris, hvorefter hun indtastede en tolvcifret kode. Endelig hørtes den lange række af bip- og kliklyde, der betød, at døren var låst op. I mørket og stilheden syntes lyden forfærdeligt høj - afslørende, nærmest anklagende. Der var ingen vagter i bygningen, sikkerheden var udelukkende elektronisk – men alligevel var hun bange for, at den høje lyd skulle tilkalde nogen, som så ville komme og opdage hende. Efter at have skuttet sig lidt, skubbede hun den tunge metaldør op. Den åbnede sig fuldstændig lydløst, og med små, forsigtige skridt skyndte Kathleen sig ind ad den. Hun trådte over den høje dørtærskel og befandt sig nu i selve laboratoriet. Hun var kommet her hver dag i flere år, men nu virkede rummet næsten fjendtligt. De tomme stole bag skrivebordene stod som ensomme silhuetter i, hvad der i dette øjeblik syntes som ingenmandsland. På opslagstavlen for enden af lokalet hang avisudklippene på række, blege som spøgelser. Alting var fuldkommen stille. Tøvende trådte Kathleen at par skridt frem – og hoppede så forskrækket tilbage igen, da de skarpe, hvide lys i loftet tændtes automatisk og badede alting i et kunstigt skær. Et øjeblik overvejede hun kraftigt at vende om.

Men så fik hun øje på tidsmaskinen på podiet for enden af lokalet, og en ny varme spredte sig i hende og overdøvede den klamme, kolde fornemmelse, som var løbet ned ad ryggen på hende. Tidsmaskinen. Jakob. Det var derfor, hun var her. Ved nyt mod og med et uforklarligt, lille smil på læben nåede hun ned til den. Et øjeblik stod hun og betragtede vidunderet, som tronede sig op over hende – denne maskine, som hun selv havde været med til at udtænke og bygge. Den havde virkelig vendt op og ned på hendes liv, men i dette øjeblik fortrød hun intet. Hvad var der dog også at fortryde? Hurtigt iførte hun sig en af de brune kutter, som hang på en knagerække på væggen. Nervøsiteten fandt sin vej op gennem hende og fik hendes hals til at snøre sig sammen, men hun ignorerede den så godt, hun kunne. Normalt skulle der et lille hold af personer til at sende nogen af sted med tidsmaskinen – sikkerhed frem for alt var altid forskerholdets førsteprioritet, og der var en masse forskellige opgaver, når det gjaldt om at forhindre ulykken i at ske. Denne nat var der dog kun Kathleen til at foretage tidsrejsen. Hun kendte alle opgaverne og havde været med til adskillige rejser både som passager og teknisk medhjælper. Men ville hun kunne klare det helt selv? Et øjeblik tøvede hun. Men så så hun igen de klare, blå øjne for sit indre blik, og hun vidste, at hun ville blive nødt til at gøre forsøget.

I sine tanker gennemgik hun alle formler og sikkerhedsforanstaltninger, mens hun gik rundt og trykkede en masse knapper ind på de forskellige dele af maskinen. Dette føltes helt anderledes end de andre afsendinger, hun havde været med til. Hun følte sig uvelkommen, hun var alene, og laboratoriet havde aldrig virket så ubehageligt før. Hun indtastede de sidste koder, før hun skyndte sig at tage plads i stolen og koble sig selv til maskinen. En lampe begyndte at blinke, og selvom den rødhårede pige ikke var der til at stå for nedtællingen, kunne Kathleen selv se blinkene fra den gule lampe på maskinen, som indikerede, at hun ville blive sendt af sted om seks… fem… fire… tre… to.. en...

De efterhånden velkendte, dansende, hvide prikker dukkede op på Kathleens nethinder, det kildrede ubehageligt i nakken, hun faldt gennem intetheden, hendes krop blev mast sammen, hun kunne næsten ikke få vejret, hendes lunger skreg på luft, hun kunne ikke røre en muskel, hendes trommehinder skulle sprænges – pludselig forsvandt alle disse sanseindtryk på én gang, og alt blev sort. På samme tid mærkede hun med ét et fast underlag, som hun faldt hårdt ned på. Et stykke tid lå hun helt stille og fik sit åndedræt under kontrol, mens hun lyttede omkring sig. I det fjerne kunne hun høre en måge skrige, og et sted i nærheden raslede vinden i træernes blade. Endelig gik det op for hende, at det sorte hun så for sig, var nattehimlen, og efterhånden tonede også flere og flere stjerner frem. Fortumlet satte hun sig op. Det var lykkedes. Det havde været en hård tidsrejse – hun havde jo ikke kunnet kontrollere alting på én gang – men det var lykkedes. Lettelsen skyllede gennem hendes krop, og langsomt stablede hun sig på benene. Trods den kølige nat spredtes en varm følelse af frihed i hende. Denne gang var hun her alene, og hun behøvede ikke at bekymre sig om Mark eller nogen af de andre. Hendes tanker faldt i stedet på Jakob, og med opløftet sind begyndte hun at gå gennem det høje græs.

Månen stod højt på den mørke nattehimmel som et stort, blegt øje der vogtede over hende, idet hun med lette skridt begav sig på vej mod fiskerens hytte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...