Drengen fra fortiden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2012
  • Opdateret: 15 maj 2012
  • Status: Færdig
Året er 2163. Det er lykkedes forskerne Kathleen Winther og Mark Kristensen at bygge en fungerende tidsmaskine, og det vækker stor opsigt over hele verden.
Der er strenge regler for tidsrejser: Tal ikke med nogen. Tiltræk dig ikke opmærksomhed. Undgå at ændre på noget.
Tidsrejserne tjener et udelukkende videnskabeligt formål, og forskernes eneste opgave er at foretage historiske dataindsamlinger.
Men hvad sker der, når Kathleen møder en mørkhåret dreng i fortiden? En dreng med så klare, blå øjne, at hun ikke bare kan glemme dem igen...

59Likes
99Kommentarer
6017Visninger
AA

6. Del 5

Papirerne var ikke blevet læst den aften, og heller ikke den næste, eller den derpå. De lå i en nydelig bunke på skrivebordet i lejligheden, og det gjorde de i de næste mange uger, indtil de til sidst var helt støvede og glemte. Kathleen havde ikke i sinde at læse dem foreløbigt – hun havde alt for mange andre ting kørende rundt i sit hoved. Mens de lå og samlede støv, havde hun været på en del fortidsrejser. Allerede på den første tur var hun stødt på Jakob igen. Endnu engang var det ham, der havde set hende først, og han havde taget hende med hjem i sin hytte. Den var lille, lavet af træ og lugtede af fisk, men intet af dette generede Kathleen. Langsomt var hun begyndt at åbne op overfor ham, alt imens hun prøvede at fortrænge billedet af Mark den aften i laboratoriet.

Det var startet ud med nogle få usikre sætninger, hvor hun spurgte ind til ham og landsbyen, mens hun havde svært ved at se ind i de blå øjne. Hele tiden var hun forfærdeligt bevidst om den vigtige regel, som hun brød ved at tale med Jakob, ja ved bare at være i hans selskab. Hvorfor havde han overhovedet valgt at tage hende med hjem, af alle mennesker? Det var hende stadig en gåde, og først efter et par besøg begyndte hun at løsne op og glemme sin skyldfølelse. Da han en dag spurgte hende, hvor hun kom fra, havde hun overvejet at fortælle en løgn. Men det kunne hun ikke, ikke til ham, og hun havde blot set ned i bordet og sagt, at hun ikke kunne fortælle ham det. Først havde han været stille, men så tog han hendes hånd – i det øjeblik blev elektriske impulser på ny sendt gennem hele hendes krop - og sagde, at det ikke betød noget. Han stillede heller ingen ubehagelige spørgsmål, da hun pludselig skulle skynde sig af sted uden at kunne fortælle ham hvorfor eller hvorhen og nægtede at lade sig følge hjem.

Kathleen sagde ikke et ord til Mark eller nogen af de andre fra forskningsholdet, men sørgede altid for at snige sig af sted ubemærket og vende tilbage i god tid, når de var i fortiden. Tiden, hun brugte på at være sammen med Jakob, burde hun egentlig have brugt på at foretage dataindsamlinger. Det var dog ikke noget problem – ved at snakke med fiskeren fik hun flere informationer og et større indblik i datidens levemåde, end de andre forskere nogensinde ville kunne drømme om at få. Derfor var hun også meget påpasselig med at give oplysningerne væk til resten af holdet lidt efter lidt, og det var kun Mark, der af og til sendte hende underlige blikke. Men der kom jo ikke noget dårligt ud af hendes voksende forhold til Jakob, prøvede hun at sige til sig selv, når den kolde fornemmelse igen truede med at sprede sig i hendes bryst. Forskerholdets viden om de historiske forhold voksede sig større og større, og takket være fiskeren med de blå øjne havde Kathleen aldrig været gladere.

”Er du med dernede? Vi er der næsten!”

Sollyset glimtede i Jakobs øjne, da han vendte sig om og lo ned til Kathleen, som befandt sig et par meter længere nede ad bakken. Udmattet af klatreturen og solens varme stråler havde hun givet op og smidt sig ned i græsset. Nu lå hun med øjnene lukkede og et af sine sjældne smil på læberne, som kun kom frem, når hun var sammen med Jakob.

”Jeg ligger ellers ret godt her,” smilede hun tilbage og strakte sig dovent for at understrege sin pointe.

Der blev stille et øjeblik, og hun var næsten sikker på, at han bare havde ladet hende ligge og var fortsat op ad bakken på egen hånd – men så mærkede hun pludselig en blid kildren på næsen. Da hun åbnede øjnene, opdagede hun, at Jakob stod bøjet over hende og kildede hende med en blomst, som han måtte have plukket. Kathleen kunne ikke lade være med at sprælle og slå vildt ud i luften mens hun lo, og som resultat af sin ukontrollable fnisen var hun lige ved at få et blomsterblad galt i halsen. Det var det eneste, der fik Jakob til at stoppe sin tortur af hende for en kort stund, og mens hun hostede og harkede, satte han sig ned i græsset overfor og betragtede hende. Latteren glimtede i hans blå øjne, mens han strøg en tot vildfarent pandehår om bag øret. Med påtaget alvorlig mine begyndte han at tale til Kathleen, som stadig var ved at kløjes i blomsterbladet og sin egen latter.

”Se, sådan kan det gå… Hvem skulle have troet, at vi på sådan en smuk dag som i dag skulle tage afsked med en kær ven?”

Hans stemme var alvorlig som graven, men glimtet i hans øjne var ikke til at tage fejl af, og hans ord fik blot Kathleen til at grine endnu mere hysterisk, mens hun prøvede at hoste bladet op.

”Og jeg må fortrydeligvis erklære mig skyldig. Rent faktisk vil jeg nok blive dømt som morderen.” Han holdt en lille pause, før han tilføjede:

”Hvis du hoster det op, kan vi måske stadig nå at begrave det.”

Nu kunne Kathleen ikke klare det længere – hun slog ud med hånden og daskede Jakob hårdt på armen, alt imens hun med en sidste anstrengelse klarede at spytte det nu sammenkrøllede og næsten uigenkendelige blomsterblad op. Hun sad lidt og gispede, mens hun prøvede at få vejret igen. Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde grinet så meget. Så sendte hun ham et vredt blik, som tydeligt fortalte ham, hvad hun mente om ham. Men hendes beklagelser over hans manglende sensitivitet forstummede hurtigt, da han greb hendes hånd og hev hende op at stå.

”Kom nu, dovenkrop. Vi skulle gerne nå toppen, inden vi bliver gamle og grå” drillede han, men alt Kathleen opfattede, var hendes hånd i hans, hans kropsvarme, hans stærke fingre, der holdt omkring hende. Resten af vejen sagde hun ikke noget, men lyttede blot til hans fortællinger om bakken og landskabet. Det var dog kun få af ordene, hun opfattede – det eneste, der til fulde eksisterede i hendes verden i netop det øjeblik, var deres hænder, som holdt om hinanden.

Først da de nåede toppen, slap deres hænder hinanden. Kathleen satte sig i græsset og så ud over landskabet. Hun kunne se landsbyen, hvor hver en gade vrimlede med mennesker, der fra hvor hun sad ikke så ud af andet end ét stort farvemylder. Det var markedsdag, og hun vidste, at Mark gik rundt i byen et sted dernede og forsøgte ubemærket at anskaffe sig nogle af landsbyens mønter til nærmere undersøgelse. Da de skiltes ved tidsmaskinen havde hun fortalt ham, at hun ville gå ned til stranden og kigge efter flere fossiler. I stedet var hun dog taget hen til Jakob, som havde taget hende med op på denne bakketop, som lå et stykke bag landsbyen. Solen stod højt på himmelen, der var overstrøet med små, tottede skyer. En let vind blæste i det høje græs omkring Kathleen, som havde ladet hætten falde, og nu nød solens stråler på sit ansigt. Et par havmåger skreg i det fjerne. Hun hørte skridt bag sig – det var Jakob, der kom og satte sig ved siden af hende. De sad så tæt, at hun kunne mærke hans varme krop mod sin. Han holdt en lille buket farvestrålende blomster i hånden, som han nænsom lagde i skødet på hende.

”Så længe du vil love mig, at du ikke sluger flere af dem…” sagde han med et drilsk glimt i de blå øjne, som fik Kathleens hjerte til at hoppe et slag over.

”Det lover jeg.” smilede hun og lagde forsigtigt sit hoved på hans skulder. Hendes lyse hår faldt i bølger ned ad hans skjorte. Turen op ad bakken havde faktisk udmattet hende en del, men langsomt begyndte hun at slappe af og lade tankerne flyve. Jakob lagde den ene arm omkring hende. Sådan sad hun et stykke tid og lyttede til hans vejrtrækning, mens de så ud over havet.

”Det er så stort… Hvad mon der er derude?” sagde Jakob, og spejdede ud mod horisonten, hvor det rolige, glimtende hav mødtes med den blå himmel. Kathleen kunne ikke lade være med at tænke tilbage på deres tur langs stranden, som nu syntes at have foregået for meget længe siden.

”Af og til kommer der et skib og lægger til nede i havnen. Nogle gange har jeg bare lyst til at tage af sted med det og aldrig vende tilbage. Jeg kunne sejle ud og udforske fremmede lande, ja måske ville vi endda nå verdens ende.”

En glød af begejstring lyste ud af Jakobs stemme, og det var tydeligt for Kathleen at høre, hvor meget dette fyldte i hans tanker. At rejse væk… Som en anden opdagelsesrejsende eventyrer. Hun kunne fortælle ham, præcis hvilke lande der lå på den anden side af det for ham så store hav, kunne endda vise ham et detaljeret kort. Men nej, det ville hun ikke kunne gøre alligevel. Tiltræk dig ikke opmærksomhed. Undgå at ændre på noget. Der var næppe nogen mere effektiv måde at ændre verdenshistoriens gang og tiltrække sig opmærksomhed på, end hvis hun pludselig dukkede op med et perfekt tegnet verdenskort. Var det ikke nok, at hun havde brudt den første regel om ikke at tale med nogen? Eller var det allerede for sent for hende – havde hun måske ikke tiltrukket sig fiskerens opmærksomhed? Havde hun ikke ændret hans verden ved at dukke op i den? En fornemmelse af tristhed bølgede ind over hende.

Jakob bemærkede, hvor stille hun pludselig var blevet. Han rodede kærligt op i hendes hår, før han blidt trykkede læberne mod hendes pande og placerede et kys.

”Jeg må desværre af sted nu, jeg skal nå at gå alle ruserne igennem, inden det bliver mørkt.”

Han fjernede sin arm fra dens plads rundt om Kathleens skuldre og rejste sig.

”Lad nu være med at kløjes i dem,” tilføjede han, og hans blå øjne glimtede i retning af blomsterbuketten. Så vendte han sig og gik, og før hun vidste af det, var han forsvundet af syne.

Kathleen kunne stadig fornemme det sted, hvor Jakob havde kysset hende. Tusind sommerfugle kæmpede for at komme ud af hendes mave. Deres vingeslag sendte bølger af skiftevis varme og kulde gennem hendes krop, som på én gang var dejlige og ubehagelige. Langsomt rejste hun sig fra græsset. Det var også på tide, at hun kom tilbage til tidsmaskinen. Tusind tanker hvirvlede rundt i hendes hoved, idet hun med blomsterbuketten i den ene hånd begav sig ned ad skråningen. Græsstråene kildede hendes arme, og dovne honningbier fløj rundt mellem blomsterne omkring hende. Hun var næsten nået helt ned, da hun pludselig fik øje på en skikkelse for foden af bakken.

Det var Mark.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...