Drengen fra fortiden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2012
  • Opdateret: 15 maj 2012
  • Status: Færdig
Året er 2163. Det er lykkedes forskerne Kathleen Winther og Mark Kristensen at bygge en fungerende tidsmaskine, og det vækker stor opsigt over hele verden.
Der er strenge regler for tidsrejser: Tal ikke med nogen. Tiltræk dig ikke opmærksomhed. Undgå at ændre på noget.
Tidsrejserne tjener et udelukkende videnskabeligt formål, og forskernes eneste opgave er at foretage historiske dataindsamlinger.
Men hvad sker der, når Kathleen møder en mørkhåret dreng i fortiden? En dreng med så klare, blå øjne, at hun ikke bare kan glemme dem igen...

59Likes
99Kommentarer
6067Visninger
AA

12. Del 11

Det gav et sæt i Kathleen, da det gik op for hende, at hun ikke var alene. Men hånden på hendes skulder var ikke hård eller fastholdende, tværtimod var grebet blidt og forsigtigt. Hun snurrede rundt på stedet og rystede samtidigt hånden af sig. Det var Mark. Hun stod et øjeblik og stirrede på ham med et udtryk af overraskelse malet i ansigtet. Han måtte være fulgt efter hende. Men hvorfor?

”Du kan ikke blive ved med at løbe væk,” sagde han stille med et tænksomt udtryk i ansigtet.

Langsomt lod han sin hånd falde ned langs siden igen. Kathleen blev stående med blikket rettet mod jorden. Hendes vejrtrækning kom stadig i hurtige stød. Hun vidste ikke, hvad Mark mente med sine ord, men alligevel ramte de noget dybt i hende og fremkaldte små kuldebølger, som strømmede gennem hele hendes krop. Hendes sko skrabede mod terrassens fliser, og hun overvejede et øjeblik at løbe forbi ham. Langsomt så hun op. Da hun endelig mødte Marks blik overraskede det hende, hvor lang tid siden det var, hun sidst havde set på ham. Sådan rigtigt.

Hans glasgrønne øjne havde et for hende ukendt skær af bekymring, som formørkede dem. Lige nu stod han helt stille og betragtede hende, som var han stadig bange for, at hun skulle løbe sin vej. Flygte. Små svedperler hang ved hans overlæbe – han måtte være løbet for at kunne følge efter hende. Hans mørkeblonde hår var vindblæst og rodet og fik ham til at se yngre ud. Et øjeblik kunne Kathleen levende se ham for sig som den, han var, da de begge lige havde påbegyndt deres uddannelse. Ikke meget ældre end en skoledreng, men med håb og drømme nok for en hel livstid. Hun genkaldte sig billedet af ham, som han havde sat sig ved siden af hende i deres første time. De var kommet i samme arbejdsgruppe, og det viste sig også hurtigt, at de delte den samme interesse for forskning i tidsrejser. Han blev Kathleens første rigtige… hun ville ikke kalde ham en ven, men han var hendes forskningspartner – én, hun kunne stole på. Hun huskede stadig rødmen i hans kinder og det koncentrerede udtryk i hans grå øjne, som kom frem, når de sad oppe i laboratoriet til langt ude på natten og nedskrev indviklede målinger og beregninger. Når hun nu studerede hans ansigt, var det svært at tro, at det var den samme mand, som hun havde mødt den dag for så længe, længe siden. Der var opstået små furer mellem hans øjenbryn, og hans hud virkede blegere end normalt. Han så ældre ud.

I lang tid betragtede de hinanden på denne måde - øjeblikket var som fastfrosset, og begge stod de og undrede sig over, hvor meget den anden havde forandret sig. Mark var den første, der igen talte.

”Jeg ved godt, at du har talt med ham. Jeg så jer.”

Øjeblikket var brudt, og med ét blev Kathleen revet tilbage til virkeligheden. Hurtigt vendte hun hovedet bort. Jakob. Så han vidste det altså. Skyldfølelsen boblede igen op til overfladen samtidig med at en brændende følelse af uretfærdighed, af håbløshed fik hende til at knytte sine hænder hårdt sammen. Hun løftede blikket - men igen var det Mark, der var hurtigst.

”Kathleen,” begyndte han indtrængende. ”Det kan ikke blive ved. Tænk på, hvor lang tid vi har brugt på at skabe det her. Du kan ikke bare smide det hele overbord på den – ”

”Og hvorfor skulle det vedrøre dig, hvem jeg taler eller ikke taler med? Du kan ikke bare… Jeg kan godt tage vare på mig selv!”

Hun havde hævet sin stemme, og de sidste ord blev slynget ud med en vrede, hun ikke vidste, hun havde i sig. Hendes vejrtrækning blev igen hurtigere.

Selvfølgelig vedrører det mig! Det vedrører os alle sammen – hvad havde du regnet med?! ”

”Jeg – ” begyndte Kathleen vredt, men hun nåede ikke at tale ud.

”Tror du ikke, folk har lagt mærke til, hvor underligt du opfører dig? At du ikke skriver dine rapporter, ikke taler med nogen, forsvinder i fortiden, ikke møder på arbejdet? Du er deres leder. Tror du ikke, at dine handlinger har haft indflydelse på os andre?”

Han havde stået og råbt hende lige op i ansigtet med lynende øjne, men nu tog han en dyb indånding og sænkede sit stemmeleje. Der var et par sekunders isnende tavshed, før han fortsatte.

”Tror du ikke, at resten af forskerholdet har lagt mærke til din opførsel? De har snakket. Meget, endda. Og hvis ikke det var, fordi jeg havde garanteret dem, at det ikke var noget, at de ikke skulle bekymre sig om det, at jeg nok skulle tage mig af det…”

Hans stemme døde ud, men han fortsatte med at se indtrængende, næsten bedende på Kathleen. Hun stirrede blot på ham.

”At du ville tage dig af det?” nærmest hviskede hun. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hendes lunger syntes pludselig forfærdeligt tørre efter den uvante råben, og udmattelsen skyllede atter indover hendes krop. Hendes hoved snurrede rundt. Hun mødte Marks øjne et øjeblik som for at sige undskyld, før hun vaklede et par skridt og endelig sank sammen på en hvidmalet træbænk, der stod op ad terrassens væg. Det havde ikke været hendes mening, hun ville være gået ud af døren - men hendes mangel på søvn samt forvirringen af følelser inde i hende opslugte al hendes energi, og da hun fik øje på bænken, virkede den som det letteste sted at kollapse. Selvom træet var hårdt mod hendes ryg, rejste hun sig ikke igen. Selv hvis hun havde villet, ville anstrengelsen nok have været for stor. Hvor denne pludselige udmattelse kom fra, vidste hun ikke. Kvalmebølger skyllede ind over hende. Hun lukkede øjnene. Måske ville hun kunne falde i søvn. Hun havde brug for at undslippe virkeligheden, bare for et øjeblik, før hun igen blev stillet ansigt til ansigt med livets mange, hårde konsekvenser. Bare et øjeblik.

Nogle lyde nærved fik hende dog til at åbne øjnene igen, langsomt og uvilligt. Det var Mark, som havde sat sig ved siden af hende på bænken. Han sagde intet, men han betragtede hende roligt, og hun kunne ikke lukke øjnene igen uden at føle sig ubehageligt til mode. Hvor meget vidste han egentlig? Hvorfor ville han ikke bare lade hende være i fred? Tankerne trængte sig på. Hun havde hovedpine. Til sidst satte hun sig op. Hun havde ingen fornemmelse af, hvor længe hun havde ligget der, hvor længe han havde siddet stille ved siden af hende. Hendes mund var tør, og med opgivende stemme brød hun tavsheden:

”Hvad skal jeg gøre?”

Det var et simpelt spørgsmål, men da det kom over hendes læber, hang den håbløse længsel tydeligt fast i hvert eneste ord og tyngede sætningen ned, så den blev næsten ubærlig og knapt kom ud som en hvisken. Hun var i tvivl, om Mark overhovedet havde hørt hende. Men det havde han. Langsomt, uendeligt langsomt rakte han hånden frem og lagde den på hendes skulder. Denne gang rystede hun ham ikke af sig.

”Det tror jeg godt, selv du ved.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...