Baby Goodnight.!

Rebecca også kaldt Becca er 15 år gammel, og gudeskøn, hendes forældre hader hende og de kalder hende alt muligt lort, og nu har Becca fået nok, så hun er begyndt at slå uskyldige mennesker ihjel, og når hun har slået 17 mennesker ihjel træder troldmanden Raggie til, og sender Becca på kostskolen hvor lederen Roseline begynder at holde rigtig meget af Becca, og Roseline begynder at snakke med Becca og hun får Becca til at græde, men det er ikke tåre der kommer fra hendes øjne det er blod. Men det skræmmer ikke Becca eller Roseline.

Når Becca starter på kostskolen begynder flere og flere unge dø, og næsten alle mistænker Becca, kan hun hjælpes eller skal hun dræbes og forvandles til aske? Kan Nogle af Beccas nye venner og Roseline rede Becca?

4Likes
6Kommentarer
1339Visninger
AA

2. It Is Possible

Jeg gik ud af værelset og ned af trapperne, jeg var sulten så jeg gik ned og til kontoret, og bankede på inde hos Roseline, og jeg hørte hende sige. ”Ja kom ind.” Jeg åbnede døren, og spurgte. ”Hvor må jeg jage henne?” Hun kiggede på mig og svarede. ”I skoven, men ingen mennesker kun dyr.” Jeg nikkede og svarede. ”Ja ja rolig nu man.” Jeg himlede med øjnene og gik ud af kontoret, og hen imod skoven, og så hoppede jeg op i et træ, og hoppede fra træ til træ, og så så jeg en kronhjort, jeg hoppede lydløst ned i hovedet på den og sugede dens blod, og det rendte igen ned fra både hage og mundvigger, og da jeg havde suget dens blod var jeg faktisk mæt, dyre blod mættede mere end menneskeblod, det havde jeg aldrig rigtigt tænk over. Jeg vendte om og begyndte at gå imod kostskolen igen, og da jeg kom hen til haven begyndte nogle hekse at skrige, jeg havde glemt at tørre blodet væk men jeg var ligeglad. Jeg gik ind af den brede dør, og ud på et badeværelse og vaskede mig om munden. Så gik jeg op på mit værelse og satte mig i sengen, og tænkte >Fuck der lugter af våd hund her inde.< Jeg smed mig i sengen, og fandt en bog frem og begyndte at læse, da Angela spurgte. ”Hvorfor er du her, om jeg må spørge?” Jeg kiggede på hende, og svarede. ”Fordi jeg begyndte at slå uskyldige mennesker ihjel, fordi jeg var rasende på mine forældre. Hvad med dig?” Hun kiggede på mig, og svarede. ”Fordi jeg ikke kan styrer mit temperament, og til sidst hoppede jeg på en dreng i min klasse fordi han tævede sin kæreste, og jeg kom til at sårer ham så frygteligt meget at han lå og svævede mellem liv og død i tre uger inden han døde.” Jeg nikkede og svarede. ”Dig kan jeg lige pludselig godt lide.” Hun kiggede på mig og svarede. ”Tja.. Og det værste var jeg kunne faktisk godt lide at slå ihjel, så længe de ikke er uskyldige.” Jeg nikkede og svarede. ”Jeg elsker at slå mennesker ihjel, men jeg gider ikke slå nogen ihjel der selv har overnaturlige kræfter.” Hun nikkede og svarede. ”Det gider jeg heller ikke.”  Det blev aften og de andre skulle til at spise, men jeg drak jo kun blod, så jeg blev siddende på værelset, og læste ind til Angela kom tilbage igen. Imens jeg sad og læste fik jeg et flashback fra inden jeg blev forvandlet.

- Flashback starter -

Jeg lå i min seng og var døden nær bogstaveligt ment, jeg havde fået uhelbredelig hjertefejl og mit hjerte var ved at stoppe med at slå, da Catelin kom ind og kiggede på mig og sagde stille. ”Det vil ikke gøre ondt, jeg vil kun hjælpe dig.” Hun bed mig i halsen og jeg kunne mærke en smerte skyde igennem hele min krop, aldrig havde jeg haft sådan en smerte før, og da hun stoppede med at bide kiggede hun på mig imens jeg blev forvandlet, og det gjorde ondt. Jeg prøvede på at skrige men det kom ikke en eneste lyd ud af mine læber, og så blev det sort en kort øjeblik og da jeg vågnede igen lå jeg i et andet hus og i en anden seng, og ved siden af mig sad Catelin, og snakkede beroligende til mig, og hun fik mig til at føle mig glad, godt nok ville jeg ikke se min mor og far mere men jeg var fri for hjerteproblemerne. Og jeg blev meld savnet af mine forældre men der var ingen der fandt mig overhovedet, og så begyndte de at hade mig fordi de vist opdagede at jeg havde flere kræfter end dem, jeg kunne både se i fremtiden, læse tanker, løbe hurtigt og jeg var stærk som en tyr.

- Flashback skut -

Jeg rystede på hovedet og læste videre, og imens jeg læste og levede mig ind i historien jeg læste gik tiden, og inde jeg vidste af det hørte vi i højtaleren. ”Alle elever skal ligge i deres senge om 15 minutter.” Jeg rejste mig op og lagde bogen fra mig, og hoppede hurtigt i nattøjet og børstede tænder og redte mit hår, og lagde mig ind i sengen, og da der var gået ca. 30 minutter kom Roseline ind og sagde. ”Godnat piger.” Vi sagde i kor. ”Godnat Roseline.” Jeg vendte mig om på ryggen og kiggede op i loftet, jeg var egentlig glad for at jeg var kommet på kostskole, og jeg skulle være her indtil jeg var 18 år, og jeg var 15 år nu, det var en regel for alle der var havnet på denne kost skole. Jeg lukkede øjnene i og faldt i søvn, og drømte om at jeg fandt kærligheden i mit liv, og vi fik børn sammen, og vi blev gift. Næste morgen blev vi vækket, og jeg fik af vide jeg skulle starte i skole, og det var nok det jeg havde mindst lyst til, jeg gad ikke bruge mellem 5-7 timer på en skolebænk, med kun to eller tre pauser, men der var ikke noget at gøre, det var også en regel for alle på kostskolen. Jeg rejste mig op fra sengen, og så sagde hende der var kommet og vækket os. ”Her Becca det er din skoleuniform.” Jeg kiggede på den, og så at det var en lårkort ternet nederdel i blå og hvid, en hvid skjorte, med en blå strikvest som man skulle ha’ ned over hovedet og et par ballerina sko til, jeg tog imod det, og tænkte. >Okay jeg har aldrig gået i nederdel, hvordan mon det kommer til at se ud.< Hende der havde vækket os gik ud, og jeg kiggede på Angela, og sagde. ”Jeg har aldrig haft nederdel på.” Hun grinte lidt og det smittede af på mig, og vi grinte sammen, så sagde jeg. ”Nå det bliver spændende at se mig med nederdel på.” Jeg skiftede tøj fra top til tå, og så gik jeg ud på badeværelset og børstede tænder, og kiggede mig i det store spejl, det så faktisk godt ud til mig med nederdel på, og så redte jeg mit hår, og satte mit hår op i en høj hestehale og så gik jeg ind på værelset igen, og så sagde Angela. ”Det ser faktisk rigtig godt ud.” Jeg smilte til hende, og svarede. ”Tak skal du ha’.” Jeg fandt de bøger jeg havde fået og så pakkede jeg det ned i en taske, og imens havde Angela gjord sig klar så vi kunne følges ad ned til første time. Da vi kom der ned og alle andre også var kommet ned til time, så jeg den lækreste dreng, jeg kiggede på ham med mine røde øjne, så kiggede jeg på Angela, og spurgte. ”Hvad hedder han, og hvad er han for en?” Angela grinte da mit blik faldt tilbage på drengen, så svarede hun. ”Det er Luke, han er vareulv.” Jeg nikkede og svarede. ”Jeg troede aldrig jeg skulle sige det her om en vareulv, men han ser satme godt ud.” Angela grinte og svarede. ”Ja alle på skole sværmer om ham, men det gør jeg ikke, jeg har min kæreste. Marc, han kommer om lidt.” Jeg nikkede og kunne slet ikke frarive mit blik fra ham, timen begyndte og jeg kunne ikke rigtigt følge med, og det kunne Luke vist heller ikke, han sad og kiggede ned i bordet, og en gang imellem kiggede han over på mig, og da han gjorde det kiggede jeg hurtigt ned i bordet, og sådan fortsatte det hele dagen igennem, jeg kunne da blive forelsket i en vareulv, eller kunne jeg? Nej det kunne jeg ikke, inden jeg vidste af det fik vi fri, og jeg skyndte mig op på mit værelse og skiftede tøj, jeg var nødt til at løbe mig en tur, få den afkølede brise i ansigtet, selvom jeg var iskold så føltes det som om jeg brændte inde fra, og det kunne umuligt være mit hjerte, for det slog ikke mere. Da jeg havde skiftet tøj gik jeg ned til Roselines kontor og bankede stille på, og så gik jeg ind, så sagde jeg. ”Jeg løber mig en tur, jeg skal lige tænke over nogle ting.” Men jeg passede på med at tænke på den lækre Luke, så spurgte hun. ”Hvem kan du umuligt være forelsket i Becca?” Jeg rystede på hovedet og svarede. ”Ikke nogen.” Jeg vendte om på hælene og begyndte at løbe, og jeg kunne se at Roseline lod mig være, for hun vidste jeg kom tilbage igen. Jeg løb hurtigt ud i skoven, jeg kunne ikke få det til at hænge sammen, imens jeg løb i skoven så jeg et menneske, og det var ikke nogen heks, troldmand, alf eller anden form for formskifter, det var en rigtigt menneske, og jeg hoppede op i træet og var stille, jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det jeg gjorde det bare, jeg slog et menneske ihjel igen, og han var uskyldig, han havde ikke gjort noget. Da han var død hoppede jeg op i træet igen og hoppede væk fra stedet af, og da jeg var væk fra stedet af hoppede jeg ned på jorden igen, og begyndte at løbe. Da jeg havde løbet i flere timer, valgte jeg at løbe tilbage til kostskolen. Da jeg kom tilbage til kostskolen løb jeg ud på toilettet og vaskede min mund, så gik jeg tilbage til Roselines kontor, og bankede på, og da hun sagde at jeg godt måtte komme ind gik jeg ind og sagde. ”Jeg er tilbage igen.” Roseline kiggede på mig, og sagde. ”Sæt dig her på stolen.” Hun pegede på stolen som stod foran bordet, jeg satte mig på stolen og kæmpede med ikke at tænke, jeg vidste jo hun kunne læse alles tanker lige som jeg kunne. Imens jeg sad og kiggede ned i bordet, spurgte Roseline. ”Hvad er der galt søde?” Jeg kiggede på hende og svarede koldt. ”Det er ikke noget galt, jeg kan bare ikke få tingene til at hænge sammen.” Roseline kiggede på mig og svarede. ”Becca, du behøver ikke være kold over for os her, du behøver ikke ha’ nogen facade på.” Jeg rejste mig op fra stolen og svarede. ”Har du aldrig hørt om at man kommer længst med facade på?” Jeg gik hen imod døren, og Roseline kom hurtigt ind foran, hvorfor havde jeg ikke set det komme? Jeg kiggede på hende og kunne mærke vreden boble inde i mig, da jeg sagde. ”Flyt dig.” Roseline rystede på hovedet og svarede. ”Ikke før du fortæller hvor blodet du har på din bluse stammer fra, det er ikke dyreblod, det er menneskeblod.” Jeg bed mig i underlæben og kiggede ned, jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, jeg vidste bare jeg ikke måtte tænke på L… Jeg kiggede op på hende og svarede. ”Jeg var meget frustreret, jeg kæmpede virkelig med at ikke gøre det, men jeg kunne ikke holde ud og se mennesket, hvad laver mennesker også på denne ø?” Roseline kiggede på mig og spurgte. ”Hvad var du frustreret over? Der er 12 mennesker tilbage på denne ø, for at få andre formskiftere, hekse, alfer, og troldmænd til ikke at gøre skade på dem, eller at slå dem ihjel.” Jeg nikkede bare, da Roseline igen spurgte. ”Hvad er du så frustreret over?” Jeg kiggede på hende og svarede. ”Det bare… Jeg er en vampyr og jeg kan ikke forelske mig i en vareulv. Det er for farligt både for mig og får vareulven.” Roseline kiggede på mig og svarede. ”Det er kun farligt hvis du selv ønsker det?” Jeg kiggede på hende og svarede. ”Det er for farligt, der hvor jeg kommer fra er det farligt, det er i det hele tager bare farligt at blive forelsket når man er vampyr, Catelin er det rette bevis på at det er farligt, kan du ikke fatte det.” Jeg skubbede Roseline hårdt til side, så jeg kunne komme ud af kontoret, og det gik ikke længe så var Roseline i hælene på mig, hun træk mig med ind på kontoret igen, og kiggede mig dybt i mine øjne, jeg var rasende, jeg var sur, jeg var ked af det, jeg var frustreret og i tvivl på en gang. Jeg ved ikke hvor længe vi stod der men til sidst begyndte jeg at græde, men det var ikke saltvand, det var blod. Roseline lagde armene rundt om mig og begyndte at trøste mig, jeg havde aldrig grædt, det var både første og sidste gang jeg ville græde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...