Himlens djævel

Det her bliver min første lange historie. Håber i vil kunne lide den :-)

2Likes
4Kommentarer
1133Visninger
AA

3. Væsnet

Jeg gik de sidste skridt, og så var jeg endelig for foden af trappen. Den så enorm ud, fra min synsvinkel. Og for første gang siden jeg var kommet til stedet, følte jeg frygt. Den kom uventet, men ramte hårdt og i et øjeblik tog den helt pusten fra mig. Det var som om jeg var et glas, der var blevet tabt på gulvet og gået i tusinde stykker. Alting fløj igennem mit hoved i de få minutter jeg lå spredt ud over jorden. Min familie, mit navn, min skæbne, min død, min fremtid. Var der overhovedet mere fremtid for mig nu?

”Stop”, hvislede det ud mellem mine tænder, der var presset hårdt imod hinanden. Jeg blev nød til at samle mig selv. Jeg måtte ikke miste modet nu, hvor det måske gjalt aller mest. Ligeså stille begyndte jeg, at samle mig selv. Skår for skår, indtil jeg til sidst følte mig hel igen. Med en lille smule tøven løftede jeg mit venstre ben. Da min fod snittede kanten af den overdådige trappe, gik et gys igennem mig, men jeg viftede det væk og tog mit første skridt. Langsomt, men bestemt bevægede jeg mig op af trinene. Da jeg nåede til døren, var jeg temmelig forpustet. Min kondition, var ikke ligefrem i top. I lidt tid stod jeg foroverbøjet med mine hænder hvilende på mine knæ, for at få et nogenlunde normalt åndedræt.

 

*

 

Jeg samlede mod til mig, knyttede min ene hånd sammen, og bankede hårdt på den hvide dør. Jeg kunne høre nogle svage stemmer omme på den anden side: ”det er din tur”, ” nej jeg gjorde det sidste gang”, ”fint!”. Jeg nåede lige, at blive utålmodig, da en lille usynlig klap med et åbnede i døren. ”Navn”, sagde et lille hvidt væsen med hvidt tøj på og med en utrolig underlig stemme. ”Aurora Lucina Tenebris”, sagde jeg sammenbidt og blev lidt rød i hovedet, som jeg altid gjorde når jeg skulle sige mit fulde navn. ”Det var da en ordentlig mundfuld hva'”, gryntede væsnet.

Hvad bildte han han ind? Selvom hadet begyndte, at ophobe sig blev jeg alligevel endnu mere flov. Hvis mit hoved havde været lidt rødt før, så var det helt sikkert knaldrødt nu. Jeg kiggede lidt ned på mine fødder, og nikkede kort. ”Ikke så munter hva'?”, spurgte væsnet. Selvfølgelig var jeg ikke munter! Jeg var lige død for helvede. Jeg besluttede mig for, at holde mine meninger for mig selv. Jeg vidste ikke hvad jeg så skulle svare, så jeg valgte at forblive stille. Efter lidt akavet stilhed, kom der et grynt fra væsnet. ”Jamen dog, jamen dog, hva'”, med ét lyste den op, ”nu skal jeg nok lade være med, at irritere dig mere, du står jo lige her”, sagde væsnet, og pegede på et eller andet, der var udenfor min synsvidde.

 

*

 

Klappen blev smækket i, og efter lidt tid begyndte jeg at tro, at væsnet havde glemt mig, eller lavede fis med mig. Men så begyndte døren pludselig, at knage. Lige så langsomt åbnede den sig. Da den var næsten halvvejs åben, gik den i stå. Jeg tøvede med at gå ind, men så lød en anstrengt stemme: kom nu ind med dig, hva!”

I to små hop var jeg inde, og med det samme derefter smækkede døren bag mig og væsnet stod og hev efter vejret. ”Jeg er ved at blive for gammel til det her”, sagde den imellem en bunke korte, ynkelige prust. ”Var det dig der åbnede døren”, spurgte jeg forbavset og kiggede fra det lille væsen og op den kæmpe dør, der måske faktisk hørte til under betegnelsen port. ”Ja”, sagde væsnet med en smule stolthed i stemmen, ”det er mit arbejde”. ”Hold da op”, røg det ud af mig, ”hvor gammel er du?”. ”Jeg er 146 år”, svarede væsnet. Et øjeblik stod jeg bare og måbede. Væsnet brød min trance: ”du må hellere se, at komme videre Aurora Lucina. Der er nogle nye, der venter på, at komme ind og hvis jeg kender Albert, så ligger han og sover.” Jeg nikkede forstående. ”Vil du ikke bare kalde mig Luci?”, spurgte jeg så. ”Ja det er lidt lettere, hva'. Så må du kalde mig Konrad”, svarede væsnet...øhh Konrad. Jeg nikkede igen igen, og vendte mig for første gang om for at se på omgivelserne. Hvis jeg ikke vidste bedere, så ville jeg tro, at mine øjne i det øjeblik faldt ud af hovedet på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...