Utroskab - forbudt kærlighed

Dette er mit bud på konkurrencen om forbudt kærlighed, så det ville betyde alverden hvis i gad at like den og sætte den på favorit, hvis i syntes den fortjener det!
Mica er håbløst forelsket i sin drømmefyr. Han har en kæreste, og alligevel kan han ikke stoppe. Hun er 'den anden kvinde' - pigen som er sammen med manden der har en kæreste... Hun ved det er forkert, men hun kan ikke stoppe. For hun elsker ham af hele sit hjerte.

48Likes
68Kommentarer
5453Visninger
AA

17. Forladt

Tårerne triller nu ned af Marias kinder, og Mica kan tydeligt tyde hendes ansigtsudtryk. Chokeret, fortvivlet, vred, såret og knust. Alle de følelser udgør tilsammen hendes forvredne ansigt, og det gør utrolig ondt på Mica at se. At hun er en grund til al den smerte, hun lige nu gennemlever, er helt forfærdeligt. Maria fortjener på ingen måde smerten, og hun ved det udemærket godt. Det er ikke fair på nogen måde. 

At se hendes bebrejdende øjne kigge på hende, spørgende og fortvivlede, gør så ondt inde i Mica. For hun ved at det hele er hendes skyld. Men hun ved også at HUN fortjener smerten - hun fortjener så meget smerte som hun overhoved kan få, efter at have såret den eneste veninde der nogensinde har betydet noget for hende, og som hun har lukket fuldstændig ind i hendes hjerte. Det hun har gjort, er forfærdeligt, og i dette øjeblik indser hun det først helt. Tårerne presser sig på, men hun ved ikke hvad hun skal gøre. Stilheden er larmende, og gør mere og mere ondt for hvert sekund der går. 

"Hvordan kunne du? HVORDAN KUNNE DU GØRE DET MICA?!" lyder det skingrende råb fra Maria. Hun kan tydeligt høre smerten bag vreden, og ved at dette er en reaktion på hendes nu knuste hjerte. Larmen fra råbet runger i hendes øre, gentager sig igen og igen, imens hun desperat prøver at finde ud af hvad hun skal svare på det spørgsmål... Hun er som forstenet, mundlam. 

"Jeg... Jeg vidste jo ikke det var dig Maria... Jeg vidste jo ikke du var Lukas' kæreste.." får hun fremstammet med gråd i stemmen, så lavt så hun først tror at ingen har hørt det. Men hun kan se på Maria at kommentaren har gjort hende endnu mere oprevet, splittet. Tårerne løber nu hurtigt ned af hendes kinder, som en endeløs regn, og gør hendes ansigt gennemblødt af de salte dråber.

"Du fortalte mig aldrig om noget Mica! Du løj... du løj overfor mig! Kan du ikke forstå hvor ondt det gør indeni?! Kan du ikke se hvor ondt det gør, at de to eneste jeg stoler 100% på i mit liv, lige nu har knust mig?!" kommentaren kommer mere ud som en hulken, end noget andet. Dog forstår Mica tydeligt sammenhængenen og rejser sig rystende op, men bliver så stående. Hun ville så inderligt gerne bare gå hen og kramme hende, fortælle hende at alt nok skulle gå, fjerne hendes smerte. Men hun vidste at det var umuligt. Hun kan ikke bede om tilgivelse nu. Men hun kan heller ikke sige noget, hun har ingen ord.

"Og dig Lukas... Jeg elskede dig, forstår du det ikke?! Hvordan kunne du gøre det?! Hvordan kunne du få dig selv til det?! Du elskede mig aldrig, gjorde du vel? Det hele var bare en løgn..." hendes smertefulde ansigt er nu igen vendt imod Lukas, og det er let hævet efter det salte vandfald af tårer, som nu stille og roligt bliver mindre og mindre. Han går hen imod hende, med udstrakte arme, men ligeså snart han rører Marias arm, slår hun ham så hårdt med en flad hånd, at smældet hamre i hele engen. 

"Aldrig mere dig Lukas. Årh, jeg er SÅ færdig med dig!" hun kigger dybt i hans øjne med en ubeskrivelig stor vrede, og vender så blikket imod Mica igen, med det samme udtryk. Hun ryster svagt på hovedet, og går så trampende sin vej, og efterlader dem i den mest akavede og smertefulde stilhed længe. Alene står Mica og Lukas, og prøver at få styr på alle de tanker der nu hvirvler rundt i hovederne på dem. Alting var gået så stærkt, og følelserne er så intense at det hele vikler sig sammen til en stor forvirring. 

Mica vender ansigtet imod ham, og tager et skridt tættere på. Han kigger med det samme chokeret op, som var han blevet vækket fordybet i hans tanker. Hans ansigt lyser op, og et smil breder sig på hans ansigt. Han tørrer de få tårer væk fra hendes kind, og hvisker så glad:

"Du skal ikke græde Mica... Forstår du det ikke? Nu kan det blive os to, kun dig og mig, for altid!" han kigger insisterende på hende, men hun forstår intet af hvad han siger. Hvordan kunne han overhoved tænke sådan, efter at have set Marias knuste ansigt. Hun ryster hans hånd af sig, træder et skridt tilbage, og ryster så stille på hovedet.

"Nej Lukas. Farvel." med de 3 ord forlader hun sommerengen, og ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...