Utroskab - forbudt kærlighed

Dette er mit bud på konkurrencen om forbudt kærlighed, så det ville betyde alverden hvis i gad at like den og sætte den på favorit, hvis i syntes den fortjener det!
Mica er håbløst forelsket i sin drømmefyr. Han har en kæreste, og alligevel kan han ikke stoppe. Hun er 'den anden kvinde' - pigen som er sammen med manden der har en kæreste... Hun ved det er forkert, men hun kan ikke stoppe. For hun elsker ham af hele sit hjerte.

48Likes
68Kommentarer
5451Visninger
AA

6. Bilen udenfor

Mica ligger i hans arme, så tryg som nogen nogensinde kan være. Så lykkelig, som kun hun kan være. Det er som om alle hendes bekymringer med et er forsvundet, og nu kan hun kun se lyst på det hele. Glæden ligger i hende som en tikkende bombe, og hun frygter at bomben ligepludselig vil springe, og at hun ville rende rundt i hans hus, dansende af glæde og med det gladeste grin hun nogensinde havde grint.

For hun ville ikke ud af hans favn. Aldrig havde hun været så lykkelig, og hun ville slet ikke væk igen. Ovenpå alle de bekymrende og deprimerende tanker hun havde haft, havde det føltes som ufattelig lang tid siden hun sidst havde set ham, og nu hvor hun endelig har ham så tæt på, får hun fornemmelsen af at hun godt kunne finde på at tvinge ham til at blive i den dejlige bløde seng for evigt, kun ham og hende. Hun ved at der er alt for mange ting hun burde bekymre sig om, men af en eller anden grund er hun ligeglad. De bekymrende tanker presser sig på hele tiden, men hans stærke arm over hendes skulder, og følelsen af hans bryst som langsomt hæver og sænker sig under hende hoved, for dem til at fordufte så hurtigt som de er kommet.

Hun sukker dybt, og kan høre hans stille latter ovenover hendes hoved. Hans læber strejfer hendes hår i et kærtegnende kys, og han hvisker søde ting i hendes øre. Ting, som hun med det samme blindt tror på.

"Du er min eneste ene Mica.... Den eneste jeg tænker på. Du er den eneste jeg vil have."

Hvorfor hun tror på det, ved hun faktisk ikke helt selv. Hun rynker panden over det smertende stik der dukker op i maven på hende. Hvis han virkelig føler sådan for hende, hvorfor dropper han så ikke hans kæreste?

"Jeg ved godt du ikke forstår det, men... vil du ikke godt prøve? Hun var i en meget dyb sorg før hun mødte mig, og alt det ændrede jeg på uden at gøre noget. Jeg kan ikke forlade hende nu. Hun skal være klar til det først. Men det bliver snart skat, det lover jeg dig. Snart bliver det kun dig og mig. Vi stikker af sammen, til et sted langt væk." hvisker han med hans fløjelsbløde stemme i hendes øre, som havde han læst hendes tanker. En masse løfter, som hun inderst inde ikke ved om han vil holde. Hun kan mærke hans ånde mod hendes øre, og han kysser blidt hendes øreflip.

Men pludselig er det som om han trækker sig hurtigt væk fra hende. Undrende over hvad der sker, kigger hun på ham, og ser hans skræmte, chokerede ansigt. Rynkerne i hans pande fortæller tydeligt at hans hjerne kører på fuldtryk, for at finde ud af hvad han skal sige og gøre.

Hendes puls stiger, bare af forskrækkelsen over det pludselige udbrud, og af frygt for hvad der har fået ham til at reagere sådan. Han famler desperat med hendes tøj på gulvet, og kaster det i hovedet på hende.

"Hun kommer! Taxaen holder derude! Skynd dig væk!" råber hans desperate stemme indtrængende. Stressende prøver hun at få sine stramme jeans på, imens Lukas løber hen til det lille vindue.

"Skynd dig nu!" siger han lavere end før, nok af frygt for at hun kan høre ham. Micas blod pumper rundt i hendes krop, og det er som om hjertet sidder oppe i halsen på hende. Desperat fumler hun med hendes besværlige top, og får den taget helt forkert på. Hun griber sine stilletter i den ene hånd, og sin taske i den anden, imens han åbner vinduet ud til haven.

Tiden føltes som slowmotion, imens hun fortvivlet kigger på ham, over tanken om at skulle hoppe ned fra vinduet, og ud i haven, hvor regnen nu siler ned fra mørke skyer. Men hun kan tydeligt se på hans ansigtsudtryk at det er nu eller aldrig, og i 3 spring er hun oppe i vindueskarmen, og springer ned.

Hun lander med et hårdt bump på det gennemblødte græs, og ignorere smerterne fra hendes ankel, som er blevet vredet om i faldet, og de piskende, hårde regndråber mod hendes hud, som langsomt gennembløder hendes hår. Stressende men fattet løber hun igennem haven, som nu virker flere gange længere end før, og når hen til buskene der fører ud til havnen, og væk fra hans grund, imens han smækker vinduet i.

Hun kan tydeligt mærke de skarpe pigge kradse sig ind i hendes hud, men af frygt for at blive opdaget, kravler hun længere ind i budskadset. Da hun er sikker på at hun er i sikkerhed, og ude af syne, ligger hun sig på den frosne jord, og prøver at holde det højlydte, forpustede åndedrag tilbage. Langsomt falder hendes puls til normalt tempo, og hun går fortvivlet og haltende på vej hjem.

Indvendig er hun endnu engang knust. Hun ville så inderligt ønske at hun kunne droppe det her. At hun kunne glemme ham, og komme videre. Finde en som kun elsker hende. Det ville være så meget nemmere, og hun ville være sikker på hvad han følte. Når hun var med ham, var hun lykkelig, men karmaen kommer altid tilbage, og når sådan nogle ting sker, bliver hun så fortvivlet, så deprimeret. For det er bare ikke fair. Alle fortjener kærligheden. Det var ihvertfald hvad hendes mor altid havde fortalt hende. Så hvorfor følte hun at hun aldrig ville få den, hun brændte så inderligt for at få?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...