Det burde ikke være sådan her

En spirende kærlighed mellem to mennesker, som ikke burde være.
Det føles så rigtigt som noget kan, men samtidig også så forkert, at det burde være umuligt.
For Odessa er han hendes helt store kærlighed, men hvis hun virkelig vil have ham, må hun satse alt, måske endda forholdet til sin familie...

1Likes
4Kommentarer
1473Visninger
AA

4. sandheden kommer frem

 

Odessa pressede hårdt ansigtet ned i hovedpuden. Hun havde grædt lige siden hun kom hjem og smed sig der, på sengen, stadig iført det drivvåde og møgbeskidte tøj, efter turen hjem i regnvejr..

Hun hadede sig selv lige nu. Skammede sig og var noget så forfærdeligt flov. Hvordan kunne hun dog være så dum? Selvfølgelig ville han afvise hende, det kunne hun da have sagt sig selv.

Nu ville Eric sikkert tage en snak med hendes mor, om det der var sket og så ville der blive et vanvittigt hus. Hun spekulerede over hvad det ville komme til, at betyde for Eric og hendes forhold i fremtiden. Skulle det nu blive anderledes, eller ville alt bare være, som det altid havde været? Hun havde svært ved, at tro det.

 

Pludselig bankede det på døren ind til hendes værelse. Hun løftede hovedet og lyttede uden, at sige noget. "Odessa? Er du der??" Det var Eric. Hendes hjerte begyndte at hamre voldsomt. Hun skælvede og vidste slet ikke hvad hun skulle stille op. "Odessa?" han bankede på igen.

Hun forblev tavs, trak dynen over hovedet og bed sig i underæben for ikke, at tude igen. Hun ville ønske hun kunne skrue tiden tilbage og gøre hele den eftermiddag ugjort, så hun kunne glemme alt om det, glemme bekymringerne og ikke føle sig så fandens dum.

Det så ud til, at han endelig var gået sin vej. Der var i hvert fald blevet stille igen. Hun satte sig op i sengen og så hurtigt ned af sig selv. Hun rynkede på næsen og tænkte, at en bad nok var på sin plads. Måske det også kunne lede hendes tanker lidt væk, fra Eric og hele denne her episode tidligere..

Hun åbnede døren og inden hun nåede helt ud i gangen, var der en der greb fat om hendes arm, skubbede hende tilbage, ind på værelset og lukkede døren. Hun vendte sig om og så lige op i Eric's mørke øjne. Han så alvorlig ud, nærmest vred. Sådan havde hun aldrig set ham før...

"Hvad er det med dig?" Han stod få centimeter fra hende, med armene over kors. Meget alvorlig. Hun trak på skulderen. "Ikke noget.." Eric rystede på hovedet og satte sig på sengekanten. Han lagde sin hånd på pladsen ved siden af sig som et signal til, at hun skulle komme og sætte sig. Hun blev trodsigt stående

"Hvad gik det ud på, det tidligere?" Indeni hende skreg en stemme, at hun skulle fortælle ham alt. At hun elskede ham og at hun havde gjort det længe, men istedet trak hun på skulderen og vendte ryggen til. "Jeg ved ikke hvad du snakker om..." Eric rejste sig, han tog fat i hende for, at vende hende om. "Hvad gik det kys ud på?" denne gang spurgte han direkte, men stadig kunne hun ikke få ordene over sine læber.

I stedet spredte hun bare sine arme ud og lagde dem om ham. Hun hægtede sig fast på ham, som et lille barn og græd. Sådan stod de længe, uden at sige noget, overhovedet og hvor hun bare græd og græd i hans arme, indtil der ikke var flere tårer.

Til sidst var hun klar til, at fortælle ham hvad det hele det drejede sig om. Hun tog en dyb indånding, ligesom for at tage lidt ekstra mod til sig og så sprang hun ud i det. "

 

"Jeg er forelsket i dig Eric. Det har jeg været længe. Jeg kan ikke huske hvornår det sådan rigtig gik op for mig, jeg ved kun at jeg elsker dig og, at du er i mine tanker konstant."   Eric var som lammet. Han vristede sig fri af hendes arme og trak et skridt baglæns.

"Odessa... Er du klar over hvad det er du står og siger?" Han var begyndt og tro, at det alligevel ikke havde været nogen særlig god idé, at gå ind i denne konfrontation.

"Jeg ved det lyder skørt, men jeg er ikke bare en lille pige længere. Jeg er sytten år gammel nu og kærlighed har vel ingen alder.. Det er jo det du selv plejer at sige, er det ikke?"  Eric rystede på hovedet, han manglede ord. For første gang, lige så længe han kunne huske, havde han ingen idé om hvad han skulle svare.

Hun tog et skridt hen imod ham. "Jeg har længe tænkt over hvordan det ville være, at kysse dig. Om det ville føles lige så rigtigt som de følelser jeg har indeni mig de gør. Og det gjorde det, lige indtil du skubbede mig væk.."

Odessa, stop... Bare... Stop." Han vendte sig om og forlod hendes værelse, uden et ord mere og lod hende stå tilbage, der midt i værelset, men i det mindste havde hun fået sagt hvad hun virkelig følte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...