En Klassiker

Minji og hendes veninde gik begge to, på det samme universitet og de var begge, forelsket i den samme person, som hed Kai og gik i dramaklubben. Da Minjis veninde ikke ved at Minji også kunne lide Kai, beder hendes veninde hende om, at skrive breve for hende til Kai, i venindes navn. Minji skriver så brevene for hende og tilsætter hendes egne følelser til hver sætning. Kai bliver helt vild med brevene og begynder at være mere sammen, med Minjis veninde. Minji prøver at holde afstand fra dem, men det er som om at skæbnen, vil have at hun skal være i nærheden af Kai. En dag begyndte Minji forsigtigt, at gøre huset rent og fandt en hemmelig boks. Boksen indeholdt gamle breve og en dagbog, som hun mente var hendes forældres, men da hun læste brevene og dagbogen igennem, opdagede hun at hendes mors hjerte havde tilhørt en anden, hvilket det havde gjort i mange år.

15Likes
19Kommentarer
1762Visninger
AA

9. Kapitel 7.

 

Jeg gik hen til skolens café, hvorefter jeg bestilte noget kaffe af kvinden, der arbejde bag disken, som jeg tit snakkede med, når jeg skulle have et eller andet at drikke, hos hende.

I det jeg satte mig ned for at drikke min kaffe, gik kvinden hen til døren, hvorefter hun tog fat i en sort paraply. Jeg kiggede underligt på hende, hvorefter hun gik hen til mig.

"Minji! Ved du hvad det her er?" spurgte hun mig så, mens hun langsomt satte sig ned på en stol, ved siden af mig.

"Det er vel en paraply!" grinede jeg, hvorefter jeg tog en stor slurk af min kaffe. 

"Ja, men det er en meget speciel paraply!" smilende hun, mens hun kiggede ned på paraplyen. Jeg kiggede underligt på hende, hvorefter jeg stillede min kaffe på bordet og lagde mine arme, over kors.

"Den er speciel, fordi Kai efterlod den her, selvom det regnede udenfor" fortalte kvinden, mens hun sendte mig et kærligt smil.

"Kai stod og kiggede ud af vinduet, da han lige pludselig gik hen og stillede sin paraply, henne ved døren, hvorefter han løb udenfor i regnen, med sin jakke over hovedet!" smilede kvinden, hvorefter jeg kom i tanke om før, hvor Kai kom løbende hen til mig, med sin jakke over hovedet.

"Da jeg var løbet sin vej, kiggede jeg ud af vinduet for at se, hvad det var han stod og kiggede sådan på! Så fik jeg øje på, som stod under det store træ, hvorefter Kai kom løbende hen til dig!" tilføjede kvinden, hvorefter hun langsomt rejste sig op og rakte mig paraplyen.

"Hvad skal jeg med den?" spurgte jeg hende forsigtigt, mens det langsomt gik op for mig, at Kai havde efterladt sin paraply i caféen, fordi han så jeg ikke havde nogen paraply, og så havde han lyst til at være min paraply, ved at beskytte mig med hans jakke.

"Jeg synes at du skal aflevere paraplyen, personligt tilbage til ham og fortælle ham at du ved, hvorfor han efterlod den her" svarede kvinden, hvorefter hun langsomt satte sig ned igen.

Jeg kiggede overrasket på hende, hvorefter jeg hurtigt rejste mig op og løb ud for at finde Kai.

 

Jeg bevægede mig forsigtigt ind i teatersalen, hvor jeg så at Kai sad og kiggede på nogle mænd, som bar nogle kulisser ind på scenen.

Kai vendte sit hovedet om imod mig, da han hørte mine skridt, som kom tættere og tættere på ham. Han rejste sig hurtigt  op og kiggede underligt, hvorefter jeg satte mig ned ved siden af den stol, som han lige havde siddet på.

Kai satte sig overrasket ned igen, mens han ikke kunne tage øjnene fra mig. Jeg vendte langsomt mit hoved, så jeg så ham dybt i øjnene, mens jeg sendte ham et kærligt smil.

"Her har du din paraply!" sagde jeg smilende, mens jeg løftede paraplyen op og rakte den til Kai. Han kiggede noget på mig, hvorefter han forsigtigt tog imod den.

"Hvor har du den fra?" spurgte han overrasket, mens han kiggede genert på paraplyen.

"Du efterlod den jo på caféen, så du kunne hjælpe mig ude i regnen!" svarede jeg ham, mens jeg kiggede ignorerende rundt i teatersalen.

"Ja....altså......jeg må indrømme....at jeg måske godt kan lide dig, en lille smule" indrømmede Kai genert, mens han kiggede akavet på mig. Jeg smilede lykkeligt for mig selv, hvorefter jeg kiggede på Kai.

"Den der gave du valgte, af de gaver jeg havde købt, der valgte du den, som jeg faktisk havde købt til dig! Den der seddel der var i æsken, var beregnet til dig, så jeg var lykkelig da du valgte den!......Og forresten, med hensyn til Kitty, så har jeg fortalt hende at jeg ikke er interesseret i hende!" fortalte Kai mig, mens han smilede akavet til mig.

Jeg sendte ham et kæmpe smil, hvorefter jeg rejste mig op og bevægede mig ud af salen. Kai rejste sig også op.

"Hvor skal du hen?" spurgte han nysgerrigt, mens han kiggede nervøst på mig.

"Jeg skal hjem og gøre klar, til den date vi to skal på i aften!" grinede jeg, hvorefter jeg kiggede drillende på Kai. Han kiggede underligt på mig, mens han langsomt begyndte at grine. Jeg vinkede forsigtigt til ham, hvorefter jeg gik ud af salen.

 

Taemins P.O.V.

Efter nogle dage, begyndte mig og Joo-hee at snakke igen. Det var nok fordi hun ikke rigtig mente, det hun sagde,her forleden, med hensyn til det der med at hun aldrig ville snakke, med hverken mig eller Sung-jin. 

Joo-hee var blevet forkølet, på grund af det kolde vejr og den voldsomme regn. Så jeg var taget på hospitalet for at besøge hende. Jeg vidste ikke at Joo-hee var blevet forkølet, set var først da Sung-jin fortalte mig det, at jeg fandt ud af det.

Jeg bevægede mig forsigtigt en på hendes stue, på hospitalet, hvorefter jeg satte mig ned, ved siden af hendes seng. Joo-hee lå og sov, så jeg prøvede på at være stille, hvilket ikke lykkedes, hvorefter hun langsomt åbnede sine øjne.

"Hvordan vidste du at jeg var her?" spurgte hun mig hurtigt, hvorefter hun gemte sig under sin dyne.

"Sung-jin fortalte mig at du havde fået, en slem forkølelse og at du nu lå, på hospitalet" svarede jeg kærligt, hvorefter jeg prøvede at trække hendes dyne væk.

Jeg gav dog hurtigt op, fordi hun holdt dynen tæt ind til sig. Men så fjernede hun langsomt dynen, hvorefter hun kiggede forsigtigt på mig.

"Er du meget syg?" spurgte jeg hende så bekymret, mens jeg forsigtigt strøg min hånd, hen af hendes kind. Joo-hee nikkede trist og kiggede op i luften.

"Undskyld!......jeg kan ikke gøre for, at jeg elsker dig så meget!" sagde jeg forsigtigt, mens jeg fik tårer i øjnene. Jeg begyndte at tænke på Sung-jin. Hvad ville han ikke tænke, hvis han vidste at jeg var sammen, med hans forlovede.

"Jeg synes vi skal fortælle Sung-jin, om vores følelser for hinanden!" sagde jeg så, mens jeg kiggede alvorligt på Joo-hee. Hun vendte langsomt ryggen til mig og gemte sig under dynen.

"Jeg fortæller ham det!.....men jeg må smutte nu! Vi ses!" smilede jeg så, hvorefter jeg kyssede Joo-hee på hovedet. I det samme kom Sung-jins far ind af døren.

Jeg skyndte mig at ligge mig ned i en anden seng, som stod på Joo-hees stue. Joo-hee vendte sig hurtigt om, for at tjekke om jeg havde gemt mig.

"Hvordan har du det, Joo-hee?" spurgte Sung-jins far, hvorefter der kom en sygeplejerske og en læge ind. 

"Jeg har det sådan nogenlunde" svarede hun, hvorefter hun skimtede bekymret hen imod mig.

"Ja, man skal jo ikke ignorere sådan en forkølelse! Den kan jo føre til en lungebetændelse!" fortalte Sung-jins far, mens han aede Joo-hee på hovedet.

I det samme prøvede jeg at snige mig ud af lokalet, men jeg blev opdaget af lægen. Sung-jins far vendte sig om og kiggede underligt på mig, mens Joo-hee så nervøs ud.

"Ups....det her må vist være den forkerte stue! Jeg skulle nemlig besøge min bror! Undskyld forstyrrelsen!" sagde jeg genert, mens jeg langsomt forlod lokalet.

Da jeg var gået ud, kunne jeg ikke forstå hvorfor der var så mørkt, så jeg åbnede forsigtigt døren igen og kiggede ind hos Joo-hee. 

Jeg trådte forsigtigt ind til Joo-hee, hvorefter jeg vendte mig om og kiggede på det rum, som jeg var gået ind i. Jeg var gået ind i klædeskabet.

"Ups...det var vist den forkerte dør!" grinende jeg og løb ud af den rigtige dør, mens jeg kunne høre at Joo-hee også begyndte at grine.

 

Jeg mødtes med Sung-jin, efter jeg havde forladt hospitalet. Jeg ville fortælle ham om følelserne mellem mig og Joo-hee.

"Knyt dine hænder og tag dem op, som om du skal til at bokse!" sagde jeg alvorligt til Sung-jin, så han var parat til at slå mig, når jeg fortalte ham om mig og Joo-hee. Han løftede dem forsigtigt op, hvorefter han kiggede underligt på mig.

"Mig og Joo-hee elsker hinanden!" fortalte jeg ham, hvorefter jeg vendte mit hoved, så han kunne slå min kind. Sung-jin sænkede langsomt sine hænder og begyndte at grine.

"Jeg kan ikke lide at slå, fordi min far tit slår mig! Jeg jeg har ikke noget imod at i har følelser for hinanden! Du er nemlig min ven og vil altid støtte dig!" sagde Sung-jin, hvorefter han begyndte at gå sin vej.

"Jeg fik forresten den her halskæde, af Joo-hee i sommers!" råbte jeg alvorligt til Sung-jin, hvorefter han vendte sig om for at se halskæden.

"Den der halskæde var en gave fra min far, til Joo-hee! Han bliver rasende, hvis han opdager at du har den, så du må hellere sørge for at han ikke ser den!" råbte Sung-jin nervøst tilbage, hvorefter han gik.

 

Nogle dage senere, sad mig og Sung-jin på biblioteket. Jeg sad og læste, mens Sung-jin sad og legede med et eller andet bælte.

"Ved du hvad det her er?"spurgte Sung-jin mig alvorligt, mens han pegede på bæltet. Jeg kiggede underligt på bæltet, hvorefter jeg smilede til Sung-jin.

"Det er et bælte!" grinede jeg, hvorefter jeg begyndte at læse i min bog igen.

"Det er ikke bare et bælte! Det er et bælte, som hele tiden slår mig!" fortalte Sung-jin, hvorefter jeg langsomt løftede hovedet og kiggede nervøst, på Sung-jin. Jeg vidste godt, at han prøvede at hentyde til at det var hans far, som slog ham med lige præcis det bælte.

"Hvordan synes du at jeg skal straffe, det her bælte?" spurgte Sung-jin mig alvorligt, hvorefter han rejste sig op.

"Straf det med dødstraffen!" svarede jeg mens jeg grinende, hvorefter jeg kiggede drillende på Sung-jin.

"Det var lige det jeg tænkte! Men skal bæltet lide eller skal det dø hurtigt?" spurgte Sung-jin så, mens han langsomt gik hen imod et vindue.

"Du kan kvæle det!" svarede jeg drillende, mens jeg kiggede lumsk hen imod Sung-jin.

"God idé!" grinede Sung-jin, hvorefter han gik hen til mig.

"Nå, men jeg må se at gå......lov mig, at du passer godt på Joo-hee for mig!" sagde Sung-jin alvorligt, hvorefter jeg nikkede akavet. Sung-jin aede mig forsigtigt på hovedet, hvorefter han gik trist ud af biblioteket, mens jeg kiggede underligt efter ham.

 

Senere samme dag, skulle jeg fortælle Sung-jin noget, som jeg havde fået af vide af en af mine andre kammerater, men jeg kunne ikke finde Sung-jin nogen steder.

Jeg spurgte derfor en masse mennesker om de havde set ham, men der var ikke rigtig nogen der vidste hvor han var, indtil jeg spurgte vores lærer. Han vidste hvor Sung-jin var. Sung-jin var i klasseværelset mente han, fordi han havde set ham, gå der ind.

Jeg skyndte mig derefter hen til klassen, hvorefter jeg langsomt åbnede døren der ind til. Mine øjne opdagede hurtigt en skikkelse, som hang i loftet. Det var Sung-jin. Han havde hængt sig selv.

Jeg skyndte mig hen til ham og løftede ham op, så ikke længereblev kvalt. Jeg kiggede skræmt på hans ansigt, hvorefter jeg opdagede at han havde hængt sig, med det bælte, som vi havde snakket om.

"Sung-jin!....Sung-jin!.....Du må ikke dø!....Bliv hos mig!" råbte jeg højt, mens jeg begyndte at græde.

"Du skulle dræbe bæltet, ikke dig!.....Vågn nu op!......Du må ikke dø!.....Du må ikke dø!" snøftede jeg, hvorefter vores lærer kom ind for at se, hvorfor jeg råbte sådan. Vores lærer kiggede skræmt på Sung-jin, hvorefter jeg råbte efter nogle flere mænd.

 

Jeg sad på hospitalet, ved siden af Sung-jins hospitalseng. Han var overlevet, men han skulle ligge og sove, så han kunne blive ordentlig rask igen.

I det samme kom Joo-hee bragende ind på værelset, mens hun kiggede skræmt på mig. Hun havde tårer i øjnene. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre, da hun fik øje på Sung-jin, så hun forlod hurtigt værelset igen.

Jeg skyndte mig efter hende og fangende hende på hospitals gangen. Vi gav hinanden et beskyttende kram, hvorefter jeg aede Joo-hee forsigtigt på hovedet.

"Jeg synes at du skal gå ind til Sung-jin! Han har brug for dig, så han kan blive hurtigere rask!" sagde jeg alvorligt, hvorefter Joo-hee begyndte at snøfte. 

Hun nikkede forsigtigt med hovedet, hvorefter hun tog sig sammen til at gå ind til Sung-jin. Jeg valgte at vente på hende ude på gangen, så hun kunne være alene med ham.

Joo-hee bevægede sig forsigtigt ind på værelset, hvorefter hun lukkede døren i bag sig. Jeg lænede mig opgivende op af væggen, mens jeg begyndte at græde. 

Joo-hee havde svært ved at glemme Sung-jin og jeg følte at det ville være bedst, hvis hun var sammen med ham, i stedet for med mig.

Jeg åbnede forsigtigt døren og hængte, den halskæde jeg havde fået af Joo-hee, på dørhåndtaget, hvorefter jeg lukkede døren i, uden hun opdagede mig. Jeg stod et stykke tid og kiggede trist på døren, hvorefter jeg langsomt forlod hospitalet, med tårer i øjnene.

 

Minjis P.O.V.

Jeg sad med tårer i øjnene, da jeg havde læst lidt i Taemins dagbog. Det var så sørgeligt alt sammen. Jeg kiggede forsigtigt på klokken, hvorefter jeg opdagede at det var tid til at tage på date, sammen med Kai. Jeg pudsede derefter næsen og begyndte at lede, efter noget pænt tøj, som jeg kunne tage på.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...