Unni, I Like Your Boyfriend...

Sekyung er den landskendte model og skuespillerinde, og hendes kæreste er pop-idolet Kim Jonghyun. De er det perfekte par, mener alle. Alle, undtagen Sekyungs lillesøster, Rin. Sytten år gammel, og har altid stået i skyggen af hendes storesøster. Hun har kendt Jonghyun lige så længe som Sekyung har, de er jo barndomsvenner. Så hvorfor valgte Jonghyun Sekyung frem for Rin? Når det er Rin, som er uigenkaldeligt forelsket i ham.

239Likes
683Kommentarer
52414Visninger
AA

2. For os, som ikke får pengene serveret på et sølvfad

 

                Det var koldt omkring mig, da jeg vågnede op den morgen. Vinteren var lige begyndt, og temperaturen udenfor var sunket til bunds. Det eneste gode ved vinteren, var helt klart den hvide sne som lå udenfor. Den sne, som plejede at ligge udenfor, men som på mystisk vis endnu ikke var kommet. Græsset var stadig grønt, Solen skinnede fortsat som enhver efterårsmorgen, men alligevel var det pissekoldt.

               Det var lørdag, men jeg var nødt til at stå tidligt op, da arbejdet ventede på mig. Ja, arbejdet! Jeg var kun sytten år, men jeg ville gerne spare nogle penge op, da jeg havde planer om at rejse engang når jeg blev gammel nok, og eftersom min far var så nærig, så skulle jeg ikke regne med at få noget fra ham. Det eneste han havde i tankerne var jo, trods alt, hans egne penge og Sekyung, kun fordi hun tjente kassen på at være model og skuespiller.

               ”Forbandede kulde,” mumlede jeg udmattet idet jeg tvang min krop til at stå ud af sengen og få noget tøj på, så jeg ikke kom for sent på arbejde. Igen. Jeg skulle være der klokken otte, og det var endnu mørkt udenfor. Det skulle ikke undre mig, hvis jeg blev kørt ned på vejen hen til den forbistrede café.

               Når jeg gik dér, udenfor i morgenkulden i min gamle vinterjakke og gummistøvler, kunne jeg ikke fatte, at jeg var i familie med den skønhedsgudinde, som der var på alle de store plakater over hele Seoul. Det var hende, der var på make-up reklamerne. Hun var på modereklamerne, hun var på biografplakaterne. Hun var over alt, og alle kendte hendes navn.

               Alle kendte hendes navn, lige så vel som de kendte hendes kærestes navn.

               Kim Jonghyun.

               Det navn, som rungede i mit hoved når jeg gik i seng, sov, stod op, og var vågen. Det forlod aldrig mit hoved. Hver gang hans ansigt strejfede min hukommelse, så slog mit hjerte smertefuldt, dog kun en enkelt gang, men én gang var mere end nok.

               Kun fordi jeg vidste, at jeg aldrig kunne få ham.

               ”Rin! Skynd dig at klæde om, vi åbner om fem minutter!” sagde min chef, i samme sekund jeg trådte ind ad bagindgangen til den café som jeg arbejdede på. Jeg så på hende og nikkede straks, hvorefter jeg omgående løb bagved for at klæde om til den tjeneruniform som jeg altid havde på.

               Uniformen bestod af en hvid skjorte, langærmet selvfølgelig, en sort, stram nederdel som hang sammen med forklædet som var viklet omkring hofterne. Desuden skulle håret også sættes op, så der ikke kom hår i maden. Det klarede jeg med et par rottehaler, og så var jeg klar til at tage imod bestillinger fra de travle morgenfolk.

               Normalt plejede alting at gå som smurt, men den dag var bare ikke som alle andre. Morgenen var ikke så slem, men hen på eftermiddagen kom der virkelig bare for mange mennesker som ville koste rundt med mig!

               ”Tjener! Hvor bliver min kaffe af?!” råbte en af kunderne, en sur herre iført et fint jakkesæt og briller som sad helt nede på næsetippen. Han virkede meget utålmodig.

               ”Jeg kommer!” svarede jeg tilbage og kom løbende med hans kaffe. Klodset, som jeg var, skulle jeg jo selvfølgelig snuble over mine egne fødder, kun omkring en meter fra hans bord. Det gik jo så ikke kun ud over mig, men det gik også ud over herren, da den skoldende kaffe landede lige i skødet på ham og han fór op af sin stol.

               ”Det var dog den mest elendige tjener jeg nogen sinde har set!” udbrød han af raseri, både over min klodsethed, og den kaffe som skoldede ham i skridtet.

               ”U… Undskyld…” hviskede jeg stille da jeg stadig sad på min bagdel på jorden, og beskyttende holdt den sorte serveringsbakke op foran mit ansigt. Alle de andre kunder på caféen gloede på os, som om vi var nogle dyr i en zoologisk have. Ingen rejste sig op og sagde noget, hverken til mig eller manden som stadig stod og råbte af mig.

               Ingen rejste sig, ingen sagde noget.

               Undtagen dig… Du var lige kommet ind på caféen for at få middagsmad på det tidspunkt.

               ”Yah! Sådan taler man ikke til unge piger!” skældte du ud, og mit hjerte slog dobbelt, da din stemme susede gennem mine ører. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...