Fællesskabet

Det er det 30-århundred. Der findes ingen mennesker længere, kun 'utilgængelige'. Der findes ingen almindelige dyr længere, kun 'dem'. Menn der er ingen jobs, der er ingen penge, der er ingen fremtid.
15-årige Cassidy er en Cobra-varulv og dermed en af 'dem'. Født i en ædelslægt, nedstammer fra Nat-varulven og et udemærket køb ifølge "fællesskabet", som nu ejer hende og tonsvis af andre varulve. Da Cassidy og hendes veninde Sophie stikker af til "Hjemmet", ejer af den specielle race Glas-vampyren forelsker hun sig i vampyren Morgan. Men deres kærlighed er kompliceret og desuden er kærlighed slet ikke tilgængeligt for 'dem' ifølge de 'utilgængelige'.

15Likes
36Kommentarer
2168Visninger
AA

2. 82 år siden

Det er blæsevejr. Den buldrende storm river i min hud. Jeg ved der ikke er længe til fuldmåne. Og der kan jeg ikke styre hvem jeg er. Hvem jeg virkelig er. Jeg lever i flugt fra de 'utilgængelige'. Mine ben er allerede begyndt at forvandle sig og snart, ja hvem ved, måske inden fuldmåne, vil jeg være dækket af et tykt lag pels. Der er det. Jeg kan se det nu. Den lille hvide gård. Den er gemt bag den høje mark som ligger foran den. Det er ikke til at se om der er lys i vinduet. Men jeg ved det er der hvor jeg skal hen. Det har det bare at være. Da jeg kommer tættere på kan jeg se det fuldstændig. Ja, det er det. Jeg ånder lettet op og kigger mig  for en sikkerheds skyld over skulderen. Ingen. Med lette slag banker jeg på. Der er sikkert nogen der er kommet før mig. Måske er der ikke plads til mig nu hvor det er fuldmåne. Måske... Jeg stopper med at tænke. Tænkning gør mig utryg. Og utryghed er en af de mange ting der sætter gang i min forvandling. En skaldet mand med et stort overskæg åbner døren. Han studer mig fra top til tå og får så øje på mine behårede ben. Han nikker godkendende til mig og åbner døren helt for mig. Han viser mig hen til en lem hvor han beder mig kravle ned. Denne gang er det min tur til at nikke. Jeg tør ikke gøre andet end at adlyde. Nej, jeg tør ikke engang tænke på at lade vær. Jeg kravler ned af en stige og kommer så ned i kælderen. Der er mange øjne i mørket. Alle lyser skarpt, men der er ingen røde, ingen vampyre. En lygte tændes i den anden ende af rummet. Jeg kan nu se alle i rummet. Ingen er gået i forvandling endnu. Det må betyde at her er sikkert. En dreng rejser sig. Han siger intet, men kigger bare på mig. Han ser vredt på mig. Jeg kommer i tanke om noget jeg skulle sige når jeg nåede frem. "Zachi Rosedea Llon", siger jeg tydeligt og drengen ændre sit blik. Han kigger ikke længere vredt, bare følelsesløst. Så sætter han sig ned igen og nikker så anerkendende til mig. Jeg er god nok. For en gangs skyld god nok.

*

2 timer efter

Her er ikke længere helt stille. Nej, her larmer faktisk. Det er ikke kun vinden, der er noget andet. Jeg høre et smæk. Det er døren ovenpå. Jeg kan høre gryder blive væltet, tallerkener blive smadret og skabene blive åbnet - nogen leder. Og der går ikke længe før jeg ved hvem. Det er "rådet" og de leder ikke efter nogen, de leder efter noget. De leder efter os. En mindre pige begynder at græde. Jeg kan se rædslen i alles øjne. Panik. Vi kan ikke flygte, det er umugligt. Men ingen vil se virkeligheden i øjnene, ingen vil tænke på hvad der nu skal ske. Et vræl kommer fra den anden ende af kælderen. I skræk kigger jeg derned og ser 3 varulve. De har forvandlet sig og ikke pågrund af fuldmånen, men pågrund af panik. Drengen fra tidligere rejser sig og åbner en skjult lem jeg ikke før har lagt mærke til. Han udpeger 5 og beder dem kravle ned i hullet. Da alle er nede bliver lemmen lukket og drengen sætter sig nu igen. Et par håbefulde øjne kommer nu frem fra mørket og en ældre dame spørg om der er flere lemme. Drengen svare ikke... for der er ikke flere og det ved hun også godt.

I 3 minutter mere sidder vi og venter. Venter på de skal finde os, fange os og bedøve os som de dyr vi er. Men der sker intet. Ingenting. De leder stadig, det kan vi høre. Vi kan høre hvordan de nærmer sig lemmen. En svag lysstråle skyder gennem rummet og et hoved kigger ned. "Her sir." siger en mand. På skift hopper de ned i kælderen og overmander hver deres 'dyr'. Varulvene er straks værre at fange. Man skulle tro at de ville dræbe mændene, men det gør de ikke. Fordi de er bange for dem. De fleste bliver stukket med en bedøvelses pil og andre bliver indviklet i net. Jeg er en af de første der bliver fanget i nettet og alligevel gør jeg ikke modstand. Fordi jeg ligesom de andre er svag. Vi blever båret op af kælderen og ud i en stor trailer. Det er ikke til at sige hvor mange vi er. 30, 40? Jeg ved det ikke men det er ihvertfald forsent at gøre modstand. Når vi først har forvandlet os er vi ikke til at styre. Vi kunne gøre skade på hinanden. Og når man først er blevet fjenden hos sin egen race er man alene. Helt alene.

*

Dette er min historie. Min ensomme, frygtelige historie. Min historie om hvordan jeg havnede på "Fællesskabet", "rådet"'s officielle kollektiv for varulve. Det var her de prøvede ting af. Ting til dem og ting til os. Hvordan de kunne style deres hår på en nemmere og mere elegant måde og hvordan de kunne holde vores aggressivitet nede når vi var i forvandling. Ja, de fleste af os på "Fællesskabet" så frygtelige ud. Nogen havde mistet deres stemme, udvikling o.s.v gennem disse produkter. Endnu var jeg dog ikke blevet hentet og kørt til laboratoriumnet, jeg boede i den mere fredfyldte del af huset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...