I LOVE U!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 apr. 2012
  • Opdateret: 2 okt. 2012
  • Status: Færdig
Forbudt kærlighed<3 Zoe møder den mystiske ar-dreng David som hun hurtigt bliver forelsket i. Men vil kærligheden til ham bestå når hun finder ud af hans dystre hemmelighed og vil folk accepterer deres kærlighed til hinanden? Eller må de flygte og leve deres kærlighed videre i smug. Læs historien og skriv meget gerne din mening i en kommentar :) <3

3Likes
6Kommentarer
1862Visninger
AA

10. Forbud

"Hvad tænkte du på unge dame!" Råbte min far da mor lige havde fortalt ham det jeg lige havde fortalt om David.

"Jeg vidste det jo ikke der!" Græd jeg mens jeg sad i sofaen nede i stuen mens min far skældte mig ud. Min mor gik bare stille rundt og pillede lidt ved lidt småting.

"Han kunne have slået dig ihjel når det skulle være!" Skreg min far ad mig. Jeg fælede flere tårer. og så bedende på ham.

"Jeg vidste det ikke der, jeg vidste det virkelig ikke far. Du må ikke være sur!" Stønnede jeg. Han tog sig til tindingerne.

"Jeg er nød til at tænke over din straf, imens skal du hverdag indtil da gå i skole her hjemme. Din mor vil undervise dig, du stopper al kontakt til "ham" Og hvis du kommer til at rende ind i ham en dag gør du det forbi med ham med det samme. Er det forstået?!" Råbte han.

"Nej! Jeg gør det ikke, jeg elsker David far og bare fordi han har lidt fejl betyder det ikke at jeg ikke elsker ham!" Græd jeg.

"For helved Zoe, Et par fejl? Han har slået en økonomimillionær ihjel plus hans vagt!" Råbte min far højt.

"Sikke dårlig den vagt så var." Indskød min mor og grinede lidt.

"Der er intet sjovt i det her Sarah, Vores dattes kæreste er massemorder og kan måske slå hende ihjel. Måske er han igang med at udtænke på flere måder at torturere og så give hende en lang smertefuld død på? Han er et monster og han skal aldrig nogensinde være i mit hus og se min datter mere. ER DET FORSTÅET!" Skreg min far og sparkede til kaffebordet så glaspladen gik i tusind stykker.

"JHON ALTSÅ!" Råbte min mor. Hun smed en vase med tulipaner i ned på gulvet så den smadrede.Og stormede så ud af stuen.

"SARAH!...... KOM TILBAGE!" Råbte far efter mor. Han så strengt på mig.

" Vi to er slet ikke færdige med den her sag!" Sagde han med lidt ro i stemmen og løb efter mor. De efterlod mig bare der. Jeg blev ved med at tude, bare tude. Slippe hæmningerne og bare lade tårene blive til floder der gjorde mine kinder plaskvåde og landede på mine hænder i små bitte pytter. Jeg savnede David enormt meget, men jeg hadede ham også. Hvorfor havde han udsat alle os uskyldige mennesker ved at flytte hertil og tage problemerne med sig undervejs. Havde han ingen hjerne? Men alligevel blev jeg synderknust ved tanken om ikke at være sammen med ham mere. Jeg var splittet. Skulle jeg føølge mit hjerte og blive sammen med David og så samtidig miste ald tiliden fra min far og mor. Eller skulle jeg gøre som min far sagde og droppe ham og så leve et ulykkeligt liv men stadig være den søde pæne pige der altid gjorde hvad mor og far sagde. Jeg var mega splittet. Jeg kunne mærke en vibreren fra min baglomme. Jeg tog min mobil frem. En ny besked fra......... David.

"Hej er kommet hjem fra ferie, vil du ses senere?" Stod der. Jeg kiggede mig omkring efter min far og besvarede så beskeden.

"Jeg må ikke se dig mere!" Skrev jeg og sendte beskeden og slukkede så mobilen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...