I LOVE U!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 apr. 2012
  • Opdateret: 2 okt. 2012
  • Status: Færdig
Forbudt kærlighed<3 Zoe møder den mystiske ar-dreng David som hun hurtigt bliver forelsket i. Men vil kærligheden til ham bestå når hun finder ud af hans dystre hemmelighed og vil folk accepterer deres kærlighed til hinanden? Eller må de flygte og leve deres kærlighed videre i smug. Læs historien og skriv meget gerne din mening i en kommentar :) <3

3Likes
6Kommentarer
1868Visninger
AA

19. Epilog

Kære Mor!

Jeg savner dig. David og jeg er landet i Canada. Her er lidt koldt, men jeg overlever. Vi har lejet en lille hytte som vi bor i i en lille måneds tid eller 2. Jeg håber at du ikke savner mig alt for meget, og at du har det godt. Har hørt du har lejet de tomme værelser ud. Jeg håber det bedste for dig, og jeg håber at jeg snart kan se dig igen. De første måneder var hårde. Jeg er virkelig ked af at have udsat dig for det her. Det var aldrig meningen at såre nogen. Håber at du klarer dig. Sender en pakke til din fødselsdag i næste uge. Skulle også sige tak for tæppet til David. Han er i øjeblikket ude at hugge brænde, vi lever egentlig ret sundt og ordentligt. Vi er dog nød til at have dæknavne så folk ikke genkender os og sender David i fængsel.... eller værre. Du burde faktisk komme og se vores hytte. Den er mega hyggelig, soveværelset er stort med udsigt over et stort skovområde...

David kom gående ind af døren, jeg lagde papiret og kuglepennen fra mig og så op på ham. Han havde et brev i hånden.

"Hey!" Sagde han og gav mig et kys. Han smed brevet på bordet foran mig og gik over til køleskabet. Jeg tog brevet og åbnede det.

Til Sarah Emelie Jones. Stod der. Mon det bare var en regning eller? For skriften var da alt for fin til at være en regning. Jeg åbnede den og begyndte at læse. Jeg læste det højt inde i mig selv. Jeg sad med brevet i hånden i mindst et kvarter. Jeg lagde brevet ned på bordet. David så på mig og gik hen til mig. Han nussede min kind.

"Det var fra Emelie!" Hulkede jeg og kunne mærke hvor stort savnet efter min bedste og eneste veninde var.

"Hvad skrev hun?" Spurgte David og tog brevet i hånden. Jeg rystede på hovedet.

"Hun savner mig... Meget. Hun skriver hun er ked af det hele og ville ønske vi bare kunne finde på en løsning så vi kunne bo der hjemme sammen med hende og min mor igen" Snøftede jeg og tørede den løbende mascara af min kind væk med ærmet. David så alvorligt på mig.

"det er derfor jeg har tænkt over noget.... Jeg er ikke selv mega vild med ideen. Men jeg tror bare det er det bedste... for dig!" Sagde han og tog en konvolut op af lommen. Jeg kiggede på forvirret på den.

"Du kan ikke leve sådan her for evigt Zoe, du skal fuldføre din uddannelse og leve et normalt liv. Alt det jeg aldrig ville kunne give dig"

"David... Skat, ikke sig sådan. Jeg er ligeglad med dem. Jeg vil bare være sammen med dig. Jeg bliver knust hvis jeg ikke kan se dit smukke ansigt hver dag!" Sagde jeg og rev konvoluten over,

"Zoe, Du bliver nød til at fravælge alt. Og det har allerede været et alt for stort pres for dig, jeg har hørt dig græde dig selv i søvn hver nat. Du er ved at græde hver gang noget minder dig om "der hjemme". Zoe, du må og skal hjem, NU!" Sagde David med blanke øjne. Jeg snøftede ind og rystede på hovedet.

"Min verden ville ikke være det samme uden dig. Det ved du jo, Jeg ville gå helt ned, jeg vil blive hos dig!" Sagde jeg og kyssede ham. David Smilede og tog en lille æske op af lommen.

"Er du sikker, for hvis du er vil jeg være sikker på at du er min for evigt. Jeg ville selv gå helt ned hvis du ikke var her hos mig nemlig." Sagde han og åbnede æsken. Jeg fik et chok da jeg så den lille diamantring sidde fint i foret i æsken.

"David er det der en..."

"NEJ.... eller jo men det er også noget mere. Det er et løfte, jeg lover at hvis du siger ja så vil jeg være din for evigt. Hvis en af os skulle finde på at skride en dag, så ville det være dig. For jeg elsker dig Zoe, og hvis du siger ja vil jeg love at elske dig for evigt til døden skiller os ad. Jeg vil beskytte dig mod trusler og jeg vil sørge for at du føler dig tryg og jeg er ligeglad med børn.... eller nej.... Jeg vil gerne starte en familie med dig, vi vil få de smukkeste børn i hele verden og jeg vil beskytte dem sammen med dig også. Det er mit løfte og jeg vil gøre alt for at holde det for evigt, For du er nemlig den eneste og rigtigste for mig!" Sagde han. jeg sad målløs tilbage.

"David..."

"Zoe, vil du gifte dig med mig?" Spurgte han. Det store spørgsmål som nok var mest rigtigt at jeg først ville få stillet om et par år, det kom frem fra den dreng jeg elskede. Hvad kunne jeg mere ønske mig?

"David, jeg ved ikke. Lige det der, jeg.... jeg ved ikke om jeg er klar!" Stønnede jeg. Jeg skulle til at lukke æsken sammen da David kyssede mig.

"Jeg elsker dig Zoe, det gør jeg virkelig. Jeg vil aldrig kunne elske nogen så højt som jeg elsker dig. Og inderst inde ved jeg at du elsker mig lige så højt som jeg elsker dig, ellers var du skredet lige der hvor du fandt ud af min hemmelighed, også selvom jeg fortalte dig baghistorien. Det er derfor jeg stiller dig det her spørgsmål, for ingen af os vil leve godt hvis det var med en anden. Det ved du, derfor Zoe.... Gift dig med mig... PLEASE!" Sagde han og tog min hånd. Jeg fællede et par tårer of kiggede ham dybt i øjnene.

"Jeg elsker dig David, og jeg vil være sammen med dig for evigt! Og jeg håber at du er en der holder sine løfter!"

"Så... er det et ja?!" Spurgte David der selv havde lidt tårer i øjnene. Jeg nikkede. David skreg og satte så ringen på min finger.

"Jeg elsker dig, meget højt!" Snøftede han.

"Jeg elsker dig højere!" Græd jeg og så kyssede vi og fortsatte vores lange vidunderlige liv sammen

 

 

                                                                                                       Slut

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...