Meeting in Between

Tiden heler alle sår, men når man slår op med den perfekte kæreste, er der pludselig ikke tid nok i denne verden. Mill følte slet ingen gnist, da hun var sammen med Daichi og gjorde det forbi. Amée forstod slet ikke Mills valg, men prøvede at hjælpe, ved at tage Mill med på en ferie. Det skulle alt sammen få Mill til at glemme kærligheden og stoppe med at tænke. Men inden Mill så meget som når at sætte en fod på Jeju Island, møder hun en lille pige, hvis far er blevet væk. Lauren får startet nogle ting, der gør, at Mills ferie desværre bliver til alt andet end ren afslapning.

30Likes
124Kommentarer
4666Visninger
AA

16. Run Away

 

Det var med blandede følelser, at jeg stod op denne morgen. To uger var gået ret hurtigt og i overmorgen skulle Amée og jeg rejse hjem. Vi skulle fortsætte vores liv som vi altid plejede at gøre. Der var bare noget ved den tanke, der gjorde mig så pokkers trist. Jeg vidste ikke hvor denne triste stemning kom fra, men jeg følte mig mere nede, end jeg gjorde før. Måske var det, fordi jeg savnede Daichi. Udover dengang hvor jeg blev nødt til at ringe til ham, havde jeg ikke hørt fra ham. De grønne katteøjne var begyndt at vise sig i min underbevidsthed, når jeg mindst ventede det og savnet var som flere og flere myggestik på min krop. Man kunne godt klø et par myggestik af gangen, men når de var flere steder på kroppen, var det umuligt at klø dem alle.

 

Amées skridt forstyrrede mine tanker. Lyden af vandet i bruseren overdøvede mine tanker og med en dyb indånding, vendte jeg mig, så jeg lå på ryggen. Loftet blev ikke mindre hvidt af, at jeg stirrede på det, men lige nu var det den eneste farve jeg kunne fokusere på. En neutral farve der ikke fik mig til at tænkte på noget. En farve, der var modsat sort. Black… MBLAQ… Jeg vendte mig, så jeg lå med ryggen til vinduet om mod det lille natbord, hvor min iPhone lå og fristede mig til at række ud efter den. Jeg havde aldrig hørte Seungho synge før.

 

Amée kom gående med et håndklæde over hovedet. Hun var i gang med at tørre håret godt, men hvis hun skulle udenfor, ville hun nok blive nødt til at føntørre det. Vi havde været heldige med vejret. Det kunne altid blive koldere på Jeju Island. Amée fjernede håndklædet og rettede blikket mod mig. I vores lille stue kørte City Hunter i tv’et og fangede straks Amées opmærksomhed. Amée havde dog altid været mere nysgerrig, når det kom til at mig og opfangede straks musikken der spillede svagt fra min iPhone af.

 

”Har du opdaget et fedt band?” spurgte Amée og satte sig ved siden af mig. En T-shirt og hendes natbukser… En ikke så charmerende kombination, der fik Amée til at virke afslappet. Jeg rakte hende min mobil og hun stirrede en enkelt gang mere på mig, inden hun tog imod den. Da hun ikke kunne høre så meget, skurede hun op.

 

”Mill… Hvad er der her?” spurgte hun, men der skulle ikke meget til, før Amée begyndte at rykke på sine bryn. Inden længe sad hun og stirrede på musik videoen og fattede hvor jeg ville hen med det hele. Hvis jeg ikke havde vidst bedre, ville jeg havde troet på, at hun faktisk var ved at miste munden, så åben som hun holdte den.

 

”No way… Helt seriøst… Joon… Seungho… Dem alle sammen… Musikere?”

 

Amée sendte mig det der blik, der bad mig om, at fortælle hende, at det hele ikke passede. At det var et sygt univers vi levede i, hvor folk lignede hinanden så meget, at man skulle tro at de var tvillinger. Desværre var det ikke løgn og jeg trak kort på skulderne, inden jeg tog mobilen ud af Amées hånd. 

 

”Hvad skal vi så bruge vores sidste dag på?” spurgte jeg hende. Jeg skulle måske ikke have forventet et svar, for i stedet for rejste Amée sig, tog sine sandaler på og begyndte at løbe sig en tur. En irritation bredte sig gennem min krop… Hun kunne da bare løbe i nattøj, hvis hun havde lyst, men hun skulle ikke gøre det, når hun lignede mig!?

 

~ o ~ 

 

Jeg var ynkelig. Det var det, jeg var. Det er noget jeg er. Hvordan kunne jeg dog droppe Daichi… Jeg vidste det ikke engang selv, men her sad jeg, den sidste dag af mine ferie og så vores billeder på min iPhone. Måske var det her Amées plan hele vejen igennem. At få mig til at savne Daichi. Og det gjorde jeg. Jeg kunne bare ikke finde de rigtige følelser. Lige nu tænkte jeg meget på ham, men jeg vidste ikke, om det var forelskelse. Måske var jeg blevet sindssyg og derfor så jeg alle billederne igennem.

 

Døren blev revet op og mit navn blevet skreget så højt, at alle omkring 5 mil ville være i stand til at høre det.

 

”Mill!! Jeg ved hvad vi skal lave den sidste dag,” skreg Amée pludselig og kom løbende ind i stuen. Forskrækket, fløj min mobil ud af hånden på mig. Hurtigt, nåede jeg at gribe min mobil inden den ramte gulvet og endte med at blive smadret. Amée havde nogle skøre idéer, men denne idé var dog den, der afgjorde det hele…

 

~ o ~ 

”Kom nu,” mumlede Amée, men jeg kunne knap nok høre hende, for al den larm der var rundt omkring. Det var blevet mørkt, det var trængt og der var fest. Eller rettere sagt, det var en festival, som Amée havde opdaget sådan ret tilfældigt og havde besluttet sig for, at vi begge to skulle deltage i den. Uden at spørge om min mening, havde Amée kastet en rosa knælang kjole i hovedet på mig, da jeg ikke skulle være alt for fin, men heller ikke alt for kedelig. Faktisk havde jeg ikke fået lov til at bestemme ret meget ved mit outfit. Amée havde også valgt at krølle mit hår, da det ville fremhæve mit naturlige, søde look. Selvom jeg ikke havde planer om at score arrogante fyre, med europæisk accent, gjorde Amée alligevel alt for meget ud af mig. I forhold til mig, havde Amée sat håret op i en knold og havde valgt en gul kjole, der havde forskellige sorte og sølvmønstre, samt nogle sko med kinahæle, men de var ikke ret høje, så det så faktisk ret godt ud.

 

”Er det ikke underligt… Vi skal flyve hjem i morgen?” spurgte Amée mig og så længselsfuldt om mod himlen. Det var underligt at se Amée så drømmende… Måske havde hun set for meget City Hunter, eller måskede savnede hun også noget, men jeg kunne ikke se hvem det skulle være. Det kunne vel ikke være fordi, vi tog hjem… havde Amée forelsket sig?

 

”Jo… Det bliver underligt at tage hjem igen,” mumlede jeg, men Amée så ikke ud til at høre mine ord. Hun var fanget i sin egen verden, hvor hun ikke gjorde andet, end at stirre på stjerner. Det ville faktisk blive alt for underligt at tage hjem igen. Jeg havde oplevet så meget på denne ferie, mere end jeg havde regnet med. Noget inde i mig havde lyst til at blive hver for evigt, men noget inde i mig havde også lyst til at tage hjem… Måske havde Daichi allerede glemt mig… Måske ville Seungho helt glemme mig, når vi kom hjem. Seungho… Hans navn havde noget underligt omkring sig og hver gang jeg tænkte på ham, blev jeg helt forvirret. Seungho, Lauren, tja dem alle sammen. Det ville være underligt at komme hjem til Seoul, hvor man ikke havde en lille pige, der nærmest fulgte efter en.

 

Jeg rettede også mit blik mod himlen og mærkede hvordan alle lyde omkring mig nærmest blev lavere. Det var helt utroligt hvad ens hjerne var i stand til at gøre. Men alle smukke øjeblikke blev afbrudt og tit var det sådan, at man endte med at se folk, som man ikke havde lyst til at se.

 

”Milli unni!”

 

En vane var meget svær at bryde og det så ikke ud til, at Lauren ville stoppe med at kalde på mig, når hun så mig. I hvert fald kiggede den lille pige på mig med store øjne. Det samme gjorde hendes far, som netop var den person jeg ikke ville kunne klare at møde lige nu. Der var for mange tanker, som stadig ikke hang fast og han skulle ikke rode mere rundt i dem. Inden han kunne nå at tage et skridt tættere på mig, vendte jeg om og løb så hurtigt jeg kunne.

 

”Mill… Hey… MILL DU HAR PUNGEN!?”

 

Men ikke engang Amées klager fik mig til at vende rundt. Nogle ting skulle bare ikke ske, og at møde Seungho, var en af dem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...