Oprør: Et skarpt lys

Kathy, en ung oprører sidder fanget i kejserens fangekældre. Her møder hun Victoria, en adelig pige der ligeledes er taget til fange.
Kan de to finde sammen og blive venner trods deres forskelligheder? Vil de nogensinde slippe ud

- Og vil landets befolkning forblive undertrykt af den enevældige hersker?

En historie om drømme, offervillighed og ting der ikke altid helt går, som man havde forventet.

Hvis man er til magi, steampunk og lidt revolutionær stemning er "Oprør: Et skarpt lys" nok lige sagen.

18Likes
49Kommentarer
3398Visninger

4. IV

 

 

”Så De fastholder din forklaring om Katherina Edgarson? Ingen tilføjelser?” Hansels stemme var rolig, men indeni sydede han af frustration. Erik var en enfoldig idiot. De havde samlet ham op på gaden, i færd med at distribuere ulovligt materiale. Han kunne dårligt selv tale for sin sag, og da han blev truet med tortur havde han hurtigt givet navnet på ophavsmanden til materialet. Katherina Edgarson. De havde anholdt hende samme aften med hjælp fra byvagterne.

”Jeg har jo sagt det hele. Hun gav mig det bare, jeg havde ikke engang læst det! ” panikken var tydelig i mandens øjne. Hansel sukkede, og rystede på hovedet.

”Jeg går stærkt ud fra at De gerne vil hjem til Deres kone og Deres børn.. ” Hansels stemmer var sukkersød. Det var et gæt at manden overhovedet havde familie, men det håbefulde lys i hans øjne fortalte ham at han havde gættet rigtigt. Så han fortsatte:

”I så fald vil jeg så sandelig håbe at De holder Dem til sandheden..”

”Selvfølgelig gør jeg det! Og hvis den mær siger noget andet, så-..” Hansel løftede advarende en hånd, mens han mærkede varmen stige sig til hovedet.

”Vil De være så elskværdig at droppe den tone i mit forhørsrum?” Hans stemme var blød som frisk pasta, men et sted bag de bløde baner lå dens tørre hårde søster på spring. Han havde fungeret som forhørsleder i snart mange år, og hvis der var en ting han havde lært, var det dyb ringeagt for kujoner.

”Undskyld, sir.” svarede Erik prompte. Hansel fnøs. Så vendte han opmærksomheden mod vagten der havde ført ham frem, og stået opsyn under interviewet.

”Før ham tilbage til hans celle, og bring Katherine Edgarson herind..” mumlede Hansel en smule træt. Manden nikkede, og snart var Hansel alene i det lille forhørsrum. Han sukkede og hvilede et øjeblik hovedet i sine hænder. Det mekaniske ur på væggen tikkede larmende minutterne væk. Han vendte efter en tid blikket mod det. Prøvede at visualisere sig mekanikken, de mange tandhjul der snurrede om hinanden, de næsten præcise enheder. Ti-tik – Tak. Ti-tik – tak. To sekunder. Tre sekunder. Mange sekunder. Hansel kløede sig i øjet, mens han drejede sit tunge hoved mod døren. Om et øjeblik ville endnu en ung, forvirret sjæl sidde foran ham. Hendes hadefulde ord ville brænde hans gamle sjæl, og han måtte endnu engang begræde ungdommens forfald. Disse nye kræfter og strømninger skræmte ham.

Systemet var i alles interesse. Verden havde brug for systemer og regler, havde brug for struktur. Frihed var en absurd drøm, en utopi for nogle, et mareridt for andre. Hansel havde set hvad der skete, når mennesker fik frie tøjler overfor hinanden. Hvis fængslets anarki blev udvidet til alle samfundets institutioner.. Han nåede ikke at færdiggøre den gyselige tanke, før han hørte lyden af dørlåsen der gik op. En tynd sky af damp snoede sig op fra låsen, og han fulgte den et øjeblik med øjnene. Så blev døren skubbet op, og dampen spredtes.

Katherine gik forrest, med Edward bag sig. Hendes øjne var rettet mod jorden, og hendes skridt var forsigtige. Edward bar et selvtilfreds smil. Det klædte ham ikke. Hansel gestikulerede til bødlen, der satte den unge pige på en stol og begyndte at binde hende fast.

 

***

 

Første gang havde hun kæmpet imod, men nu kendte hun rutinen, vidste at mostand var nyttesløst. Det lærte de alle før eller siden. Hansel satte sig overfor hende. Han smilede venligt og hele hans kropsholdning var bevidst ikke truende. Tøsens rolige opførsel fortalte ham at hun var træt af at kæmpe, tæt på bristepunktet. Nu var det bare et lille venligt skub i den rigtige retning der skulle til.. Så da Edward gjorde mine til at starte den kraftige lysgenerator, gjorde Hansel tegn til at han skulle lade være.

Der gik et øjeblik, så kiggede Katherine op på Hansel. Han smilede venligt mod ansigtet der trods skidt og mørke rander under øjnene stadig var meget ungdommeligt. Det mørke hår hang i tjavsede lidt krøllede totter om hendes ansigt. Hun var harmonisk, men med en kraftig maskulin kæbe. Den passede til hendes brede skuldre og muskuløse krop. En drengepige.

Hansel lagde ansigtet i venlige folder, og i stedet for at læne sig truende frem som ellers, satte han sig afslappet tilbage i stolen. Han blev siddende med et roligt blik på den unge pige, som en psykolog der venter på at patienten selv skal komme frem til noget at snakke om. Katherine kiggede ligeså roligt tilbage. Efter en tid lænede hun sig ligeledes tilbage i stolen, som om hun prøvede at efterligne hans bevægelser. Sådan sad de i en tid. Hansel brød et øjeblik kontakten for at sende et formanende blik til Edward. Men bødlen vidste bedre end at afbryde ham i hans arbejde.

”Så..” sagde Hansel efter en tid, umiddelbart før det blev akavet.

”Jeg har stadig ikke noget at indberette, Hr. Kommisær.” Et lille undskyldende smil spillede om hendes læber. Det gjorde kun Hansel mere overbevist om hendes skyld. Enhver uskyldig ville for længst have givet op og sagt hvad som helst.

”Hør nu her,” startede han pædagogisk. ”Det er jo ikke fordi vi nyder at slå på små piger..” Der kom en lyd fra Edward, som et fnis skjult i et host. Hansel sendte ham et ildevarslende blik, og han blev straks tav.

”Men det er vores job at passe på borgerne her i landet, og selvfølgelig alle dem på vores kolonier,” prøvede han en smule forsigtigt, med vilje uden at nævne hverken Kejseren eller staten. Hendes øjne blev smalle, og hendes mund stram. Et øjeblik efter smilede hun igen.

”Hør her. Ved du, hvorfor du er her?” spurgte han en smule utålmodigt, men han havde endnu ikke droppet venligheden. Hun svarede ikke, men hendes øjne var en tavs udfordring.

”Erik Kløvelssen er anklaget for statsundergravende virksomhed. Han står til henrettelse. Han har angivet dig for at mildne sin dom. Han har familie, kone og børn. Det er dig der har valget. Skal de have en far eller..”

Pigen rystede på hovedet med hvad der virkede til at være et bittert smil.

”Du tager fejl. Det er dit valg. Men hvad andet er: ..Victoria. Siger det dig noget? Det er den anden pige i min celle. Tæsket, brændt, voldtaget adskillige gange. Lidt af et nervevrag. Adelig. Noget du kender til?” Hansel kiggede en smule overrasket på hende. Samtalen formede sig ikke helt som forventet, men han valgte lidt nysgerrigt at følge med ud af hendes tangent.

”Selvfølgelig.”

”Godt. Hvis det er sådan Kejseren behandler sine egne, hvordan tror du så ikke os af anden stand behandles? Undrer det dig at Erik lavede undergravende virksomhed?” Hun vrængede på ordet undergravende, som om det var et skældsord eller en dårlig intern joke.

”Men lad mig nu sige dig en ting..” fortsatte Katherina, og Hansel mærkede langsomt venligheden blive drænet fra ham før hun overhovedet havde talt.

”Jeg har intet at indrømme. De eneste navne jeg kender er mine kammeraters, og de er alle for store krystere til den slags forræderi du fabler om.. Så smid du hellere mig tilbage i min hule, eller på porten, eller hvad du nu vil. Og hvis jeg var dig ville jeg skåne Kløvelssen. Han har mange venner, folk der kunne blive.. oprevede, over hans død.”

Hansel sad og rystede oprivende på hovedet da hun var færdig med at tale.

”Endnu mere grund til at han vil komme til at svinge i galgen.” mumlede han grumt. Så vendte han opmærksomheden mod bødlen.

” Edward!” Edward stod straks ret. Hans øjne skinnede da de mødte Hansels. Han havde ventet på dette. Hansel fortrak ikke en mine.

”Gå videre til niveau to. Jeg vil se resultater!”

 

***

 

Så snart døren var lukket bag Edward og pigen, sparkede han vredt til stolebenet. Han slog armene op i luften i afmagt, og endte med hovedet i hænderne. Pressede sin pande mod træbordet og trak vejret tungt.

”Jeg er en træt, gammel mand.” mumlede han med sine tykke læber ned i træet. Træt af at pine børn. Træt af at komme alene hjem hver aften, til et tomt værelse. Træt af at være underlagt ordrer, træt af ikke at kunne køre sine forhør på sin måde.

Alt dette sagde han bestemt ikke højt. I stedet rejste han sig, slyngede sin mørke frakke over skuldrene, og gjorde sig klar til at forlade kælderen. Et blik på uret fortalte ham at elevatoren snart kom. Han skubbede en dør til side og holdt en respektfuld afstand til mørket bag. Selvom han var ved bunden af den lange elevatorskakt, tvang vanen ham til at frygte afgrunden.  Vindens susen i skakten havde som barn forekommet ham uhyggelig, men i dag lyttede han kun efter elevatorens knirkende ankomst. Lyden voksede som den nærmede sig, indtil den kraftige platform var et sted skråt over ham. Den stoppede med et suk, og stod stille et par sekunder. Så lød der en kraftig skurren og hvinen, da den blev trukket mod venstre, så den var umiddelbart over Hansel.

Da den et øjeblik efter stoppede for hans fødder, trådte han ind og trak døren på plads. Hans metalbeslåede såler gav genklang på den massive jern-plade. Han blev stående, og gjorde sig ubevidst lille efterhånden som elevatoren kørte op og forbi hullet til hans kontor. Der var mørkt i skakten. Hansel mente at have hørt det var for at undgå angst, men det havde den lille dreng han en gang var dog ikke taget godt imod.

Det gav ham stadig myrekryb at stå i den smalle skakt, på den opstigende plade med mange meter under sig og endnu flere over. Det eneste der brød ensformigheden var det svage lys fra sprækkerne ind til andre døre.

Snart bredte der sig dog et lys ovenfra, og Hansel sukkede. Der var en, det gerne ville på. Han vendte sig med besvær rundt, så han var klar til at hilse på hvem det end måtte være. Men i stedet for de par sko og ben han havde forventet i sin øjenhøjde, var der blot brosten. Det var døren på gadeniveau, en slags smutvej for menige. Nogen måtte have glemt at lukke efter sig. Det var højst ureglementeret! Hansel fnøs en smule, og trak døren i, på forbifarten.

Elevatoren fortsatte, og han blev stående, stiv i kroppen. Han var på spring til at træde ud af det indelukkede mørke, selvom der stadig var lang vej endnu. Mørket fortsatte lidt, men blev så pludselig afløst af strålende solskin. Hansel måtte dække sine øjne til før han langsomt kunne kigge ud gennem tremmerne. Som en fugl i bur steg han op over byen, mod den tunge skygge over sig. Umiddelbart under ham lå barakkerne der husede kejserens livgarde, og under dem igen lå forråds- og våbenkamre. Allernederst lå hans egen verden, fangekældrene.

Vinden tog fat i Hansels frakke, og han trak den skuttende sammen om sig. En jordnær mand komplet ude af sit element.

Overalt omkring ham steg tykke søjler sammen med flere hundrede etagers høje bygninger. Bygningerne var forbundet med hinanden via tværgående jernbure. Af og til førte de også ud til elevatoren hvor Hansel stadig stod. På de lavere etager boede embedsmænd og officerer. Men her, så tæt på slottet, holdt tjenerstaben og deres familier til.

 

***

 

Ca en time efter han var stået på, og godt forfrossen, var Hansel fremme. Elevatoren steg op forbi den skibsagtige form der udgjorde slottets fundament, op mod overfladen med de kejserlige haver. Vinden var kraftigere end den havde været før, og Hansel stod presset mod metalburet. Imens kiggede han misundeligt på en enmands zeppeliner, der gled forbi ham mod jorden. Folk heroppefra brugte aldrig elevatoren. Han kiggede op mod observatoriet for enden af kuplen. Så langt skulle han ikke, og da han snart efter nåede sin destination stod der allerede en medløber i uniform og ventede på ham. Medløberne var en slags omvendte bodyguards der fulgte alle på slotsområdet for at sikre ro og orden.

Pokkers til magikere. Hvordan kunne de altid vide, at han var på vej? Hansel udtrykte dog ikke sine følelser højt, men trådte bare en smule forsigtigt af metalpladen i farten. Han trådte ned på den samme slags gitterværk han et øjeblik forinden havde lænet sig imod. Selvom de nu var over haverne var der allerede igen svimlende langt ned. Hansel koncentrerede sig hurtigt om medløberen.

”Jeg er her for at tale med Azrael.” meldte han kort, og den rød- og hvidklædte mand nikkede. Så vendte han rundt mens han mumlede et ”følg med,” og satte i gang ind mod slottet.

Da de havde krydset afstanden mellem elevatortårnet og slottet, slog dørene indtil det prægtige bygningsværk op.  Hansel åndede lettet op, da han fik mere fast grund under fødderne. De tykke broderede tæpper på gulve og vægge dæmpede lydene, så hans metalsko kun svagt kunne høres.

De fortsatte gennem gangene indtil de nåede Azraels gemakker. Der blev banket på, og et øjeblik var der stille. Så lød der et ”Kom ind,” fra den anden side og medløberen åbnede forsigtigt døren.

”Kommisær Hansel Abigail er her.” annoncerede han kort, og trådte så respektfuldt et par skridt tilbage. Hansel trådte frem, og ind i rummet.

Det var for-rummet indtil de andre værelser der tilhørte overvagtmesteren, og det eneste rum der var åbent for offentligheden. På den bagerste væg hang et portræt af manden selv sammen med vagtkorpsets logo. Ellers var væggene nogenlunde tomme. Hvor vægtæpperne ellers blev brugt som dekoration, var de her næsten demonstrativt neutrale. Gulvet var, som det eneste rum Hansel havde set i slottet, uden tæppe. Han var altid ekstremt opmærksom på de tunge jernhæles klang når han trådte over trægulvet.

Rygtet sagde, at lyden tilfredsstillede Azrael.

Præcis midt i det store, næsten tomme rum, stod et tungt bord. På den ene side stod en medløber i rødt og hvidt, og på den anden side en vægter i sort. De kiggede ikke engang på ham, da han trådte ind. I stedet stirrede de på hver deres fastsatte punkt på væggen bag ham.

Azrael stod bag skrivebordet, mellem de to.

”Hansel, Hansel. Kom ind – ” Sagde overvagtmesteren venskabeligt, og blottede sine gulnende tænder i et smil. Hansel der allerede var halvvejs inde i rummet mærkede sarkasmen et sted bag venligheden. Han kiggede op i vagtmesterens venlige brune øjne, og prøvede at skimte køligheden bag de smilerynker et langt liv i hoffet havde tildelt manden.

”De er så ivrig, Hansel. Har De gode nyheder? Har pigebarnet sagt noget brugbart?” Azraels stemme var neutral.

Hansel var stoppet op præcis en meter før bordet – det var let at bestemme afstanden, års udfritten af underordnede havde slidt gulvets overflade på netop dette sted. Nu skiftede også Hansel uroligt vægten over på den anden fod.

”Ikke endnu. Jeg har vurderet at det er tid til at gå videre til andet intensivitets-niveau i torturen..  Jeg er dog efterhånden overbevist om at hun er skyldig!”  Det sidste tilføjede han hurtigt, da han fornemmede Azraels utilfredse udtryk.

Azrael sukkede. Så satte han sig roligt ned i stolen der stod bag ham. Han trak stolen ind, og begyndte at skrive under på nogle af de papirer der lå foran ham. Efter en tid satte han pennen tilbage i blækket, kørte en hånd gennem først sit lange sorte skæg og så det grånende hår.

Da han havde lagt begge hænder på bordet igen, vendte han sine dybe øjne mod Hansel. Hansel skiftede igen vægten.

”Og De følte at det var et resultat der tvingende nødvendigt måtte komme mig for øre?” Hansels hals havde knyttet sig sammen som om han havde en klump siddende fast på vej ned. Han tvang sig selv til at være rolig, og svarede sin chef:

”Jeg mente.. at det var relevant i forhold til den rapport jeg indleverede i går. I den fremgår det, at jeg ikke vurderede det nødvendigt at gå til mere drastiske midler førend hun var kommet med en form for indrømmelse.”

”Ja?”

”..Men vores session i dag overbeviste mig om, at hun lever højt på systemet og slet ikke ønsker at samarbejde.”

”Nå sådan, ja. Tak.” sagde Azrael hurtigt, og løftede så igen pennen. Hansel blev stående. Han var usikker på om han måtte gå, men års erfaring havde lært ham hellere at være for forsigtig. Omkring et kvarter senere kiggede overvagtmesteren da også op.

”De kan godt gå nu, kommisær.”

”Ja. Ja selvfølgelig. Tak.” Hansel vendte rundt på hælen uden ellers at bevæge sig. Så rettede han ryggen en smule mere, og delvist marcherede ud af kontoret.

Medløberen lukkede døren efter ham, og fulgte med Hansel tilbage af gangen, ud i buret og mod elevatoren. Hansel sukkede som han nærmede sig den ugudelige maskine. Han var ikke engang klar over, om den kørte på magi eller dampkraft, men han stolede hverken på ingeniører eller magikere. Hvis han selv havde noget at skulle have sagt, rejste han aldrig med monstrummet igen.

Snart stod han der dog, langsomt på vej mod jordoverfladen. Han kiggede udover byen med de flade huse og smalle gader, og endnu længere væk mod slummen og fabrikkerne.

Han lagde hovedet mod sin hånd der hvilede på jernburet, og gav et dybfølt suk fra sig.

Det var ikke det her, han havde skrevet sig op til.

Ikke det her.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...