Oprør: Et skarpt lys

Kathy, en ung oprører sidder fanget i kejserens fangekældre. Her møder hun Victoria, en adelig pige der ligeledes er taget til fange.
Kan de to finde sammen og blive venner trods deres forskelligheder? Vil de nogensinde slippe ud

- Og vil landets befolkning forblive undertrykt af den enevældige hersker?

En historie om drømme, offervillighed og ting der ikke altid helt går, som man havde forventet.

Hvis man er til magi, steampunk og lidt revolutionær stemning er "Oprør: Et skarpt lys" nok lige sagen.

18Likes
49Kommentarer
3400Visninger

1. I

Et skarpt lys blændede Kathys øjne. Hendes hænder var bundet til træstolen. Bag lyset kunne hun ane mændenes skygger. Deres stemmer skar sig gennem hendes smertende hoved, og selv hvis hun ville kunne hun ikke fokusere på hvad de sagde.

Frøken - ” Kathy mærkede kun foragten i tiltalen, og hørte ikke resten af spørgsmålet. Alligevel svarede hun roligt, med en stemme der var hæs af at skrige:

”Nej,”

Der lød et suk fra den anden side af det skarpe lys, og det blinkede en enkelt gang før det blev dysset ned til et mere udholdeligt niveau. Kathy blinkede langsomt, og studerede med apatisk nysgerrighed sine forhørere.

Bødlen hun tidligere havde stiftet bekendtskab med var der endnu. Det var ham der havde givet hende de store brændemærker der løb ned af hendes arme. De væskede endnu. Han var en høj tynd mand uden mange muskler.

En mand der satte sin lid til maskiner for at kunne udføre sin tortur.

Der var to andre mænd i rummet. Den ene var lille og tyk, den anden stor og bred. Den største af dem var Eric. Hans sædvanlige kjortel og smedeforklæde var skiftet ud med fangeklæder. Hans øjne bad om tilgivelse. Kathy havde ingen at tilbyde ham.

Den sidste mand kendte hun ikke, men da han begyndte at tale genkendte hun ham straks som forhørslederen.

”Så De nægter stadig at samarbejde?” Han havde lænet sig ind over bordet i en gestus der nok skulle virke truende. Kathy fnøs for sig selv.

”De har hilst på Edward?” Manden kiggede kort op på bødlen for at indikere hvem han snakkede om. Kathy blinkede bare langsomt igen, og studerede de sorte pletter der dansede for hendes blik.

”..Tro ikke et øjeblik, at De vil kunne undgå at knække.. - frøken. Det er et spørgsmål om tid. Et spørgsmål om hvor meget formålsløs smerte De er villig til at gennemgå i ondskabens tjeneste..!”

”Jeg..” begyndte Kathy, og nød den måde alle i rummets koncentration lå på hende, i håbet om en nyttig information.

”Jeg.. har intet jeg ønsker at indrømme.”

”Hah!” kom det hurtigt fra bødlen Edward, og pludselig var han på den anden side af bordet, lige over hende. Hans lange tynde fingre greb hendes hår, og hev hendes hoved op så hun ikke kunne undgå at kigge på ham.

”..det valg eksisterer næppe, søde..” Så kiggede han mod forhørslederen igen, uden at give slip på Kathys hår.

”Niveau 2..?” Hans forventningsfulde smil truede med at gøre Kathy syg indeni.

”Ikke endnu. Kast hende i fangehullet igen - ”

 

***

                                                                                                    

Stramme bånd blev løsnet, og Kathy blev trukket på benene. Hun fik et sidste blik ind i rummet, før hun blev trukket ud på gangen. De sorte pletter slørede hendes syn, og hun snublede fremad. Hendes bare fødder var som is mod stengulvet, en skærende kontrast til den brændende smerte hvor hun var blevet skoldet tidligere.

Gangen var oplyst med fakler i stedet for olielamper eller magi. Sammen med de ulige sten ledte det tankerne hen på middelalderens fangekældre og torturkamre. Det flakkende lys oplyste kun gangen nødtørftigt, men Kathy kunne stadig ane de sortklædte soldater, der stod med jævne mellemrum, foran de tunge døre der ledte ind til cellerne.

De fortsatte gennem halvmørket. Kathys hænder var bundet bag hendes ryg, og med bødlens ånde i nakken overvejede hun ikke engang at stikke af. Hun havde ikke været her længe – ikke så vidt hun vidste. Hun prøvede at huske hvor mange gange hun var blevet ført gennem gangen, men det hele var som en syret drøm af lys og mørke, brændende hede og skærende kulde.

Jasper havde advaret hende mod hvordan de ville prøve at forvirre hendes sanser med kontraster. Det skulle ikke lykkes dem.

Det kom som et chok for Kathy, da et hårdt ryk i de snore der bandt hendes hænder sammen fik hende til at stoppe op.

Der kom nogen gående fra den anden ende af hallen. Kathy kneb øjnene sammen, og prøvede at se i det sparsomme lys. Der var to mennesker. En sortklædt fangevogter, og en fange foran ham.

Ligesom Kathy var hun bundet. Langt lyst hår faldt i uglede totter over og omkring hendes ansigt. Hendes overkrop var blottet, så hendes veludviklede bryster hang til frit skue. Det første man så var dog de mange røde og blå mærker over hele hendes krop. De væskende brandsår. Bukserne der hang i laser om hendes ben – En ligegyldig gestus, som om det skulle bevare noget af hendes værdighed?!

Hun kiggede lige frem for sig, mod Kathy og hendes vogter. Det var for mørkt til at Kathy kunne ane hendes ansigtsudtryk, selvom der højst var fem meter imellem dem. Men måden hun løftede hagen fik Kathy til at forestille sig at hun stirrede trodsigt på dem begge. Udfordrede dem til at sige, ja end tænke noget!

Så skubbede fangevogteren hende frem, og hun snublede et stykke før han greb hende. Hun haltede frem, nu med bøjet hoved. Illusionen var brudt. Kathy kiggede ligeledes ned, ilde til mode over at være vidne til den anden piges lidelser.

Edward havde fat i snorene igen, så det strammede omkring hendes hænder, men hun holdt sit ansigt neutralt. Da parret var tættere på tillod Kathy sig at kigge op. Pigens ansigt trådte nu tydeligere frem. Et kraftigt runeindgraveret halsbånd var låst om halsen på hende.

Kathy studsede. De blev brugt til at forsegle magikeres kræfter. Hun havde aldrig forventet at se et her, for kun de adelige havde adgang til magi. Og hvad lavede en adelig her, i fangekælderen?

Den adelige magiker var ikke særlig stor, mindst et hoved lavere end Kathy. Veludviklet, kvindelig – men tynd. Feminint ansigt der passede til hendes petit figur. Store øjne, der i det samme vendte sig mod Kathy. De to pigers blikke mødtes et øjeblik.

Der passerede noget mellem dem, skønt Kathy umuligt kunne sige hvad. Så lyste pigens øjne op, og hendes læber trak sig tilbage i noget der kunne have været en snerren.

Kathy spærrede øjnene op, og kiggede forvirret til som pigen pludselig kastede sig frem. Der lød et faretruende knæk, og Kathy kunne næsten mærke smerten i sine egne håndled.

Pigen kastede sig frem og tilbage, og sparkede forgæves sin fangevogter over skinnebenene med sine bare tæer.

”Nu, for helvede.. Anabelle, nu..!!” Kathy blev stående, låst fast til jorden. Den blonde piges øjne var fyldt med tårer, mens hun kæmpede mod overmagten. En forfærdelig irrationel følelse af skyld fyldte Kathy.

”Nej – jeg er ikke -” Et hårdt ryg i snoren fik hende til at holde mund.

Den anden fangevogter var blevet træt af pigens svagelige flugtforsøg. Hans stav kom flyvende fra venstre, og slog pigen ind mod væggen. Hun kæmpede stadig i mod, men han fik hurtigt stillet sig op ad hende så hun var presset ind mod den kolde stenmur.

Kathy blev uroligt stående, mens hun hørte pigen græde og skrige under vogterens hårdhændede behandling.

”Så lad hende dog - ” Endnu et hårdt ryk, og Kathy tiede stille. Hun var ingen kujon, men at kæmpe imod nu var frugtesløst. Flere fangevogtere var allerede på vej fra alle sider.

Pigens kamp var langsomt døet ud, og hun græd nu bare stille.

”Sammen... Du lovede, Ana.. Du lovede, at vi ville gøre det sammen..”

Kathy kunne ikke længere holde sin mund. Hun kunne mærke hvordan hendes hals trak sig sammen, kunne smage gråden og skylden på tungen. Rummet virkede mere sløret end for et øjeblik siden.

”Undskyld.. Jeg er så ked af det,... Jeg ved ikke hvem Ana er, men jeg lover at jeg nok skal få dig ud herfra.. Undskyld undskyld undskyld..” Kathy fik et hårdt skub, og mens hun fortsatte frem, kiggede hun sig tilbage for at prøve at få et glimt af den anden piges skæbne. En hel flok fangevogtere stod omkring hende. Deres arme bevægede sig på skift, op og ned, som mekanikken i et sygt urværk. Jo længere væk de kom, des mere flød billedet ud. Den sorte bevægelige masse og pigens hæse råb var det eneste der fyldte Kathys bevidsthed.

Hun hørte knap Edwards tørre latter, eller hans forsikringer om at det også kunne være hende hvis hun ikke passede på og var en god pige..

 

***

 

Da de endelig stoppede op udfor en celle, mærkede Kathy en tydelig lettelse. Hun var overbevist om at de havde passeret de samme gange flere gange i et forsøg på at forvirre hende, men lige nu var hun bare lykkelig over at være fremme. Der var ingen fangevogter foran døren. Cellen var altså tom. Skulle hun i enecelle denne gang..?

Hun blev ved med at spekulere, mens Edward skubbede hende op af væggen med den ene hånd, og begyndte at låse døren op med den anden.

Hun kunne høre den klikkende lyd af at han drejede en kode ind, og så den svage hvislen da låsen lukkede damp ud og gik op.

Han bandt hendes hænder fri og trak hende langs muren ind foran døråbningen, hvor hun fik et hårdt skub bagi.

Hun snublede ind, men genvandt balancen hurtigt nok til at vende rundt og se døren gå i. Hun sukkede, og vendte sig igen.

Cellen var væsentligt mindre end den hun kom fra. Der var slags smal køjeseng bagerst i rummet. Der var ikke mere end et par skridt derhen. Ellers var det eneste i rummet en spand med vand og en tom spand der udgjorde det for toilet. Der var intet vindue, men en gaslampe langt over hendes rækkevidde lyste rummet op. En smule lyd kom også gennem kighullet ud til gangen.

Kathy sukkede udmattet, og krydsede den knap halvanden meter der var hen til sengen. Her kravlede hun udmattet ned i den nederste køje. Den hårde træseng gav ikke megen komfort, men hvis hun lagde sig oven på tæppet kunne hun akkurat ligge tilnærmelsesvis behageligt.

”Åh gud. Sig nu ikke jeg allerede er ved at blive taknemmelig og udvikle sympati for de svin..” mumlede hun træt frem for sig, mens hun prøvede en ny stilling.

”Og jubiii, nu taler jeg også til mig selv. Jamen, det skal da nok blive godt!” Hun begyndte at sparke mod væggen.

”Hey, væg! Ja, det er dig jeg taler til! Hvad har jeg gjort for at .. …. Nej.” Hun sukkede.

”Som forventet. Jeg gør mig ikke godt som sindssyg. Lad os bare håbe at kejserens hunde deler min vurdering..” Hun blev liggende stille, og døsede langsomt hen.

Hver time blev der banket på dørene for at forhindre folkefjenderne i at gøre sig det for behageligt. Kathys nyfødte sympati blev kvalt så hurtigt som den var undfanget.

Hun lå i mange timer, i en halvvågen tilstand og halvt tænkte halvt drømte om magikeren hun havde mødt på gangen. Til sidst faldt hun for alvor i søvn, og drømmene om hendes forældre og Jasper og Celine og alle de andre vendte tilbage.

Måske græd hun en smule da den højlydte banken vækkede hende igen. Men hvis det var tilfældet, så var det en sag mellem hende og den Gud hun nægtede at bekende sig til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...