Et nyt liv, en ny begyndelse. ~One Direction~

Jessica er en 17 årig pige, med en tragisk baggrund. Hendes far døde da hun var barn, og hendes mor ved hun ikke om er død eller levende. Hun har aldrig haft nogle venner, og skolen har hun aldrig gjort noget ud af. Hun kommer fra New York, og har boet der hele sit liv, men kommer til England da hun møder en flink gammel dame, der viser sig at være Liam Payne's bedstemor. Hvad sker der så? Vil Jess falde til? Bliver hun forelsket, i en eller flere?♥♥



39Likes
49Kommentarer
7358Visninger
AA

2. Farlig stedfar, og rare damer

"Moar!!" Skreg jeg. "Løb Jessica! Løb!!" Jeg stod som forstenet til jorden. Hvad skulle jeg gøre? Hjælpe min mor eller mig selv. Hjertet pumpede et brystet på mig, og tiden stod stille indtil min mor desperate stemme lød højt, over hele lejligheden."Løøøøøb Jessi.." Skreg hun, inden Dave gav hende en på hovedet. Et skrig undslap hendes læber, og hun faldt sammen, over bordet. "Kom her Jessica!" Sagde Dave og gik med hurtige skridt over mod mig. Jeg løb. Løb ud af døren, og ud på gaden, med Dave i hælene. Løb, væk, fra alt. Tankerne fløj i hovedet på mig, men jeg rystede dem ud. Hjertet sad i min hals nu. Han kom nærmere. Han var for hurtig.  En hånd tog om mit håndled. "Skrid!" Skreg jeg i hans hoved, mens jeg hev og sled, inden jeg fik revet mit arm til mig. Tårene strømmede ud, af mine øjne, og mit ansigt føltes helt rød, og opsvuldmet. Jeg så nok heller ikke for godt ud, men lige nu. Han blev overrasket, slap mig, og gik nogle skridt tilbage. Der så jeg mit snit til at løbe; Løbe langt, langt væk, inden han kom. Jeg satte mig op af en mur, og min vejrtrækning blev rolig igen. Eller så rolig som den nu kunne være, når man ikke vidste om ens mor var død, eller levende. Jeg faldt med et hulk, og tårer i øjnene, i søvn på en bænk. En bænk midt i storbyen New York. Hvad skulle der nu blive af mig? Ene, alene og forladt, i New York centrum, med tårene rendene ned af kinderne .. 

 

 

"Undskyld mig, men jeg tror ikke du må ligge her." En stemme vækkede mig, fra min søvn. Stemmen var venlig, selvom de lige hade bedt mig om at skride. "Hvad, hvad? Hvor er jeg?" Spurgte jeg grøddet, og gned mig i langsomt i øjnene, for at få søvnen ud, og kiggede på en dame der stod ved siden af bænken jeg lå på. En gmmel dame. "Du ligger på en bænk, midt i New York." En BÆNK?! Nu kom hele dagen fra igår til mig. Tårene kom igen, men jeg holdt dem tilbage, ingen fremmede mennsker skulle se mig græde, der er sten sikkert! jeg må være stærk som så mange gaange før. Hjert sank helt ned til mine fødder. Min mor, Dave der slog hende, hende der faldt sammen på køkkenbordet, Dave der jagtede mig, bænken her, alt... Gråden kom nærmere.. Nu kunne jeg ikke holde den tilbage længere. Jeg begyndte at hulke lydløst. Damen kiggede undrende på mig. "Hvad er der dog galt, mit barn?" Spurgte hun med melindenhedsfule øjne, og endnu mere venlig stemme. Jeg satte mig op, og trak benene op under mig. Hun satte sig ved siden af mig, der hvor mine ben før lå, og kiggede venligt på mig. "Ikk' noget.." Hviskede jeg. "Sig det bare, min søde." En hånd lagde sig beroligende på min skulder. Jeg følte.. tillid til en fremmed dame, der ligeså godt, kunne være en morder? Tillid.. Underligt, jeg plejede aldrig at tro på nogle, eller værre, jeg plejede ikke at have tillid til nogle, -ikke engang min egen mor!- Skal, skal ikke?, tænkte jeg. Jeg følte mig virkelig splittet! Men efter 5 minutters overbevisning for mig selv, gjorde jeg det. Og fortalte det hele, alt det der er sket på det sidste. "Well, min far døde da jeg var 9 år af lungekræft.. Min mor har.. eller havde, en kæreste der hed Dave. Jeg vidste godt Dave var voldelig, specielt når han har fået lidt af drikke. Han kan overhovedet ikke tåle alkohol. Han har gentagene gange slået mig og min mor. Hvis jeg fortalte nogle noget ville han.. Dræbe min mor og mig...." Min stemme knækkede over og svigtede mig, som så mange andre havde gjort, og tårene stømmede ned over mine kolde kinder. Den gamle dame kiggede rystet på mig, og trak mig derefter ind i et langt varmt kram. I kender dem godt ikk'? Kun de kram ens egen mor kan give, når man er aller mest nede. "Kom med hjem til mig, så finder vi ud af det." Mit syn var sløret, og jeg kunne kun skimte hendes silhuet. "Hvad?" Min stemme var meget skrøbelig. Hun tog min hånd, og jeg fulgte efter hende.. Tænk, at nogle mennesker kan være så venlige, mens andre slår og vil dræbe andre?

Den gamle dame, jeg fandt ud af hed Inger, tog mig med til hendes hus, i udkanten af New York. Seriøst det hus var gigantisk!! Hun må være masse millionær, eller hvad man nu kalder gamle damer med mange penge.  Hun lavede kakao (den bedste jeg nogensinde har smagt!!) og varmede nogle boller. Hun gav mig et krus og en tallerken med bollen på. "Forklar alt om dig selv, og din familie." Hun satte sig ved siden af mig i sofa'en. Jeg forklarede alt om hele min barndom, min fars død, Dave. Alt, igen! -Selvfølgelig græd jeg og fik langsomt hakket mig igennem hele mit liv. Inger kiggede på mig med store øjne. "Wow søde, du har været meget igennem! Jeg vil gerne hjælpe dig, med at finde et nyt sted at bo, men indtil da må du bo her hos mig og mine katte." What?! Hvad sagde hun lige? "Det, det kan jeg ikke tage imod." Stammede jeg. "Vel kan du så. Jeg har massere af penge, så det ødelægger mig ikke økonomisk!" Hun grinte let og smilede et sødt 'gammel dame' smil. Hun viste mig et gæsteværelse, hvor jeg kunne sove. "Tak, alt dette her er for meget. hvordan skal jeg takke dig?" Jeg havde et øjeblik glemt alt om min mor. "Det mindste jeg kunne gøre, efter alt dette her du har været igennem." Jeg stivnede, og mit smil blegnede. Min mor.. Elskede mor.. Levende eller havde Dave gjort det af med hende, som han havde truet med. Den nat faldt jeg i søvn med tårene lydløst trillende ned af mine kinder.. Mor, hvor er du?

***

 

 

"Løøøøøb!!" Skreg en kvinde. Blod flod over det hele. "Mooor!" Skreg den lille pige. "Mor, hvad laver du?" Hun så sin mor, ligge livløs på gulvet. "Mor neeeeeej." 

Jeg skreg og satte mig op med et sæt. Sveden løb ned af min pande, og jeg havde ondt i hovedet. Jeg kiggede forsigtigt rundt i rummet. Pyh, bare en drøm.. Eller rettere sagt maridt! Jeg smuttede langsomt ned i køkkenet. Ikke mit eget køkken, men en gammel dames køkken. Vand... Det havde jeg brug for! Jeg ledte i lang tid efter et glas. Typisk, de stod under, køleskabet?! Jeg satte mig ved køkken bordet, og stirrede ned i glasset med en sjat vand tilbage i. "Godmorgen!" Jeg fór sammen, og kiggede skræmt op. Tænk nu hvis det havde været Dave? Eller en anden jeg ikke kendte? Heldigvis var det bare Inger. "Maridt?" Spurgte hun. Jeg nikkede. "Fortæl." Hun satte sig overfor mig jeg fortalte hende det hele. Om pigen, blodet, moren... Flere tårer der svømmede ned af mine kinder... Inger tørede tårene blidt væk med en finger. "Såså, det var en væmmelig en. Skal vi to ikke idag prøve at finde et nyt sted du kan bo?" Nyt hjem? Var jeg klar til det?  "Er der noget galt søde?" Sagde Inger bekymret. Jeg rystede på hovedet, for vis jeg talte ville jeg bryde ud i voldsom gråd. Jeg savner min mor, men det værste af det, er ikke at vide om hun er her eller ikke.. "Vi ka-a-an god-t-t finde mig e-e-t nyt hjem id-ag.." Tøvede jeg. "Godt min pige. Jeg kender nogle ovre i England du kan bo hos, for måske at kunne studere der? Kun hvis du lyster selvfølgelig!" Vidste hun allerede hvor jeg kunne bo hvis jeg ville. "Men hvis det er for forhastet, så venter vi bare til du er klar." Inger fik altid gjort mig så.. Rolig?! "Gud jo! Du har brug for nyt tøj!! Alt dit tøj er jo hos dig selv. Så lad os shoppe idag!! -Medmindre du vil hjem til dig selv og se..?" Jeg afbrød ved at ryste på hovedet. Ryste, ryste, ryste. "Jeg vil ikke hjem.." Jeg var meget skrøbelig i min stemme. "Se at komme i tøjet søde! Så skal der shoppes!" hvinede Inger som en teenage pige på 13, der lige har fået billetter til Justin Bieber's koncert. Og kan Inger virkelig shoppe? Det finder jeg nok ud af. "Jessica! Få tøj på. Vi skal se at komme afsted!!" Råbte Inger oppe fra sit værelse. Jeg traskede hen til mit tøj og tog det langsomt på.

"Ingeeeeeer? Har du noget make up?" Råbte jeg til hende. "Ja, det er i den sorte taske under vasken bare tag for dig af varene." Smilede hun og stod i døren til gæsteværelset jeg sov på. Inger var blevet en slags 'bedstemor' for mig. Sød, varm, venlig.. Én man kunne sige alt til. Jeg løb ud på badeværelset, for enden af gangen, og dahm it! Det var godt nok meget make up i den der taske!! Pudder i massevis, mascara i tusindvis, øjenskygger, eye-liners, lip-liners, lip gloss, læbestifter, neglelakker, glimmer til at putte ovenpå øjet, ALT! "Du tænker sikkert hvorfor jeg har så meget make up?" Grinte Inger. Jeg havde også bare stirret på det, i lang tid. Jeg nikkede blot. "Min datter arbejder i en speciel make up forretning, og hun får massere af make up gratis derfra." Svarede hun, og gik ned for at lave morgenmad. Havde hun en datter?! Hvorfor har hun intet sagt om hende? Ej, ok! Jeg skal jo heller ikke vide alt om hendes familie. Badet i hjørnet kaldte på mig. Seriøst, jeg lugtede! Det var 100 år siden jeg sidst havde været i bad. "Jeg går i bad, Inger!" Råbte jeg til hende. "OK." Svarede hun, nede fra køkkenet. Jeg klædte mig af igen, tændte for vandet og gik langsomt ind under det. Det varme vand rendte ned af min kolde krop, og løsnede mine sammen trykkede muskler. Dette gav mig mulighed for at tænke over de sidste dages bedrifter. Jeg slukkede vandet, gik ud af badet, og viklede et håndklæde om min krop, og et andet et om mit hår. Jeg fyntørrede det let, make up var enkelt, og tøjet fra igår var det eneste jeg havde, så det kom på, igen. Så slog det mig; Jeg har jo ingen penge, mobil, eller noget som helst?! Jeg gik ned til Inger. "Inger, jeg har ingen penge til at købe noget for idag?" Sagde jeg og tog en bolle fra kurven. De samme som igår. "Jeg betaler da alt for dig! Og en ny telefon må du også have!!" Hun vimsede rundt. "Hvad? Nej, det får du ikke lov til at købe til mig!! Jeg må selv finde et job, og gøre mig fortjent til de penge! Jeg kan ikke bare lade dig betale alt for en fremmed forældreløs pige, på 17 år som mig. Det går slet ikke!" Aller inderst inde, ville jeg helst have hun betalte det, men mit hjerte sagde, det ikke var okay at gøre imod Inger! Hun havde været alt for sød, og jeg har intet givet hende igen. "Slut, Jessica. Jeg overgiver mig ikke, så jeg betaler, du vælger." Kom det liiidt skrapt fra hende. OK moster, ro på! Jeg sukkede kun. Jeg orkede ikke at skændes med hende. Tænk hvis hun så smed mig ud? Eller meldte mig for at være brudt ind i hendes hus? Selvom hun selv bød mig ind, men hun kunne jo godt lyve? Ej, det ville Inger aldriggøre! Så godt kendte jeg hende dog! Vi spiste videre i en behagelig tavshed. "Tak for mad, Inger. Det smagte super skønt som altid!" Smilte jeg. "Dit smil er utrolig kønt." Hun gengældte smilet, og jeg rødmede let. "LET'S GO ON SHOPPING!"

 

 

 

Ja, så kom kapitel 1 :D Hvad synes du? jeg ville blive meget taknemmelig for ris og ros, og selvfølgelig virkelig glad hvis du ville like + 'favoritte' den, og så lige del med jeres venner? Amazing, tusind tak hvis i gør det ;-) Lots of love, Ida xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...