Sommeren uden mode...


2Likes
3Kommentarer
951Visninger
AA

3. Mødet

Sara følte sig virkelig dum. Mødet i 7-eleven var sidste gang de så hinanden. Siden havde de ikke snakket sammen i telefon, og slet ikke med hinanden i virkeligheden. Det ringede på døren, men Sara opfattede det ikke rigtigt. Hun sad længe bare og stirrede ned i gulvet. Først da det ringede på anden gang fattede hun det. Hun skyndte sig ud og lukkede op. "Jeg har savnet dig, skat!" sagde Sara da den våde kæreste trådte indenfor. Udenfor regnede det meget og kæresten frøs, kunne man se. "Jeg har også savnet dig!" sagde han og bukkede sig frem for at kysse Sara. "Der er noget vi skal snakke om." sagde drengen og hev Sara ned i sofaen. Hun så forbavset på ham, men hørte efter. "Valentina ringede idag" sagde han. "Hun brokkede sig over mig i telefonen, og samtidig græd hun." "Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre!" Drengen så meget forvirret ud, og kiggede Sara dybt i øjnene. "Så så, Max" trøstede Sara, men det hjalp ikke. "Undskyld at jeg hænger det hele på dig." Max trak den våde hætte af og gik ud og hængte jakken op. "Du kan ikke gøre noget, søde!" råbte Sara halvhøjt til Max. "Hmm," lød det fra ham og så var samtalen vist slut. Der var i hvert fald ikke nogen der sagde mere. Ofelia så spørgende på Valentina."Hvad mere?" Valentina løftede på skuldrene. "Der er ikke mere at fortælle!" sagde hun. Ofelia sagde farvel til veninden, og satte sig i sofaen nede i stuen. Hendes forældre var ikke kommet hjem endnu, og heldigvis for det. Ofelia var nemlig slet ikke i humør til at fortælle noget som helst nu. Det eneste Ofelia havde i hovedet var Sara og "drengen." Hun gad ikke mere den dag, og hun var slet ikke sulten, så hun gik direkte i seng! Hun lagde sig bare ikke i sengen men på sofaen, og og et lille tæppe over sig. Men hun kunne ikke sove med det samme. Ofelia tænkte på hvad de lavede lige nu, om de kyssede, eller om de var uvenner. Ved den tanke stoppede Ofelia med nærmest at tænke. Hvis de nu var uvenner kunne Ofelia bryde ind og stjæle ham, bare for at hævne sig på Sara! Måske ville det være for ondt. Ofelia kunne ikke holde øjnene åbne mere, så hun lukkede helt ned og faldt i søvn på sofaen. Da hendes forældre kom, så de hende ligge der på sofaen, så faren tog hende op i armene og bar hende op på værelset,  og lagde hende på sengen. Næste morgen, kom Ofelia igen i tanke om hendes tanke dagen før, og skyndte sig så i skole. Hun løb hele vejen, og kom derfor alt for tidligt. Hendes veninder kiggede så underligt på hende, syntes hun.. Sara havde besøgt Ofelias skole dagen før, for at møde Ofelia og snakke med hende. Ofelias opfatning var at Sara nok havde fortalt pigerne om hende og drengen. Ofelia og Sara var ikke gode venner mere. De så aldrig hinanden mere, og snakkede aldrig sammen. Et par dage efter, ringede Sara til Ofelia og ville snakke, og sige undskyld.. Da hun ringede gik der en evighed før  nogen tog den. En stille stemme i den anden ende; "Øøh hej?" sagde Ofelia, så lavt at Sara næsten ikk kunne høre det. "Hej, det er Sara." Så holdt hun en pause. "Jeg ringer bare for at sige undskyld.." Det lød lidt som om at Ofelia blev forskrækket, for hun gispede i hvert fald. "Det er gengældt! Det var dumt af mig ikk at ringe til dig og snakke med dig før at du ringede til mig!" De snakkede i munden på hinanden. Inde i Ofelias hovedet skete der en masse. På den ene side var det dejeligt at høre Saras stemme igen, og alligevel var hun stadig sur på hende. Hun havde jo forådt hende. "Jeg er ked af det der skete med mig og Max. Jeg kan ikke forklare det, men der skete bare et eller andet LOVE!" Ofelia kiggede ud af vinduet og så at regnen stod ned. Hun kiggede så ned på hendes nye bukser som hun var så glad for, og lagde så mærke til at hun havde spildt nogen rødt på dem. "Jeg er meget ked af det Sara, men jeg synes ikke at man kan stole på dig mere. Du var ond mod mig, og derfor vil jeg ikke være din ven mere. Du ved hvor meget jeg kunne lide ham!" Nej nej nej, hvorfor sagde jeg det, sagde Ofelia stille til sig selv.. "I´m sorry, Ofelia, men man kan ikke gøre noget, når man bliver forelsket!" Ofelia smed røret på. Hendes eneste ven lige nu var hendes hjerne som arbejdede på højtryk. Næste morgen da Ofelia skulle op og i skole, stod hun lang tid foran spejlet, og hendes tøjskab virkede virkelig stort, for hun kun ikke finde noget at tage på. Nu ville hun give igen. Sara havde i lang tid før hende og Max blev kærester, talt om en dreng der gik i 7. David hed han, og hun var virkelig forelsket i ham. Enten ville Ofelia sige det til Max, eller  også ville hun score David. Men hvordan, men det ville hun hurtigt finde ud af. Hun var sådan lidt, jeg må bare gøre meget ud af mit udseende og være så sød som jeg kan. Hun fandt en fed top og nogen Super Skinny jeans, og tog mascara på og satte sit hår flot. Hun løb ud af døren, og lige da hun trådte ind på skolen stødte hun selvfølgelig ind i David. Han rejste sig hurtigt op og så på Ofelia. "Wow" hviskede han. Ofelia gemte sit ansigt i ærmet. Hendes hår var ødelagt, og hendes bluse var gået i stykker i bunden. "Det må du altså undskylde!" sagde han og gav hende hånden så hun kunne komme op og stå. Så var der lang tids pinlig tavshed. "Nå, jeg skal til time," sagde han og blinkede. Ofelia fnisede og håbede på at se ham igen senere. Da hun sad i kantinen alene og spiste den dårlige kantine mad, kom David over og satte sig ved siden af. "Jeg har set dig mange gange." sagde han. "Hvad hedder du?" spurgte han så. "Ofelia" sagde hun mens hun smilede så stort hun kunne. "Du ved godt at jeg godt kan lide dig ikke?" spurgte han. Paow sagde det i hendes hoved. Det var ikke meningen at det skulle gå så hurtigt. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...