Unfaithful (One Direction) ~Harry Styles

Rosie vinder i en stor konkurrence, hvor man opholder sig i den store by London i et helt måned. Men hvad nu hvis Rosie fortryder? Hvis hun ikke vil bo alene, og ikke forlade sin familie og nye kæreste? Måske ændres det, da hun møder fem drenge, som er verdenskendte? Eller kan det overhovedet ændres, når man har kæreste hjemme, og har noget kørende med en fra bandet One Direction? Rosie tar' derfor nogle valg, som ændre hele hendes fremtid og liv.

21Likes
27Kommentarer
3032Visninger
AA

2. Livestream

 

"In three words can i sum up everything i've learned about life: It goes on"

 

 

"Ej! Nat, skal vi ikke melde os til den dér konkurrence?" spurgte jeg og pegede med en hurtig bevægelse mod den lille reklame, som forholdt sig i venstre side. Hun tøvede lidt, da hun kiggede på den lysende skærm, "Okay, men så kun dig. Jeg gider altså ikke til London." sagde hun og sendte mig hendes undskyldende blik, som altid fik mig til at sukke. "Okay. Nå, hvad skal vi lave?" spurgte jeg og sendte hende mit største smil. Når mig og Nat - Nathalie - var sammen, så gjorde vi de underligste ting. Måske skyldtes det, at Nathalie var verdens bedste, sjoveste, sødeste, gladeste og ikke mindst den mest støttende veninde, som du overhovedet kunne få.  Men lige nu havde hun en af de perioder, hvor hun var blevet droppet, igen. Når Nathalie først var såret, så er det svært at vinde hendes tillid igen. Nogle gode minder, som vi havde haft, var f.eks vi legede Ninja, vi gik ud på gaden med toiletpapir på hovedet og i bukserne, holdte fest om eftermiddagen og svømmede med de fineste kjoler, vi havde. "Det ved jeg virkelig ikke. Rose, jeg smutter hjem." sagde hun og smilte opmuntrende til mig. Jeg nikkede kort til hende, lukkede min computer og fulgte Nat ud i gangen. "Jamen, så ses vi imorgen, grimme vingummi." sagde hun og trak mig ind i et kram, "Jo, i lige måde, din gamle gummistøvle." svarede jeg, og i ét udbrød vi begge i latter. Det var flere dage siden, at Nathalie havde grint, så hendes latter fik kun smilet til at plante sig. "Vi ses." sagde hun og fortsatte ud af vores hoveddør. 

 

Jeg gik med hurtige, lange skridt ind på værelset og loggede på twitter. Mig og Nat lavede nogle gange Livestreams, og det fandt folk åbenbart underholdende.  Derfor fik vi mange tweets, som indholdte noget angående vores livestreams. I ved, sådan nogle som du godt kunne undværre, men stadigvæk elsker.

WeLoveTheWayHarrySmiles:Ej, hvornår laver i endnu en livestream? Vi savner dem for sygt!#

Du:Det aner jeg ikke, måske i denne uge? :) Det betyder meget, at i gider se dem!#

Efter jeg havde svaret hende, så begyndte jeg straks, at undrer mig over, hvem Harry mon var? Jeg havde skrevet med hende her i godt to uger, og hun virkede rigtig sød. Måske skulle jeg spørge hende? Nej, det orkede jeg ikke. Jeg besluttede mig for, at logge af og starte må noget lidt mere relevant. Ikke at det dårligt, at snakke over nettet med nogle nye mennesker, men der var stadig en opgave, som skulle skrives færdig. "Kom så i gang." sagde jeg hårdt og sukkende til mig selv, før jeg tvang min krop over til min slidte skoletaske. Jeg tog irriteret nogle opgaver op, da jeg lagde mærke til, at der var mere end forventet. Så skulle man bare i gang. 

"Nat, nogle mennesker ville gerne ha' at vi laver en Livestream snart." mumlede jeg og pillede ved min negl. Jeg var endelig færdig med mine lektier, og sad nu med Nathalie i telefonen. "Jamen, så kan vi da gøre det imorgen?" svarede hun og grinte hurtigt, og kort. "Det lyder til, at du er kommet over ham." "Ham? Hvad mener du?" "Dan. Du er begyndt at smile og grine igen!" sagde jeg. Samtalen fortsatte lystigt, men endte ret akavet. Ingen af os sagde noget, da vi stort set havde snakket om alt det, som kunne snakkes om. "Nå. Vi ses!" sagde hun og lagde på. Lang dag. Jeg lagde mig med et bump ned i min seng, og kunne mærke trængen til at sove. Jeg var udmattet, doven og træt. Jeg lod mig falde blidt tilbage på sengen og lod mine øjenlåg blive tungere og tungere ved hvert åndedrag. 

"Tøs, vågn nu op!" råbte en irriteret stemme om mig. Jeg åbnede langsomt mine øjne, og fik øje på min irriterende lillebror. Hans brune hår, som var sat op med voks. De brune øjne, som mindede alt for meget om mine. Jep, det var ham - min irriterende lillebror ved navn, Jason. "Jamen godmorgen." sagde jeg bittert. Jeg svang min trætte krop ud over sengekanten og kunne mærke med ét kulden, som svøbede sig om mine ben. Sukkende gik jeg over til mit skab, da jeg altid havde tøjkrise. Mit skab var altid fyldt med alt muligt tøj, som egentligt ikke var min stil. Eller jo, selvfølgelig havde jeg også noget tøj som var fedt, jeg havde bare ikke sorteret mit tøj i ret langtid.

Endnu engang trak jeg mig bare i et par højtaljede bukser, en hvid top og en tank top, som matchede fint. Jeg satte mit hår brune lange hår op i en høj hestehale, lagde et tyndt lag mascara og gik så tumpet ned ad trappen. "Godmorgen, skat." sagde min mor, da jeg nåede køkkenet for at tage mad. "Godmorgen." mumlede jeg hæst og ledte videre efter noget interessant i køleskabet, men endte med et æble.

Jeg gik endnu engang op på mit værelse, da det slog mig, at jeg havde glemt min taske. Jeg havde det med at glemme ting hurtigt, hvilket kunne irritere mig en del. Men jeg havde lært at leve med det efterhånden.

"Så." sagde jeg til mig selv og gik ud til mine slidte røde converse, som ventede på at blive trådt i. Jeg greb min jakke og havde så kurs mod skolen. Egentligt så hadede jeg, at gå i skole. Den eneste grund til at jeg blev, var fordi Nathalie var der. Uden hende ville dagene være forfærdelige. Mit liv lyder sikkert normalt, men det er langt fra normalt. Det meste af skoletiden brugte vi på, at kigge efter Alex. Man kunne tydeligt se, at Alex havde titlen som "Pigernes ven"  fra A-klassen. Han var dog også populær ved mig og Nathalie. Vi snakkede nærmest kun om ham og hans pæne øjne. Ja, Alex var det man kaldte verdens lækreste dreng, efter min mening. Hans hasselbrune øjne gjorde mig altid helt blød i knæene. Engang gik jeg ind i en lygtepæl, da vi havde øjenkontakt. Den næste uge blev jeg hjemme, da jeg syntes at det var pinligt. Nathalie derimod kunne ikke forstå det og troede der var noget alvorligt galt. Eller, det troede hun altid, når jeg var syg.

"Rose!" skreg Nathalie, da hun fik øje på mig. Jeg havde nærmet mig skolen på godt et kvarter, hvilket betød at jeg var ret langsom. Men jeg var heller ikke typen, som trænede særlig tit.

"Hej! Hvad så?" sagde jeg og trak hende ind i et kram, da vi gik med besvær af menneskemængden mod hinanden.

"Ikke så meget. Jeg glæder mig bare for sygt til Livestream!" jublede hun og begyndte at klappe i sine hænder.

Jeg skulle til at nævne, hvordan min morgen var, da klokken afbrød mig. Hvilket betød, at nu skulle vi ha' endnu en kedelig time. Til gengæld så var det sidste dag før sommerferien! Jeg tog mine bøger i skabet, og fortsatte mod lokalet, som befandt sig i den anden ende af gangen. 

                                                                                                         ***

"Og-" sagde Mrs. Booker, men blev afbrudt af klokken. Alle løb hurtigt ud med små skridt, mens jeg gik langsomt ud. Endelig! Sommerferie!

"Hey, god sommerferie!" råbte en stemme bag mig. Jeg genkendte med det samme stemmen, det var Nathalie. Jeg vendte mig med hurtige skridt om, og fik øje på min smukke veninde. Hendes brune krøllede hår, hendes blå øjne og hendes perfekte ben, som jeg misundede så meget. Hun kunne seriøst blive model, hvis det var det hun ville. Jeg havde dog heller ikke holdt mine tanker tilbage om, at hun kunne blive model, tværtimod. Jeg snakkede tit om det, og hver gang havde hun bare foretaget sig et suk og derefter et grin.

"Hej! Skal vi gå?" spurgte hun og sendte mig et stort smil. Jeg nikkede og fulgte derefter hendes højre side. Mens vi forlod skolens areal, kiggede jeg en anelse desperat rundt. Jeg havde ikke sagt farvel til nogen, men lod det alligevel lige. Jeg var heller ikke den, som de fleste var glade for. De så mig, som en anderledes og underlig person. Måske havde de ret, men det kunne ikke stoppe mig i, at fortsætte med min opførsel. Det gav mig bare lyst til, at opfører mig endnu mere underligt, end jeg 'allerede gjorde'. 

                                                                                                     ***

"Hej! Så er vi her igen. Efter laaaangtid." sagde Nat og trak på a'et. Jeg nikkede enigt og smilte stort til kameraet, som befandt sig på computeren. "Ja. Eh..Rosie, skal vi ikke lave et eller andet, hvor de kan spørge os om noget?" hviskede hun i mit øre. Jeg kunne mærke hendes varme ånde, hvilket fik mig til at grine, da det kildede en hel del. "Okay. I kan spørger os om hvad som helst!" sagde jeg og fniste lidt. Nathalie vidste at det kildede, når nogle hviskede mig i øret. Hvilket vi begge fandt underligt. Jeg lagde tankerne fra mig og læste højt og tydeligt nogle af spørgsmålene. 

 

"Anonym: Hvem er jeres største celebrity crush?" 

 

"Mit er helt afgjort Justin Bieber!" sagde Nat. Når jo, Nathalie er en såkaldt 'Belieber' eller hvad det nu hedder. "Ehm..Jeg har ikke rigtigt en." svarede jeg, kløede mig uintelligent i håret og kiggede en anelse flovt ned. De fleste havde et celebrity crush, bare ikke mig. Der var ikke nogen som interesserede mig, kun Alex. Nathalie havde vist mig billeder af alle mulige 'lækre' drenge, efter hendes mening. Men jeg fandt ingen af dem interessante. 

Efter en times tid var både mig og Nathalie godt trætte, så vi besluttede, at det her blev det sidste spørgsmål. "Kender i bandet One Direction?" sagde Nathalie, som vidst sad og læste det sidste spørgsmål op. One Direction? Jeg havde aldrig hørt det før. En latter slap mine læber, da det lød en anelse komisk. Jeg kunne lige forestille mig, hvor akavet det ville være for dem, som havde opfundet navnet. 'Hi, we're One Direction and are following the one direction.' Et fnes kom, og Nathalie kiggede en anelse uforstående på mig, før hun vendte sig mod skærmen med et kæmpe smil.  

Nathalie derimod sad nu og nikkede ivrigt, "De er alle vildt lækre! Ja, jeg kender dem! Jeg elsker deres musik! Når Zayn siger vas happenin' aaah, jeg får helt flip hver gang! De er simpelthen så søde." skreg hun nærmest. Mit højreøjenbryn løftede sig, som var det en refleks til hendes reaktion. Aldrig havde jeg set Nathalie så glad, med julelys i øjnene. Ikke engang med Justin.  "Jeg har ingen idé om hvem disse drenge er?" sagde jeg og prøvede, at finde ud af, hvem de snakkede om. Men band navnet sagde mig absolut intet.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...