Undsluppet

I et land der er ødelagt efter mange års krig, styres indbyggerne nu med hård hånd af en ny regering. Nød og Rædsel hærger i alle landets afkroge og kun få landsbyer holder stadig stand mod regeringen trods sult, isolation og en evig frygt for at blive angrebet. Da endnu en landsby bliver udraderet, tvinges en gruppe forældreløse børn til at fortsætte kampen mod det nye regime for at redde en af deres egne og måske hele landet.


først inspireret af en udfordring fra Elisabeth a.b.j men blev til en længere historie. Udfordringen gik på at skrive en historie til 'Goodbye Blue Sky' af Pink Floyd.

8Likes
14Kommentarer
1379Visninger
AA

2. Kapitel 1

 

Kapitel 1:

 

Det første Bea mærkede var en stædig dunken i sit hoved. Den blev stærkere og stærkere i takt med, at bevidstheden gradvist genvandt sit tag i hende. Støv og røg hvirvlede i luften omkring hende, rev i hendes lunger og tvang hende til at hoste og gispe efter vejret, mens hun desperat forsøgte at genvinde den følelsesløse bevidstløshed.

Hun vidste godt, at det var livsnødvendigt for hende at vende tilbage til virkeligheden, men i øjeblikkets frygt og uvidenhed ønskede hun sig langt væk til en verden, der ikke havde eksisteret i hendes levetid.

Smerten i hendes hoved blev erstattet af en dump smerte i hele hendes krop. Hendes arme og ben føltes tunge, og noget holdt hende fast mod jorden. Det føltes som om, mudderet under hende forsøgte at sluge hende.

Hun løftede hovedet for at forsøge at se sig omkring, men hun kunne næsten ikke holde det oppe. Støvet havde endnu ikke lagt sig omkring hende, så hun kunne ikke have været bevidstløs ret længe.

Det, der holdt hende nede, viste sig at være nogle få rester af et halvtag, hun havde skjult sig under sammen med de andre børn. Hun skubbede det af sig uden det store besvær, da det gik op for hende, at børnene også måtte være i nærheden.

Hun tvang sig på benene, selvom de dårligt kunne bære hende. Det første skridt, hun tog, slog hende næsten omkuld, men hun kæmpede videre. Hun måtte finde børnene. Hende og Devin var de eneste, de havde.

Krigen havde tæret hårdt på dem alle, selvom end ikke Devin, der var den ældste af dem, havde oplevet tiden før krigen. Devin var født ind midt i et mareridt ligesom alle de andre forældreløse.

Bea selv havde været forældreløs længere end nogen af de andre. Da hun mistede sin forældre til krigen som 2-årig, tog nogle andre forældreløse hende til sig. Andre børn der var vokset op og senere taget afsted ud i krigen uden at vende tilbage.

 

Hendes tanker blev afbrudt da hun hørte en af børnene kalde på hende. Hun så sig omkring, næsten panisk, men hun kunne ikke få øje på dem. Det var ikke før hun igen hørte dem kalde på hende at hun opdagede dem. De var halvt skjult bag resterne af en mur.

”Bea hjælp!” Råbte Jonathan, han var den yngste af børnene og hans unge, spinkle stemme fik ham til at lyde meget mere skrøbelig end han var. Trods sine kun 9 år var han både klog og handlekraftig.

Først da Jonathan igen kiggede ned blandt murbrokkerne, opdagede Bea hvad der var galt: Et af børnene var fastklemt under de tunge sten.

Bea kæmpede sig derhen trods sine stadig rystende ben. Hun begyndte at grave i brokkerne så snart hun var tæt nok på til at kunne hjælpe. Allie, hed pigen der var fanget. Hun var den modigste 11-årige, Bea havde mødt.

”Hold ud Allie. Vi skal nok få dig fri.” Lovede Bea, Allie nikkede tappert, og som havde de fået ordre til det begyndte alle børn at hjælpe med at grave.

 

 

I den anden ende af landsbyen sad Devin på knæ i ruinerne af de forældreløses hule, og knugede sin lillesøster tæt ind til sig. Hun var blevet alvorligt såret under bombningen og havde brug for lægehjælp hurtigt. Desværre havde landsbyens eneste læge forladt byen et par måneder tidligere, som så mange andre der også havde ladet sig rekruttere.

Frivillig rekruttering var blevet en trend blandt krysterne. Desertører var de, de havde end ikke modet til at kæmpe for deres hjem.

Devin havde lovet sig selv han aldrig ville tage den lette udvej. Han var tro mod sine forældres minde. De havde begge kæmpet for deres land og deres familie. De var begge omkommet under en bombning, da Gry var 4 år gammel. Siden da havde Devin og hans søster været på egen hånd. Gry var 12 år nu, Devin var 17.

 

Devin lod sin hånd glide ned langs Grys kind, hun smilede svagt til ham, den tapre lille tøs havde altid været så pokkers stædig. Da bomberne faldt, havde hun villet ud og lede efter de andre forældreløse, hun var blevet ramt af en stump nedløbsrør, der var blevet slynget ind i det gamle hus, lige da hun ville gå ud.

”Vi skal nok klare den, Gry.” Lovede han, selvom han ikke var sikker på, at han kunne redde sin søster denne gang. Han sank en klump, da alvoren gik op for ham.

”Når Bea kommer, skal hun nok fikse dig.” fortsatte han. Bea var lidt af en ekspert i behandling af sår og andre skader. Som surrogat-mor for 5 forældreløse børn havde det været nødvendigt for hende, at lære sig lidt af hvert.

 

Bea og Devin.” hviskede Gry. ”Mor og far.”

Devin ville have grinet, hvis ikke situationen havde været så alvorlig. I stedet lagde han igen armene om sin søster og hviskede blidt at alt nok skulle blive godt igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...