!STANDBY! One Direction - Tiggerpigen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 apr. 2012
  • Opdateret: 28 dec. 2012
  • Status: Igang
Erika har ingenting. Hun har intet hus, ingen familie, hun kender ikke meget til kærlighed. Og sådan har det været størstedelen af hendes liv ...
Erika er en tiggerpige, hvis hjem er Londons hektiske gader. Hendes levevilkår har aldrig været de bedste, og hun er overbevist om, at hun også vil dø på gaden. Men ét lille forsøg på at stjæle penge fra fem drenge ender med at forandre hendes liv. For evigt.

27Likes
54Kommentarer
3073Visninger
AA

4. Lossepladsen

Jeg vågner op med solens stråler direkte i ansigtet. Jeg tager en hånd op for øjnene og gnider søvnen ud af dem. Som forventet er gaden allerede så småt ved at få livet tilbage. Der går mænd rundt i jakkesæt med mapper, der kører biler på gaden, og en del kvinder er ude og lufte hunde. Jeg sætter mig op og mærker noget glide ned af min overkrop. Som jeg havde troet, er det Gregs jakke. Jeg kaster et blik på hans sovende skikkelse, der sidder lænet op af butiksvinduet. Jeg tager irriteret fat i jakken og kaster den ned i skødet på ham, hvilket får ham til at vågne. Jeg lægger armene over kors og løfter det ene øjenbryn. Eller jeg prøver i hvert fald, for jeg har aldrig helt mestret den teknik. Men Greg forstår hentydningen, det ved jeg, han gør.

”Erika, du var jo iskold,” begynder han, men jeg løfter bare hånden for at få ham til at tie.

”Du ved udmærket godt, at jeg ikke bryder mig om det, Greg,” siger jeg, med tydelig irriteret undertone. Jeg vil ikke være taknemmelig for, at han tænker på min kropstemperatur. Det betyder bare at han bekymrer sig om mig, hvilket betyder at han vil knytte et stærkere bånd til mig. Og det bånd vi allerede har skal ikke styrkes. Det ville være alt for pinefuldt for den ene, hvis den anden forsvandt. Jeg ved godt, at jeg er utaknemmelig, og det piner mig, oprigtigt, men jeg skal ikke have mere kærlighed. De første seks år af min levetid, hvor min mor var der, og tog sig kærligt af mig, dér følte jeg kærlighed, og den tog jeg imod. Og se så hvad der skete? Jeg tog det første skridt i retningen af at blive en Skal. Og jeg vil virkelig ikke have at Greg føler den smerte, ved at miste mig, for jeg ved, at jeg bliver til en Skal før eller siden. Som sædvanlig ser Greg forvirret ud, for han ved jo trods alt ikke det om Skallen, og derfor kan det godt irritere ham nogle gange, at jeg ikke vil forklare, hvorfor jeg ikke kan være glad for hans omsorg. Meget få gange har jeg overvejet, at fortælle ham om proceduren, men hver gang jeg har åbnet munden, har jeg aldrig kunne få det over mine læber. Jeg ved ikke hvad grunden til det er, men jeg kan bare ikke fortælle det. Måske er det tanken om min mor.

Greg samler sin jakke op og rejser sig. Han læner sig op af butiksvinduet og ser træt på mig. ”Ja, det ved jeg godt,” svarer han med et skævt smil. Jeg har egentlig lyst til at spørge ham, hvorfor han så bliver ved? Men jeg skal skynde mig at købe noget brød inden bageren for alvor tiltrækker kunder. Jeg vender derfor bare væk fra Greg og skal til at gå, da jeg kommer i tanke om iPoden. Jeg tager den frem fra min lomme og tjekker strømmen på den. Den er fuld, men den vil være ubrugelig når den løber tør. Den tanke bryder jeg mig virkelig ikke om, for jeg vil gerne indrømme at det er en fantastisk gave. Jeg tror, jeg brugte halvdelen af natten på at lytte til Avrils sange. Jeg faldt endda i søvn til en af mine favoritter: Unwanted. Jeg skæver til Greg og skal til at spørge, om han har en oplader? Men jeg stopper mig selv, for hvis det var tilfældet, havde han så ikke givet den til mig sammen med iPoden? Jeg må vel bare finde en måde at stjæle en oplader på. For jeg vil umuligt kunne få råd til at købe en selv. Jeg kommer iPoden tilbage i lommen, samler min rygsæk op, svinger den over skulderen og nikker en enkelt gang til Greg – det er tiggernes farvel-tegn – og så går jeg i retning af den nærmeste bager.

 

En time senere sidder jeg på Lossepladsen og spiser min morgenmad – som består af det sædvanlige: Mælk og brød. Jeg sidder på en bakke bestående af gamle aviser og ser ud over de store bunker af skrald, der strækker sig langt af sted. Lossepladsen ligger ikke så langt fra Londons gader. Faktisk er det kun tre kvarters gåtur fra Regent’s Park. Det er en typisk losseplads: Der er store bunker af alverdens skrald rundt omkring, og det har samlet sig op nogle steder, så der er dannet små bakker, ligesom den jeg sidder på toppen af lige nu. Nogle steder kan man støde ind i et skrivebord, en stol, et køleskab, ja i visse tilfælde en bil, som ikke er blevet splittet ad. Midt i skraldbunkerne er der en ødet asfalteret plet med fem containere. Hvorfor pletten er der, har jeg ingen anelse om. Men det er godt sted at danse. Selvom jeg ikke som sådan ville kalde det dans, det jeg laver. Egentlig går jeg bare rundt, synger og springer lidt rundt på containerne og skraldbunkerne. Men nogle gange bruger jeg også kroppen. Jeg hopper, slår ud med armene og den slags. Jeg gør det, der falder mig ind.

Jeg får hurtigt spist brødet færdigt og drukket mælken. Det gode ved at spise på en losseplads, er, at man med det samme kan lægge skraldet fra sig og ikke give sig til at lede efter en skraldespand. Så jeg smider posen, som brødet lå i, fra mig og det samme med den nu tomme flaske. Jeg åbner min rygsæk og finder et halvt stykke daggammelt brød frem. Jeg kan ikke brække stykker af med fingrene, så den eneste måde hvorpå jeg kan spise af det, er ved at bruge tænderne. Så må jeg vel bare gøre sådan i aften. Jeg kommer brødet tilbage og finder i stedet en stenhård bolle frem. Den er umulig at bide i stykker, så den ryger samme vej som posen og flasken. Fuglene må tage den, hvis de da kan bide igennem den hårde skal. Udover gammelt bagværk, har jeg også en lille æske tændstikker, en kam, som jeg meget sjældent bruger, en flaske lunkent vand, en t-shirt, et par bukser, mobilen jeg stjal i går aftes og en lille læderpose med mine penge i, i min rygsæk. Den er ikke så stor, men for mig er den perfekt. Den kan lige rumme det allermest nødvendige, jeg har brug for.

Jeg lukker rygsækken igen og glider ned fra skraldebakken og ned på den asfalterede plet. Jeg rejser mig og finder iPoden frem igen. Jeg kommer høretelefonerne i ørerne og leder efter den perfekte sang. Jeg finder den også hurtigt: Take Me Away. Jeg starter den og kommer begge rygsækkens stropper på begge skuldre, i stedet for kun den ene skulder, som jeg plejer. Og så er jeg ellers i gang. Jeg går rundt på pletten, svinger mig op på containerne og springer ned fra dem igen. Imens hæves min stemme gradvist, og ved det sidste ”Take Me Away” sidder jeg lænet op af en af containerne. I nogle minutter sidder jeg og får pusten tilbage, inden jeg rejser mig og går i retning af Regent’s Park igen. Imens går jeg i mine egne tanker.

Gid nogen kunne komme og tage MIG væk …

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...