!STANDBY! One Direction - Tiggerpigen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 apr. 2012
  • Opdateret: 28 dec. 2012
  • Status: Igang
Erika har ingenting. Hun har intet hus, ingen familie, hun kender ikke meget til kærlighed. Og sådan har det været størstedelen af hendes liv ...
Erika er en tiggerpige, hvis hjem er Londons hektiske gader. Hendes levevilkår har aldrig været de bedste, og hun er overbevist om, at hun også vil dø på gaden. Men ét lille forsøg på at stjæle penge fra fem drenge ender med at forandre hendes liv. For evigt.

27Likes
54Kommentarer
3099Visninger
AA

3. Gregs gave

Det var ikke særlig svært at få stjålet de penge. Der er kommet mindst dobbelt så mange telte uden for pladsen, som i går, og alle pigerne sover dybt. Ikke en særlig stor overraskelse, da klokken er 2:36, hvilket jeg fandt ud af på en af pigernes mobiler, som jeg også har stjålet. Godt nok ved jeg ikke hvad koden på den er, så jeg bruger den i stedet som et ur, og så må jeg finde mig i, at den vil være ubrugelig når strømmen på den er gået ud. Jeg har selvfølgelig ikke stjålet alle de penge, jeg kunne komme i nærheden af, for når man stjæler handler det også om at tage lidt af gangen, så folk ikke fatter mistanke.

Jeg er træt, kan jeg mærke, for mine øjenlåg er tunge og mine skridt er slappe. Men jeg fik i det mindste fat i nogle penge. Jeg standser op, da jeg får øje på en plakat ud af øjenkrogen. Jeg studerer den lidt. Der er et stort billede af fem smilende drenge og nogle bogstaver over deres hoveder. Godt nok lærte min mor mig lidt om alfabetet, inden hun døde, men jeg har stadig meget svært ved at læse. Jeg kniber øjnene sammen, og der går et par forsøg, inden jeg finder ud af hvad der står: One Direction. Nedenunder billedet af drengene, kniber jeg igen øjnene sammen og læser. Jeg fanger navnet ”Trafalgar Square.” Så det er altså derfor, der er så mange telte nede ved pladsen. Fordi et boyband kommer og spiller. Pigerne har sikkert sat telte op, så de kan blive de første til at finde pladser tæt på scenen. Jeg himler med øjnene, og bevæger mig fortsat ned af gaden. Nogle gange fatter jeg ikke den slags piger. Det er jo bare et boyband?

Jeg bevæger mig lydløst ned af de mennesketomme gader. Eller, mennesketomme er de ikke ligefrem, for Gamle Joey, Catherin og Greg befinder sig der også. De er også tiggere. Gamle Joeys familie blev fattige da han var ni, så de blev alle smidt på gaden. Hans forældre kunne ikke klare den, så de blev ret hurtigt til Skalle og efterlod Gamle Joey alene. Dog overlevede han, og han har boet på gaden i snart tres år nu. Han er en af de ældste, vi har. Hans Skal-procedure er meget langsom, men jeg ved allerede, at det kun er et spørgsmål om tid, inden resten af hans sjæl forsvinder, og han ender ligesom sine forældre. Det er tragisk at tænke på, for Gamle Joey er egentlig den mest gæstfrie tigger på Londons gader. Jeg kan huske, at da min mor døde, hjalp Gamle Joey mig igennem sorgen, og han lærte mig hvordan man stjal, tiggede og hvordan man skyndte sig at få købt noget i en butik, inden der kom én og smed dig ud. Jeg vil blankt indrømme, at jeg har ondt af Gamle Joey. Hans historie har tydeligt sat sine spor på ham. Han er usædvanlig tynd, tyndere end en mand på hans alder egentlig burde være. Han har et par slidte gamle briller, som tit sidder skævt på ham, og han er næsten helt skaldet. Der er kun nogle små grå hår hist og her på hans hoved. Og så har han et tykt mørkegråt fuldskæg. Han har aldrig fået samlet nok penge sammen, til at slippe væk fra gaden. Han er lidt ligesom den bedstefar, jeg aldrig har haft. Selvom jeg prøver at lukke sorgen ud af min sjæl, så ved jeg, at det vil gøre ondt på mig, når Gamle Joey en dag forsvinder. Han ligger og sover ved togstationen, da jeg går forbi ham, med sin lille dåse, hvor der kun ligger – så vidt jeg kan se – en bukseknap og nogle cigaretskod.

Catherins historie er en ren teenagetragedie. Hun er atten år og alle hendes teenageår har været fyldt med sprut, druk, rygning, vilde fester, drenge og sex. Hun blev smidt på gaden af sin mor for to år siden. Catherin er en effektiv lommetyv. Hun stjæler alle de penge, hun kan komme i nærheden af, og hun gør faktisk sig selv, det vi tiggere ville kalde for ”rig”, med alle de penge, hun stjæler. Hun bruger bare ikke pengene på at komme på en ny skole eller slippe væk fra gaden, men derimod på cigaretter og alkohol. Man kan tydeligt se på hende, at hun er hærget, for hendes tykke sorte hår er blevet helt livløst, hendes hud er uren og ligbleg, og hun kunne godt minde om en der lider af anoreksi, så tynd hun er. Hun er endda tyndere end mig, og det vil sige meget tynd. Hun er allerede godt i gang med Skal-proceduren, og hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke der går lang tid, før hun forsvinder fra verdenen. Hun står inde i en blindgyde i gang med at ryge en hel pakke cigaretter.

Så er der Greg. Greg er nok det tætteste, jeg har på en ven. Han stak af fra et lille, meget uhygiejnisk og lummert børnehjem da han var tolv. På det tidspunkt var jeg kun ti. Det var faktisk mig, der fandt frem til Greg. Han var standset op i en blind gyde og sad i et hjørne og rystede af skræk i mørket. Jeg fik ham ind i vores tiggerkreds, og lærte ham alt det som Gamle Joey havde lært mig. Det viste sig, at Greg var et naturtalent til at stjæle. Han var bare ikke lige så grådig som Catherin. Han fortalte mig, at hans forældre døde, da han var spæd, og at han har skiftet fra den ene plejefamilie til den anden gennem hele sit tolvårige liv. Nogle gange stjæler mig og Greg sammen, og så deler vi pengene imellem hinanden. Jeg tror faktisk vi to er de eneste tiggere, der deler vores gevinst, når vi stjæler sammen. Når det kommer til Skallen, så tror jeg faktisk Greg kunne være en af de få, som undgår den. Som ikke bliver til Skallen. Til trods for hans hårde baggrund, så er han faktisk en ret venlig sjæl. Når han tigger, plejer han også at få en masse penge, da folk har det med, at falde for hans venlige væsen. Jeg har aldrig selv set ham i aktion, men jeg må sige, at det med det venlige væsen virker. Men der er ikke mange tiggere der vil benytte den taktik, for de fleste af os har meget svært ved at være venlige. Vi har det sådan, at hvis et ”rigt” menneske ikke viser os venlighed ved at give en mønt, så viser vi heller ikke venlighed. Greg befinder sig uden for radiobutikken, hvor den sædvanlige døgnkørende radio lyder. (Jeg ved ikke hvorfor den kører døgnet rundt. Måske for at folk skal standse op og lytte, gemme butikken i sin hukommelsen og så komme tilbage næste dag og købe noget?) Greg står egentlig bare og stirrer. Jeg har ikke lyst til at afbryde hans stirren, for det kan gøre ham stiktosset, fordi han altid tænker dybt over noget, når han stirrer. Men jeg plejer altid at sove uden for radiobutikken, så jeg går alligevel over til ham. Jeg snakker dog ikke til ham, men følger hans eksempel og læner mig op af det store vindue, hvor en masse radioer står stablet på rad og række. Jeg siger ikke noget, men lytter bare til radioen, der kører, mens jeg venter på at Greg kommer tilbage til jordkloden. Der går egentlig kun et par minutter, så drejer han hovedet og ser på mig med sine mørkebrune øjne.

”Erika,” siger han. Ligesom resten af os tiggere, er hans stemme hæs. Jeg drejer selv hovedet og ser på hans blege ansigt. Jeg rømmer mig kort, inden jeg selv begynder at snakke.

”Greg,” svarer jeg.

”Du har fået vasket hår?” spørger han. Jeg nikker til svar. Jeg undgår dog at spørge om det samme, for det ser ikke ud til at han selv har vasket sit hår. Jeg kigger kort på hans tynde, brune, fedtede hår, der når ham til op over skuldrene. Jeg plejer som regel ikke at være den høflige type, men jeg er typen der altid tænker over hvilke tanker der sættes i gang i folk, når jeg åbner munden. Jeg vælger i stedet at skifte emne.

”Trafalgar Square bliver den rene pengemaskine de næste par dage. Et eller andet boyband ved navn One Direction kommer og spiller. Der er telte rundt om hele pladsen fyldt med teenagepiger. Du skal bare vente til de falder i søvn, så kan du så let som ingenting stjæle nogen penge.”

”Det skal jeg huske.” Han smiler skævt og ser sig over skulderen ind i vinduet på den tændte radio. ”Det minder mig om …” Han kommer en hånd i sin lomme og finder en lille pink iPod frem med tilhørende høretelefoner. Han rækker den til mig, og jeg tager tøvende imod den og ser spørgende på ham. ”Kom høretelefonerne i.” Jeg adlyder og trykker på knappen i midten af cirklen. Et billede af en sangerinde med blondt hår, grå øjne og sort make-up om øjnene træder frem på den lille skærm, og ud af høretelefonerne strømmer en velkendt sang. Selvom jeg prøver at holde det tilbage, så kan jeg alligevel ikke lade vær med at smile. Det er meget sjældent jeg smiler, og når det endelig sker, så er det som regel pga. noget Greg har gjort. Og det er netop det, der irritere mig allermest. For Greg fylder allerede en for stor del af mit hjerte. Hvis det skulle ske, og han gik hen og blev en Skal, så ville jeg bryde sammen af fortvivlelse. Så ville min egen procedure blive hurtigere. Og det kan jeg ærlig talt ikke tillade mig selv. For selvom jeg ved at jeg aldrig vil kunne forlade gaden, så vil jeg alligevel blive voksen. Hjælpe andre med at overleve på gaden, ligesom jeg hjalp Greg. Jeg vil være sådan én som Gamle Joey. Så kan jeg blive til en Skal, men alligevel vide, at jeg har hjulpet en ny generation med at overleve det hårde liv på gaden.

Selvom det virkelig piner mig, ikke at høre den velkendte sang færdig, eller at synge med på den, så tager jeg alligevel høretelefonerne ud og rækker iPoden tilbage til Greg. ”Du ved godt, at jeg ikke kan tage imod den.”

Men Greg puffer bare iPoden tilbage til mig, i stedet for at tage den tilbage. ”Jeg har altså ikke noget at bruge den til. Ikke efter at have kigget sangene igennem. Jeg ved ikke, om de er der alle sammen, men der er mange sange af Avril Lavigne.” Det er udelukkende noget han bruger for, at jeg skal føle mig mere fristet. Han ved hvor meget jeg elsker Avril Lavignes sange. Hendes sange spilles som regel på radioen, og jeg skråler altid med på dem. Specielt sangene med power. Sange som Take Me Away, Forgotten og Fall To Pieces. Men der er specielt én af hendes sange, som jeg virkelig elsker: Nobody’s Home. Jeg synes virkelig den beskriver, den måde vi tiggere lever vores liv på. Den første sang jeg hørte, skrevet af hende, var faktisk Nobody’s Home. Når jeg synger med på hendes sange, får jeg på en måde udtrykt min elendighed. Det er én af de få ting i mit liv, som kan gøre mig nogenlunde lykkelig. Det er den eneste grund til, at jeg sover uden for radiobutikken. Så jeg kan være heldig og skråle med på en af hendes sange. Jeg snerper irriteret læberne sammen og sænker hånden med iPoden. Jeg kan ikke modstå fristelsen. Selvom jeg prøver at være hård, så kan jeg næsten aldrig modstå en fristelse. Det kan gøre mig virkelig dumdristig til tider, og jeg hader det sådan.

”Så tak,” siger jeg og møder kort tid Gregs blik. Jeg ser dog hurtigt væk igen. Det er en ting, jeg har været bange for lige siden min mor døde. Jeg tør ikke se andre folk i øjnene. Jeg ved ikke helt, hvad grunden til det er, men jeg har en mistanke om, at det kan være fordi jeg frygter at se tomheden, der gemmer sig i enhver tiggers øjne. De eneste øjne jeg kan kigge i, det er mine egne, og det er ikke engang særligt længe af gangen, jeg gør det. Jeg sætter mig ned, med ryggen lænet op af butiksvinduet. Greg glider ned ved siden af mig med et smil. Tydeligvis glad for at jeg har accepteret hans gave.

”Det var så lidt,” svarer han. Han sidder lidt i tavshed og studere mig, mens jeg kigger på de forskellige sange af Avril. Alle de sange jeg har hørt hende synge er der, endda flere end jeg kender til. ”Er der ikke en helt speciel sang du skal synge?” Jeg fjerner blikket fra iPoden og ser på ham. Jeg kan ikke lade vær med at trække lidt på smilebåndet.

”Du kender mig alt for godt. Men du ved hvor højt jeg skråler til den sang, og jeg vil ikke vække de andre, hvis der er andre end os i nærheden.” For en sikkerheds skyld, kigger jeg mig fra side til side, for at se om vi er de eneste tiggere i nærheden. Men der er ikke andre end mig og Greg.

”Jeg har ikke noget imod, at du skråler.” Han tager fat i høretelefonerne og kommer dem i mine ører. ”Bare skrål så højt du kan.”

”Hvis du insisterer.” Jeg sender ham et skævt smil og kører ned over sangene. Jeg når til N og finder hurtigt Nobody’s Home. Sangen begynder, og da Avrils stemme lyder, synger jeg med.

Well I couldn't tell you why she felt that way,

She felt it every day.

And I couldn't help her,

I just watched her make the same mistakes again.

 

What's wrong, what's wrong now?

Too many, too many problems.

Don't know where she belongs, where she belongs.

She wants to go home, but nobody's home.

It's where she lies, broken inside.

With no place to go, no place to go to dry her eyes.

Broken inside.

 

Open your eyes and look outside, find the reasons why.

You've been rejected, and now you can't find what you left behind.

Be strong, be strong now.

Too many, too many problems.

Don't know where she belongs, where she belongs.

She wants to go home, but nobody's home.

It's where she lies, broken inside.

With no place to go, no place to go to dry her eyes.

Broken inside.

 

Her feelings she hides.

Her dreams she can't find.

She's losing her mind.

She's fallen behind.

She can't find her place.

She's losing her faith.

She's fallen from grace.

She's all over the place.

Yeah, oh

 

She wants to go home, but nobody's home.

It's where she lies, broken inside.

With no place to go, no place to go to dry her eyes.

Broken inside.

 

She's lost inside, lost inside...oh oh yeah

She's lost inside, lost inside...oh oh yeah

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...