~One Direction~ Svigtet

Jeg sidder her, med et tørklæde om munden. Jeg ved egentlig ikke hvor jeg er. Der er mørkt, jeg blev bortført. Jeg kan ikke mærke noget. Jeg kan ikke føle noget. Jeg kan ikke lugte noget. Men der er et eller andet der gør mig utryg, jeg ved ikke hvad. Jeg kan ikke løbe, mine ben ryster, som om de ved hvad der vil ske om lidt. Jeg prøver stille at rejse mig op. Det er svært, mine hænder er bundet. Da jeg er halvvejs oppe falder jeg, så lang jeg er ned på det hårde gulv. Det gør ondt.

15Likes
13Kommentarer
1971Visninger
AA

3. Genvundet

Noget tid efter blev jeg vækket af en velkendt stemme. Jeg åbnede øjnene. Det var politiet. ”Michelle sæt dig op.” Sagde han mens han hev mig op. Mine kræfter var næsten kommet tilbage. ”Nu kører jeg dig hjem.” Han hjalp mig hen til bilen. Da vi kom hjem var mine forældre ikke hjemme, kun mit værste mareridt, min søster. Politimanden hjalp mig ind i seng. Så lå jeg bare der helt stille, uden at bevæge mig. Alt var stille, jeg kunne høre min egen vejrtrækning. Jeg lå bare og stirrede op i loftet, det er hvidt og kedeligt. Jeg var så træt at mine øjne blev ved med at falde sammen. Jeg ville ikke sove. Jeg ved ikke hvorfor, men skulle bare være vågen. Det var meget svært, kunne ikke modstå. Bare 5 minutter, tænkte jeg. Men de 5 minutter blev til timer, hvor mange timer, det ved jeg ikke. Da jeg vågnede sad min søster ved mig. Jeg lå bare og kiggede ondt på hende. Hun var virkelig irriterende. Hun gjorde alt rigtigt, men jeg gjorde alt forkert. Jeg var jo også et problem barn. Vores forældre elskede hende så højt. Hun fik alt hvad hun pegede på, mens jeg aldrig fik den største opmærksomhed eller noget jeg ønskede mig. Jeg stoppede mine tanker ved at skubbe hende ned fra sengekanten. Jeg havde genvundet mine kræfter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...