Can You Love Someone You Haven't Met? Yet... {One Direction}

Cindy har boet i Danmark hele sit liv, dog har hun ikke fundet den rette fyr. Hun opretter en profil på en internetside, hvor man kan chatte med andre. Hele idéen omkring det, at folk ikke kan dømme hende på udseendet eller hendes fortid, er lige noget for hende. Under navnet Cindy-pigen96 kan hun være sig selv. Hun behøver ikke gøre eller sige noget, så de andre lader hende være i fred.
Cindy har det ikke nemt i skolen, hun er bagud med lektierne og hun har ikke nogen venner. Alt Cindy ønsker, er en der vil være der for hende, en hun kan stole på.

120Likes
195Kommentarer
18320Visninger
AA

20. Hjælp mig

Jeg hørte stemmer langt borte, de kaldte på mig. Hvor var jeg? Jeg flød rundt i en tåge, eller var det vand? Jeg kunne ikke se andet end tåge. Bølger af varme og kulde ramte mig på skift. Det var underligt, jeg var vægtløs. Jeg flød bare rundt. Pludselig greb nogen, eller noget, fat i mig og jeg mistede pusten. Eller, faktisk så trak jeg ikke vejret. Jeg så Niall for mig, han tog mine hænder.

"Hvad laver du her?" spurgte han med sin søde stemme. Han smilede, ordene havde været en smule hårde, men smilet fik dem til at lyde bekymrende. "Cindy! Hvad laver du her?"

"Det... ved jeg ikke" hviskede jeg og han slap mig igen. Jeg gled tilbage i vægtløsheden og gled op. Niall fulgte efter, han gik i luften.

"Du bliver nød til at komme tilbage" sagde han bedende.

"Du savner mig jo ikke" sukkede jeg og så ned.

"Jeg gør ikke, men Niall der oppe gør" sagde han, løftede min hage og pegede op. Tågen forsvandt over os og man kunne se overfladen. Jeg var altså under vand? Det gav mening, Xenia og Nicky havde smidt mig i havnen og nu var jeg under vandet. Jeg kunne se solen. Lyset brød overfladen og lyste ned på Niall. Han lignede en engel.

"Jeg kan ikke, jeg har prøvet" sukkede jeg igen og så endnu engang ned. Der var mørkt under os, solens lys kunne ikke nå derned. Det skræmte mig, mørket og det uvisse.

"Jo du kan, du skal bare tro på det" sagde Niall med et smil og så op igen. "Jeg lover dig, han venter på dig" Niall smilede stort og svævede lidt op. "Kom nu!"

"Mine hænder er bundet" brokkede jeg og rystede på armene.

"Nå" sagde han og lagde armene over kors. "Hvad vil du gøre ved det?"

"Niall, hjælp mig nu!" skreg jeg, men mit skrig lød ikke højere, end da jeg talte normalt før.

"Du kan jo selv, Cindy. Du er så stærk. Prøv" hviskede han og svævede endnu højere op. Jeg sparkede med benene og kom op til ham. "Der er ikke langt igen" Jeg så op, der var MEGET langt igen. Hvordan kunne han sige sådan?! Jeg vred mine håndled, den ene strips sled og sved. Langsomt fik jeg skubbet min højre hånd ud. Den faldt af min anden hånd og sank, utroligt hurtigt, ned i dybet. Ned i mørket.

"Jeg gjorde det!" udbrød jeg overrasket, men glad. Jeg kiggede over på Niall, der lagde armene over kors og smilede et smil der sagde 'hvad-sagde-jeg'. Jeg rakte tunge og svømmede op.

 

"Jeg kan ikke mere" hviskede jeg og sukkede. Jeg var ikke forpustet, da jeg jo ikke trak vejret. Mine ben og arme syrede til og jeg kunne dårligt bevæge mig. Dog, jeg var så tæt på. "Niall, kan du ikke hjælpe mig det sidste stykke?"

"Hvordan mener du? Som i at hive dig op?" spurgte han forundrende og jeg nikkede. "Nej, det må jeg ikke"

"For hvem?"

"For... Det må jeg bare ikke, okay?!" vrissede han og svævede hen til mig. "Men jeg må hjælpe dig til kræfter, men så kan jeg heller ikke hjælpe dig mere. Så bliver jeg nød til at forsvinde" fortalte han og så seriøs ud.

"Okay, hjælp mig en sidste gang" bad jeg og ømmede mig. Mine arme gjorde sindssygt ondt og føltes blytunge. Niall lænede sig frem og kyssede mig. Midt på læberne, og en dejlig varm følelse bredte sig igennem hele min krop. Mine arme og ben syrede ikke længere, jeg følte at jeg havde ny energi. Jeg så over på Niall, der vinkede og han forsvandt. Nu måtte jeg bare op! - Cindy

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...