What doesn't kill you.

Esmeralda jespersen. Arh, hun hadede det navn, hvordan kunne hendes forældre dog finde på det fantastisk dårlige navn? Men navnet var ikke det værste, slet ikke det værste. Hun var lille og bleg, man kunne faktisk slet ikke se på hende at hun næsten var 16 år gammel. Hun hadede sit liv, ville bare gøre en ende på det, lige nu og her, men så enkelt var det ikke, for da skete det, det som bare ikke måtte ske... Hun blev Forelsket.....Men det var ikke en helt almindelig håbløs kærlighed til det fantastiske.....

12Likes
52Kommentarer
2082Visninger
AA

9. Men...

’’Hvornår skal du i behandling?’’

Der blev helt stille mellem de to piger.

’’Der er da en behandling for det, ikke?’’ spurgte Esmeralda rædselsslagen.

’’jo….men’’

’’Men hvad?’’ Hun fik gåsehud. Hvilken slags kræft? Hvor længe havde hun haft det? Kunne man dø af det? Så mange spørgsmål der bare kørte rundt og rundt i hovedet på Esmeralda. Hun kunne ikke helt forstå det. Det kom, så pludseligt for hende, sveden piblede frem på hendes pande, men hun tørrede den ikke væk.

’’Det er en meget dyr behandling.’’  Kom det stille fra Carmen. Esmeralda mærkede, at Carmen var bange. Hun mærkede frygten i hendes stemme, så den i hendes øjne og hørte den på hendes åndedræt.

’’Hvor dyr?’’ Esmeralda turde næsten ikke spørge.

’’1.5 million’’ sagde Carmen. Inden Esmeralda stillede sit næste spørgsmål stoppede hun sig selv. Det sortnede for hendes øjne. Hunblev svimmel, hendes hoved blev tungere og tungere. Det faldt bagover og langsomt fuldt kroppen med, som en slap dukke. Hun mærkede ingenting da hun landede i sandet, følte ingenting. Hun hørte kun Carmens skrig, også var alting væk alle lyde, alle følelser. Det næste hun huskede var lyden af en masse forvirrede stemmer hviske hjælpeløst om hjælp, pludselig kunne hun se dem de stod alle bøjet ned over hende 4 mand. Mor, Carmen, Eddie og Nikolaj. Hun lukkede øjnene igen, følte sig udmattet, som aldrig før. Det irriterede hende, at de alle stod der som små børn, der lige har afleveret deres sutter hos tandlægen, for at få ’’flotte bisser’’. Hun behøvede ikke, at åbne øjnene for at vide, at de var der. Hun kunne høre dem, mærke deres nærvær som var hun enespæret i en klaustrofobisk elevator der førte hende direkte ned i helvede. Hun åbnede øjnene lidt. Hvordan kunne Carmen være bekymret for hende, hun havde netop selv fået konstateret cancer. Hvordan i helvede kunne hun så være bekymret for psykisk svage personers små besvimelser. Vreden fik det til at dunke i hovedet og hun klynkede stille, men åbenbart ikke stille nok. De hørte det alle og samledes om den lille hospitalsseng. Så væltede spørgsmålene ellers ned over hende.

’’Er du okay?’´, ’’ Hvad skete der?’’, ’’Hvorfor…’’

Hun fortrød inderligt det lille klynk. Hun havde aldrig brudt sig om opmærksomhed, så hvorfor skulle hun pludselig gøre det nu. Hun havde mest af alt lyst til at sætte sig op og råbe: ’’skrid ad helvedes til’’ men da hun ingen energi havde, var det fysisk umuligt. Fysisk umuligt, som at, slikke sig selv på albuen. Fysisk umuligt, som at, bide sig selv i maven. Pludselig kunne hun ikke høre dem længere. Hun åbnede øjnene forsigtigt. DE VAR VÆK! alle undtagen én, Carmen var der stadig og det virkede ikke til at hun havde planer om at forlade stedet foreløbig. Hun ville gerne gøre Carmen opmærksom på at hun var vågen men hun vidste ikke hvordan så hun prøvede med et host. Det virkede tydeligvis Carmen som ellers havde siddet og stirret ud i luften, kvikkede pludselig op. hendes blik fløj fra vinduet og ned i Esmeraldas øjne, på et splitsekund.

’’Du var besvimet’’ forklarede Carmen voksent og tålmodigt, mens hun kørte hånden gennem Esmeraldas uglede hår.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...